Indsigt: Uddannelse igen

Uddannelse igen

Resultatet er dyre og alt for ofte dårlige uddannelser. Ingen af uddannelsesinstitutionerne får de ressourcer, der reelt er brug for. Men ingen tør kritisere systemet, for så bliver de fyret. Sådan fungerer den grønlandske ytringsfrihed nemlig.

Fredag d. 15. marts 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Uddannelse, Økonomi.

Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi har afleveret den årlige beretning. Endnu engang betones det, at uddannelse er alfa og omega for udvikling og fremdrift i Grønland..

Udvalget - og især dets formand, Christen Sørensen - efterlyser en prioritering af de offentlige driftsudgifter. Vi har ikke råd til det hele. Formanden advarer om skattestigninger, hvis der ikke kommer styr på driftsudgifterne. Samtidig står vi over for stigende udgifter på det sociale område. Vi får flere ældre, flere omsorgssvigtede børn, som skal anbringes uden for hjemmet - og så videre. Udgifter til disse formål kan der ikke spares på. Det er områder, hvor vi tværtimod må regne med at skulle bruge flere ressourcer.

Christen Sørensen efterlyser en kvalitativ prioritering af driftsudgifterne. Hvor får vi mest for pengene? Her kommer uddannelse ind på en klar førsteplads. Jo flere uddannede, jo færre tilkaldte.

Formanden sammenligner med Sydkorea, som på 30 år har skabt en blomstrende eksportindustri. Og man kan ikke lade være med stille spørgsmålet: Hvad har Grønland skabt i 23 år med hjemmestyre?

Vi har skabt et velfærdssamfund, som andre inuit-områder misunder os. Men det er for lånte penge. Vi har ikke skabt en vækstøkonomi, og der er ingen aktuelle tegn på vækst.

Vi eksporterer for det samme beløb, som vi altid har gjort.

Hvad er det så Sydkorea har gjort anderledes, og hvad kan vi lære af det ?

Sydkorea satsede først på folkeskolen og senere på det videre uddannelsesforløb.

Netop på uddannelsesområdet svigter politikerne. Beretningen fra det rådgivende udvalg afslører at 25 procent af befolkningen mellem 25 og 44 år modtager trangsvurderet hjælp (i år 2000).

Disse mennesker var mellem fire og 23 år, da hjemmestyret blev indført. Hvorfor har de ikke fået en uddannelse? Tænk hvor mange tilkaldte vi ville have sparet, for slet ikke at tænke på det beløb som de får i hjælp fra det offentlige. Disse penge kunne også være sparet.

Økonomien ville have set helt anderledes ud.

Og endnu her i 2002 svigter politikerne på uddannelsesområdet. Folkeskolen drives mange steder under elendige forhold. Der mangler lærere, undervisningsmidler og lokaler - der er eksempler på, at eleverne bliver undervist i skolens lokum eller i vaskerummet.

Vi må nødvendigvis satse på folkeskolen. Så må der spares andre steder.

Vi mangler kollegieværelser i Sisimiut, Nuuk og Ilulissat. Politikerne roser sig af de mange uddannelser, vi har her i landet. Reelt har vi bare ikke råd til disse uddannelser, men politikerne vil ikke erkende det.

Når kritikerne siger, at så er det bedre at bruge det nordiske uddannelsessystem, der er gratis, så får disse skeptikere at vide, at uddannelserne skal ligge her i landet!

Resultatet er dyre og alt for ofte dårlige uddannelser. Ingen af uddannelsesinstitutionerne får de ressourcer, der reelt er brug for. Men ingen tør kritisere systemet, for så bliver de fyret. Sådan fungerer den grønlandske ytringsfrihed nemlig.

Island og Færøerne har brugt det nordiske uddannelsessystem og har nået et højere uddannelsesniveau end Danmark.

Kravet til politikerne er klart: Vi vil have flere gennem uddannelsessystemet for at spare på tilkaldt arbejdskraft og for at få skabt det menneskelige grundlag, der er forudsætningen for økonomisk vækst og menneskelig trivsel.

Et højere uddannelsesniveau er vejen - og forudsætningen for selvstændighed.