Hvis Thule var Nordjylland...

Hvis Danmark overhører de grønlandske krav, ved vi, at rigsfællesskabet ikke er en døjt værd, og at det i virkeligheden kun handler om dansk sikkerhed. Så er alt andet blot ordflom, der skal dække over virkelighedens verden

Fredag d. 11. august 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Thule Air Base.

Regeringens lukkethed i den nye Thule-sag minder til forveksling om den danske regerings Thule-politik i 1950erne. Det er igen hensynet til Danmarks sikkerhedspolitik, der vejer tungest, og igen skal Thule-befolkningen betale prisen.

Mens de vesteuropæiske stormagter melder klart ud og tager afstand fra USAs ensidige oprustning, tier Danmark.

Storbritannien har klart svaret på den amerikanske forsvarsminister William Cohens invitation til at deltage i det nye missilforsvarssystem. Briterne siger nej til, at radaren i Skotland skal opgraderes til det amerikanske forsvarssystem.

Imens tier Danmark. Hvorfor?

Selv om Grønland stiller krav om at deltage ved forhandlingsbordet, når der skal forhandles opgradering af Thuleradaren, siger statsministeren, at det kan han ikke love.

Hvorfor ikke, hr. statsminister? Hvad er det, I søger at holde skjult for den danske og grønlandske offentlighed?

Grønland er før blevet misbrugt og der er før blevet talt usandt for at sikre Danmark. Skal vi igennem det igen?

På embedsmandsniveau orienteres Danmark og Grønland om de amerikanske planer. Om mindre end to uger kommer en delegation fra Danmark og USA til Grønland for at forklare, hvad det handler om.

Alene det er en politisk handling - selv om statsministeren siger, at indholdet er af rent teknisk karakter. Er dette besøg i virkeligheden en stille accept af opgraderingen, hvor man vil prøve at købe Grønland til at acceptere ved at give Dundas tilbage og betale 20 millioner kroner til en hangar i Qaanaaq?

Forklaringen på regeringens tavshed er, at der ikke er kommet nogen officiel amerikansk henvendelse på stats- eller udenrigsministerniveau.

Det er en utrolig dårlig forklaring. Danmark spiller igen med lukkede kort i et storpolitisk spil, hvor Grønland tages som gidsel.

Hvis radaren havde stået i Nordjylland skulle statsministeren nok have svaret - og der ville have været et folkeligt krav om at afvise det amerikanske ønske.

Men akkurat som med den dobbelte atompolitik i 1950erne spiller den danske regering med to sæt spilleregler. Et, der handler om Grønland - og et andet, der handler om Danmark.

Thuleradaren står heldigvis så langt væk, at den danske offentlighed er bedøvende ligeglad med, om den opgraderes. Det betyder ikke så meget for de socialdemokratiske og radikale valgprognoser. Så Danmark kan roligt sælge ud til amerikanerne og til gengæld sikre sig en pæn portion goodwill i Washington - det er ganske gratis.

Igen betaler Grønland for dansk sikkerhed.

Landsstyret må også vågne op. Jonathan Motzfeldt burde på rigsmødet have forklaret statsministeren, at han ikke vil acceptere, at Grønland igen betaler. Intet tyder på, at Jonathan har protesteret. Tilsyneladende er også han blevet overbevist om, at dette er storpolitik, og at der er hensyn, som er vigtigere end de grønlandske.

Men det går ikke. Hvilke hensyn er vigtigere end de grønlandske?

Nu må Danmark og Grønland i fællesskab stå fast og fortælle amerikanerne, hvem der er herre i det grønlandske hus.

Det dur ikke, at amerikanerne suverænt kan bestemme over en del af rigsfællesskabet, fordi Danmark af en eller anden uforklarlig grund skal have et godt forhold til USA - og at man hellere vil være gode venner med USA end med Storbritannien, Tyskland og Frankrig.

Prisen er, at Grønland bliver nyt bombemål.

Historien skræmmer, og kravet til landsstyret er, at Grønland skal stå fast på sine krav.

Hvis Danmark overhører de grønlandske krav, ved vi, at rigsfællesskabet ikke er en døjt værd, og at det i virkeligheden kun handler om dansk sikkerhed. Så er alt andet blot ordflom, der skal dække over virkelighedens verden.