Grønland og EU

Inden for fagforeningerne kalder man det at leve på nas. Vi nasser på de resultater, som de andre medlemslande kan få igennem for os ... I et medlemsskab af EU vil vi være uafhængige og selvstændige, samtidig med at vi vil få den nødvendige hjælp ... Vi vil få landbrugsstøtte, fiskeristøtte, infrastrukturstøtte, uddannelsesstøtte og så videre

Fredag d. 26. juli 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: EU og Grønland, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Grønland har et mærkeligt forhold til EU. Vi vil gerne have penge, udviklingsstøtte, fiskeriaftale, men vi vil ikke være medlem. Vi vil gerne have hjælp til at klare den høje toldsats i Kina, og vi vil gerne have EU’s hjælp til at få ophævet USA’s forbud mod at importere produkter fra havpattedyr. Men vi vil ikke være med i foreningen, og vi vil ikke tage vores tørn og ansvar. Vi vil også gerne have EU’s forståelse for, at vi ikke kan have en dyrlæge med på hundeslæden, hver gang vi skyder rensdyr og moskusokser. Samtidig med ønsket om større uafhængighed af Danmark kan vi godt bruge Danmark til at slå EU oven i hovedet for at få lempeligere veterinære regler. Vi vil også gerne have EU’s støtte, så vi kan sælge toldfrit på EU-markedet - uden at være medlem. Vi vil også gerne have toldindtægten fra canadiske rejer, som landes i Grønland. Og vi vil også gerne have EU’s accept af, at en del canadiske rejer kan sælges i Europa som grønlandske. Men vi vil ikke være medlem. Vi vil gerne have alle goderne - men lige så snart vi taler om medlemsskab, så er Fanden løs i Laksegade. Inden for fagforeningerne kalder man det at leve på nas. Vi nasser på de resultater, som de andre medlemslande kan få igennem for os. Og vi nasser specielt på alt det, som Danmark kan gøre for os, selv om vi som nævnt vil have større uafhængighed af det samme Danmark. Tilsyneladende vil politikerne have, at Grønland skal leve i sin egen verden uden noget forpligtende medlemsskab af nogen forening. Det er på trods af, at vi må erkende, at vi bliver mere og mere afhængige af omverden, og at det bliver sværere og sværere at stå alene. Det er på trods af globaliseringen, som vi gerne vil være en del af, bare det ikke forpligter os, - men kun de andre. Vi erkender, at vi er blevet mere afhængige af omverden end nogensinde tidligere. Vi er afhængige af, hvad de beslutter dernede i EU. Vi erkender, at EU er vores absolut største eksportmarked, og at et medlemsskab af EU derfor har væsentlig større økonomisk værdi end et samarbejde med vor nabo Nunavut. Måske var det på tide, at vi begyndte at tænke i mere konstruktive baner. At vi i stedet for at lade os styre af følelser, begynder at tale om, hvordan vi kan forbedre levevilkårene for befolkningen, og hvordan vi bedst kan sikre kulturen og sprogets overlevelse. Det kunne jo være, at svaret var, at vi bedst kan løse disse opgaver i et EU-medlemskab. Her ville vi få de nødvendige økonomiske tilskud. Her ville Grønland få den nødvendige respekt for kultur og sprog. Her ville Grønland få en ægte interesse for at bevare de særlige værdier, der kendetegner et folk. Alle europæiske lande slås nemlig med samme problemer overfor amerikaniseringen. Ingen af de europæiske lande frygter, at EU nedbryder deres nationale egenart eller værdier. Tværtimod virker det som om at mangfoldigheden fremmes i EU. I et medlemsskab af EU vil vi være uafhængige og selvstændige, samtidig med at vi vil få den nødvendige hjælp. Vi vil få landbrugsstøtte, fiskeristøtte, infrastrukturstøtte, uddannelsesstøtte og så videre. Det kan godt være, at den nuværende generation af politikere er låst så fast i en "Anisa"-drøm, så et medlemsskab ikke kan komme på tale, men må vente på, at en ny generation tager over. Men så bør muligheden være til stede for at foretage dette valg, uden at Grønland skal stå bagerst i køen af ansøgerlande. Det eneste ansvarlige vil være, at landets nuværende politiske ledelse sikrer Grønlands placering i de aftaler, som nu bliver indgået med EU.