Grønland og Hermod Lannungs private udenrigspolitik

Med hensyn til spørgsmålet om Grønlands statsretlige status – koloni eller ej – er det nu muligt at fastslå, at ingen af de stridende parter har haft helt ret. Grønland har faktisk som resultat af Hermod Lannungs private udenrigspolitik været en koloni, men kun i seks år, seks måneder og tre uger

Torsdag d. 9. marts 2017
Thorkild Kjærgaard, dr. phil.  
Emnekreds: Grønlands historie, Oprindelige folk, Rigsfællesskabet.


Ruin ved kirken i Hvalsø
(an)

Med udgangspunkt i en debat i Politiken om Kim Leines historiske grønlandsroman Profeterne i Evighedsfjorden (2012) har der de sidste tre-fire år udspundet sig en længere diskussion om Grønlands statsretlige status før 1953. Var Grønland en dansk koloni i 17- og 1800-tallet som forudsat af Kim Leine? Har Grønland overhovedet, når det kommer til stykket, nogensinde været en dansk koloni?

To synspunkter har stået over for hinanden: På den ene side en broget flok af etnologer, politologer, minoritetsforskere, journalister og politikere, som – i reglen uden nærmere begrundelse – har hævdet, at Grønland gennem århundreder var en dansk koloni, indtil det med Grundloven af 1953 blev integreret for ikke at sige overintegreret i Det Danske Rige.

På den anden side har blandt andre historikeren Bo Lidegaard og forfatteren af disse linjer – med henvisning til Grønlands stilling som en del af det middelalderlige norske, senere af det dansk-norske rige – hævdet, at Grønland aldrig har været en koloni og aldrig er blevet opfattet som sådan i København endsige i Grønland, som indtil et godt stykke efter Anden Verdenskrig meget skulle have sig frabedt at være en »koloni«.

Senest er debatten taget op af det toneangivende historiske tidsskrift Temp samt i en kronik i Politiken (30. januar 2017) af ph.d. Iben Bjørnsson, der under den kampberedte overskrift »Sig det som det er: Grønland var en koloni« lægger ud med to, til dels nye argumenter: For det første, at der ikke før Grønlands afkolonisering efter Anden Verdenskrig er blevet rejst tvivl om, hvorvidt Grønland nogensinde har været en »ægte« koloni, sådan som de andre kolonier, primært under varmere himmelstrøg. For det andet, at Danmark »traditionelt og historisk aldrig har haft et problem med at kalde Grønland en koloni på linje med andre kolonier rundt om i verden«.

Det sidste har Iben Bjørnsson delvis ret i. Ordet »koloni« var ikke tabuiseret og skyldbelagt før efter Anden Verdenskrig, og hvis en privat damekomité, som for eksempel den, der stod bag den famøse koloniudstilling i Tivoli 1905, hvor der blev udstillet sorte fra Dansk Vestindien, for kolorittens skyld havde lyst til også at kalde Grønland en koloni, så værsgo! Men i det første – at der først efter Anden Verdenskrig er blevet rejst tvivl om, hvorvidt Grønland nogensinde har været en »ægte« koloni – har Bjørnsson til gengæld helt og aldeles uret. Det forholder sig stik modsat!

Hvis man ser bort fra de tilfælde, hvor det af forståelsesgrunde var praktisk at bruge ordet »koloni,« for eksempel ved den internationale koloniudstilling i Paris 1931 i anledning af hundredåret for fransk tilstedeværelse i Algeriet, hvor Danmark viste flaget med en grønlandsk pavillon, så omtalte det officielle Danmark aldrig den store arktiske ø som en koloni af den simple grund, at Grønland ikke var en koloni, men betragtedes som en del af det gamle norske, fra 1380 dansk-norske rige, der ved Freden i Kiel 1814 efter britisk krav var kommet i Danmarks varetægt (og ikke i Norges, hvad der historisk og geografisk set havde været rimeligere).

Når ordet »koloni« blev brugt i grønlandsk sammenhæng, var det som betegnelse for den stribe af nye byer, der i 1700-tallet blev anlagt på Grønlands vestkyst fra Upernavik i nord til Nanortalik i syd. Disse små, ofte diminutive bysamfund blev kaldt kolonier, og deres chefer kolonibestyrere, men det blev Grønland ikke mere koloni af, end Jylland blev koloni af, at 1700-tallets statsligt iværksatte hedeopdyrkningsforsøg på Alheden sydvest for Viborg kaldtes for »kolonier.«

Således lå landet, da Udenrigsministeriet i 1946, umiddelbart efter Anden Verdenskrig, blev anmodet om at undersøge, om Grønland faldt ind under det nyoprettede FNs definition af »ikke-selvstyrende områder« (kolonier), for hvilke der herefter årligt – indtil der var sikret dem »et fuldt mål af selvstyre« – skulle indberettes til den nyoprettede verdensorganisations 4. komité (»kolonikomitéen«) med hovedkontor i New York.

Udenrigsministeriet, hvis mand på området var den internationalt højt respekterede folkeretsekspert, dr.jur. Georg Cohn, svarede den 5. september 1946: »Efter Udenrigsministeriets formening er der ingen grund til at fremdrage Grønland i forbindelse med indberetningspligten [til De Forenede Nationer], idet man ikke mener, at dette land falder ind under begrebet ikke-selvstyrende områder, således som det er defineret i de anførte bestemmelser i De Forenede Nationers forfatning.«

Ikke desto mindre insisterede daværende leder af Danmarks FN-delegation, den radikale politiker Hermod Lannung (1895-1996), på, at FN-pagtens bestemmelser om ikke-selvstyrende områder skulle gøres gældende over for Danmark med hensyn til Grønland, og under et møde i FNs 4. komité, hvor Hermod Lannung havde sæde, meddelte han den 14. november 1946, at Danmark agtede at indgive årlig rapport om Grønland til FN.

Med dette skridt, som var i lodret modstrid med tidens almindelige opfattelse af Grønlands stilling for ikke at tale om Udenrigsministeriets historisk og stats- og folkeretligt begrundede indstilling, gennemtvang Hermod Lannung sin private udenrigspolitik og forvandlede Grønland, som hidtil havde været en ligestillet del af Det Danske Rige under Kongeloven af 1660, til en koloni. (De danske grundlove til og med Grundloven af 1915 gjaldt ikke for Grønland).

Det kan synes lovlig stærkt at kalde den velrenommerede og almindeligvis højt respekterede Hermod Lannung for en landsforræder. Men det er vel ordet? Faktum er, at Lannung med sin unødvendige og af ingen efterspurgte erklæring af 14. november 1946 kastede Grønland for ulvene.

Hvad som helst, herunder en internationalisering af Grønland, kunne være sket, hvis ikke fremragende grønlandske personligheder som forfatteren og politikeren Augo Lynge var kommet til FN-hovedkvarteret i New York for at rage kastanjerne ud af ilden for det perplekse og med god grund både nervøse og indestængt rasende danske FN-diplomati.

Og i hvert fald er det et stift stykke, at man overalt, hvor talen falder på Grønlands nyere historie, skal høre lobhudlende lovprisninger af det store arbejde, som Hermod Lannung gjorde i FN for at sikre Grønlands overgang fra »koloni« til »ligeberettiget del af Det Danske Rige ved Grundloven af 5. juni 1953«, når det var selv samme Hermod Lannungs kyniske hasardspil i det store FN-kasino med Grønland som indsats, der var årsag til, at øens skæbne i årene 1946 til 1953 hang i en tynd tråd, indtil det med den nye grundlov atter blev reddet ind i riget, nu som et amt.

For den ryggesløst ærgerrige Hermod Lannung, der havde haft stort besvær med at få gang i sin politiske karriere, og som først efter fire mislykkede forsøg på at blive valgt til Folketinget omsider, i 1939, erobrede en plads i Landstinget, blev Grønlandssagen døråbner for en stor karriere i FN, hvor han først avancerede til formand for den magtfulde 4. komité, senere op gennem 1950erne og 60erne blev medlem af og formand for en hel stribe forskellige komitéer og udvalg.

Med hensyn til spørgsmålet om Grønlands statsretlige status – koloni eller ej – er det nu muligt at fastslå, at ingen af de stridende parter har haft helt ret. Grønland har faktisk som resultat af Hermod Lannungs private udenrigspolitik været en koloni, men kun i seks år, seks måneder og tre uger, nemlig fra den 14. november 1946, hvor Lannung fremsatte sin uventede erklæring over for FNs 4. komité, til den 5. juni 1953, hvor den nugældende grundlov trådte i kraft. I 17- og 1800-tallet, som er den tid, hvortil Kim Leines roman er henlagt, var Grønland ikke en koloni, men en ligeberettiget del af riget.

Årene 1946-53, hvor ordet »koloni« blev brugt om Grønland, også – der var ingen vej udenom – i officiel sammenhæng, er det eneste konkrete, som det for øjeblikket meget aktive antiimperialistiske og antikolonialistiske miljø har at støtte sig til, når det ihærdigt og med alle mulige krumspring prøver at inkludere Grønland i den store, skæbnetunge fortælling om europæisk kolonialisme og imperialisme med alt, hvad dertil hører af racisme, sexisme, tortur, umyndiggørelse og andre overgreb.

Alt andet er fri fantasi og tilbageprojektion fra 1940rne og 1950erne, og det jævnligt fremsatte krav om, at Danmark skal give inuit, der er et nyt folk i Grønland – nordboerne kom til Grønland 200 år før, de første inuitter engang i 1100-tallet krydsede det smalle Smith Sound oppe ved det nuværende Thule, hvorfra de bredte sig mod syd – en undskyldning for vore forsyndelser som koloniherrer, er helt ude i hampen.

Det diskuteres blandt sagkyndige, i hvilket omfang de aggressivt fremtrængende inuitter, der vel at mærke intet havde med de tidligere, længst forsvundne ur-indbyggere i Grønland at gøre, bidrog til nedbrydning af det grønlandske nordbosamfund i 1300-tallet. Men formodningen om en sammenhæng mellem nordboernes forsvinden fra Grønland og inuitternes fremtrængen ligger på den flade hånd og er blevet gjort gældende af adskillige historikere og arkæologer, ligesom den er en del af den grønlandske selvforståelse. Hvis nogen skylder nogen en undskyldning, så er det vel Grønland, der skylder Norge og Island en undskyldning for, at inuitterne i 1300-tallet saboterede de fredelige bondesamfund af norsk-islandsk herkomst, som siden slutningen 900-tallet havde været bosat i Syd- og Midtgrønland.