Straf lønpamperpartierne

Når flertallet mener, at Landstinget trænger til et kvalitetsløft (et synspunkt vi ubetinget deler!), så må det eneste rigtige være at udskrive valg. Så må vi se om lønforhøjelsen virker. Om »bedre politikere« stiller op, eller om der kommer endnu flere borgmestre og andre, som kan hæve dobbelt løn, i Landstinget

Fredag d. 9. november 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

De folkevalgte medlemmer af Landstinget skal have lønforhøjelse. Det har et flertal af dem selv bestemt. Målbevidst og forslugen hiver politikerne omtrent 10 millioner kroner op af den slunkne landskasse. Vel at mærke 10 millioner kroner om året. Det svarer til en forhøjelse af vederlaget i størrelsesordenen 75 procent.
  • Konkret stiger det månedlige vederlag til landstingspolitikerne fra 20.000 til 35.000 kroner om måneden.
  • Hertil kommer et pensionsbidrag på 15 procent af vederlaget -uden egenbetaling.
  • Politikerne undtager sig selv fra den skattelovgivning, som den øvrige befolkning nidkært er omfattet af, ved desuden at tildele sig selv et skattefrit omkostningstillæg, der afhængig af bopæl ligger i størrelsesordenen 8.000 til 10.500 kroner om måneden.
  • Politikerne håner de mange på Nuuks urimeligt lange boligventeliste, for fremover får de folkevalgte uden videre stillet bolig til rådighed.
  • Under landstingssamlingerne kan politikerne kvit og frit få besøg af ægtefælle og børn.
  • Endelig skal medlemmerne af Landstinget nu have 30.000 kroner om året til såkaldte orienteringsrejser rundt om i landet.
Det er stigninger, der kan mærkes, og vi under gerne, at folk - også politikere - tjener en god løn og har gode vilkår i deres ansættelser. Men den vederlagsstigning, de folkevalgte landspolitikere nu har bevilget sig selv, er helt ude af proportion med den almindelige lønudvikling her i landet. Samtidig er de dramatisk forhøjede vederlag ganske ude af trit med politikernes egne henstillinger til arbejdsmarkedet om løntilbageholdenhed.

Når det offentlige som arbejdsgiver forhandler overenskomster med lønmodtagerorganisationerne er der ingen pardon. Garvede fagforeningsfolk beretter, at forhandlinger med hjemmestyret ofte er fastlåste og ukonstruktive, fordi hjemmestyrets forhandlere kun kan agere inden for en snæver politisk fastsat ramme.

Disse forhandlinger er i realiteten et diktat til lønmodtagerne om tilbageholdenhed. Befolkningen må nu forlange svar på, hvorfor de i forvejen relativt vellønnede landspolitikere skal have så meget mere end alle andre.

Et flertal i Landstinget har mistet følingen med almindelige menneskers levevilkår. De fremtidige stjernegager er udtryk for et utilladeligt pamperi og fråds med offentlige midler, samtidig med at den øvrige befolkning presses mere og mere på pengepungen.

Politikerne har ganske vist mange argumenter for, at de er en særlig gruppe, og at de derfor skal have denne lønstigning. Eksempelvis at arbejdet i Landstinget tager al deres tid.

Men flere landstingsmedlemmer har andre job ved siden af. Nogle er endda borgmestre. Hvis arbejdet i Landstingsarbejdet tager al deres tid, kan man undre sig over, hvordan de så kan passe arbejdet som borgmestre, politifolk, studerende eller hvad det nu kan være.

Et andet argument for at modtage i nærheden af en halv million kroner om året for for tre måneders arbejde er, at det vil tiltrække bedre politikere til arbejdet i Landstinget.

Det argument er interessant, for så må pamperflertallet i Landstinget jo mene, at de ikke selv er gode nok. Man forledes til at spørge, hvorfor dette flertal så ikke samtidig har forlangt, at landsstyreformand Jonathan Motzfeldt udskriver valg.

Når flertallet mener, at Landstinget trænger til et kvalitetsløft (et synspunkt vi ubetinget deler!), så må det eneste rigtige være at udskrive valg. Så må vi se om lønforhøjelsen virker. Om "bedre politikere" stiller op, eller om der kommer endnu flere borgmestre og andre, som kan hæve dobbelt løn, i Landstinget.

Nu tyder intet på, at landsstyreformanden pønser på et snarligt valg til Landstinget. Men allerede tirsdag den 20. november er der valg til Folketinget. For vælgerne kunne dette valg være en kærkommen lejlighed til at omsætte de voldsomme folkelige protester mod politikernes lønfest til en afstraffelse af Landstingets lønpamperpartier.

For god ordens skyld minder vi om, at det var Siumut med undtagelse af Jens Napatoq, et enigt Atassut samt Landstingets formand, Ole Lynge fra IA, som skaffede flertal for Landstingets lønpamperi. Det er måske værd at huske tirsdag den 20. november.