Indsigt: Det kvalte selvstyre

Det kvalte selvstyre

Men det essentielle er, vi må videre, hjemmestyret er en proces mod fuld selvstændighed under kongehuset.

Fredag d. 31. marts 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre.

Det kunne være fristende at citere Leif Panduros socialrealistiske roman "Rend mig i traditionerne", når man følger en debat, der bliver kvalt og kommer på afveje af personfnidder, jalousi og misundelse, før den er kommet i gang.

Selvstyredebatten havner i sneboldkastning mellem de dansksprogede og de dobbeltsprogede.

På den måde undgår vi at behandle sagens substans: Hvad kræver det af os hver især, hvis vi skal blive selvstændige?
  • Kan vi være selvstændige, når vi misbruger vor tid og hinanden med hor, druk, vold og incest?
  • Kan vi være selvstændige, når vi ikke kan få uddannet vor egen arbejdskraft?
  • Kan vi være selvstændige, når vi sender forskellige minoriteter ud af landet, fordi vi ikke selv kan tage os af dem?
  • Hvor selvstændig kan man være, når man forsøger at formulere "selvstyre" inden for rigsfællesskabets rammer?
  • Bør vi i det mindste ikke forudsætte ændringer i vort lands statsretlige forhold, selvom vi bevarer rigsenheden?
  • Kan vi være selvstændige, når vi ikke kan forsvare os?
  • Kan vi være selvstændige, når Danmark forhandler hen over hovedet på os om ting, der foregår her i landet?
  • Kan vi være selvstændige, når vi ikke har ret til vor egen jord - og det der er neden under?
Hvad betyder det, når vore politikere siger "inden for rigsfællesskabets rammer"? Betyder det, at Niels Helveg og hans efterfølgere fortsat skal have lov til at regere i Grønland, uantastet af et hjemmestyre eller selvstyreregering i Grønland?

Betyder det, at den danske regering, der teoretisk set KAN komme til at bestå af Pia Kjærsgaard - eller Mogens Glistrup-typer, fortsat skal have hals- og håndsret over Grønland?

Politikerne må ud af busken og fortælle, hvad de vil gøre for landet og befolkningen. Ellers må vi have nye politikere ind.

Udgangspunktet må selvfølgelig være, hvad er bedst for det grønlandske samfund og den grønlandske befolkning.

De forskellige politiske partier og grupperinger er sandsynligvis uenige om både hvilke krav vi skal stille til os selv, og om hvor langt vi skal gå i selvstændigheden, men så må vælgerne afgøre dette vigtige spørgsmål.

Det er også sandsynligt, at nogle ønsker en total løsrivelse. De skal også til orde og sige deres mening.

Men hvorfor siger politikerne ikke noget, hvor er debatten og dialogen? Er det i virkeligheden for besværligt at diskutere de mest grundlæggende spørgsmål for dette lands fremtid.

Debatten skal ikke gemmes til hovedbestyrelsesmøder og generalforsamlinger i de enkelte partier, den skal florere i al åbenhed, i medierne, til folkemøder, ja alle steder.

Spørgsmålene bør stilles og diskuteres i gymnasier, på seminariet, på universitetet, i partiforeninger, i ældreorganisationer, på erhvervsskoler, i faglige organisationer - ja alle steder, hvor mennesker mødes.

Vi i pressen skal også leve op til vores ansvar. Vi bør vise vejen og tage initiativ til en folkelig debat. Vi bør kunne overhale de slumrende politikere indenom og se, om vi kan formulere folkets krav til selvstyre.

Også vi skal åbne op for en diskussion, som ikke behøver at være højttravende, men som får fat i kernen af sagen: Hvad kræver det af os hver i sær hvis drømmen om selvstyre skal blive til den virkelige virkelighed?

Måske er et af problemerne, at landet stadig regeres af "gamle mænd", som lever på idealerne fra 1971.

Men hvor er den nye generation? - hvorfor går de ikke i "krig", som "de gamle " gjorde da de var unge. Veteranerne kan bruges som rådgivere med videre i de politiske stridigheder, men det er på tide ungdommen kommer frem i første linie og viser, hvilken vej samfundet skal gå de næste 20-30 år.

Vi ved ikke, hvad den unge generation tænker og føler. De 20-30-årige, som knapt kan huske tiden før hjemmestyret, bør nu stå frem og sige, hvad de mener. Det er på tide, vi kommer videre med de fundamentale og eksistentielle spørgsmål for vort samfund.

Det er essentielt, at vi selv driver samfundet videre, at vi ikke venter på, hvad Poul Nyrup giver os lov til. Vi skal gøre det, som et flertal i befolkningen ønsker. Når et flertal mener, vi kan føre samfundet videre i den retning, der er bedst for vor egen befolkning, skal vi selvfølgelig bare gøre det, uden at spørge nogen. Der er ingen, som vil vove at stoppe os.

Men det essentielle er, vi må videre, hjemmestyret er en proces mod fuld selvstændighed under kongehuset.