Vejen mod afgrunden

I stedet for debatter om den økonomiske politik, der virkelig går i dybden, er befolkningen vidne til endnu en landstingssamling, hvor enkeltsager fylder dagsordenen. Hvor er opfølgningen på den politisk-økonomiske redegørelse for eksempel? Hvem kærer sig om rådene fra - Det rådgivende udvalg?

Fredag d. 4. oktober 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

I denne uge fik vi den endelige dokumentation for et forhold, som har naget os i lang tid: Hjemmestyrets politiske og administrative overbygning er brudt sammen. Betænkningen fra Landstingets revisionsudvalg afslører, at der stort set ikke er styr på noget som helst. Det er uhyggelig læsning og alene på grund af omfanget ganske uegnet som godnatlæsning. Revisionsudvalget svinger pisken - direktorat for direktorat. Værst er det gået ud over det ellers så håbefulde landsstyremedlem Jørgen Wæver Johansen, den unge og ambitiøse politiker, som bejler til tronen i Siumut. Da Wæver var landsstyremedlem for sociale anliggender, lod han ganske enkelt pengene fosse ud af landskassen. Det gør han såmænd fortsat efter forfremmelsen til landsstyremedlem for boliger og infrastruktur, og alt i alt kan det koste ham hans politiske karriere. Men sådan går det næppe. Her i landet ser vi almindeligvis igennem fingre med slendrian og ligegyldighed. Vi har en slem tilbøjelighed til nærmest at belønne uduelighed; det vil vække undren, hvis Wævers tilsidesættelse af ministeransvaret får konsekvenser. Det er alt sammen udtryk for politikernes magtesløshed. De politikere, som nu for vi ved ikke hvilken gang vil forgylde sig selv med høje lønninger og nye privilegier, er i faretruende politisk havsnød. I stedet for debatter om den økonomiske politik, der virkelig går i dybden, er befolkningen vidne til endnu en landstingssamling, hvor enkeltsager fylder dagsordenen. Hvor er opfølgningen på den politisk-økonomiske redegørelse for eksempel? Hvem kærer sig om rådene fra - Det rådgivende udvalg? Hvem har fra talerstolen manet til besindighed, fordi skatter og afgifter aldrig har været højere end nu? Hvem har foreslået tilbageholdenhed og påpeget nødvendigheden af at lægge til side til dårligere tider - at sætte tæring efter næring? Man kan selvfølgelig mene, at de dårlige tider allerede er over os, og derfor kan det være ligegyldigt med opsparingen. Hvis det er tankegangen, dokumenteres politikernes uansvarlighed blot endnu engang. Mens huslejerne stiger og vokser folk over hovedet, skal vi lægge øre til forslag om, at afgifter på importerede pølser og kyllinger skal redde Grønlands økonomi. Vi skal høre på debatter om lufthavne, vi ikke har brug for. Om en universitetspark, vi kan undvære et stykke tid endnu. Men når det handler om de svageste - børnene, de ældre, de marginaliserede på arbejdsmarkedet og de socialt udstødte - så stråler magtesløsheden i al sin uhyggelige glans. Boligmanglen er uforandret katastrofal, og der gøres ikke alverden ved det. Men et nyt magtpalads i midten af Nuuk, det kan engagere politikerne. Hvad skal vi med det? Tværtimod skal der luges ud, så hjemmestyret får plads i overskud, som kan lejes ud. Også her er der et frygtindgydende gab mellem retorik og virkelighed, ligesom når det drejer sig om antallet af kommuner, borgmestre, kommunaldirektører etc., etc. Grib dog for pokker virkeligheden. Sker det ikke er kursen helt sikker: Den går mod afgrunden! I så fald er det eneste håb, at vælgerne tager affære. Jo før jo bedre.