Erhverv i Grønland - kapitel 05: Afgifts- og subsidiepolitik

Ensprissystemet ødelægger markedsmekanismerne, og tilskynder til forbrug, hvor det er samfundsøkonomisk dyrt, og bremser forbrug, hvor det er samfundsøkonomisk billigt.

Onsdag d. 7. januar 1998
Grønlands Arbejdsgiverforening
Grønlands Baseselskab
Sulisa
Emnekreds: Erhverv.

Indholdsfortegnelse: 5.1 Enprisstruktur 5.2 Eltakster 5.3 Vandafgifter 5.4 Fragtrater 5.5 Teletakster 5.6 Personbefordring 5.7 Indførsels - og andre afgifter 5.8 Ændring af afgifts- og subsidieringspolitiken 5.9 WTO - World Trade Organization 5.10 Den politisk økonomiske prioritering Ensprissystemet ødelægger markedsmekanismerne, og tilskynder til forbrug, hvor det er samfundsøkonomisk dyrt, og bremser forbrug, hvor det er samfundsøkonomisk billigt. Der sker subsidiering, der sker krydssubsidiering, der gives direkte tilskud, der gives indirekte tilskud, der gives skjulte tilskud, der sker intern mellemregning - og ofte sker det uden landstingets medvirken. Hvis man gennemfører en erhvervspolitik, der bygger på kunstigt lave priser på infrastrukturydelser, bliver det meget dyrt for samfundet. Såvel skatter og afgifter som subsidier og takstfastsættelser skal tilrette1ægges således, at det fremmer erhvervslivet og tilskynder til investeringer i nye arbejdspladser. Men det skal ske ud fra en samfundsøkonomisk betragtning. Således skal afgifts- og subsidiepolitikken være en integreret del af en overordnet erhvervspolitisk handlingsplan. Dette kapitel behandler priserne på en række af de infrastrukturydelser, der er nødvendige for at få samfundet til at fungere. Det vil sige el, vand, teleydelser samt vare- og persontransport med videre. På forsynings- og trafikområdet er den grundlæggende politiske holdning, at uanset hvor man bor skal man kunne modtage el, vand, gods, transport m.v. til samme priser. I de politiske målsætninger indgår generelt, at priserne - i det mindste på lidt længere sigt - skal afspejle produktionsomkostningerne. Der er et godt stykke vej, før disse målsætninger er opfyldt. Det skal hertil påpeges, at en prisfastsættelse, der ikke bygger på de faktiske produktionsomkostninger, medfører et uhensigtsmæssigt forbrugsmønster. Høje produktionsomkostninger og heraf normalt følgende høje priser virker forbrugsdæmpende. Effekten af "for lave" priser er modsat et øget forbrug. Afgifts- og subsidiepolitikken kan have stor indflydelse på erhvervslivets muligheder for skabe konkurrencedygtige produkter på hjemme- og eksportmarkedet. Afgifter og subsidier bliver ofte indført for at påvirke forbrugsvalget i den ene eller anden retning (tobaks og spiritusafgifter, tilskud til landbrugsvarer etc.), eller for at få penge i Landskassen. I andre tilfælde er hensynet til landets egne virksomheder mere eller mindre officielt afgørende for indførelse af afgifter, told med videre. 5.1 Enprisstruktur I de senere år har det været den politiske målsætning, at erhvervslivet skal fungere på "normale markedsmæssige vilkår". En konsekvens heraf har blandt andet været omdannelsen af offentlige virksomheder til selvstændige aktieselskaber og fjernelse af flere konkurrencebegrænsende monopolrettigheder Det har medført omkostningsreduktioner for erhvervslivet og lavere forbrugerpriser. Fra politisk side har grænserne for liberaliseringen af markedsøkonomien hidtil været sat af en række samfundsøkonomiske hensyn, som et frit marked i særlige geografiske områder ikke selvstændigt kan varetage. Begrænsningen i den fri markedsdannelse har som hovedmål dels at muliggøre et frit bosætningsvalg i Grønland, dels fordelingspolitiske hensyn til de lavtlønnede lønmodtagere og småerhververe inden for fangst og fiskeri. Denne begrænsning sker blandt andet ved hjælp af: Regulering af pris, omkostnings- og løndannelsen, herunder pris- og omkostningsstyring gennem ensfragt- og ensprissystemet ensprissystemet i den offentlige energiforsyning og subsidiering af og krydssubsidiering i trafiksystemet Offentlige udligningsordninger som f.eks. mellemkommunale udligningsordninger og fordelingen af offentlige investeringer Ensfragtafgiften er det bærende element i bestræbelsen på at fastholde et nogenlunde ensartet omkostningsniveau i hele landet. Fragtprisen er således ens uanset til hvilken by eller bygd varen sendes fra Danmark. Dette fragtsystem er valgt på grund af transportomkostningernes betydning for prissætningen på forbrugs- og investeringsvarer. Muligheden for at fastholde ensartede priser er imidlertid ikke alene gjort med ens fragtpriser på grund af blandt andet et spredt og mindre kundeunderlag uden for de større byområder samt forskellige lagerbindingsomkostninger mellem lukket - og åbentvandsområderne. En anden del af ensprisstrukturen er derfor, at det offentligt ejede selskab KNI A/S politisk er bundet til at sælge sine varer til stort set ens priser, uanset hvor i Grønland varen sælges. Et sådant ensprissystem vil kunne tilrettelægges således, at nogle varegrupper subsidierer andre varegrupper. Dette er krydssubsidiering, og et eksempel herpå er, at overskud hidrørende fra olieforsyningen bidrager til betaling af andre varer. På energiområdet og på personbefordringen indgår myndighederne aftaler med henholdsvis Nukissiorfiit og Grønlandsfly A/S om priser gældende for hele landet. Også på disse områder er der tale om en betydelig krydssubsidiering. Generelt har ensprissystemet indbygget den ulempe, at samfundet ikke allokerer dets ressourcer optimalt. Ensprissystemet medfører, at det samlede omkostningsniveau ved at producere og levere varer og tjenesteydelser, er bestemmende for prissætningen. Modsat det liberaliserede system, hvor prisen fastsættes ud fra hvad markedet vil betale. Ensprissystemet og det deraf følgende kunstigt høje omkostningsniveau er en medvirkende harriere for at få sat erhvervsudvikling i gang i Grønland. Det skyldes, at ensprissystemet medfører, at priserne i de relativt få byer med stor omsætning og heraf følgende forholdsvis lave enhedsomkostninger, er høje. Mens priserne i de mange små samfund er relativt lave. De byer, der naturligt skal være erhvervsudviklingsfremmende begrænses af det unaturligt høje omkostningsniveau. Ensprissystemet er en barriere for erhvervsudvikling. En reform vil medvirke til, at der bliver skabt grundlag for og incitamenter til udvikling af den private sektor. 5.2 Eltakster Eltaksterne er politisk fastsat til at være ens for alle almindelige forbrugere, uanset om de får elektridtet fra et kraftvarmeværk, fra et lille bygdeelværk - eller som i Nuuk fra det store vandkraftv;ark ved Buksefjorden. Elprisen er fra 1. januar 1996 fastsat til 2,15 kr./kWh. Elprisen er steget mindre end de øvrige forbrugerpriser i de sidste 10 år. Den politiske målsætning er, at takststrukturen for el, vand og varme skal afspejle de faktiske omkostninger. Spørgsmålet er imidlertid, om taksterne er høje nok - Nukissiorfiit, der er en nettostyret hjemmestyreejet virksomhed, modtager blandt andet forskellige driftstilskud via finansloven på i alt 27 millioner kroner i 1997. Det fremgår videre af landsstyrets og landstingets politiske målsætning, at forbrugsudgifterne til el, vand og varme, for såvel befolkning som erhvervsliv, skal reduceres gradvist, således at denne forsyning kan være medvirkende til udviklingen af en konkurrencedygtig indenlandsk produktion. Generelt indebærer den solidariske prispolitik for el, at nogle forbrugere betaler til andre forbrugere. Produktionsprisen på en kWh varierer fra 32 ører i Nuuk til 5,15 kr. i Ittoqqortoormiit - og ligger i de fleste øvrige byer mellem 1,70 og 3,00 kr./kWh. I de byer, hvor elværkerne kan producere og sælge strøm til under den politisk fastsatte pris, er forbrugerne altså med til at betale for elforbruget i de byer, der har højere produktionsomkostninger, Forbrugerne betaler dels over elregningen, dels over skattebilletten. Ensprissystemet har nogle økonomiske og ressourcemæssige konsekvenser, som man bør gøre sig klart. Hvis elpriserne i byerne afspejlede de faktiske produktionsomkostninger, så ville forbrugerne spare på strømmen de steder, hvor den af den ene eller anden grund er dyr at producere. Det vil ressourcemæssigt og økonomisk være optimalt. Men også på anden vis betaler nogle for andres elforbrug. Fiskeindustrien skal kun betale 58 øre/kWh mod forbrugernes 2,15 kroner. Fiskeindustrien, der er det vigtigste eksporterhverv, får således leveret billig el delvist betalt af' andre officielt prioriterede erhverv s(ørn for eksempel turisme, hvor hotellerne er storforbrugere af el. Importkonkurrerende virksomheder og mindre fremstillingsvirksomheder må ligeledes leve med at betale el til normal forbrugertakst. Dog har landsstyret fundet anledning til, at bevilge enkelte produktionsvirksomheder el til specielt lave takster. Hvis der kunne købes el til samme pris som for fiskeindustrien, ville en konkret virksomhed kunne spare cirka 400.000 kroner om året. I Nuuk er der særlige takster for fast elvarme i for eksempel lejligheder og afbrydelig elvarme i varmecentraler, der koster henholdsvis 31 øre og 24 øre - altså begge under den gennemsnitlige produktionspris. Sidstnævnte kan selvfølgelig opfattes som en slags overskuds-el, men under alle omstændigheder er der også her tale om krydssubsidiering. Desuden er der nøje sammenhæng mellem forsyningssikkerhed og reparations- og vedligeholdelsesomkostningerne af Nukissiorfiits meget store og kostbare produktionsanlæg. Prisen for el skal naturligvis dække disse omkostninger, således at forsyningssikkerheden kan opretholdes i overensstemmelse med forbrugernes forventninger. Produktionsanlæggets nypris er i følge finansloven for 1997 på ikke mindre end 4,4 milliarder kroner. Vedligeholdelsesudgifterne er på beskedne 50 millioner kroner, men i 1996 blev der kun afskrevet cirka 74 millioner kroner. Det forudsætter en levetid for produktionsanlægget på 60 år - det realistiske er formentligt under den halve tid! Nukissiorfiit leverer også uanet og fjernvarme. Begge områder giver betydelige underskud på i alt 86 millioner kroner mod et overskud hidrørende fra elproduktionen på 23 millioner kroner i 1996. Således er der tale om krydssubsidiering - ikke blot geografisk og mellem de almindelige forbrugere på den ene side og fiskeindustrien på den anden - men også fra elforbruget til vand- og varmeforbruget. 5.3 Vandafgifter Ligesom for elpriserne er der tale om en solidarisk prispolitik for vand, men fiskeindustrien har som storforbruger og vigtigste eksporterhverv en særordning og betaler kun 1/5 af det, andre forbrugere må betale. Prisen på vand er steget med over 75 procent de seneste 10 år. Som tidligere nævnt betyder prisstrukturen, at forbruget i byer, hvor det er meget dyrt at producere vand, bliver fremmet, mens det bliver hæmmet de steder, hvor der faktisk ikke er grund til det. I øvrigt er forholdende vedrørende vandforsyningen identiske med de tidligere beskrevne forhold for elforsyningen. De meget billige takster til fiskeindustrien tilskynder ikke de enkelte fiskefabrikker til at indføre energi og vandbesparende produktionsmetoder. 5.4 Fragtrater Fragt af gods til og fra Grønland foregår af gode grunde primært med skib. Opgaven er pr. 1. januar 1993 overdraget til Royal Arctic Line A/S som en lovbestemt monopolopgave. Der er dog p.t. overvejelser om at udlicitere fragtbefordringen mellem byer og bygder til andre virksomheder end Royal Arctic Line. Luftfragt anvendes først og fremmest til post, men også til nødvendig forsyning af byer og bygder i islægsperioder. Det er en del af den trafikpolitiske målsætning, at befolkningen og erhvervslivet bliver sikret tilfredsstillende transportmuligheder så kosteffektivt som muligt. Målsætningen er herudover at skabe gode og stabile vilkår for erhvervslivet, idet udviklingen og etableringen af den nødvendige infrastruktur skal gennemføres i takt med udviklingen af de erhvervspolitiske indsatsområder. I forbindelse med Royal Arctic Line’s overtagelse af godstrafikken, blev det samtidig besluttet at containerisere godstrafikken i videst muligt omfang, da dette ville give betydelige driftsbesparelser for befragteren. For mange virksomheder er de totale omkostninger for transport af gods til og fra samt internt i Grønland imidlertid steget. Fragtraterne - især til Grønland, men også fra og i Grønland er meget høje sammenlignet med verdensmarkedspriserne. Foruden de geografiske og bosætningsmæssige forhold skyldes det, at der som for el- og vandtakster er tale om solidarisk prisfastsættelse. Det koster altså det samme at få fragtet en container fra Danmark til en afsides bygd som til Nuuk. Al gods er pålagt en såkaldt ensfragtafgift. Denne er i 1997 på 18,13 procent af fragtprisen. Den samlede ensfragtafgift forventes i 1997 at blive på 67,2 millioner kroner. Ensfragtafgiften går via landskassen til KNI Pilersuisoq A/S til at opretholde transport og vareforsyning til bygder med videre. Fragtraterne til Grønland er cirka dobbelt så høje, som fragtraterne fra Grønland. De høje udgifter til fragt af import virker som en generel importtold. Fragtraterne mellem byer i Grønland er cirka 12 procent højere end fragtraterne fra Grønland til Danmark. De første to år efter dannelsen af Royal Arctic Line A/S, dvs. frem til midten af 1995, blev fragtraterne nedsat med cirka 20 procent, men efter meget dårlige regnskabsresultater blev raterne i sidste halvdel af 1995 sat op med 10 procent. Fra begyndelsen af 1996 blev der indført en hel ny prisstruktur - den er vanskelig af sammenligne med den hidtidige, men tendensen er ifølge Royal Arctic Line svagt faldende fragtrater. Ud fra et ønske om, at forbedre de vilkår som afgør virksomhedernes konkurrenceevne og udviklingsmuligheder samt en målsætning om, at erhvervsudviklingen skal foregå alle steder i Grønland, så landet som helhed sikres del i en eventuel indkomst og beskæftigelseseffekt fra etableringen af nye erhvervstiltag, har hjemmestyret bevilget godt 7 millioner kroner i selektiv fragtstøtte. Varer, der er fremstillet af Grønlandske produktionsvirksomheder kan opnå selektiv fragtstøtte med op til 70 procent af tariffragten for intern fragt i Grønland. De høje fragtrater er naturligvis med til at forhøje omkostningsniveauet i Grønland. På den anden side kan de også ses som en slags beskyttelsestold eller såkaldt "opdragelsestold" for Grønlandske virksomheder. Produktion af varer, hvor råvarer eller halvfabrikata fylder betydeligt mindre end færdigvaren, bør være interessante at analysere nærmere med henblik på produktion i Grønland. Der findes allerede eksempler på sådanne produktioner: Betonvarer, hvor råvarerne stort set findes i Grønland. Sæbemidler, der indeholder store mængder vand. Men selv om der kan nævnes andre eksempler, så er Grønland langt efter Færøerne og Island, når det drejer sig om at udvikle importkonkurrerende industri. Det private initiativ og risikovilligheden har ikke været tilstrækkeligt hidtil og må hjælpes på vej fremover, hvis udviklingen skal vendes. De høje fragtafgifter over Atlanten er naturligvis en samfundsøkonomisk belastning, men de udgør ikke i sig selv en væsentlig forhindring for udvikling af det 1andhaserede erhvervsliv. Derimod er de meget høje fragtrater langs kysten et problem for indenlandsk produktion, 5.5 Teletakster På teleområdet - eller IT-området, det informationsteknologiske område - er der sket meget store ændringer de seneste år. Dels bliver der udbudt et stigende antal tjenester (mobiltelefoni, internet, datakommunikation samt billed- og lydtransmission), dels er disse tjenester blevet meget billigere som følge af den teknologiske udvikling med for eksempel digitalisering af radiokæden. Prisudviklingen kan illustreres ved mellembys telefontakster her i Grønland og takster til Danmark. Siden begyndelse af 1990erne, hvor taksterne toppede, er de i dag faldet til godt en tredjedel - 5,40 kr./min. Fra Danmark koster det 7,50 kr. - altså næsten 40 procent mere - at ringe til Grønland. Lokalsamtaler i Grønland er faldet med 20 procent i forhold til 1990, så alt i alt er der kommet rimelige forhold på telefontakstområdet. Hertil kommer forholdsvis beskedne takster for brug af det stadigt mere udbredte og anvendte internet og udbud af øvrige IT-muligheder. 5.6 Personbefordring Også på persontransportområdet er der tale om en overordnet solidarisk politik fra hjemmestyrets side. Målsætningen er at landets udvikling skal styres af et geografisk og solidarisk helhedssyn, som på grundlag af forsvarlige samfundsøkonomiske kriterier skal muliggøre et frit bosætningsvalg. Videre hedder det, at befolkningen uanset geografisk lokalisering sikres lige transportmuligheder og transportfrekvenser. Befolkningen og erhvervslivet skal sikres tilfredsstillende transportmuligheder så kosteffektivt sone muligt. Der er altså tale om meget ambitiøse målsætninger og man må spørge, hvilke forsvarlige samfundsøkonomiske kriterier, målsætningen kan eller skal opfyldes under. Og om det er muligt at opfylde delmålsætningen om, at persontrafikken internt i Grønland på lang sigt skal hvile i sig selv. Erhvervslivet må også spørge, om den netop vedtagne. plan for fordeling af landingsbaner opfylder den overordnede målsætning, når landets femte-største og Sydgrønlands største by fremover må klare sig med helikopterbetjening, mens andre får landingsbaner til fastvingede fly. Det rimer dårligt med den del af rnålsætningen, der siger, at befolkningen og erhvervslivet skal sikres tilfredsstillende transportmuligheder så kosteffektivt som muligt. Landskassen giver om året cirka 115 millioner kroner i tilskud til skibs -og flypassagertrafikken, fordelt med 54 millioner kroner til skibene og 61 millioner kroner til Grønlandsfly. En del af tilskuddene er øremærkede til distrikts- og bygdetrafik. Hvis man ser på de tre persontransportformer - skibe, fly og helikoptere - tegner de sig hver for omkring en tredjedel af det samlede passagerantal på 270.000 i l995. Skibenes andel af passagerantallet har været voksende de seneste år. På grundlag af det samlede. passagerantal og de ydede landskassetilskud binder hjemmestyret gennemsnitligt 5600 kroner i hver skibsbillet og cirka 300 kroner i hver intern flybillet. Prisfastsættelsen på den interne flytrafik er i øvrigt sådan, at helikoptertrafikken bliver subsidieret kraftigt af DASH7-ruterne i Vestgrønland. Flybilletpriserne er trods landskassetilskuddet på et niveau, der hæmmer erhvervsudviklingen i landet. Flybilletpriserne er en barriere. for opsøgende salgsarbejde på kysten, for arbejdskraftens mobilitet - og for mange personer er priserne også en reel hindring for at tage en 1ængerevarende uddannelse i en anden by. 5.7 Indførsels - og andre afgifter Indførselsafgifterne, eller importafgifter, er først og fremmest lagt på daglige forbrugsvarer. De såkaldte "giftskatter" på tobaksvarer, øl, vin og spiritus udgør 85 procent af provenuet på i alt 432 millioner kroner i 1995. Indførselsafgifterne på diesel og benzindrevne automobiler er for dyre køretøjer beskedne sammenlignet med danske forhold, mens de for små og mellemklasse biler er forholdsvis høje. Afgifterne udgør 35 procent for dieselbiler (dog mindst 35.000 kr.) og 50 procent for benzindrevne biler (dog mindst 50.000 kr.) Og dertil for begge typer +5 procent for biler, der er produceret uden for EU eller EFTA. Der er ikke afgifter på benzin og dieselolie, som bliver solgt til priser, der ligger på mellem halvdelen og en tredjedel af de danske priser. Til gengæld er vægtafgifterne en del højere end de danske. Udover giftskatterne og indførselsafgifterne på biler er der beskyttelsestold på en række udenlandske kødvarer som okse og kalvekød, fåre- og svinekød m.m. Provenuet udgør dog kun omkring 15 millioner kroner. Andre afgifter udgør i alt godt 100 millioner kroner i 1995 - og heraf er ensfragtafgiften den helt afgørende med cirka 60 millioner kroner. 5.8 Ændring af afgifts- og subsidieringspolitiken Landsstyret overvejer i øjeblikket en reform af ensprissystemet. En arbejdsgruppe med reference til landsstyreformanden har udarbejdet en rapport vedrørende en eventuel reform. Rapporten anbefaler indførelse af frizone- og normalzonebegreberne. Etablering af frizoner - der i begyndelsen skal omfatte byerne Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut og Ilulissat - vil indebære en liberalisering af det erhvervsøkonomiske system, baseret på reelle omkostninger uden krydssubsidieringselementer. Normalzonebegrebet dækker over en status quo-situation. Kommuner, der indgår i normalzonen, vil fortsat være underlagt ensprissystemet. Frizonen skal ifølge rapporten være åben for alle kommuner - deltagelse sker efter frivillighedsprincippet. Der hviler derfor et tungt ansvar på kommunalbestyrelsen, når og hvis den skal tage stilling til, om kommunen skal være frizone eller normalzone. Bostedet i Grønland - i by eller bygd, i Nuuk, Upernavik eller Ammassalik - vil have markant indflydelse på de udgiftsmæssige konsekvenser for den enkelte familie. Rapporten peger på, at ved en reform af det nuværende ensprissystem vil de strukturelle rammebetingelser for en liberalisering af økonomien være styrket i forhold til det nuværende prissystem. Ved at tillade, at virksomhedernes omkostningsstrukturer afspejler det reelle niveau og ved en fri prisdannelse i markedet, vil der være et større incitament for den eksisterende private sektor til at ekspandere. Samtidig kan potentielle investorer gennemføre investeringer, som i den nuværende situation ikke vil være rentable på grund af ensprissystemet. Rapporten peger endvidere på, at størrelsen af de positive markedseffekter afhænger af i hvilket omfang, der i øvrigt sker liberaliseringer og privatiseringer i den Grønlandske økonomi. Hvis ensprissystemet bliver opblødt, men de nuværende monopoler i øvrigt bliver opretholdt, vil det i værste fald føre til, at omkostningsreduktionen bliver anvendt til at udbygge ineffektiviteten i monopolvirksomhederne, og det vil begrænse de positive effekter af en reform. Det må forventes, at en reform via pris- og omkostningsfald vil føre til en generelt forbedret konkurrenceevne, økonomisk vækst og øget permanent beskæftigelse. For den del af virksomhederne i frizonen, som ikke er påført udenlandsk konkurrence, vil de reducerede omkostninger kunne føre til prisfald. Liberaliseringen af markedet og konkurrencen vil sikre, at dette sker i de større byer, men indførelse af frizoner i byer med et mindre kunde- og befolkningsunderlag vil næppe føre til ophævelse af eksisterende de facto monopoler. Det offentlige må i disse situationer medvirke til at sikre - for eksempel gennem konkurrencenævnet - at forbrugerne ikke bliver sorteper med fortsat høje priser og en højere skat som mulige konsekvenser. For virksomheder i frizonen, som konkurrerer med udenlandske virksomheder, vil de reducerede omkostninger medføre en tiltrængt forbedret konkurrenceevne på det grønlandske marked og dermed et øget potentiale for en styrket og udvidet hjemmemarkedsproduktion. Arbejdsgruppen har gennemført beregninger af de omkostningsmæssige konsekvenser for en produktionsvirksomhed i frizone ved gennemførelse af en reform som skitseret i rapporten. Beregningerne viser, at hvis omkostningsreduktionerne fuldt ud afspejles i prisen, kan den sænkes med 6 procent for den pågældende virksomhed. En sådan forbedring vil givet medføre en øget markedsandel og øget beskæftigelse. Tilbage står de omfordelingsmæssige aspekter og dermed også finansieringen af en eventuel reform - overvejelser som vil komme til at præge den politiske debat. 5.9 WTO - World Trade Organization Grønland tilsluttede sig WTO, der afløste GATT (General Agreement on Tariffs and Trade) 1. januar 1995. Den nye verdenshandelsorganisation har 128 medlemslande og har som overordnet formål at skabe størst mulig frihandel. Det er derfor ikke tilladt at indføre afgifter eller støtteordninger, der forvrider konkurrenceforholdene. Grønland er dog ikke omfattet af reglerne om tjenesteydelser (televæsenet etc.). På et seminar i Grønland i april 1997 blev der givet udtryk for, at de fleste Grønlandske afgifter er i strid med WTO-reglerne. Direktoratet for Erhverv, Trafik og Forsyning er ved at kulegrave problemerne og fremlægger i løbet af efteråret 1997 en rapport, der nærmere vurderer de grønlandske afgifter i forhold til WTO’s meget omfattende regelsæt (over 24.000 sider). Grønland yder ikke direkte eksporttilskud, men indirekte bliver dele af fangst og fiskeri støttet. Men foruden de direkte indførsels- og andre afgifter, så er der som omtalt ovenfor en række indirekte tilskud, som for eksempel el og vand til fiskeindustrien, der kan komme i karambolage med WTO-reglerne. Grønland har mulighed for at søge om særstatus. Ved eventuelle konflikter mellem WTO og et medlemsland eller mellem medlemslande kan sagen indbringes for et tvistbilæggelsesorgan, der kan afsige bindende dom. Følger det dømte land ikke dommen, kan de øvrige medlemslande få tilladelse til at indføre sanktioner. Grønland kan måske også have glæde af et tættere samarbejde med det amerikanske marked, for eksempel gennem NAFTA (det nordamerikanske handelssamarbejde mellem Canada, USA og Mexico).<TBODY> 5.10 Den politisk økonomiske prioritering 1å mange forskellige områder og på mange forskellige måder gives der direkte og indirekte økonomisk støtte fra Landskassen til erhvervslivet. Kommunerne yder også støtte på forskellig vis, men her skal kun støtten fra landskassen behandles, sådan som den fremgår af finansloven for 1g)97. Politisk bliver der i disse år talt om de tre søjler, som Grønlands udvikling skal hvile på, nemlig fiskeri, fangst og landbrug som den ene og kraftigste søjle - råstoffer og turisme som de to andre. Men der er også den fjerde søjle, nemlig importkonkurrerende, landbaseret produktion og følgeerhverv, som politisk kun bliver nævnt sporadisk.

Den samlede støtte til erhvervslivet er over 400 millioner kroner om året, men fordelingen er meget skæv med over 70 procent til fiskeri, fangst og landbrug og blot 3 procent til andet landbaseret erhverv. Det er ikke afgørende at kende den præcise størrelse og fordeling af støtten til de forskellige dele af erhvervslivet. Men det er interessant at se forskellen mellem størrelsen af tilskuddet til de fire søjler. I den forbindelse kan man spørge om størrelsen af tilskuddet er udtryk for en bevidst politisk prioritering.