Indsigt: Stop de galninge!

Stop de galninge!

Dette er et indenrigspolitisk anliggende i USA. Våbenindustrien hungrer efter nye, dødbringende opgaver - og der er arbejdspladser i skidtet

Fredag d. 4. august 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Thule Air Base.

For os i Grønland handler de amerikanske planer om et nyt raketforsvar først og fremmest om Thule Air Base. Basen får ifølge den amerikanske regering en central rolle i det avancerede system, og ifølge forsvarsminister William Cohen kan systemet slet ikke udvikles uden brug af baser i Alaska, Storbritannien og Grønland.

Alligevel hører vi ikke en lyd fra den danske regering. Så længe USA ikke formelt har henvendt sig til Danmark, har hverken statsministeren eller udenrigsministeren kommentarer til situationen.

Hvilket hovmod. Hvilken hån over for den grønlandske befolkning. Hvilken ligegyldighed over for Thule-boerne, der risikerer at blive mål for de frygteligste våben i denne verden, hvis raketsystemet bliver en realitet.

Som sagt, så handler de amerikanske planer for os i Grønland først og fremmest om Thule. Men perspektivet er langt større og meget mere alvorligt. Raketsystemet vil give fornyet liv til oprustningen og true verdensfreden på en måde, som det ikke er set siden den kolde krig.

Det kan da godt være, at USA og Rusland kan blive enige om en lokumsaftale, hvor amerikanerne freder de russiske overgreb i Tjetjenien mod russisk accept af det nye amerikanske supersystem. Hvad nytter det, hvis raketskjoldet til gengæld udløser en ukontrollabel og dybt risikabel atomoprustning i Asien, sådan som både danske og udenlandske toppolitikere nu advarer om?

I realiteten er verdensfreden på spil, fordi den amerikanske våbenindustri presser på. Washington taler paranoidt om slyngelstater, som i virkelighedens verden lettere kan ramme amerikanerne med gift i drikkevandet i New York eller Los Angeles end med atomvåben. Derfor er det et bedrag, når Clinton og Bush og Gore og Cohen taler om det "nødvendige raketforsvar."

Dette er et indenrigspolitisk anliggende i USA. Våbenindustrien hungrer efter nye, dødbringende opgaver - og der er arbejdspladser i skidtet. Det betyder noget i kampen om de amerikanske vælgere, som i deres egen selvforståelse bor i et land, der har lov til at bestemme over alle andre.

Amerikansk indenrigspolitik og kampen om de næste fire år i Det Hvide Hus bringer verdensfreden i fare. Imens sover den danske regering og bliver dermed medansvarlig for, at verden kastes ud i en situation, som kan rumme hidtil usete farer.

Det er på tide at vække den danske regering. Det er nødvendigt at stoppe de gale mænd i USA!