Lad et valg rense luften

Om alle de store områder er der uenighed. Der er uenighed om privatiseringen af Pisiffik, om sundhedsvæsenet, skattepolitikken, boligpolitikken, fragtstrukturen, arbejdsløshedsforsikring og revalidering og endelig folkeskolen

Onsdag d. 11. april 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Den røde førerbunker i Nuuk er mere lukket end Fort Knox og Pentagon i Washington. Alligevel siver uenigheden i landsstyret langsomt ned gennem etagerne, breder sig i hele hjemmestyret og efterlader uro og utryghed i den undrende befolkning. Der breder sig en fornemmelse af, at landsstyret er ved at køre træt, fordi det ikke kan løse landets store problemer: Manglende boliger, utilstrækkeligt socialt sikkerhedsnet, ventelister til sundhed, utilstrækkelige uddannelser og så videre. Om alle de store områder er der uenighed. Der er uenighed om privatiseringen af Pisiffik, om sundhedsvæsenet, skattepolitikken, boligpolitikken, fragtstrukturen, arbejdsløshedsforsikring og revalidering og endelig folkeskolen. Privatiseringen af Pisiffik afslører uenighed mellem Siumuts og IAs ledere og deres respektive baglande om, hvordan privatiseringen kan gennemføres. Spørgsmålet er, om man tør lade en stor udenlandsk supermarkedskæde komme ind og sætte sig på forsyningen i de byer, hvor forretningerne giver overskud, mens samfundet må betale for driften i de byer, hvor der er underskud. For så vidt angår den nye fragtstruktur arbejder man på at indføre en ordning, der betyder centralisering. Fragten til de byer og de kunder, som kan modtage 40 fods containere, bliver billigere, mens alt andet bliver dyrere. Man er på vej til beslutninger uden forudgående diskussioner om, hvilken udvikling man ønsker. Politikerne stiller sig op og lyver over for befolkningen og lover, at selvfølgelig skal vi udvikle hele landet og alle beboede steder, mens man med den anden hånd - skjult under bordet - indfører regler og ordninger, som betyder en øget centralisering. De færreste byer kan modtage 20 fods containere. Konsekvensen er, at det bliver billigere at eksportere rejer i 40 fods containere, mens det bliver meget dyrere at transportere hellefisk. Men fragtstrukturen er kun ét eksempel. I efteråret afleverede landsstyret sin strukturpolitiske handlingsplan, hvor det fremgik, at det private erhvervsliv skal være lokomotivet i udviklingen mod en selvbærende økonomi. Siden har man truffet beslutninger, der går i den stik modsatte retning og som betyder stigende udgifter og store vanskeligheder for det private erhvervsliv. Ikke engang på boligområdet kan man leve op til løfterne. Landsstyret er ikke i stand til at bygge de boliger, som Landstinget har afsat penge til. Det private byggeri er så småt ved at komme igang. Så indføres der huslejebegrænsninger, der sandsynligvis betyder, at private ikke vil bygge udlejningsboliger. På folkeskoleområdet, der er det aller vigtigste, når målet er øget selvstændighed og øget uafhængighed, mangler der investeringer i de fysiske rammer på en milliard kroner. Det vil man ikke betale. Man vil hellere have universitetspark og landingsbaner. El-værker og andre tekniske installationer er man tvunget til at gøre noget ved. Det sker heller ikke. Og det på trods af, at hjemmestyret har så mange penge liggende, at man ikke ved, hvad man skal bruge dem til. Baggrunden er at man ikke overholder lovgivningen og gennemfører de ting, som Landstinget har besluttet. Landsstyret kan nemlig ikke, fordi man ikke vil indse, at man er uenig, at man mangler visioner og en konsekvent politik på alle de væsentlige områder. Ikke en gang den strukturpolitiske handlingsplan, der er et halvt år gammel, kan landsstyret blive enig om at følge. Lad et valg rense luften!