Det grønlandske janusansigt

At beskrive det skandinaviske element som illegitimt er en forløjet undsigelse af Grønlands historie, som har udløst en selvstændighedsdiskurs, der tvinger grønlænderne til at fornægte en del af sig selv – så sandt som der ikke findes nogen grønlænder, der ikke har Danmark i sindet og dansk-norsk blod i årerne. Det er i denne forskruede identitetspolitik, man finder roden til de gigantiske problemer, der har tårnet sig op for Grønland de seneste årtier, og som har været ved at tvinge samfundet i knæ.
Det ville være en stor velsignelse for Grønland at få begravet denne udefrakommende, dybt skadelige gøgeunge

Torsdag d. 29. november 2018
Thorkild Kjærgaard, dr. phil.  
Emnekreds: Grønlands historie, Nyhedsbreve, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.


Grønlands Landsting

I sidste uge vedtog Inatsisartut – det grønlandske landsting – den såkaldte lufthavnspakke på tre en halv milliard kroner. Denne pakke er blevet mulig, fordi den danske stat er gået ind med et milliardbeløb i form af lån og direkte tilskud.

»Vi er ved at sælge vort land til den danske stat,« udbrød den tidligere landsstyreformand Hans Enoksen og smækkede med døren i raseri over, at al snak om selvstændighed hermed er skudt ud i en meget fjern fremtid. Der er blevet svaret igen – men påfaldende spagt. Resten af den grønlandske politiske elite har givetvis i al hemmelighed draget et lettelsens suk over at kunne begrave selvstændighedsspørgsmålet for en stund.

Det er ofte blevet påpeget, at selvstændighed for Grønland realøkonomisk og realpolitisk anskuet er et mere end tvivlsomt projekt. Men problemet stikker dybere, det gælder selve selvstændighedstanken. Den er en gøgeunge uden hjemstavnsret i den grønlandske historie. Ser man på, hvem der har beboet Grønland gennem tiderne, er det på ingen måde illegitimt, at Danmark nu har taget ansvar og sat sig for bordenden i Rigsfællesskabet.

Der har været mennesker i Grønland i mere end 4000 år, men længe kun på midlertidigt ophold. Der er ikke skov i Grønland, kun drivtømmer med en århundredlang fornyelsescyklus, så ud over det generelt ugæstfri klima har især manglen på fornyelige brændselsressourcer til opvarmning og madlavning betydet, at vildfarne indianerstammer, som fra tid til anden krydsede det smalle Smith Sund mellem Canada og Grønland højt mod nord, fortrak igen eller gik til grunde i den grønlandske isørken.

De første, som formåede at bide sig fast og bosætte sig i Grønland, kom ikke fra Amerika, men fra den anden side af Atlanterhavet. Det var nordboerne, som med den norsk-islandske høvding Erik den Røde i spidsen slog sig ned i Sydgrønland i slutningen af 900-tallet, hvorfra de bredte sig op langs vestkysten i det siden Kristi fødsel folketomme land. Nordboerne drev sæterlandbrug – det vil sige landbrug baseret på kvæg, får og geder, som græssede ude om sommeren og var i stald om vinteren.


Hvalsø Fjords kirke

Afgræsningen blev nøje reguleret og sæson­udjævnet med kunstvanding og kilometerlange hegn. Kornavl kendtes ikke, fordi korn intetsteds i Grønland kan dyrkes til modenhed. Landbruget blev suppleret med fiskeri, fangst og jagt på havets storvildt, især hvalrosser og narhvaler, hvis elfenbenstænder solgtes til skyhøje priser på det europæiske kunstmarked.

Hvor andre havde givet op, formåede nordboerne at opbygge et levedygtigt samfund med alt, hvad dertil hørte af kirker, klostre, domstole og andre basale samfundsinstitutioner. Det kunne de, dels fordi de havde tætte kommercielle og politiske kontakter tilbage til Norge og dermed det europæiske kontinent, dels fordi de havde en livline mod vest til skovene på den anden side af Davis Strædet. Her hentede de brændsel og tømmer og blev således de første europæere, som besøgte det amerikanske fastland.

I 1100-tallet, et par århundreder efter at nordboerne havde etableret sig i det sydlige og sydvestlige Grønland, nåede inuit (eskimoerne) frem til Smith Sund, den gamle indgangsport til Grønland. Inuit, der intet havde med de tidligere uramerikanske beboere i Grønland at gøre, var et succesfuldt erobrerfolk, som på få århundreder havde bevæget sig fra det indre Sibirien langs de russiske og amerikanske landmassers nordlige bræmme for nu at krydse over til det Grønland, som for deres forgængere havde været en dødbringende fælde.


Overnatning neden for Siorapaluk (Juni 2000)

Det var det ikke for inuitterne. På deres vandring langs Polarhavets træfattige kyster havde de gjort sig næsten uafhængige af træ ved at benytte langsomt brændende sæl- og hvalspæk til opvarmning og madlavning og var således i eminent grad udrustede til at leve i Grønland. Denne uafhængighed havde de opnået ved at udvikle imponerende effektive jagtmetoder på havets storvildt. Særligt må fremhæves deres hvalfangst, som foregik fra fangstbåde, der på dansk er blevet kaldt konebåde. De må dog snarere sammenlignes med små slagskibe, der støttet af et korps af fleksible og lynhurtige torpedobåde i form af énmandskajakker kunne nedlægge 100 tons tunge hvaler på stribe.

Mødet mellem nordboerne, som under sommerlige jagtekspeditioner færdedes hjemmevant i de nordligste egne af Grønland, og inuit var ikke et hvilket som helst møde. Det var selveste mødet mellem øst og vest. Efter titusinder af års adskillelse mødtes her i Grønlands iskolde nordvestlige hjørne de mennesker, som efter overgangen fra Afrika var vandret mod øst, med de mennesker, der var vandret mod vest – og det viste sig, at menneskeslægten, der nu omspændte hele Jorden, var én og den samme.


Janus, den romerske gud
for modsætninger
Hvis der er noget sted i verden, som har en dobbelt identitet – et østvendt og et vestvendt ansigt – så er det Grønland. Scenen for det verdenshistoriske møde, som fandt sted for 800 år siden – 300 år før Columbus nåede Amerika – bandt vor klode sammen og gjorde den til én.

Der er ingen samtidige vidnesbyrd om konflikter mellem inuit og nordboere – kun senere og derfor konstruerede. Derimod er der sikre vidnesbyrd om, at inuit var tiltrukket af nordboerne, som rådede over stærkt eftertragtede ressourcer, blandt andet jern, som nordboerne fik fra Europa, og som inuit, der kun havde våben af sten, så langt efter. Årsagen til inuitternes bemærkelsesværdigt hurtige vandring ned langs den grønlandske vestkyst – fra udgangspunktet højt mod nord til nordbobygderne dybt mod syd – var utvivlsomt ønsket om at komme tættere på nordboerne. I begyndelsen af 1300-tallet kunne inuitterne således melde deres ankomst ved nordboernes længst fremskudte hjemmebane inde bag det nuværende Nuuk.

Dermed ikke sagt, at det var presset fra inuit, der var årsag til nordboernes forsvinden fra Grønland i løbet af 1400-tallet, som der har været megen mystik om, og som tilbage i tiden har givet anledning til årelange historiske kontroverser. I dag forstås den relativt enkelt som en udløber af den massive affolkning, der ramte Europa i 1400-tallet som følge af Den sorte Død. Den fik den konsekvens, at udkantsområder som det nordlige Skandinavien, Calabrien i Syditalien og vanskeligt tilgængelige områder i Pyrenæerne blev forladt.

Fra Danmark kendes affolkningen af udkantsområder i 1400-tallet under betegnelsen »ødegårde«. Den samme skæbne, som ramte Syditalien, Nordnorge og dele af Vestsjælland, ramte Grønland, der i løbet af 1400-tallet blev – som det er blevet sagt af en svensk historiker – »én stor ødegård«. Det skete næsten samtidig med, at inuit dukkede op i det sydvestlige Grønland, men ville formentlig være sket alligevel.

Skandinaverne var ude af Grønland, men kun for en kort bemærkning. Grønland blev ikke glemt, tværtimod blev der i Norge uafbrudt talt, skrevet og drømt om Grønland – juvelen i den middelalderlige norske krone – og der blev udrustet flere ekspeditioner i 1500- og 1600-tallet. Landet er udtrykkeligt nævnt i Christian IIIs håndfæstning fra 1536 som en del af riget, og fra 1666 optræder den grønlandske isbjørn på det dansk-norske rigsvåben. Med Hans Egedes længe forberedte landgang i 1721 vendte nordboerne omsider tilbage med fuld styrke, nu i skikkelse af den dansk-norske stat med dens overlegne forråd af militære, administrative, økonomiske og kulturelle ressourcer.

Det store spørgsmål var, hvad Danmark-Norge skulle stille op med inuit, som siden 1400-tallet havde taget det gamle nordiske kulturlandskab i besiddelse. Skulle disse folk fordrives som ulovligt indtrængende på norsk og fra 1380 dansk-norsk territorium? Eller skulle man fastholde Grønlands øst-vestlige identitet ved at betragte inuitterne som landsmænd og tilbyde dem »gæstevenskab« med ret til eget sprog og egen kultur, det vil sige indrømme dem en stilling som nationalt mindretal inden for datidens vidtstrakte multikulturelle dansk-norsk-slesvig-holstenske rige? Det foreslog den københavnske borgmester Peder Hansen Resen i 1687.

Det lå implicit i accepten af Hans Egede som leder af den dansk-norske genindtagelse af Grønland, at man valgte det sidste. Hans Egede havde nemlig på forhånd tilkendegivet, at han som kongelig dansk-norsk missionær agtede at opsøge ikke blot de tilbageværende katolske nordboer, som man forventede at finde, men også de »vilde« eskimoer. Dermed udstak man en kurs, som siden er fulgt. Fra dansk side (indtil 1814 dansk-norsk side) har man altid haft stor agtelse for grønlænderne, og der er – når nødvendigt – draget omsorg for, at samlivet med alt, hvad det indebar af social, kulturel og familiær integration, ikke uforvarende resulterede i, at inuit blev løbet over ende. Særligt er der af verdslige såvel som af gejstlige myndigheder blevet værnet om grønlandsk sprog og kultur. Af samme grund er grønlandsk i dag – som det eneste af de flere hundrede sprog, der i førcolumbiansk tid blev talt på det amerikanske kontinent – bevaret som dagligsprog, skolesprog, kirkesprog og regeringssprog og ikke i fare for at forsvinde.

Fra grønlandsk side har man med held og dygtighed benyttet sig af stillingen som ligeværdigt nationalt mindretal til at skaffe sig adgang til den europæiske verden og dens teknologiske, medicinske og kulturelle formåen uden fare for at blive udnyttet. Resultatet er, at grønlænderne siden 1700-tallet har været det uden sammenligning bedst uddannede, mest velhavende og sundeste af de arktiske folk.


Knud Rsmussen på sin 3. Thule ekspedtion
Det var da også, hvad den navnkundige Knud Rasmussen fik anskuelsesundervisning i, da han under Femte Thuleekspedition 1921-24 kom til Canada, senere Alaska og Sibirien på sin søgen efter eskimoernes stammefrænder langs verdens nordkyst. I Canada mødte han folk, som »til trods for deres te, deres mel og deres begyndende emaljevarekultur endnu var fuldstændig oprindelige i deres tankegang, og i al livsbetragtning bundet dybt til forfædrenes religion«. Eskimoerne i Canada var et fra grønlænderne fuldstændigt fremmed folk, som de af historiske grunde delte sprog og i et vist omfang biologi med. Ellers intet.

Sine største triumfer og sit største momentum oplevede det samarbejdende øst-vestlige grønlandske samfund under Anden Verdenskrig, mens verden stod i flammer, samt i 1950erne og 1960erne, hvor Grønland gennemgik en rivende udvikling til gavn for alle landets indbyggere, grønlændere som danskere. Som kronen på værket blev hjemmestyret søsat i 1979. Nu skulle den snærende detailstyring fra København – en arv fra Enevælden – ophøre og det grønlandske folk styre sig selv inden for rammerne af Rigsfællesskabet i forventning om, at der i tråd med den gennem århundreder udviklede tradition ville være udfoldelsesmuligheder for begge sider af det dobbelt sammensatte folk.

Her forregnede man sig. Det grønlandske hjemmestyre, og fra 2008 selvstyre, er ikke blevet brugt til at udvikle det grønlandske samfund til gavn og glæde for alle. Snarere er det anvendt som løftestang for en ensidig, etnisk orienteret grønlandisering. Den er farvet af 1970ernes politiske og kulturelle holdninger, hvor naiv civilisationskritik gik hånd i hånd med en summarisk-dogmatisk opfattelse af europæiske folk som onde, imperialistiske og racistiske og ikke-europæiske folk som gode med en særlig hædersplads til oprindelige folk. Grønlændere begyndte nu at henregne sig selv til det sidste uden hensyntagen til det faktum, at nordboerne har været i Grønland længere end inuit, og at det derfor strengt taget er inuit, der er gæster i Grønland og ikke omvendt.

Med god grund har den verdensberømte geolog og grønlænder Minik Rosing for nylig sagt, at 1970ernes konstruktion af fortællingen om den undertrykte og udnyttede grønlænder har skadet Grønland mere end noget andet i nyere tid. Nærmere bestemt er adressen for Minik Rosings kritik de strømninger, der oprindelig udgik fra antiimperialistiske og antikolonialistiske miljøer i København og siden har bredt sig ikke bare til stort set alle grønlændere, men også til den danske offentlighed, der andægtigt læser Kim Leines romaner, hvor hovedbudskabet er, at grønlændere og danskere er som ild og vand. Jo før de skilles, desto bedre.

Et skræmmende og dybt skadeligt bedrag, som har fået danskerne til at have dårlig samvittighed over for Grønland og ført grønlændere til at se sig selv som værende i skæbnefællesskab med verdens undertrykte folk. Et selvbillede, hvor man dyrker idéen om sig selv som et offer, et stakkels umælende folk, hvis påståede nederlag har sit udspring i kolonialistisk udnyttelse og racistiske overgreb. Uanset det faktum, at Grønland ikke har været en koloni, og uanset det faktum, at racisme ikke har spillet en rolle i Grønland. Således har hverken love, forordninger eller sociale konventioner nogensinde hindret grønlandske familier i at ansætte danske tjenestefolk, hvad de da også jævnligt har gjort.

At beskrive det skandinaviske element som illegitimt er en forløjet undsigelse af Grønlands historie, som har udløst en selvstændighedsdiskurs, der tvinger grønlænderne til at fornægte en del af sig selv – så sandt som der ikke findes nogen grønlænder, der ikke har Danmark i sindet og dansk-norsk blod i årerne. Det er i denne forskruede identitetspolitik, man finder roden til de gigantiske problemer, der har tårnet sig op for Grønland de seneste årtier, og som har været ved at tvinge samfundet i knæ.

Det ville være en stor velsignelse for Grønland at få begravet denne udefrakommende, dybt skadelige gøgeunge.