Indsigt: Slingrekursen

Slingrekursen

Den skipper, der står til søs uden mål, vil altid klage over vindens retning (Seneca)

Fredag d. 16. oktober 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Grønland er for fuld fart på vej mod den økonomiske konkurs, hvor hjemmestyret igen må bede den danske stat om at få forskud på bloktilskuddet for at kunne betale lønningerne til sine medarbejdere.

Baggrunden er, at overforbruget stiger, fordi politikerne ikke kan styre udgiftspresset. Og ingen af vore politiske ledere i landsting og landsstyre forstår, at der skal tjenes penge for at klare udgifterne.

Politikerne går stadig rundt med den forkvaklede opfattelse fra slutningen af 70'erne, at bare vi alle taler grønlandsk og sikrer fangererhvervet, så skal vi nok klare det.

Men politikerne misforstår vælgerne, der vil have, at deres børn lærer dansk, engelsk og matematik, så de kan få en ordentlig uddannelse. Det er kravet fra befolkningen, fordi de ved, at det er den eneste måde, hvorpå der kan skabes økonomisk vækst, så de kan blive økonomisk uafhængige. De vil have tryghed i form af en bedre økonomi, bolig og arbejde.

Men politikerne evner ikke at skabe disse fundamentale ting for landets befolkning. Det er fatalt.

Siden hjemmestyrets indførelse har politikerne ikke haft noget mål eller nogle visioner. Konsekvensen har været en dyr zig-zag kurs og dyre hovsa-løsninger, ingen planlægning, man kan stole på, og skiftende opfattelser, der har betydet, at alle hele tiden har skulle tilpasse sig nye ideer, som var baseret på, hvem der nu var hyret som konsulentfirma til top-gager.

Det seneste eksempel på en fatal brøler, som koster millioner af kroner, er beslutningen om at bygge landingsbaner for en milliard kroner. Beslutningen blev truffet, fordi det ville være for dyrt at fortsætte med S-61'erne. Nu siger man imidlertid, at vi fortsat skal bruge disse helikoptere. Hvis man havde vidst det i 1995, havde udbygningen af landingsbaner fulgt andre kriterier, nemlig samfundsøkonomiske.

Man havde bygget der, hvor det bedst kunne betale sig, og man havde forlænget den eller de to baner, hvor udgiften hurtigst ville være tjent ind igen. Og når pengene var kommet ind på grund af øget vækst, ville man have fortsat udbygningen. Takten var desuden blevet langsommere, så udbygningen kunne være gennemført med grønlandske virksomheder og grønlandsk arbejdskraft. Vi ville have fået meget mere ud af det.

Desuden ville vor boligsituation og den økonomiske situation ikke have været så slem, som den er nu. Det er ganske enkelt en katastrofe, og beslutningen er udtryk for manglende forståelse for samfundsøkonomien og er tilsyneladende truffet på et forkert grundlag.

Politikerne må begynde at tænke samfundsøkonomisk og på, hvor det er muligt at skabe vækst, så man får råd til at betale den videre udbygning af samfundet.

Nu er vi kommet i en situation, som politikerne ikke kan styre, med et voksende udgiftspres på sundhedsområdet, på skoleområdet, på socialområdet, på boligområdet samt den nødvendige vedligeholdelse af infrastrukturen.

Der er to valgmuligheder, enten skal skatten sættes op, og eller der skal findes besparelser. Det vil gøre mindst ondt at skære al flødeskummen væk og kræve, at det offentlige rationaliserer.

Slingrekursen og de dyre hovsaløsninger skal erstattes af en langsigtet prioriteret politik, hvor der opstilles nogle mål ud fra de visioner, man har om Grønlands fremtid.