Indsigt: Kommunerne kan ikke

Kommunerne kan ikke

Alle argumenter taler for at problemet skal løses. 30 millioner er ikke nok. Det er kun en halv løsning, der sikrer det nuværende antal døgninstitutionspladser. Der er brug for mange flere

Fredag d. 2. august 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Sociale spørgsmål.


(Illustration indsat af Atagu fra "ILLIMMI" nr. 6 1982 (dobbeltsproget ungdomsblad)
- temanummer om alkoholmisbrug)

 
Finansudvalget har netop bevilget 30 millioner kroner, der blandt andet skal gå til døgninstitutionerne. Det er for så vidt godt nok, selv om det ikke løser det massive problem omkring de omsorgssvigtede børn. Der mangler stadig svar på, hvad der skal ske med de børn som står på venteliste til at blive anbragt.

Landsstyremedlem for sociale anliggender har en tilsynsforpligtelse og skal sikre at kommunerne overholder sociallovgivningen.

Det gør kommunerne ikke, når der står så mange børn på venteliste for at blive anbragt uden for hjemmet. Samfundet har en kollektiv skyldfølelse for de stakkels børn, som lever en utryg tilværelse, i konstant frygt for at blive misbrugt.

Det må være et forfærdeligt liv, som samfundet tillader ske, og som man tilsyneladende lukker øjnene for.

Det store problem er, at de små kommuner ikke har råd til at leve op til deres ansvar og anbringe børnene uden for hjemmet.

Medarbejderne i de sociale forvaltninger i de pågældende kommuner må have det meget dårligt. På den en side har de en lovgivning, de skal rette sig efter, på den anden side har de et økonomiudvalg, der fortæller dem, at de ikke skal overholde loven.

Med beslutningen om at bevilge penge til hjælp til døgninstitutioner ligger også en beslutning om at forhøje taksten. Men det gør det endnu sværere for kommunerne at overholde lovgivningen.

En lille kommune som Illoqqortoormiut har ikke råd til at sende sine omsorgssvigtede børn og unge på døgninstitution. I øjeblikket har kommunen seks børn i døgninstitution plus nogle børn i familiepleje. Kommunen har før takstforhøjelsen meddelt Socialdirektoratet, at taksten var for høj.

Det koster kommunen omkring 180.000 kroner om året svarende til en skatteprocent. Andre små kommuner har tilsvarende problemer med at få råd til at overholde lovgivningen.

Problemet er at kommunerne er for små til alene at løse problemet. Hjemmestyret er nødt til at gå ind.

Det er ganske vist kommunerne, der kan og skal skabe så gode rammer om familiernes liv, at det ikke skulle være nødvendigt at fjerne børnene. Det kan hjemmestyret ikke skabe. Men hjemmestyret har et ansvar for gennem sin planlægning at sikre beskæftigelse rundt om i landet, der sikrer familierne ordentlige levevilkår.

Derfor har hjemmestyret et medansvar for de sociale konsekvenser.

Det skæve Grønland gør imidlertid, at nogle kommuner har mere råd end andre. De rige kommuner bør hjælpe de fattigere, og at man skulle måske se på den kommunale udligningsordning.

En tredje løsning er kommunesammenlægninger, som kan skabe nogle større og stærkere lokale enheder til gavn for befolkningen.

Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt peger på den sidste løsning for at kommunerne kan få en bedre økonomi til at løse de lokale opgaver.

Under alle omstændigheder skal der findes en løsning for de omsorgssvigtede børn. For det første kan vi ikke tilbyde det liv til de børn, for det andet skaber det flere omsorgssvigtede børn, for det tredje er børn det bedste sted at investere.

Alle argumenter taler for at problemet skal løses. 30 millioner er ikke nok. Det er kun en halv løsning, der sikrer det nuværende antal døgninstitutionspladser. Der er brug for mange flere.

 


(Illustration indsat af Atagu fra "ILLIMMI" nr. 6 1982 (dobbeltsproget ungdomsblad)
- temanummer om alkoholmisbrug)