Rimeligt - men uklogt krav

Faktisk burde staten betale hver en krone, for det er staten, der har bragt kommunen i den situation, den er i. Hvis basen ikke var bygget, havde staten i sin tid været tvunget til at bygge en landingsbane for at sikre forbindelsen til befolkningen i Grønlands nordligste kommune.

Fredag d. 19. marts 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Infrastruktur.

Danmark bør selvfølgelig sikre at lokalbefolkningen i Qaanaaq kommune kan rejse frit i deres eget land og i det hele taget ud i verden uden at skulle spørge amerikanerne om lov.

Det er Danmark som har tilladt, at amerikanerne sidder på en nøgleposition for kommunens forbindelser til omverden. Der eksisterer næppe noget land, hvor amerikanerne af militære hensyn har lov til at styre en så vigtig del af infrastrukturen, som trafikken til og fra en kommune.

I gamle dage var amerikanerne meget hjælpsomme men det var og er altid på amerikanernes præmisser. I dag er amerikanerne ikke så hjælpsomme, fordi de også er nødt til at spare.

Amerikanerne tillader kun et vist antal civile flyvninger af basen og ofte kan det være svært for lokalbefolkningen at rejse.

Qaanaaq by set fra forårsisen
Den eneste løsning på problemet er en lufthavn i Qaanaaq, som Lars Emil og Co. allerede påpegede i de første august dage i 1995. For nogen virker det som galmandsværk at bygge en lufthavn til over 100 millioner til 700 mennesker, men der er ikke andre muligheder. Desuden bør staten selvfølgelig hjælpe med den erhvervsudvikling som blev smadret, da basen blev anlagt.

Ingen i Rigsfællesskabet kan acceptere, at den situation fortsætter.

Men hjemmestyret har forpasset muligheden for at få flere penge, Qaanaaq er nu hjemmestyrets problem. Landsstyret har indgået en aftale med staten om, at der ikke kommer flere krav fra det officielle Grønland i Thule-sagen.

Derfor er det i mere end en forstand ikke klogt at komme med en regning på over 20 millioner kroner to-tre år efter, man har lavet en aftale og lovet, at nu kommer der ikke flere regninger.

I 1997 viste beregningerne fra Trafikdirektoratet, at landingsbanen ville koste 87 millioner kroner. Man aftalte med statsministeren, at staten skulle betale de 47 millioner, som den civile afdeling på Thule Air Base var beregnet til at koste, mens hjemmestyret ville betale resten altså 40 millioner kroner. Der var penge fra det oprindelige budget på de syv landingsbaner efter at Qaqortoq var sparet væk og erstattet med banen i Qaanaaq.

Ved udarbejdelsen af finansloven for 1999 viste det sig imidlertid, at de oprindelige beregninger ikke holdt, og at landingsbanen i Qaanaaq ville komme til at koste 107 millioner, og nu forventer Jonathan Motzfeldt at beløbet runder de 115 millioner kroner.

Det er sandsynligvis forskellen på 87 og 115 millioner, Jonathan Motzfeldt vil have staten til at betale. Det er ikke bekræftet endnu.

Faktisk burde staten betale hver en krone, for det er staten, der har bragt kommunen i den situation, den er i. Hvis basen ikke var bygget, havde staten i sin tid været tvunget til at bygge en landingsbane for at sikre forbindelsen til befolkningen i Grønlands nordligste kommune.

Men som sagt er det ikke klogt af Jonathan Motzfeldt nu at løbe fra aftalen med staten og bede om 20-30 millioner ekstra, fordi hjemmestyrets budgetmateriale i 1997 ikke var godt nok.

Desuden kan Jonathans nye udspil skade Hingitaq-53's sag mod staten i Østre Landsret. Det giver nemlig kammeradvokaten endnu mere ammunition til at blande tingene sammen. I Thule-sagen tordner kammeradvokaten med, at staten har betalt og henviser til landingsbanen. Han skøjter let uden om, at det var et politisk forlig, og at Thule-sagen drejer sig om en juridisk vurdering af oprindelige folks rettigheder. Netop på grund af denne vigtige principielle sag, er det et forkert tidspunkt at rode op i den politiske aftale mellem regering og landsstyre.

Jonathan Motzfeldt står for det andet over for langt større problemer, hvor han har brug for statens good-will.

Renoveringsrapporten, som er ved at blive udarbejdet, ventes at vise, at det bliver en milliard dyrere at renovere end oprindeligt antaget.

Det er meget vigtigere at få den sag på plads og få statens hjælp til at løse den opgave - end 20-30 millioner til landingsbanen.

Så må vi selv tage balladen og placere ansvaret for landingsbanen i Qaanaaq.