Behov for nytænkning i fiskeriet

Forslaget går i korthed ud på, at man hvert år afleverer fem procent af sin kvote til hjemmestyret, der udbyder den i åben auktion. Til gengæld skal tre-procent-afgiften bortfalde.

Fredag d. 14. januar 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Fiskeri, Politik, Økonomi.

Det er vigtigt, vi får skabt dynamik i fiskeriet, og det er vigtigt, vi sikrer, at samfundet fortsat sidder på værdien af vore levende ressourcer.

Siden vi i 80’erne ødelagde rejefiskeriet med overinvesteringer i trawlere, har vi her i 90’erne konsolideret os til nogle få "heldige" millionærer, som har fået hele grundlaget forærende af samfundet. De få heldige har investeret rigtigt, men grundlaget for det hele er de rejekvoter, som de ikke har betalt en klink for. Grundlaget er også den kondemnering, som dengang kostede samfundet millioner.

Interessant nok sidder vi i dag med en ejerkreds, politikere og biologer, som er helt enige om at sikre ressourcen. Ejerne vil sikre at de fortsat kan tjene millioner, politikerne vil sikre bestanden for samfundets skyld og biologerne vil sikre bestanden for bestandens skyld.

Det er også bemærkelsesværdigt, at IA ikke har noget forslag til, hvordan dette problem løses. Partiet taler om at fjerne de store forskelle i samfundet, men det er som om partiet kun vil se på de pæne mellemindkomster og vurdere politisk om de er store eller små, mens de samfundsskabte millionærer kan blive ved med at boltre sig på samfundets værdier.

Et andet væsentligt problem er at der mangler dynamik i fiskeriet, og vi står i dag med et stort problem omkring det indenskærs rejefiskeri. Hvis vi fortsætter med de nuværende rammer vil det kun kunne løses af det offentlige, der kan skabe nye millionærer. Skal der skabes nye millionærer, og hvem bliver de heldige, er det politikernes venner, eller hvem ? - Vi skal helst undlade at samfundet blander sig økonomisk i fiskeriet. Hjemmestyret skal kun sikre sig, at de grundliggende værdier fortsat tilhører samfundet.

Det må være slut med, at samfundet forærer kvoter væk til evig eje. Vi må tage ved lære af fejlene i rejefiskeriet. Og der må gøres noget dels for at ændre systemet, dels for at sikre, at den samme fejl ikke begås i krabbefiskeriet og hellefiskefiskeriet.

For at skabe mere dynamik i fiskeriet er det nødvendigt at tiltrække udenlandsk kapital, også derfor er det i samfundets interesser at sikre sig kvoterne. Det vil jo ikke være i vores interesse at forære kvoter væk til evig eje til udlændinge.

Derfor er vi nødt til at opfinde et nyt system, hvor vi sikrer, at samfundets interesser tilgodeses.

De nuværende kvoteejere vil nok ryste på hovedet og sige, de ikke kan investere 120 millioner i en ny trawler, hvis de ikke er sikker på kvoten til næste år.

Men det må være muligt at indføre et system, hvor man sikrer alle parter.

Forslaget går i korthed ud på, at man hvert år afleverer fem procent af sin kvote til hjemmestyret, der udbyder den i åben auktion. Til gengæld skal tre-procent-afgiften bortfalde.

Den udenskærs rejekvote er på omkring 40.000 tons og den indenskærs på omkring 30.000 tons. Det vil sige 70.000 tons. 5 procent om året svarer til 3,500 tons.

Det skaber mulighed for nye ejere, eller at den tidligere ejer kan købe kvoteandelen tilbage, samtidig får samfundet en indtægt. Men det væsentlige er, at kvoten tilhører samfundet, og at kvoteejerne har den i en 20 års periode, det skulle være nok til at forrente investeringen i skib.

Det vil imidlertid også betyde, at kvoteejerne vil begynde at tænke anderledes.

I samme forbindelse skal der skabes bedre rammer for fiskeriet. Det skal være muligt for udenlandsk kapital at investere op til 49 procent i et selskab. Det vil sige her kan en dygtig grønlandsk fisker, som ikke har så mange penge, gå sammen med udenlandsk kapital.

Grænserne for fartøjsstørrelse skal ophæves.

Alle andre kunstige restriktioner, som er indført, for at hjemmestyret kan "begrænse" fiskeriet, skal i øvrigt fjernes.

De samme regler bør indføres for krabbe- og hellefiskefiskeri.

Især inden for hellefiskefiskeriet er det nødvendigt, at der sker en styring og en vis koncentration. Den nuværende opbygning af fiskeriet med joller og snescootere og en masse landanlæg er alt for dyrt. Systemet er mere eller mindre baseret på, at fiskerne får remedierne foræret gratis via ESU og fabrikker. Det har samfundet ikke råd til, og bestanden kan ikke tåle det. I modsætning til rejefiskeriet sidder politikere, fiskere og biologer ikke på samme side af bordet, når der tales om hellefiskefiskeri. Her er der åben krig.

Selv om både Polar Seafood og Royal Greenland i 1999 ved dannelsen af Upernavik Seafood lovede, at der ikke bliver lukket landanlæg i Upernavik, vil det ske.

Hellefiskefiskeriet vil blive kvoteret, og de fiskere, som slutter sig sammen om større enheder, der både kan fiske og producere hele året, vil tjene mest på det. Og det er den udvikling, der skal skubbes til.

Endelig er der krabbefiskeriet, hvor landsstyret i år spiller ud med en TAC på 25.000 tons uden biologisk rådgivning. Man skulle tro, det var baseret på de 12-13 ansøgninger, der ligger.

Landsstyret burde nok starte med at tilgodese de selskaber, som i flere år har investeret i fiskeriet. Det vil sige Royal Greenland, Allan Idd Jensen, Polar Seafood og selskabet bag Arctic Wolf.

Desværre er krabbefiskeriet startet med en stratenrøver, der dels forårsagede indførelse af krabbekasser, dels har fisket ulovligt, dels ikke overholder almindelige sikkerhedsbestemmelser til søs. Det vil sige et selskab, som udelukkende ser på profitten, og som tilsyneladende er ligeglad med medarbejdere og bestande.

Men Arctic Wolf har bevist, at der er penge i krabbefiskeriet. Spørgsmålet er imidlertid, hvem der står bag dette selskab.

Nye selskaber står nu og vil have penge af ESU til at gå ind i krabbefiskeriet. Men det skal være slut med den offentlige finansiering, der betyder, at det offentlige har direkte økonomisk interesse i fiskeriet og blander sig i det. ESU bør nedlægges og rådgivning med videre bør flyttes over i Sulisa regi. Mens finansieringen af fiskeriet bør gå igennem de almindelige finansieringsinstitutter og baseres på kvoter ligesom i rejefiskeriet.

For at skabe udvikling og dynamik i Gskeriet, er det nødvendigt med nytænkning.