Nyvalg nu!

For få dage siden måtte Ole Lynge så selv bide i det sure æble og erkende, at han ikke havde læst på lektien, da debatten om revisionsudvalgets beretning endte i en ydmygende farce. Ydmygende for Lynge, for det samlede Landsting, for den grønlandske parlamentarisme. Og for befolkningen i Grønland

Fredag d. 3. november 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Landstingsmedlem Anders Nilsson, der er kendt for både at være uhyre flittig og for at have en mening om hvad som helst, formulerede sig i begyndelsen af denne uge forfriskende klart: "Landstinget er en børnehave! "

Nilsson har desværre ret. Landstinget afslører den ene gang efter den anden organisatorisk uduelighed og - hvad værre er - politisk umodenhed. Jo, det minder mest af alt om en børnehave, når d'herrer og damer på landets højeste politiske poster ruller sig ud.

Lad os for eksempel kaste et blik på Landstingets formand, Ole Lynge, som utvivlsomt er et velmenende menneske med hjertet på rette sted. Manden er bare fejlplaceret. Han virker overmatchet og groggy akkurat som de politiker-kolleger, han fornylig skosede for at møde uforberedte til Landstingets debatter.

For få dage siden måtte Ole Lynge så selv bide i det sure æble og erkende, at han ikke havde læst på lektien, da debatten om revisionsudvalgets beretning endte i en ydmygende farce. Ydmygende for Lynge, for det samlede Landsting, for den grønlandske parlamentarisme. Og for befolkningen i Grønland.

Vi siger ikke, at landspolitikerne har en let opgave. Vi beder blot om seriøsitet. Vi beder i mindelighed om, at medlemmerne af Landstinget tager deres hverv alvorligt - og i øvrigt demonstrerer, at de kan udfylde deres poster, før de forlanger lønforhøjelser, der er så urimelige, at de chokerer en hel befolkning.

Netop lønkravet fra et flertal af Landstingets medlemmer afslører, at Landstinget og landsstyret ikke har opdaget, at brede dele af befolkningen kæmper en daglig kamp for en anstændig og værdig tilværelse.

Grønland er blevet skueplads for en social kamp, samtidig med at politikerne forlanger skammelige lønforhøjelser og den ene gang efter den anden trænges om håndvasken, når der skal placeres ansvar for skandale efter skandale. Det kan befolkningen ikke være tjent med.

Landsstyreformanden, som tilsyneladende befinder sig bedst i rollen som statsmand på udlandsrejse, må som regeringschef og formand for det regeringsbærende parti tvinges til at vende blikket indad. Ind mod det samfund, han står i spidsen for.

Da vil han se en armod, der ikke tåler sammenligning med de lande, vi helst måler os med. Da vil han se en voksende kløft mellem rig og fattig, som næppe var hans mål, dengang han stod i spidsen for 1970'ernes opgør med den danske kolonimagt. Han vil se en fejlslagen uddannelsespolitik, en forfejlet boligpolitik, en utilstrækkelig socialpolitik og et sundhedsvæsen befriet for politisk styring og mål etc. etc.

Han vil se et samfund i opløsning. Et konfliktfyldt og splittet samfund - mellem fortid og nutid, mellem fortidens idealer og nutidens muligheder og krav.

I den situation bør Jonathan Motzfeldt gøre rent bord, gøre op med over 20 års fejlslagen politik - og give plads til nye kræfter. Til politikere af en ny type.

Det kræver et nyvalg. Lad os få det valg. Jo før jo bedre.