Hvilken vej Grønland

Den spegede situation omkring valget og landsstyredannelsen, de mange utilfredse vælgere og politikere samt den indbyggede uenighed i samarbejdsaftalen mellem landsstyrepartierne især omkring skatten og ensprissystemets afskaffelse lover ikke godt for fremtiden.

Fredag d. 5. marts 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Vi er ungt demokrati, og vi er ved at indføre parlamentarisme. Det har tilsyneladende skabt store problemer i forbindelse med landsstyredannelsen. Flere har fået den opfattelse, at landstingsvalget også handler om valg til landsstyre. Det gør det kun indirekte.

Det største parti i landstinget danner landsstyre, men det er landsstyreformanden som ud fra den politiske virkelighed suverænt bestemmer, hvem han vil have med i landsstyret, og landsstyremedlemmerne behøver ikke komme fra landstingsgruppen.

Parlamentarismen betyder, at landsstyre og landsting skal være adskilt. Faktisk kan man tale om, at landstinget ansætter sit landsstyre til at udføre landstingets beslutninger. Nogle steder går man endda så vidt, at hvis et parlamentsmedlem kommer med i regeringen, må vedkommende træde ud af parlamentet.

Derfor er det ikke korrekt, når landstingsmedlemmerne kræver indflydelse på landsstyresammensætning, og siger, det er udemokratisk, at Jonathan Motzfeldt danner sit landsstyre. Når valgets resultat har givet Jonathan Motzfeldt bemyndigelse til at danne landsstyre, er det fordi vælgerne står bag ham.

Men Jonathan Motzfeldt er samtidig klar over, at den politiske virkelighed er sådan, at hans landsstyre skal godkendes af landstinget, og at landstinget som arbejdsgiver skal have så stor tillid til landsstyret, at landstinget kan stole på, at landsstyret udfører landstingets beslutninger. Landsstyremedlemmerne skal til daglig kunne samarbejde med landstinget og udføre landstingets beslutninger. Derfor er det praktisk, at Siumut’s landstingsgruppe kan acceptere partiets landsstyremedlemmer.

I diskussionen internt i Siumut om landsstyredannelsen må de menige landstingsmedlemmer imidlertid respektere forhandlingslederens - det vil i den aktuelle situation sige Jonathan Motzfeldts - ret til at danne sin regering. Ellers må de vælge en anden forhandlingsleder, og det vil i praksis sige en anden partiformand.

Det væsentlige problem er derfor ikke så meget personerne i det landsstyre, som Jonathan Motzfeldt har samlet. Det væsentlige problem er samarbejdsaftalen mellem Siumut og IA.

Samarbejdsaftalens udvandede formulering, som vi kritiserede på denne plads i sidste uges Sermitsiaq, har resulteret i flere fortolkninger, og at IA og Siumut har hver sin fortolkning af aftalen.

Josef Motzfeldt har klart meddelt, at IA vil have en rigmandsskat, og at ensprissystemet ikke skal afskaffes.

Det har skabt oprøret i Siumut, hvor de nye landstingsmedlemmer mener, at Siumut med aftalen løber fra løfterne til vælgerne. Vi har lovet, at der ikke bliver skatteforhøjelse, siger de.

Derfor krævede landstingsgruppen onsdag aften, at Siumut formulerer sin fortolkning af aftalen.

Det pinlige i hele forløbet var imidlertid, at Jonathan Motzfeldt var nødt til at få Josef Motzfeldts godkendelse af Siumuts fortolkning af samarbejdsaftalen, før den blev forelagt Siumuts landstingsgruppe torsdag formiddag, en time før pressemødet.

Landstingsgruppens Hans Enoksen, Ruth Heilmann, Anders Andreasen og Per Berthelsen krævede, at det klart skal fremgå, at der ikke bliver tale om rigmandsskat, der netop har været IA’s mærkesag under hele valgkampen. I øvrigt et begreb, som alle forstår, og som selvfølgelig har appelleret til mange IA-vælgere. Alligevel accepterede IA’erne Siumuts udlægning af teksten, hvor rigmandsskatten er fjernet.

Ensprissystemets afskaffelse er de to partier også uenige om. IA’s holdning er, at det skal koste det samme i hele landet at starte en virksomhed. De store byer skal ikke have en fordel ved, at de kan have lave omkostninger i forhold til yderdistrikterne. Derfor er IA også gået til valg på at der skal være ens skatteprocent i alle kommuner. Også dette fik Siumut’erne fjernet fra aftalen.

Siumut mener nemlig, at hvis vi skal have gang i den økonomiske vækst, må vi starte de steder, hvor det er muligt at sænke omkostningerne og efterhånden trække hele landet med.

Med fjernelsen af ensprissystemet vil man have kostægte priser på fragttakster, el, vand og varme, teletakster samt flybilletpriser og fjernet den ukontrollerede krydssubsidiering. Det vil selvfølgelig betyde, at det bliver meget billigt i Nuuk og meget dyrt i Siorapaluk.

Josef Tuusi Motzfeldt i Niaqornat med finansudvalget i 1996
For at det ikke skal blive dyrere i Siorapaluk, end det er i dag, skal der ydes tilskud fra landskassen, og de penge skal komme ind ved en skatteforhøjelse i Nuuk, hvor det bliver væsentligt billigere at leve, hvis det altså gennemføres.

Denne model tager IA afstand fra.

Men IA glemmer helt at fortælle sine vælgere, at ensprissystemet allerede er afskaffet på dagligvarerne. Dagligvarer er for eksempel væsentligt dyrere i yderdistrikterne end i Nuuk. IA var selv med til at starte processen i landsstyret fra 1991 til 1995.

SIK har været ude med riven og krævet, at prisen på dagligvarer igen skal være ens i hele landet.

I samarbejdsaftalen mellem IA og Siumut har man fjernet udtrykket »ensprissystem « og taler ikke om ensprissystemets afskaffelse.

Nu kaldes det bare noget andet, for at gøre det mere spiseligt for IA’erne.

Det er meget utiltalende. Det nye landsstyre må fortælle offentligheden, hvad de er enige om, og hvilken vej samfundet skal køre, og hvad det er man vil.

Den spegede situation omkring valget og landsstyredannelsen, de mange utilfredse vælgere og politikere samt den indbyggede uenighed i samarbejdsaftalen mellem landsstyrepartierne især omkring skatten og ensprissystemets afskaffelse lover ikke godt for fremtiden.

Det væsentlige spørgsmål, som ikke er afklaret, er: Skal vi skabe grundlag for økonomisk vækst, hvilket giver ulige vækstmuligheder i samfundet, eller skal hele samfundet udvikles på samme niveau.