Ny økonomisk politik viser vejen

Det der er faren ved hele denne omlægning af forsørgersamfundet, og som bliver udfordringen for politikerne, er den truende inflation, som følger i kølvandt på det, der sker. Politikernes opgave bliver ganske enkelt at sikre, at inflationen ikke slår bunden ud af bloktilskuddet. Hver gang inflationen i Grønland er en procent højere end i Danmark, bliver bloktilskuddet 26 millioner mindre værd.

Fredag d. 16. april 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Det nye landsstyremedlem for økonomi, Josef Tuusi Motzfeldt, gør nu det, som burde være sket for mange år siden. Han sætter tæring efter næring og vil have afskaffet forsørgersamfundet. Det bliver en revolution, som i første omgang kommer til at gøre ondt, men som vil skabe de grundlæggende rammer for økonomisk vækst og dermed væk fra den økonomiske afhængighed af Danmark, som alle politikere har som højeste mål.

Hvis Tuusi kan gennemføre sin politik, bliver han politikeren, der bliver kendt for at gøre det, som det hverken lykkedes Jonathan eller Lars Emil at gennemføre.

Det bliver hårdt for alle, og sandsynligvis vil samfundet i første omgang blive ramt af økonomisk nedgang. Det er nemlig slut med forsøgersamfundet. Det vil sige alle skal indstille sig på, at der ikke er nogen støtte at hente i de offentlige kasser med mindre, der er en social grund til det.

Det gælder både huslejefastsættelse, tilskud til fiskeriet, tilskud til de forskellige erhverv m.v. Hvis de har brug for finansiering, må de bruge de sædvanlige kanaler som banker, erhvervsudviklingsselskabet samt andre finansieringsinsti-tutter.

Liberaliseringen åbner op for konkurrence og ingen af dagens monopolvirksomheder kan vide sig sikre. Det gælder for så vidt både de offentlige og de private monopoler.

I dag bruger hjemmestyret 800 millioner til forskellige erhvervsstøtteordninger.

Når de penge pludselig trækkes tilbage, kan det godt betyde en midlertidig afmatning, fordi alle skal vænne sig til de nye tider. Det betyder sandsynligvis prisfald, konkurser og en ny overgangsperiode, hvor man skal vænne sig til at det er slut med det forkælede system.

Konsekvensen er stigende priser, stigende huslejer, skatter, afgifter m.v.

Stigende huslejer vil også betyde, at der bliver færre penge til forbrug, og at forbrugerne er tvunget til at blive meget mere prisbevidste, hvilket igen betyder, at det kun er de dygtigste forretningsdrivende, der vil klare sig i den konkurrence.

Hvis huslejerne stiger, må det til gengæld også forudsætte, at lejerne får mulighed for at spare på driften ved at kunne gennemføre energibesparende foranstaltninger, som isolering, nye døre og vinduer, og termostatventiler på varmeapparaterne.

Afskaffelsen af ensprissystemet og selskabernes mulighed for krydssubsidieirng, det vil sige kostægte priser, vil få stor betydning for Tele, Nukissior6it, Grønlandsfly, Royal Arctic Line og Arctic Umiaq Line og for forbrugerne og erhvervslivet. Nogle steder vil taksterne falde, mens de vil stige andre steder med mindre det offentlige sikrer det solidariske princip på en anden måde for eksempel over skatten. Det vil i givet fald betyde skattestigninger. Og det er sandsynligt, at disse skattestigninger vil ramme dem, der tjener mest.

Det der er faren ved hele denne omlægning af forsørgersamfundet, og som bliver udfordringen for politikerne, er den truende inflation, som følger i kølvandt på det, der sker. Politikernes opgave bliver ganske enkelt at sikre, at inflationen ikke slår bunden ud af bloktilskuddet. Hver gang inflationen i Grønland er en procent højere end i Danmark, bliver bloktilskuddet 26 millioner mindre værd.

Udspillet om den økonomisk opstramning står i grel modsætning til de kommende lønstigninger, som vil betyde yderligere pres på økonomien.

Samtidig med gennemførelsen af det nye system må politikerne sikre, at liberaliseringen åbner for konkurrence, så monopolvirkosmheder ikke bare sætter priserne op, men tvinges til at rationalisere og effektivisere. Det gælder alle også de private monopollignende virksomheder.

For at en skatteomlægning skal kunne finansiere afskaffelsen af ensprissystemet og stadig sikre solidariteten, vil skattestigningen også ramme mellemindkomstgruppen, som kommer til at finansiere hele omlægningen i første omgang.

Ud over skattestigninger vil de opleve stigende huslejer, nye afgifter og stigende priser - inflationen er sat i gang. Fagforeningerne vil selvfølgelig kræve lønstigninger i kompensation for det øjeblikkelige reallønsfald, der igen vil udløse stigende takster og priser.

Den nye tid vil stille krav til alle om at køre så effektivt og rationelt som muligt for at undgå unødige prisstigninger. Det kræver således også, at selskaberne drives så professionelt og forretningsmæssigt som muligt. Det skal hjemmestyret tænke på under de kommende generalforsamlinger. Det gavner ikke udviklingen, at der sidder politiske bestyrelser, som stadig tror, de skal leve af tilskud fra det offentlige.

Den nye tid kræver, at alle fokuserer på at tjene penge som det primære mål og beskæftigelse som det sekundære. I dag er fokus både i Sulisa og hos mange politikere, at beskæftigelsen skal øges. Men hvis man øger beskæftigelsen uden at se på indtjeningen, overlever man ikke. Derfor skal man først og fremmest sikre et overskud, der er så stort, at virksomheden kan leve videre.

Det gælder hele samfundet og for at nå det mål - må vi alle spænde livremmen ind og vænne os til den nye tid, hvor vi kun har de penge, vi selv kan tjene.

PS: De 800 millioner som hjemmestyret trækker væk fa erhvervslivet skal bruges målrettet på uddannelse, boliger og sundhedsvæsen.