Den barske erkendelse

Et problem, der har ført de europæiske Socialdemokratier - og nu også grønlandske Siumut - ud i en vanvittig populisme, hvor der bruges flere kræfter på at gøre livet surt for etniske mindretal og marginaliserede befolkningsgrupper end på at løse de reelle politiske problemer i samfundet

Fredag d. 8. december 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Kultur og samfund, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Siumut har store interne problemer. Det viste en æterbåren debat i Katuaq i denne uge med al tydelighed. Hovedpersonen var formanden for Siumut, landsstyreformand Jonathan Motzfeldt. Han skulle tale om Grønlands fremtid.

Blandt hans skarpeste kritikere var Siumut Nuuks formand Jens Lyberth og næstformand Jess G. Berthelsen samt landstingsmedlem Olga Poulsen, IA.

De fik debatten drejet hen på sproget og brugen af grønlandsk arbejdskraft - især i lederstillinger.

De tre kritikere mener, det ikke er nødvendigt at tale dansk. At der skal tales grønlandsk i hjemmestyreadministrationen, og at danskerne selv må finde ud af, om de vil lære at tale og forstå grønlandsk - og hvordan. Alle lederstillinger skal beklædes af grønlændere. De danskere, som ikke vil lære sproget, må forlade landet.

Der skal ikke oversættes til dansk på TV. Tværtimod skal danske udsendelser oversættes til grønlandsk. Kommissoriet for selvstyrekommissionen skal ændres, så man ikke længere skal arbejde på en løsning inden for rigsfællesskabet. Med andre ord: Fuld selvstændighed!

De kritiske spørgsmål til Jonathan Motzfeldt rummede også en indirekte kritik af landsstyreformanden og partiformanden for at have ansvaret for den udvikling, der betyder, at vi fortsat er et to-sproget samfund.

Jess G. Berthelsen blev ved med at presse på og spurgte, om Jonathan Motzfeldt fiskede efter danske stemmer, siden han fastholdt, at Grønland er et tosproget samfund.

Landsstyreformanden holdt nemlig fast ved, at vi fortsat skal være et tosproget samfund. Blandt andet af hensyn til den arbejdskraft, som stadig er nødvendig at tilkalde. Af hensyn til uddannelserne, og fordi det er vigtigt i forhold til udlandet. Desuden fastholder Motzfeldt, at vi er en del af rigsfællesskabet.

Debatten afslører flere ting. For det første et opbrud og et generationsskifte i Siumut, hvor nogle vil have skiftet partiformanden ud. Siumuts politik skal ændres radikalt. Dernæst skal der ske en grønlandisering hurtigst muligt - fordelagtige særordninger for danskerne skal høre op.

Desværre afslører debatten også, at Siumut har et politisk-ideologisk problem, der er mere ubehageligt og kompleks, end partiets ledelse måske er i stand til at erkende. Et problem, som på mange måder er identisk med de socialdemokratiske søsterpartier i Europa. Et problem, der har ført de europæiske Socialdemokratier - og nu også grønlandske Siumut - ud i en vanvittig populisme, hvor der bruges flere kræfter på at gøre livet surt for etniske mindretal og marginaliserede befolkningsgrupper end på at løse de reelle politiske problemer i samfundet.

Det tegner ikke godt for det ledende landsstyreparti, at der nu er lagt op til splittelse og offentlig storvask. De unge løver lægger op til et skifte allerede på Siumuts landsmøde næste år. Ny partiformand og inden landstingsvalget i 2003 en kronprins til posten som landssty'reformand. Vi står over for en periode, hvor de to fløje i Siumut kan smadre partiet.

Samtidig vil sprogdebatten blusse op igen. Den barske virkelighed - at Grønland i mange år endnu har brug for tilkaldt arbejdskraft - vil ikke blive erkendt. Ej heller at at en forholdsvis stor del af befolkningen fortsat vil være danskere, som er her for at udføre et stykke arbejde. Ikke for at lære sproget.

Grønland står i et stort dilemma. Hjemmestyrets forfejlede uddannelsespolitik betyder, at vi ikke kan besætte alle stillinger med grønlændere. Vi skal op på samme uddannnelsesniveau som Island og Færøerne, før det lykkes. Island og Færøerne har udnyttet det danske uddannelsessystem fuldt ud for at nå deres høje uddannelsesniveau. Det bør vi også gøre. Det forudsætter, at de unge behersker det danske sprog.

Først når vi når et uddannelsesniveau på højde med Island og Færøerne, kan vi gøre os uafhængige af Danmark med hensyn til uddannelse og arbejdskraft.

Den virkelighed kan Berthelsen og Lyberth og Poulsen ikke ændre fra den ene dag til den anden. En grønlandisering af administrationen og af uddannelserne kan kun ske ved at få flere gennem uddannelsessystemet, og det må som nævnt ske på dansk.

Men Jess G. Berthelsen og Jens Lyberth har ret i, at det er forkert, at lade udviklingen ske udelukkende på danske præmisser.

Det er forkert, at vi bruger flere ressourcer på dansk arbejdskraft end på grønlandsk. Det er forkert, at vi i dag har en lønforskel mellem tilkaldte danske vikarer og lokal arbejdskraft, som er væsentlig højere end tidligere. Det er forkert at bruge danske vikarer som ledere og mellemledere i stedet for at bruge uddannede grønlændere.

Det er interessant at se, at det er hjemmestyret, som er parat til at forkæle de tilkaldte danskere med alle mulige frynsegoder, mens de grønlandske medarbejder må knokle afsted for en sulteløn og uden fryns. Det er der masser af eksempler på, men glem ikke at gribe i egen barm: Den grønlandske elite bliver stadigt rigere, mens armoden griber om sig bland almindelige borgere.

Her ligger det virkelige problem. Grønland står midt i en udvikling, der truer med at udløse hidtil ukendte sociale konflikter. Siumut og måske også Inuit Ataqatigiit har lullet sig selv i søvn og glemt at udvikle en politik, der modsvarer kravene fra det 21. århundrede.