Grønlandsflys bestyrelse bør gå af
Landsstyrets tillid til selskabets bestyrelse kan ligge et meget lille sted. Det fremgår klart af Steffen Ulrich-Lynges udtalelser på generalforsamlingen. Men man kan undre sig over, at både Grønlands Hjemmestyre og de øvrige ejere kan have en bestyrelse, som de ikke har tillid til
Fredag d. 20. april 2001
Sermitsiaq
Emnekreds:
Infrastruktur
,
Politik
.
Hvad sker der i Grønlandsfly? - Når man trækker hotel- og rejsebureauvirksomhederne ud, gav flyselskabet i 2000 et resultat, der er 48 millioner kroner dårligere end i 1999. Det er 55-60 millioner dårligere end forventet.
Grønlandsflys bestyrelse undskylder sig med de høje fuelpriser, dollarkursen, at man ikke har kunnet chartre Boeing’en ud til en ordentlig pris, samt at hjemmestyret har reduceret betalingen med 21,8 millioner efter etableringen af de nye landingsbaner.
Men det sidste argument holder ikke.
Selskabets bestyrelse har altså regnet med, at Grønlandsfly fortsat skulle have et offentligt tilskud, efter at den har bedt om at få landingsbaner, fordi det ville være billigere at flyve med fastvingede fly end med helikoptere. Det holder ikke, tværtimod lovede selskabet lavere billetpriser og ingen offentlige tilskud, når landingsbanerne kom. Argumentationen og historikken passer ikke sammen.
Grundlaget for de dyre landingsbaner i de små byer forsvinder med Grønlandsflys nye måde at argumentere på.
I stedet for at bygge boliger og foretage andre nødvendige anlægsarbejder besluttede landstingspolitikerne efter krav fra Grønlandsfly at bygge de dyre landingsbaner.
Om de øvrige dårlige forklaringer, kan man undre sig over, at bestyrelsen ikke for lang tid siden er skredet ind over for de stigende fuelpriser, den stigende dollarkurs samt over, at man ikke kunne leje Boeing’en ud. Det kan ikke komme bag på bestyrelsen.
Forklaringerne på underskuddet er de dårligst tænkelige. Vi må derimod have en forklaring på, hvorfor bestyrelsen ikke har skredet ind langt tidligere.
En anden forklaring, som ikke klart fremgår af beretningerne, er, at "kabinefaktoren" aldrig har været så lav som i 2000. Kabinefaktoren er forholdet mellem solgte sædekilometer og udbudte sædekilometer.
Det vil sige, man har fløjet med for mange tomme sæder. Det er måske derfor, at Peter Grønvold Samuelsen i sin mundtlige beretning fabler om, at man skal kigge på frekvensen på de små byer. Han burde sige direkte til den undrende offentlighed, at der bliver færre flyvninger med de store Dash-7 på de små byer. Åbenbart viser det sig nu, at passagergrundlaget de små steder er for lille til et fly med plads til 50 passagerer.
Men også det burde man have vidst for lang tid siden, før man anlagde banerne til disse fly.
Omkring trafikudviklingen er der i årenes løb købt massevis af rapporter, og der brugt konsulenter i en strid strøm, alligevel bliver man ved med at lave den ene bommert efter den anden. Vi har ikke råd til det.
På selskabets generalforsamling var landsstyremedlem Steffen Ulrich-Lynge på landsstyrets vegne tydelig utilfreds med udviklingen i Grønlandsfly. Og han placerede klart ansvaret hos bestyrelsen. Men landsstyret og de øvrige ejere har ikke taget konsekvensen og fyret bestyrelsen.
Det værste er, at bestyrelsen i Grønlandsfly får lov til at manipulere med hele samfundet.
Baggrunden for at det kan sker er, at hverken Landstinget eller landsstyret har en formuleret politik på dette områder. Hvis landsstyret klart havde formuleret sin politik og sine visioner omkring flytrafikken, ville man nu kunne se, om Grønlandsfly levede op til dem eller ikke gjorde. Landsstyret må også finde ud af, om man vil have et nationalt flyselskab, der skal binde dette land med sine spredte bosætninger sammen
Nu er Grønlandsfly ikke bare et ligegyldigt flyselskab. Det er faktisk den vigtigste trafikmulighed for samfundet. Vi er alle afhængige af Grønlandsfly. Hvis Grønland skal udvikle sig, er det alfa og omega, at man kan rejse rundt i landet, og at man kan sende varer rundt i landet. Vi er alle afhængige af Grønlandsfly. Det er vores motorvej - eller vigtigste trafikåre - hvis vi skal sammenligne med andre samfund.
Det dur ikke, at det er de øvrige aktionærer i bestyrelsen, det vil sige Den Danske Stat og SAS, som skal bestemme, hvordan selskabet skal udvikle sig og dermed, hvordan trafikstrukturen her i landet skal være. Det skal besluttes i Landstinget.
Landsstyre og Landsting må have en klar formuleret politik, som bestyrelsen i Grønlandsfly skal leve op til. Det er ikke en videre samfundsvenlig politik, at der indføres billetpriser, som det er umuligt for lokalbefolkningen at betale, når det er den eneste trafikmulighed. Her tænkes især på Qaanaaq.
Det dur ikke, at vi har fly, som ikke er tilpasset passagergrundlaget. Det dur ikke, at vi har landingsbaner, som ikke kan bruges, fordi de er for korte. Det dur ikke, at flyene er så gamle, at vi ikke kan betale at vedligeholde dem.
Det er galimatias, at vi har baseret et trafiksystem og en milliardinvestering i landingsbaner på fly, der er for gamle. Udgifterne til reparationer og vedligeholdelse er så høje, at de måske er den væsentligste årsag til de høje billetpriser.
Landsstyrets tillid til selskabets bestyrelse kan ligge et meget lille sted. Det fremgår klart af Steffen Ulrich-Lynges udtalelser på generalforsamlingen. Men man kan undre sig over, at både Grønlands Hjemmestyre og de øvrige ejere kan have en bestyrelse, som de ikke har tillid til.