Indsigt: Styret konkurrence

Styret konkurrence

Det lykkedes fiskerne at udnytte det uprofessionelle fjendskab mellem de to koncerner til at presse prisen på store hellefisk op til 14 kroner, og samtidig fik de nedsat grænsen på store hellefisk til tre kilogram. Fiskerne tjente masser af penge mens selskaberne tabte.

Fredag d. 2. juli 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Konkurrencenævnet.

Nu havde vi endelig fået konkurrence i hellefiskeområdet til fordel for fiskerne. Det første, der sker, er minsandten, at de to store selskaber fusionerer og skaber et nyt fælles monopol.

Vi har før set, hvad det betyder, nemlig underbetaling af fiskerne og dårlig service over for fiskerne.

Konkurrence tvinger selskaberne til at drive deres virksomheder mest effektivt og rationelt samt at servicere fiskerne bedst muligt - alt sammen afhængig af markedsprisen.

Indhandlingsskib og fabrik i Innaarsuit, Upernavik
Nu risikerer man, at indhandlingsprisen sættes ned, at servicen over for fiskerne forringes, at der nedlægges indhandlings- og produktionsanlæg, så fiskerne skal sejle eller køre længere for at kunne indhandle og så videre.

Baggrunden for situationen er, at det lykkedes fiskerne at udnytte det uprofessionelle fjendskab mellem de to koncerner til at presse prisen på store hellefisk op til 14 kroner, og samtidig fik de nedsat grænsen på store hellefisk til tre kilogram. Fiskerne tjente masser af penge mens selskaberne tabte.

Det var kolossalt dyrt for selskaberne. Endvidere konkurrerede de to selskaber om servicen til fiskerne, og der blev givet lån til snescootere og motorer, som fiskerne ikke betalte tilbage.

Ingen af selskaberne har været modige nok til at sætte prisen ned, i stedet har de hele tiden overbudt hinanden og forsøgt at være bedst - men til gengæld ødelagde de deres respektive forretninger. De har brugt tid og penge på at holde øje med hinanden, i stedet for at passe på økonomien. Det er uansvarlig virksomhedsledelse.

Det væsentlige er imidlertid, at de to koncerner har konkurreret sig selv ihjel i området. Desuden er der for mange anlæg, som konkurrerer med hinanden. Det betyder, at kapaciteten i nogle områder er alt for stor.

Den hårde konkurrence de senere år har nu tvunget de to selskaber til at gå sammen.

Alternativet var, at de stoppede al aktivitet i området.

Men det er selskabernes egen skyld, at de er endt i den situation. De kunne have styret konkurrencen bedre.

Hellefiskefiskeriet i Upernavik har betydet et kolossalt økonomisk opsving for området.

Til gengæld er fiskeripresset på bestanden meget stor, og biologerne er begyndt at advare mod det.

Derfor er den eneste løsning i den givne situation, at selskaberne går sammen, og at man styrer fiskeriet.

Dette må imidlertid ikke gå ud over fiskerne.

Vi vil derfor appellere kraftigt til, at konkurrencenævnet nøje følger udviklingen og skrider ind, hvis det nye selskab misbruger sin dominerende stilling i området.

Man undgår nok ikke, at der lukkes produktionsanlæg, og produktionen koncentreres på færre anlæg, til gengæld må vi så anbefale, at selskaberne sikrer transporten af råvaren til produktionsanlæg.

Konkurrence er godt, men det er uklogt og dumt, at det udvikler sig til en selvødelæggende overbudspolitik.

De to fiskerikoncerners væsentligste opgave er at konkurrere med udenlandske producenter på eksportmarkedet. Det er her den alvorlige kamp skal stå.

Derfor er det klogt, at de to koncerner taler sammen, men det forudsætter, at vi har et aktivt konkurrencenævn, som sikrer, at de ikke misbruger deres dominerende rolle til skade for fiskere og forbrugere her i landet.