Landsmænd

Grønland fremstår i dag ikke bare som den sundeste, den bedst uddannede, den mest velhavende og den mest selvbevidste af de arktiske nationer, men også som den eneste af de mange amerikanske first nations, som har formået at bevare sit sprog og danne sin egen regering.

Søndag d. 12. januar 2014
Thorkild Kjærgaard, Lektor, dr. phil. Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet
Emnekreds: Grønlands historie, Oprindelige folk, Rigsfællesskabet.

Indholdsfortegnelse:
Respekt og mildhed
Sangens magiske kraft
Grønlands retsvæsen i langsom forvandling
Opfindelsen af skriftsprog
Det gamle samfund var pinefuldt
Grønland har aldrig været koloni



Hans Egedes hus i Kolonihavnen i Nuuk
(an)

Da kongelig missionær Hans Povelsen Egede torsdag 3. juli 1721 gik i land på en kold, forblæst ø i skærgården ud for det nuværende Nuuk og påbegyndte sit arbejde med at omvende grønlænderne, var det en gammel norsk drøm, som gik i opfyldelse.

Det var Norgesveldet, det gamle norske middelalderimperium, som var gået tabt i de kaotiske år omkring 1400, hvor nordboerne sivede væk fra Grønland efter mere end 400 års bosættelse, der skulle genrejses, nu som en del af Danmark-Norge. Ikke for ingenting var den norskfødte Hans Egede nogle uger før han med tre fuldt udrustede skibe og en besætning på op mod hundrede mand stævnede ud fra Bergen med kurs mod Grønland af Frederik IV blevet udnævnt til kongelig missionær.

Formålet med Hans Egedes rejse til Grønland var ikke bare kristeligt, det var også imperialt.

Det Grønland, som Hans Egede satte foden på hin julidag for snart 300 år siden, var et ældgammelt kristent land. Nordboerne i Grønland havde ladet sig kristne omkring år 1000, og biskoppen, der havde haft sæde i den imponerende Gardar katedral i Sydgrønland, var - ganske vist uden at vide det - den første kristne biskop i den amerikanske verden.

Men alt det lå langt tilbage. Og når Hans Egede i årene forud for sin afrejse til Grønland havde forklaret, at han ville drage til den gamle norske provins for at bringe nordboernes efterkommere ud af katolske vildfarelser og ind i den lutherske reformations klare lys, var det for at bibringe grønlandsprojektet yderligere historisk legitimitet.

For Hans Egede vidste udmærket, at der ikke var nordboere tilbage i Grønland. I hvert fald ikke i Vestgrønland, som var den eneste tilgængelige del af øen, idet Østgrønland helt nede fra Kap Farvel-området var afspærret af storisen. Realiteten i den opgave, han så brændende ønskede at få overdraget, var derfor ikke en fuldbyrdelse af reformationen inden for det gamle norske riges grænser. Derimod var det en kristning af den inuitiske (eskimoiske) befolkning, der var indvandret til Grønland fra Canada højt mod nord - ikke langt fra det nuværende Thule - i 11-1200-tallet, og som efter nordboernes forsvinden havde bredt sig over hele Grønland.

Ser man ud over den mægtige amerikanske verden fra Grønland og Canada i nord til Ildlandet og Magellanstrædet dybt mod syd, tegner der sig et broget billede af mødet mellem europæere og indfødte efter Columbus' ankomst 1492. Nogle steder gik man skræmmende skånselsløst til værks med fordrivelsen af indianerne fra det meste af det nuværende USA som et yderpunkt. Ikke uden årsag havde De Forenede Stater en stor beundrer i Adolf Hitler, hvis højeste ønske var at skaffe Lebensraum for tyskerne ved at gøre det samme med den slaviske befolkning i Polen og Rusland, som amerikanerne havde gjort med indianerne.

Respekt og mildhed
I Syd- og Mellemamerika, hvor spanierne og portugiserne dominerede, praktiseredes forskellige former for mere eller mindre voldelig integrations- og tvangskristningspolitik. Andre steder igen udbyttede man de indfødte til sidste blodsdråbe uden interesse for hverken deres åndelige eller fysiske vel. Et eksempel er Hudson Bay Company, som i 16- og 1700-tallet hentede styrtende formuer hjem til sine aktionærer i London og efterlod befolkningen i det nuværende Canada - indianere og inuitter åndeligt, kulturelt og materielt forarmet.

I denne gennemgående lidet opløftende liste over europæernes måder at omgås den amerikanske urbefolkning på udgør den dansk-norske fællesregerings kurs over for grønlænderne et lyspunkt.

Udadtil, over for omverdenen, viste Danmark-Norge, dengang en betydelig militærmagt med en af Europas stærkeste flåder, tænder ved på få årtier at rejse en mur af byer ud mod Davis Strædet fra Upernavik og Uummannaq i nord til Nanortalik ved Kap Farvel i syd. I gennemsnit opstod der en ny by hvert fjerde eller femte år mellem 1721 og 1797. Samtidig blev Grønland erklæret for lukket økonomisk zone, der fra 1776 blev administreret af Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH).

Men det var udadtil. Indadtil så det ganske anderledes ud. Her afstod staten nemlig højst bemærkelsesværdigt og i modsætning til hvad man skulle tro - og i modsætning til, hvad langt de fleste i dag tror, inklusive den meget læste Kim Leine - fra at hævde et voldsmonopol.

Det betød, at grønlænderne er forblevet frit folk i den helt afgørende forstand, at dansk-norske embedsmænd i Grønland, verdslige såvel som gejstlige, ikke havde magtbeføjelser over for den indfødte befolkning. Dansk-norsk lovgivning gjaldt ikke for grønlænderne, og der var ikke nogen dansk-norsk myndighed, som kunne idømme dem straffe, lige meget hvad de gjorde.

I forhold til den hjemmehørende befolkning lød instruksen fra København, at den altid og i alle tilfælde skulle behandles med respekt og mildhed. Vold over for lokalbefolkningen var bandlyst, og det blev efterlevet med det forbløffende resultat, at der ikke kendes et eneste mord på en grønlænder begået af en dansk-norsk statsborger i 1700-tallet. En tid, hvor det ellers flyder med blod på den amerikanske halvkugle, og hvor titusinder og atter titusinder af sagesløse indianere blev dræbt, tortureret og slået ned som gale hunde.

Dansk-norske mænd, som fik børn med grønlandske kvinder - og det skete ikke så sjældent - skulle betale børnepenge. Hvis de giftede sig med dem, måtte de ikke længere forlade Grønland. Også disse regler blev efterlevet.

Grønlænderne er forblevet et frit folk. Men det betød ikke at man lod dem sejle deres egen sø, sådan som Hudson Bay Company gjorde med grønlændernes stammefrænder i Labrador på den anden side af Davis Strædet. Tværtimod. Grønlændernes materielle vel - forsyningen med krudt, kugler, kaffe, sukker, tekstiler, porcelæn, redskaber, og hvad det ellers kunne være - tog KGH sig af. Det åndelige var missionens opgave. Men det skulle alt sammen være frivilligt, både det økonomiske og det åndelige samkvem.

KGH rådede ikke over retlige sanktionsmidler over for betalingsvægring og tyveri begået af indfødte, medmindre de stod i Handelens tjeneste. Ligeså på det åndelige område. Hvor kirken hjemme i Danmark og Norge havde omfattende retlige magt- og disciplineringsmidler, som den i rigt mål benyttede sig af for at opretholde den offentlige moral, og hvad der ansås for en passende orden i kirke og skole, var den i Grønland berøvet enhver mulighed for at udøve tvang.

Den gammeltestamentligt straffende protestantiske statskirke med hele det statslige voldsmonopol bag sig måtte i Grønland lægge stilen om. Her skulle alting ske frivilligt. Hvis udgangspunktet i Danmark-Norge for forholdet mellem stat og samfund og mellem kirke og folk var De Ti Bud og princippet om øje for øje og tand for tand, så blev det i Grønland princippet om mildhed og barmhjertighed, som det kendes fra Det Ny Testamente og spidsformuleres af Jesus i Bjergprædikenen.

Sangens magiske kraft
Umiddelbart stillede det Hans Egedes mission svagere, at den ikke kunne gennemtvinge noget. Det gik da også missionærerne på nerverne, at de stiltiende måtte se til, mens der foregik ting, som de anså for helt uacceptable: hævn- og lystmord for åbent tæppe, forstødelse og stening af kvinder, påtvungne selvmord, efterladeise af gamle og handikappede til den sikre død for ikke at tale om levende begravelser af børn, der havde mistet deres mor, eller som på anden måde stod i vejen.

Men ser man bort fra, hvad de to-tre første generationer af missionærer måtte bide i sig af gruopvækkende ting, så var den dansk-norske mission lige fra første færd en succes. Og da Hans Egede og hans medhjælpere, der i 1733 blev forstærket med et hjælpekorps af private missionsivrige tyske herrnhutere, på rekordtid havde lagt sig efter det for europæisk sprogvidenskab fuldstændig ukendte hyperkomplekse polysyntetiske grønlandske sprog, så gik det for alvor fremad.

Der blev prædiket på grønlandsk både i den dansk-norske statsmission og i den herrnhutiske støttemission, der forblev i Grønland til år 1900. Og der blev - ikke at forglemme - sunget på grønlandsk. Hans Egede, der efter sigende var en gudsbenådet sanger, lagde for, og musikkens og sangens magiske kraft har siden frem til denne dag fejret triumfer i Grønland. Tårerne løber i dag stadig ned ad kinderne på mindst halvdelen af menigheden, når man stemmer i med andet vers af julesalmen Guuterput, hvor orglet tier, og alle rejser sig og synger a cappella.

Folk strømmede til nyopførte kirker, der var pragtfuldt oplyst af hundredvis af stearinlys - i sig selv et mirakel i det arktiske vintermørke - iført deres fineste klæder. Da Hans Egede kom til Grønland 1721, var der her intet kendskab til kristendommen. Ved slutningen af 1700-tallet var der i det dengang kendte Grønland bogstavelig talt ingen hedninger tilbage, og kirkerne, hvor sådanne var blevet rejst, var stuvende fulde. Mange steder måtte man mødes i hytter eller i missionærernes boliger. Andre steder samledes man, når vejret tillod det udendørs.


(an)

Grønlands retsvæsen i langsom forvandling
På det tidspunkt, altså ved slutningen af 1700-tallet, var man også kommet et godt stykke med bekæmpelsen af serielle hævnmord, levende begravelser og andre for kristne europæere kvalmende modbydelige hændelser, som vi - med det kendskab, vi har til andre animistisk-shamanistiske samfund på det amerikanske kontinent - må antage har været rutine gennem utallige generationer før europæernes ankomst.

Måden, hvorpå den slags ting begrænsedes og efterhånden så godt som udryddedes, var, at missionen som ufravigelig betingelse for at blive døbt forlangte af dåbskandidaten, at han gav afkald på at begå mord og anerkendte livet som helligt. Det var naturligvis ikke nok til på en gang at stoppe et gennem generationer indarbejdet mønster.

Så hvad gjorde man, når et af menighedens medlemmer fik et tilbagefald og begik et hævnmord eller et par lystmord, og man ikke som i Danmark og Norge kunne straffe efter princippet om øje for øje og tand for tand? Jo, man idømte alternative straffe.

Det kunne være udelukkelse fra Herrens Bord, altså udelukkelse fra at gå til alters. Eventuelt forbundet med forbud mod at vise sig i kirken en vis periode. Forbud mod at deltage i den overdådigt iscenesatte julegudstjeneste eller i påskegudstjenesten, som i løbet af 1700-tallet blev en vigtig social begivenhed i Grønland, kunne være en slem streg i regningen og måtte mane selv det mest forhærdede tidselgemyt til eftertanke.

Missionæren kunne også alliere sig med købmanden eller udstedsbestyreren, der på KGH's vegne stod for det økonomiske samkvem med den indfødte befolkning, og få straffen skærpet med udelukkelse fra butikken i en periode.

Sådan gik det til, at sager, som i 1700-tallets Danmark-Norge typisk endte med hårde og langvarige straffe, hvis ikke de ligefrem kostede den skyldige livet, i Grønland blev bilagt med et forbud mod at vise sig i butikken og i kirken i en kortere eller længere periode fulgt af en formaning til den formastelige om at holde sig på dydens smalle vej.

Set fra det 21. århundrede, hvor krav om strengere straffe lyder fra alle sider, er det som et eventyr, men for vore grønlandske landsmænd for 250 år siden var det alvor. Ingen havde lyst til at blive udelukket fra det sociale fællesskab, og hen over 17- og 1800-tallet, hvor kirken fik fat i befolkningen og butikken med dens udbud af europæiske forbrugsvarer blevet samlingspunkt i hverdagen, skete der en markant mildning af det - i udgangspunktet ekstremt voldelige og nådesløse grønlandske samfund.

Da man i slutningen af 1940'erne, hvor Grønland stod over for at blive integreret i det danske rige som et amt, og det derfor ikke længere var muligt at komme uden om en grønlandsk straffelov, sendte regeringen en såkaldt 'juridisk ekspedition' til Grønland for at undersøge forholdene nærmere.

Ekspeditionens medlemmer, der blandt andre inkluderede så prominente navne som den senere rigsadvokat Per Lindegaard (1918-98) og sociologen Verner Goldschmidt (1916-82), fandt på deres langvarige rejse fra nord til syd et grønlandsk samfund så sart, så følsomt nærtagende og så ærekært, at de måtte fraråde at indføre fængselsstraffe i Grønland. Det ville grønlænderne simpelthen ikke kunne tåle.

Derved blev det. Grønland blev - og er stadig - landet uden fængsler, hvor straffen for et mord i hvert fald indtil for nylig kunne være at blive sendt på genopdragelse hos en fåreholder i Sydgrønland. Æren for denne sensationelle mildning af samfundet, der vel bedst kan karakteriseres som dannelsen af en ny folkekarakter, tilkommer det dansk-norske, fra 1814 det danske styre af Grønland, og her først og fremmest kirken. Vel at mærke i den særlige nytestamentlige ikke-straffende udformning, den fik i Grønland.

Hvordan det ville være gået, hvis den gammeltestamentlige straffende version af den dansk-norske kirke var blevet overført til Grønland, tør man ikke tænke på.

Opfindelsen af skriftsprog
En vigtig del af den lutherske kirke er modersmålet. Modersmålet er Guds spejl i sjælen, som Luther udtrykte det, og det er derfor på modersmålet, man skal høre Guds ord - og helst også kunne læse det. Deraf det intensive skoleprogram med særlig vægt på læsning, som har været en fast del af dansk-norsk kirke- og samfundsliv siden reformationen 1536.

Læsning var ukendt i Grønland, man havde ikke noget skriftsprog og kendte ikke til papir og blæk. Men det blev der hurtigt lavet om på. Den første ABC, altså læsebog for begyndere, som sluttede med fadervor på grønlandsk (og dermed på eksemplarisk vis demonstrerede sammenhængen mellem læsning og kristendom), udkom i 1739.

Skoler drevet af missionen blev sat i gang allerede i 1730'erne. De var - naturligvis - grønlandsksprogede, ligesom de - naturligvis - var frivillige, uden spanskrør, prygl og de utallige andre former for vold, der gennem århundreder har hjemsøgt og forpestet den danske og den norske skole.

Som kirken blev skolen en formidabel succes, og ligesom der ved slutningen af 1700-tallet bogstavelig talt ikke var hedninger tilbage, var der snart heller ikke længere nogen, der ikke kunne læse. Som på Island blev bøger uhyre populære i Grønland. I den endeløse mørketid var læsning, eventuelt - for at spare på lyset - højtlæsning en vidunderlig ting, mens man sad i langhuset med sine gøremål, et kærkomment supplement til den mundtlige fortælletradition, som formentlig har eksisteret siden tidernes morgen.

Omkring læsekulturen og den grønlandske litteratur med Bibelen som den største sammenhængende tekst til langt op i 1900-tallet skabtes et standardiseret grønlandsk sprog, fælles for alle grønlændere, og derigennem en distinkt grønlandsk national identitet, som ikke fandtes tidligere.

Grønlandsk national identitet, den luthersk-reformerede kirke og bibellæsning er tre sider af samme sag.

Af alle de oprindelige amerikanske sprog, hvoraf nogle var bærere af store kulturer, er det i dag kun grønlandsk, der er bevaret som et levende sprog, der bruges overalt: på gaden, i skolen, i sengen, i kirken, i retten, i parlamentet og i regeringskontorerne, og derfor ikke er truet af den sprogdød, der har hærget den amerikanske verden, siden den europæiske ekspansion begyndte.

Grønlænderne er med rette stolte af at have bevaret deres sprog og af at have en stor og værdifuld trykt litteratur på modersmålet helt tilbage fra 1700-tallet. Takken for, at det har kunnet lade sig gøre må først og fremmest rettes til den dansk-norske lutherske mission. Grønland er ydermere det eneste land på den amerikanske halvkugle, hvor den indfødte befolkning ikke er et skrøbeligt mindretal, der nyder regeringens mere eller mindre halvhjertede beskyttelse, men simpelthen folket.

Det gamle samfund var pinefuldt
Når man i dag kikker tilbage, er et af de spørgsmål, der melder sig, hvad der fik den dansk-norske regering til at føre en så forsigtig kurs i Grønland.

Der kan peges på forskellige forhold - jeg tror, det afgørende var, at grønlænderne set med norske og dermed med dansk-norske øjne var landsmænd. Grønland var gammelt norsk territorium, og de mennesker, som boede der, var landsmænd, som man ikke ønskede at påtvinge en lovgivning, der uundgåeligt ville give alvorlige, utvivlsomt blodige konflikter.

Til sammenligning kan nævnes De Vestindiske Øer, de dansk-norske kolonier i Caribien, hvor fællesregeringen på ingen måde gjorde sig kostbar. Her var der slaveri, og her blev der med dansk-norske myndigheders fulde velsignelse anvendt de mest rædselsvækkende former for tortur. I Caribien havde man ikke med landsmænd at gøre. De tropiske sukkerøer var noget ganske andet end Grønland.

Et andet spørgsmål, der melder sig, er, hvorfor overgangen til kristendommen tilsyneladende var så let til alverdens religionshistorikeres og hændervridende post- og antikolonialistiske grædekoners fortvivlelse? Hvorfor holdt man dog ikke fast på den overleverede arv?

En vigtig grund var, at livet i det gamle spirituelle animistisk-shamanistiske samfund - med al respekt for grønlændernes formidable dygtighed og uovertrufne evne til at leve under ekstreme klimatiske forhold - var vanskeligt og pinefuldt for de fleste. Ikke bare for dårlige fangere, der blev hånet og drevet til selvmord, og for forstødte kvinder og deres ulykkelige og forpinte børn, men for alle.

Dagligdagen i det gennemfortryllede animistiske samfund med tabuer overalt, hvor man vendte sig hen, var præget af frygt, angst og mistro. Bag de tavse, udtryksløse stenansigter gemte der sig et psykisk stormvejr. Nattens søvn splintredes uophørligt af grufulde kafkaske mareridt om rædselsvækkende hævnere, om mægtige isbjørne, som færdedes på indlandsisen og af og til opsøgte menneskenes bopladser, hvor intet levende slap fri.

Ikke mindst mændene, der til stadighed skulle demonstrere mod, dødsforagt og overmenneskelig udholdenhed for at opretholde social agtelse, var hjemsøgt af endeløse psykiske traumer. Uheld med fangsten, ufrugtbarhed, ethvert sygdomstilfælde, alt, hvad der gik skævt, blev tilskrevet overtrædelse af taburegler og kunne i det psykisk labile og altid anspændte miljø så let som ingenting udløse en eller anden voldelig aktion.

De åndelige ledere, shamanerne - angakokkerne - kunne med en rejse til havets bund eller til Månen være heldige at bringe lidt orden i kaos, men det var kun en stakket stund. Inden længe var der nye forvildinger, og man vidste aldrig, hvad der var under opsejling.

Dette var baggrunden for den hastige flugt væk fra den gamle animistisk-shamanistiske religion, som vi er vidner til i 1700-tallets Grønland. Hvor man tidligere havde været spærret inde, var der nu et alternativ. Kristendommen var åbenlyst mildere og psykisk mindre belastende end den gamle religion, hvortil kom, at kristendommen var nøglen til en vidunderlig, hidtil ukendt verden af musik, læsning og billedkunst.

Religiøse billeder har helt tilbage fra Hans Egedes første dage i Grønland haft et taknemmeligt publikum i grønlænderne, der kom rejsende langvejs fra for at se farvelagte billeder af Adam og Eva og Paradisets Have, hvorom der gik frasagn op og ned langs kysten.

Endelig skal det nævnes, at overgangen til kristendommen i Grønland tidsmæssigt falder sammen med begyndelsen til det moderne forbrugersamfund, der ret præcist kan dateres til tredje og fjerde årti af 1700-tallet, hvor nye eksotiske varer i store mængder begyndte at strømme ind over Europa: sukker, kaffe, te, tobak, farvede bomuldsstoffer, silke, porcelæn og meget andet.

Disse varer kom også til Grønland, hvor de fristede og forførte mænd og kvinder, unge og gamle lige så meget som i Europa. Uanset hvor lidt kristendom og højere levestandard i dybere forstand har med hinanden at gøre, kom de i Grønland til at fremstå som to sider af samme sag. Også det var med til at bane vejen for den nye religion.

Grønland har aldrig været koloni
Det er nu næsten tre hundrede år siden, Hans Egede som repræsentant for den dansk-norske statsmagt gik i land på Grønlands vestkyst. Og i overmorgen er det to hundrede år siden, selvsamme stat med et pennestrøg i Kiel blev slettet af det politiske landkort.

Grønland - juvelen i den norske krone - blev til Norges forbitrelse overført til Danmark, uanset hvor meget Grønland var en del af det gamle norske rige, og uanset hvor fjernt det dengang for to hundrede år siden lå Danmark at blive en polarnation.

Man kan på Norges og måske også på Grønlands vegne beklage denne historiske uretfærdighed. Men derudover er der intet at beklage, endsige at undskylde. Skønt hyppigt omtalt som koloni har Grønland aldrig været en koloni. Grønlænderne blev fra første færd behandlet af Danmark-Norge som landsmænd, og hvad dette angår, skete der ingen forandring ved Grønlands overgang til Danmark i 1814.

Danmark videreførte loyalt den afstukne linje. Alt sammen til gavn for Grønland, der i dag fremstår ikke bare som den sundeste, den bedst uddannede, den mest velhavende og den mest selvbevidste af de arktiske nationer, men også som den eneste af de mange amerikanske first nations, som har formået at bevare sit sprog og danne sin egen regering.

Læs også
Grønlandske "landsmænd"


Grønlands Selvstyre
(an)