Indsigt: Vi kan ikke stoppe udviklingen

Vi kan ikke stoppe udviklingen

Så vi vil anbefale, at Per Rosing-Petersen arbejder for reel økonomisk vækst og Grønlands virkelighed, og at han lader kulturen tage sig af drømme og fantasier, ellers bør han skifte erhverv.

Fredag d. 26. november 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Euro’en er en kendsgerning i Grønland om få år, hvad enten vi kan lide det eller ej. I den forbindelse er vi nødt til at følge Danmark.

I den forløbne uge har Per Rosing-Petersen anbefalet, at vi skal have vor egen møntfod og vor egen nationalbank. Argumentet er, at det er første skridt mod økonomisk uafhængighed.

Igen er det floskler og facade, der skal bestemme udviklingen i Grønland. Igen er det drømmerier og fantasier, som bestemmer politikken.

Møntfod og nationalbank har intet med uafhængighed at gøre, så længe vor økonomi er skruet sammen, som tilfældet er.

I den nuværende situation er det bedst for Grønland at følge Danmark og være tilknyttet den danske nationalbank.

Selv om vi havde vor egen møntfod, måtte vi læne os op af en af de store valutaer - euro eller dollar - og følge den op og ned, så der reelt ikke ville være tale om uafhængighed. Tværtimod vil det være risikofyldt og udgiftskrævende at have sin egen møntfod.

Med vor egen møntfod havde kun vi frihed til at vælge om vi skulle læne os op af euro, dollar, yen eller den kinesiske mønt. Men virkeligheden er jo, at vores lille økonomi er nødt til at følge den mønt, som vi har den største handel med, og det vil ubetinget være kronen eller euro’en.

Som landstingsmedlem og ansvar for landets fremtid burde Per Rosing-Petersen forstå, at det er produktion og handel, der er afgørende for landets økonomiske uafhængighed.

Jo mere vi selv kan producere med vor egen arbejdskraft jo bedre. Og jo mere vi kan eksportere her fra landet i forhold til importen, jo større uafhængighed.

Det vil sige, det er de forhold Per Rosing-Petersen bør arbejde for.

Den dag vi eksporterer fisk, vand og is, olie, diamanter og guld i store mængder, og den dag vi selv producerer det vi bruger, kan vi vende tilbage til forslaget. Men selv da vil eksportørerne anbefale, at vi følger den valuta, som er dominerende på vort eksportmarked, fordi det er udgiftskrævende og risikofyldt at have sin egen lille valuta.

På det tidspunkt, hvor vi har en økonomi, der er uafhængig af bloktilskud fra Danmark, og hvor vi selv sparer op, kan vi tale om en nationalbank.

Per Rosing-Petersen argument er selvfølgelig meget nationalt, følelsesbetonet. Men det styrker hverken den grønlandske kultur eller selvstændighed at have sin egen møntfod. Hvis kulturens overlevelse var afhængig af det, ville det stå grelt til. Heldigvis har den grønlandske kultur så stærke rødder, at den ikke behøver hjælp fra et betalingsmiddel.

Så vi vil anbefale, at Per Rosing-Petersen arbejder for reel økonomisk vækst og Grønlands virkelighed, og at han lader kulturen tage sig af drømme og fantasier, ellers bør han skifte erhverv.