Partierne har problemer

Embedsmænd skal ikke styre dette land. Partierne må stoppe ævl og kævl og udstyre deres ledere med mandat og styrke, så de kan hamle op mod de professionelle og dygtige administratorer.

Fredag d. 24. marts 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

For tyve år siden sagde Lars Chemnitz, at det var en katastrofe, at der blev stiftet politiske partier i Grønland.

Noget tyder på, at han havde ret.

De politiske partier har det ikke godt. Det svækker den politiske ledelse af landet. Embedsmænd har taget over. De politiske mål og visioner er erstattet af pragmatiske her-og-nu-løsninger.

Der er intern ballade alle steder.

IA-erne er uenige om, hvorvidt Grønland skal blande sig i striden mellem Færøerne og Danmark.

Partiformand Josef Motzfeldt mener, det er et anliggende mellem Danmark og Færøerne.

Johan Lund Olsen appellerer direkte til landsstyret om at gå ind og støtte færingerne.

Annguaq Poulsen fra Nuuk er nu officiel modkandidat til Josef Motzfeldt, og det er sandsynligt, at Johan Lund Olsen også stiller op.

Det venstreorienterede partis slingrekurs illustreres af, at selv Grønlands Arbejdsgiverforening kritiserer partiformanden for at være superliberalistisk, når han vil tilkalde store udenlandske entreprenørfirmaer for at udkonkurrere de lokale firmaer.

Tilsyneladende er Josef Motzfeldt blevet overbevist af myten om, at landingsbanerne betød, at der kom flere grønlændere i arbejde. Arbejdsgiverforeningen kan dokumentere sort på hvidt, at det ikke var tilfældet.

Atassut er ved at blive splittet ad af sæbeoperaen med Otto Steenholdt og Ellen Kristensen som hovedpersoner.

Hvis Ellen Kristensen forlader partiet, risikerer hun at trække partiet ud af Folketinget ved næste valg. Det kan blive en katastrofe for partiet og gøre det mindre end Kandidatforbundet.

Ellen Kristensen er den oplagte efterfølger i partiets formandsstol, når det uundgåelige generationsskifte kommer. Balladen mellem den gamle og den unge i partiet illustrerer på glimrende vis, hvor svært det er for de gamle at forlade politik og skabe plads til ungdommen.

Daniel Skifte er parat til at give formandsposten videre, men han har ikke kunnet overbevise hovedbestyrelsen om, at der hurtigst muligt skal indkaldes til landsmøde, så der kan vælges en ny formand.

Siumut lever med det samme problem.

Lars Emil Johansen og Jonathan Motzfeldt kæmper stadig om magten. Den seneste politiske kommentar fra Lars Emil Johansen er et hårdt angreb på det siddende landsstyre - og Jonathan Motzfeldt svarer lige så hårdt igen med en kritik af det tidligere landsstyre.

Mens de to gamle kamphaner slås om magten i partiet, driver landet videre for vind og vejr uden styrmand ved roret.

Det er utrolig vigtigt for landet, at partierne får ryddet op, og at deres respektive ledere får den nødvendige opbakning til at lede landet.

I dag styres der ikke efter politiske visioner og mål. Tilfældige bureaukratiske beslutninger præger billedet.

Det bedste eksempel er byggeriet, som dels bliver bremset af et langsomt bureaukrati, dels ikke gennemføres efter de overordnede politiske mål.

Det er oplagt at bruge de kommende renoverings- og byggeopgaver til uddannelse af grønlandsk arbejdskraft. Men man vil hellere tilkalde udefra kommende firmaer til at løse opgaverne. Arbejdet og skatten ryger ud af landet.

I år får hjemmestyret ikke bygget det, der er planlagt, fordi bureaukratiet ikke kan få sat det i gang.

Embedsmændene kan ikke engang finde ud af at koordinere en ny uddannelse med et kollegiebyggeri. Hvordan vil man starte nye uddannelser, uden at der er et sted, hvor de studerende kan bo?

Det er på tide, vi får nogle politikere, der slår i bordet og siger "Sådan vil vi have det, og dermed har embedsmændene sig at rette!"

Embedsmænd skal ikke styre dette land. Partierne må stoppe ævl og kævl og udstyre deres ledere med mandat og styrke, så de kan hamle op mod de professionelle og dygtige administratorer.

Forudsætningen for at det kan ske, er politisk afklaring i partierne: Det er politiske mål og visioner, der skal bestemme den daglige politik.