Indsigt: Som at holde en tiger i halen

Som at holde en tiger i halen

Hvad vil selvstændigheden være værd, hvis den økonomisk er baseret på indtægter fra USA? Hvad vil det betyde for fastholdelsen af den grønlandske kultur og egenart. Hvad vil det betyde for vores mulighed for at fastholde vores sprog (spørg blot inuit i Alaska)? Og hvor står Grønland den dag, hvor USA måske finder ud af, at nu er Thule-basen overflødig?

Fredag d. 16. november 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

Thule Air Base har fået en hovedrolle i den grønlandske valgkamp forud for folketingsvalget på tirsdag.

Ikke fordi politikerne skændes om basens rolle i det amerikanske stjernekrigsprojekt.

Heller ikke fordi, der er væsentlig politisk uenighed om, hvorvidt basen overhovedet har en fortsat eksistensberettigelse - og om Grønland vil være vært for den.

Og slet ikke fordi politikerne beskæftiger sig med Qaanaaq-boernes kamp for at få deres land tilbage. Det land, der ligger lige dér, hvor USA - uden om Grønland - planlægger at lade Thule spille en hovedrolle i supermagtens sikkerhedspolitiske planer.

Næ, der stilles kun få og yderst lavmælte spørgsmål ved Thule-basen i denne valgkamp. Tværtimod afslørede valgkampens første TV-krydsild, at partierne og deres kandidater har afsværget alle principper og enhver form for hæderlighed, når det gælder de militære installationer højt mod nord.

Nu skal Thule Air Base være en indtægtskilde for Grønland. Endda en rigtig god indtægtskilde. 13 milliarder kroner om året svarende til det, som Danmark påstås at tjene på basen - eller det dobbelte af den årlige økonomiske omsætning i Grønland. Slaraffenland!

Vi skal bare kræve leje for Thule-basen af Mister Bush i Washington. Så har vi de penge, der skal til, for at vi kan overleve en fuldstændig selvstændighed og frigøre os fra den snærende politiske og økonomisk afhængighed af Danmark. Det er jo det, vi vil, ikke sandt!

Jo, borgerne i Grønland ønsker mere selvstyre. Selvstændigheden ligger de fleste på sinde.

Men er befolkningen klar til at skære de historiske bånd til Danmark og rigsfællesskabet over for ussel mammon og stiltiende accept af, at Grønland samtidig i al fremtid bliver en brik i USAs militære og sikkerhedspolitiske strategi.

Og hvem siger, at amerikanerne overhovedet vil afstå en kontant betaling for at være i Thule? Amerikanerne er jo netop kendt for at tilegne sig baser overalt i verden uden at betale kontant. Til gengæld sørger Washington for at vikle værtsnationerne ind i uigennemskuelige handelsaftaler og andre former for royalties, der først og fremmest har til formål at binde landene til USA.

Vil de grønlandske politikere uden videre skifte afhængigheden af Danmark ud med afhængighed af USA?

Hvad vil selvstændigheden være værd, hvis den økonomisk er baseret på indtægter fra USA? Hvad vil det betyde for fastholdelsen af den grønlandske kultur og egenart. Hvad vil det betyde for vores mulighed for at fastholde vores sprog (spørg blot inuit i Alaska)? Og hvor står Grønland den dag, hvor USA måske finder ud af, at nu er Thule-basen overflødig?

Det er for usselt og perspektivløst; det er krænkende for alle mennesker i Grønland, at tunge politiske koryfæer og kandidater til Folketinget ikke har et bedre bud på Grønlands økonomiske fremtid end lejeindtægter fra den amerikanske krigsmaskine.

Vi har ret til at forlange, at politikere har visioner. Vi er i vores gode ret til at kræve, at de tilrettelægger et trygt samfund, der politisk, økonomisk og kulturelt bygger på vores egen indsats. Et samfund, der inviterer til, at alle udnytter deres evner til fællesskabets bedste.

Vi skal arbejde og selv skabe de indtægter, der skal medvirke til at sikre Grønlands selvstændighed. Vi skal ikke kaste os i favnen på USA og opnå en tryghed og en sikkerhed, der ikke er større end at holde en tiger i halen.

Hold fast ved kravet om, at forsvarsaftalen fra 1951 skal genforhandles med Grønland ved bordet. Men lad aldrig Grønland blive et halehæng til USA.