Indsigt: Den katastrofale lægemangel

Den katastrofale lægemangel

Landstinget må derfor kræve af landsstyret, at der nu udarbejdes langsigtede løsninger ... Alfred Jakobsen arbejder på løsningerne, men hvor lang tid skal vi vente, og hvor mange mennesker skal dø, før der sker noget. Et af hans problemer er imidlertid, at landstinget ikke vil tage stilling.

Fredag d. 19. november 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet.

Landstinget må nu kræve og selv arbejde på, at vi får et bedre sundhedsvæsen her i landet. Pengene fosser ud af kassen, uden at forholdene bliver bedre.

Tværtimod advarer den nyvalgte formand for lægekredsforeningen nu om, at patienter dør, fordi de ikke kommer i behandling.

Samtidig viser han den groteske situation med dyre evakueringer, som tager penge fra behandlingerne.

Sundhedsvæsenet kører på lappeløsninger, fordi det ikke får mulighed for at køre effektivt. På grund af lønforholdene får vi ikke de læger og øvrige personalegrupper, som vi har så hårdt brug for. Direktoratet tvinges til alle mulige krumspring for at få det nødvendige personale i få uger.

For at få en læge et par uger her i december må familien med på juleferie. Skjulte lønforhøjelser, som absolut ikke løser problemerne på længere sigt.

Landstinget må derfor kræve af landsstyret, at der nu udarbejdes langsigtede løsninger. Det gælder for så vidt også politisk brændbare emner som ventelister, regionalisering og brugerbetaling.

Alfred Jakobsen arbejder på løsningerne, men hvor lang tid skal vi vente, og hvor mange mennesker skal dø, før der sker noget. Et af hans problemer er imidlertid, at landstinget ikke vil tage stilling. Derfor er denne opfordring måske forgæves, fordi politikerne ikke er deres ansvar bevidst, men gerne vil have magten og goderne som politikere.

Det er ikke kun lægemangelen, der skal løses. Det nytter ikke at få læger, hvis der ikke er sygeplejersker eller andet personale.

Det er hele væsenet, som er ved at køre ned på grund af underbemanding, fordi samfundet ikke vil betale de lønninger, der er nødvendige.

I stedet vil man hellere bruge penge på at tilkalde dyre korttidsvikarer, foretage dyre evakueringer, penge som hellere måtte bruges til at give personalet ordentlige løn- og arbejdsforhold samt uddannelsesmuligheder.

Dette er ikke en kritik af direktoratet, som tvinges til at løse problemet med de forhåndenværende søms princip. De kan ikke gøre andet end lokke folk til Grønland med alle mulige sidegevinster, som desværre har en tendens til at blive sædvane. Det vil sige, man bruger penge, der egentlig skulle bruges til behandling, til danske lægefamiliers ferie i Grønland. Der foretages dyre evakueringer, og igen er det penge til behandling, som bruges til at øge flyselskabernes overskud. En pilot må gerne tjene en million, men en læge må ikke.

Der er en tendens til at give Personaledirektoratet skylden, men her følger embedsmændene også bare de politiske ordrer.

Der er brug for en konsekvent overordnet politik, der indebærer en langsigtet løsning.

Vi kommer ikke uden om, at disse personalegrupper skal have mere i løn, for vi konkurrerer med andre lande. Selv om vi uddanner, vil vi ikke kunne beholde dem, når de kan få mere i løn andre steder.

Grønland er en del af det internationale samfund, og de uddannede vil ikke være her, hvis de ikke får ordentlige løn- og arbejdsvilkår, som kan konkurrere med udlandet.

Det her er først og fremmest landstingets ansvar, men for at landstinget kan træffe de rigtige beslutninger, må Alfred Jakobsen informere landstinget om den katastrofale situation. Ellers kan han også anklages for at tilbageholde oplysninger for landstinget.

Landstinget må samtidig gøre landsstyret opmærksom på, at problemet skal løses et andet sted end i Sundhedsdirektoratet, nemlig i hjemmestyrets overordnede personalepolitik, som er under al kritik.