Da London trak på skuldrene

Grønland ville være blevet behandlet på lige fod med de britiske kolonier i det nordøstlige Canada, og det er svært at forestille sig, at grønlandsk i dag ville have eksisteret som andet end – i bedste fald – et uddøende minoritetssprog.

Torsdag d. 16. januar 2014
Thorkild Kjærgaard, Lektor, dr. phil. Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet
Emnekreds: Grønlands historie.

Indholdsfortegnelse:
Opløsningen af Den dansk-norske Union i 1814
Tidligere historiske afhandlinger om Freden i Kiel
Grønlandshistorikeren Finn Gad havde en anden opfattelse
Magtspillet om Nordatlanten
Britisk eneherredømme i Nordatlanten
England undervurderede Danmark
Og England undervurderede USA
USA anerkendte Danmarks suverænitet over hele Grønland
Hvad nu, hvis det var gået anerledes?


Opløsningen af Den dansk-norske Union i 1814
Tirsdag den 14. januar 2014 er det 200 år siden, at Grønland blev et rent dansk ansvarsområde. Indtil da havde Grønland sammen med Island og Færøerne, de to andre gamle norske bilande i Nordatlanten, været et dansk-norsk fællesanliggende. Sådan skulle det ikke længere være. Ved Freden i Kiel, der blev underskrevet i det store, nu nedrevne Buchwaldscher Hof på Dänische Strasse i Kiel sent på natten mellem den 14. og den 15. januar 1814, blev det bestemt, at den dansk-norske union skulle opløses som del af den europæiske fredsslutning efter mere end tyve års uafbrudt krig. Den dansk-norske union havde da bestået siden 1380.


Freden i Kiel blev underskrevet i det store, nu nedrevne Buchwaldscher Hof

Fastlandsnorge – den del af den skandinaviske halvø vi i dag kender som Norge – skulle gå til Sverige som kompensation for Finland, som Sverige havde mistet til Rusland i 1809. De nordatlantiske øer, som Norge i sin tid havde bragt med ind i unionen, skulle overføres til Danmark, endskønt de både formelt og reelt stadig var en del af kongeriget Norge, mest tydeligt for Grønlands vedkommende.

Frem til 1814 var den store arktiske ø i det nordøstlige hjørne af det nordamerikanske kontinent hovedsagelig styret af nordmænd. Det gjaldt lokalt i Grønland, hvor de fleste missionærer og langt de fleste koloniembedsmænd var norskfødte, og det gjaldt centralt i den dengang dansk-norske hovedstad København, hvor de grønlandske sager blev ekspederet gennem de såkaldte norske kontorer. Også de to store offentlige institutioner uden for centraladministrationen, som tog sig af Grønland – Seminarium Groenlandicum på Købmagergade, der var en sprogskole for kommende grønlandsmissionærer, og Den Kongelige Grønlandske Handel ude på Christianshavn – var i hovedsagen bemandet med nordmænd.

Freden i Kiel ændrede den nordeuropæiske scene til ukendelighed. For Norden som helhed betød den – efter det korte mellemspil med den svensk-norske union, der aldrig kom til at fungere og brød sammen i 1905 – en fragmentering og deraf følgende marginalisering i international politik, som Nordisk Råd og andre behjertede forsøg på at hele sårene aldrig har kunnet rette op på.

For Norge og Danmark var freden på hver sin måde en katastrofe: Norge mistede sit elskede nordatlantiske imperium, som den fælles dansk-norske statskasse – navnlig efter Hans Egedes geninddragelse af Grønland i riget 1721 – havde brugt enorme ressourcer på. Og Danmark så sig uden Norge reduceret til »et lidet, fattigt land«. En andenrangs spiller med et mægtigt nordatlantisk appendiks, som man længe ikke rigtig vidste, hvad man skulle gøre med, og som mange, inklusive selveste kong Frederik VI, så på med skepsis. Der eksisterede i 1814 ikke noget dansk ønske om at blive en polarnation.

Tidligere historiske afhandlinger om Freden i Kiel
Der er skrevet adskillige bøger og publiceret dynger af lærde afhandlinger om Freden i Kiel. Men det betyder ingenlunde, at hver sten er vendt, og at forhandlingsforløbet står klart. Tværtimod er Freden i Kiel et af nordisk historieforsknings minefelter, spækket med myter, skrøner, fortielser, beskyldninger om højforræderi og benægtelse af åbenlyse magt- og geopolitiske realiteter.

En af de hyppigst forekommende skrøner om Freden i Kiel, er beretningen om, at Grønland, Færøerne og Island kom til Danmark ved et diplomatisk kup begået af Frederik VI’s durkdrevne og snarrådige chefforhandler i Kiel, Edmund Bourke. Kynisk udnyttede Bourke trætheden efter dages og nætters opslidende forhandlinger og den angiveligt manglende historiske viden hos den svenske hovedforhandler, friherre Gustav af Wetterstedt. I sidste øjeblik fik han listet en bestemmelse ind i traktaten om, at de nordatlantiske øer ikke skulle følge Norge ind i unionen med Sverige, fordi de ikke var en del af Norge og aldrig havde været det. I opregningen af, hvad der skulle forstås ved Norge, kom undtagelsen ind i den fransksprogede sluttekst som et parentetisk indskud: »la Groenlande, les îles de Ferröe et l’Islande non comprises« (på dansk, i den senere offentliggjorte officielle oversættelse: »Grønland, Færøerne og Island ikke deri indbegrebne«).

Denne historie – senest gengivet i Martin Breums fortræffelige og meget læste bog Når isen forsvinder – har intet på sig. Der skal, heldigvis eller desværre, mere til for at ændre verdens gang end en åndsnærværende diplomat – rent bortset fra at det toptrænede svenske diplomati og den veluddannede Wetterstedt naturligvis var helt på det rene med de nordatlantiske øers statsretlige stilling. Men fornuften og det kølige overblik har haft svært ved at få ørenlyd, når det drejer sig om Freden i Kiel 1814.

Grønlandshistorikeren Finn Gad havde en anden opfattelse
En af de få, der har forsøgt at sætte Freden i Kiel ind i en større, nordatlantisk-skandinavisk sammenhæng, er grønlandshistorikeren Finn Gad, der i en engelsksproget artikel fra 1979 argumenterede for, at den virkelige dukkefører ved forhandlingsbordet i Buchwaldscher Hof var repræsentanten for den britiske regering, Edward Thornton.

Danmark-Norge havde siden 1807 ligget i krig med England og været afskåret fra direkte kontakt med Grønland, Island og Færøerne af Royal Navy, der holdt det nordatlantiske område fra Norges vestkyst over Færøerne, Island og Grønland til de daværende britiske kolonier i Canada i et jerngreb. Intet kunne ske uden om England, der sad med alle kortene på hånden. Det mest nærliggende var derfor ifølge Finn Gad at se Grønlands og de øvrige nordatlantiske øers overdragelse til Danmark som resultat af et britisk ønske, eller måske snarere et britisk krav.

Det er, som bemærket af Finn Gad, ejendommeligt, at Edmund Bourke – af danske historikere udråbt til helten fra Kiel – i sine skrivelser til København i dagene efter fredsslutningen ikke på noget tidspunkt giver udtryk for stolthed over at have reddet de nordatlantiske øer for Danmark. For Finn Gad at se kan de nordatlantiske øer derfor næppe have været noget, den danske chefforhandler kæmpede for, snarere noget han ikke kunne undgå.

Den iagttagelse slap Finn Gad ikke godt fra. Gad, der var en underhund i det historiske establishment, blev brutalt slagtet flere gange af Ole Feldbæk, sidst i det autoritative værk Dansk Udenrigspolitiks Historie, hvor det om Gads tese summarisk hedder, at den »savner belæg og sandsynlighed«.

Magtspillet om Nordatlanten
Ingen af delene er rigtige. For det første er det ikke sandt, at Finn Gad ikke belægger sin tese. Han har været længere nede i Edmund Bourkes papirer fra dagene og nætterne i Kiel end nogen tidligere forsker, og fremdrager vigtige, ikke tidligere bemærkede vidnesbyrd om massivt tryk på den danske hovedforhandler fra Edward Thorntons side. For det andet er det ikke sandt, at tesen savner sandsynlighed. Tværtimod er den overordentlig sandsynlig. Ja, så sandsynlig, at den – hvis den ikke lige havde handlet om så betændt et emne som Freden i Kiel – ville være blevet accepteret uden videre på grund af sin strukturelle styrke, nemlig ved at pege på, at det var England, som bestemte i Nordatlanten, og at tingene derfor nødvendigvis måtte ordnes på sådan en måde, at England blev tilfreds.

Det ville England ikke blive, hvis det hele skulle gå efter bogen og de foregående års stormagtsaftaler og stormagtsgarantier om, at Sverige skulle have Norge som kompensation for Finland var blevet udmøntet på den måde, at de nordatlantiske øer fulgte Norge ind i den nye svensk-norske union. Det ville nemlig betyde, at der opstod en ny stærk nordeuropæisk magt med støttepunkter tværs over Nordatlanten helt over til Nordamarika, hvad der hurtigt kunne blive en udfordring for Royal Navy.

Der var i og for sig ikke noget, Sverige hellere ville. Så langt tilbage som i 1658 havde den sejrrige krigerkonge Karl X Gustav over for Danmark-Norge gjort krav på Norge, Island og Færøerne, og havde Grønland været i spil på det tidspunkt, ville han utvivlsomt også have rejst krav om det. Men hvor meget sådanne drømme om at få fingrene i Grønland, Island og Færøerne end kan have appelleret til Sverige – og måske ikke mindst til den brillante franske revolutionsgeneral, hærfører og tidligere rival til Napoleon, Jean Baptiste Bernadotte, der nu i 1814 som svensk kronprins under navnet Karl (XIV) Johan stod i spidsen for Sverige – så havde de ingen gang på jorden.

Britisk eneherredømme i Nordatlanten
Etablering og fastholdelse af britisk eneherredømme i Nordatlanten var et vigtigt krigsmål for regeringen i London. Det var derfor en selvfølge, at England ikke ville give plads for en ny, potentiel konkurrent i Nordatlanten til erstatning for det just eliminerede Danmark-Norge. Det Norge, som Storbritannien ville tillade Sverige at få, var følgelig fastlandsnorge og kun fastlandsnorge. Det havde Sverige allerede de facto accepteret før Kiel. Men for god ordens skyld blev det alligevel slået fast med syvtommersøm, at nok skulle Sverige have Norge, men det var uden Færøerne, Island og Grønland, “der aldrig havde hørt til Norge,” som Bourke og Wettersteds begge frimodigt erklærede – formentlig for at blive fri for at sige sandheden, som var, at de handlede efter britisk ordre. Ingen skulle bagefter komme og sige, at stormagterne havde snydt Sverige!

Med hensyn til de nordatlantiske øer var der for England herefter to muligheder: Man kunne beholde dem og inddrage dem i det britiske imperium, således som blandt andre den indflydelsesrige naturvidenskabsmand og mangeårige præsident for Royal Society Joseph Banks var ivrig fortaler for. Eller man kunne overføre dem til det stærkt svækkede Danmark. Om Danmark havde lyst til at modtage de nordatlantiske øer spillede i den forbindelse ikke nogen særlig rolle. Danmark var nødt til at makke ret over for England.

England undervurderede Danmark
Man valgte det sidste, formentlig fordi man dermed mente at have fundet en løsning, som friholdt det i forvejen vidt udspændte britiske regeringsapparat fra nye opgaver, samtidig med at man sikrede Englands dominans i Nordatlanten lige så godt, som hvis England selv havde overtaget øerne. Som nordeuropæisk småstat ville Danmark altid være tvunget til at danse efter Englands pibe, og heller ikke på den anden side af Atlanterhavet øjnede man i London noget eller nogen, som kunne true Englands stilling.

Her forregnede England sig alvorligt. Man undervurderede Danmark, som på mirakuløs vis genrejste sig i løbet af 1800-tallet. Men først og fremmest undervurderede det arrogante og selvsikre Storbritannien det unge USA, deres tidligere koloni. Og det fortsatte Storbritannien med at gøre en rum tid endnu.

Og England undervurderede USA
Da USA i 1823 formulerede den såkaldte Monroedoktrin, som erklærede hele den amerikanske halvkugle for USAs interessesfære med en tilføjelse om, at europæiske kolonimagter, som allerede var etablerede, kunne beholde deres besiddelser, men at nye magter ikke ville blive tålt nogetsteds, trak man på smilebåndet i London. Hvis nogen ligefrem havde sagt, at Monroedoktrinen kunne få betydning for Englands adgang til Grønland, ville man have leet højlydt.

USA anerkendte Danmarks suverænitet over hele Grønland
Ikke desto mindre var det lige præcis, hvad der skete, da USA i 1921 anerkendte Danmarks suverænitet over hele Grønland og med underforstået henvisning til Monroedoktrinen nægtede at give Storbritannien forkøbsret, hvis Danmark skulle ønske at sælge Grønland. Et transatlantisk samarbejde havde udviklet sig mellem Danmark og Storbritanniens tidligere koloni USA, der i mellemtiden var blevet verdens stærkeste magt.

Døren til Grønland var ved at lukke sig for England, der ikke længere var ene om at bestemme i Nordatlanten. I 1940, ved begyndelsen af Anden Verdenskrig, smækkede den endeligt i. Det skete dagen efter, at britiske tropper havde besat Island. Da kaldte præsident Franklin D. Roosevelt den britiske ambassadør i Washington til Det Hvide Hus, hvor han lod ambassadøren vide, at han havde taget den britiske besættelse af Island til efterretning, og at han i den forbindelse ikke havde noget særligt at indvende, »men hvis de [englænderne] prøvede det samme nummer i Grønland, så ville han [Roosevelt] blive meget vred«.

Det er næsten unødvendigt at sige, at englænderne siden den dag har holdt sig langt væk fra Grønland.

Hvad nu, hvis det var gået anerledes?
Hvis Storbritannien i dag kunne gøre forhandlingerne i Kiel om, ville man sikkert lytte til Joseph Banks og instruere Edward Thornton om at sætte sig på de nordatlantiske øer – i stedet for i forvisning om Englands urokkelige overmagt at lade dem gå til Danmark. Kun på den måde kunne England gøre sig håb om at bevare kontrollen over Nordatlanten på længere sigt.

Var det sket, ville det ikke blot have sikret Storbritanniens position i Nordatlanten. Det ville også have trukket Grønland, Island og Færøerne ind i den overmægtige angelsaksiske verdens uimodståelige favntag og dermed givet de tre landes små befolkninger en anden skæbne end den, der endte med at blive dem til del. Grønland ville være blevet behandlet på lige fod med de britiske kolonier i det nordøstlige Canada, og det er svært at forestille sig, at grønlandsk i dag ville have eksisteret som andet end – i bedste fald – et uddøende minoritetssprog.

Den samme tvivl kan man have om islandsk og færøsk; hvorfor skulle udviklingen dér være forløbet anderledes end på Shetlandsøerne og på Orkneyøerne, hvor der også i fordums tid er blevet talt nordiske sprog? Også Danmark kunne det være gået væsentligt anderledes. Ikke mindst i årene under og efter Anden Verdenskrig, hvor vores overlevelse som respektabel nation på den rigtige side af Jerntæppet hang i en tynd tråd. Uden den amerikanske livline, som gik over Grønland, kunne det være gået gruelig galt.