Figur 1.Fra slutningen af 1600-tallet udførte nederlandske kartografer i følgeskab med købmænd og hvalfangere et stort arbejde med kortlægning af Grønland, hvor vestkysten fra Uummannarsuaq (Kap Farvel) op til nord for det nuværende Upernavik blev dækket med et net af hollandske navne. Hans Egede gik i land ud for Baels Rivier, nutidens Nuup Kangerlua (Godthåbsfjorden) (grafik: Karin Lykke Groth, www.lykke-grafisk.dk).
Der siges i fredstraktaten af 14. januar 1814 intet om, hvordan Grønland, Island og Færøerne fremover skulle regeres. Den forståelse, som fra dansk side blev lagt til grund, var, at forholdet til de tilbageblevne nordatlantiske dele af Norge var uændret, og at den dansk-norske union derfor fortsat bestod, dog uden Fastlandsnorge. Grønland var ikke (lige så lidt som Island og Færøerne) en koloni, men en unionspartner. En forskel fra tidligere var, at hvor Norge frem til 1814 havde været en i enhver henseende jævnbyrdig partner med Danmark, så var det ikke tilfældet med Grønland, Island og Færøerne. De nordatlantiske øer var ligestillede, men ikke jævnbyrdige med unionspartneren. Der var en magtmæssig assymmetri. Denne de facto-overlegenhed har man fra dansk side lagt vægt på ikke at udnytte, og frem til Grundloven af1953 holdt Rigsdagen (Folketinget) stort set fingrene fra Grønland, som ikke var deres bord. Den eneste gang, hvor Danmark har brugt eller rettere sagt misbrugt sin knusende overlegenhed, var i 1946, hvor den danske FN-delegation under ledelse af den radikale politiker Hermod Lannung (1895-1996) uventet og uopfordret erklærede, at Danmark fremover ville indgive årlige rapporter om Grønland til FNs 4. komite ("kolonikomiteen"). Med denne erklæring, som i høj grad må tilskrives den hensynsløst ærgerrige Hermod Lannungs ønske om med Grønland som indsats at komme frem i FN-hierarkiet, men som hele Danmark naturligvis må tage på sig, blev Grønland kastet for løverne og med et slag reduceret fra ligeværdig unionspartner til koloni under internationalt tilsyn. Hvad som helst kunne være sket, hvis ikke grønlandske personligheder som politikeren Frederik Lynge (1899-1957) og hans slægtning, forfatter og seminarielærer Augo Lynge (1899-1958) var kommet til New York for over for verdensoffentligheden at forsikre, at Danmark aldrig havde behandlet Grønland som en koloni, og at Grønland ønskede at forblive i forening med Danmark. Løsningen på denne pinagtige situation blev, at Grønland for at kunne frigøres fra sin nypålagte koloniidentitet med Grundloven af 1953 inddroges i Kongeriget Danmark som et amt. Om det var den bedste løsning kan i høj grad diskuteres, men som sagerne stod, var det formentlig eneste fremkommelige vej, hvis forbindelsen mellem Danmark og Grønland skulle opretholdes. - For en mere detaljeret gennemgang af dette ulyksalige forløb, som endnu i dag kaster skygger ind over det dansk-grønlandske forhold, henvises til Grønland og Hermod Lannungs private udenrigspolitik (Weekendavisen 9. marts 2017; tilgængelig via Kamikposten).
Figur 2.Guddommeligt kald og familie. Hans Egede træder ind ad døren til den hyggelige præstegård i Vågan, hjemme igen efter en lang og farefuld rejse til Trondhjem. En lettet Gertrud Rasch og fire glade børn flokkes om den lykkeligt tilbagekomne mand og far. Da Egede kort efter røber, at han har planer om at tage til Grønland, og at det var om det, han var til samtale med biskoppen i Trondhjem, falder stemningen til nulpunktet. Håndkoloreret litografi efter ubekendt forlæg. 11,8 x 7,5 cm. Fra: Heinrich Muller, Hans Egede und seine Gattin unter den heidnischen Gronliindern. Ein schones Lebensbild fiir /ung und Alt. Neuhaldensleben [1832], s. 3 (foto: Det Kongelige Bibliotek).
Figur 3.Første side af den første trykte bog på grønlandsk. Den lille bog på 40 sider har - som sædvanligt for ABC'er i 1700-tallet- ikke noget titelblad. Dens identitet fremgår af et lidt skødesløst skrevet latinsk notat på bindets inderside: "Grammatica Gronlandica, qvam primo composuit & Hafniæ 1739 edidit Dom. Episcopus Johannes Egede" (Grønlandsk begynderbog, som hr. biskop Hans Egede først har sammensat og udgivet i København 1739). Udvalget af bogstaver (23 i alt) er afstemt efter grønlandsk fonetik. Grønlandsk havde et særligt ord, ungna, for talmængder, der lå ud over antallet af fingre og tæer. Det er der taget hensyn til ved at lade talrækken gå til 21. Bogen er sat med fraktur ("krøllede" bogstaver). Det gentog sig aldrig. Der er stærke indicier for, at Hans Egede ret hurtigt efter ABC'ens udgivelse nåede frem til, at fraktur, der dengang var standardtypografi i Danmark-Norge, forringede læsbarheden for grønlandsk, som er karakteriseret ved lange, ofte komplekse ord. Den næste bog på grønlandsk, som kom i 1742, var sat med den visuelt mere skarptskårne antikva (latinsk skrift), og det er alle bøger på grønlandsk siden blevet. På det punkt satte grønlandsk bogproduktion en ny standard, som først slog igennem årtier senere (foto: Flemming A.J. Nielsen)
Figur 4.Da Columbus den 12. oktober 1492 gik i land på øen San Salvador (Bahamas) var der en blomstrende mangfoldighed af indfødte folk og mægtige riger i den amerikanske verden, og der blev talt hundredvis af forskellige sprog. Siden har britisk-fransk-spansk-portugisiske imperialisme gjort rent bord. De indfødte folk er enten væk, forflyttet eller decimeret til magtesløse minoriteter i deres eget land, bortset fra Grønland. Kun i Grønland er det indfødte folk stadig på plads, og kun her er det indfødte sprog bevaret som stats-, samfunds- og kulturbærer (grafik: Karin Lykke Groth, www.lykke-grafisk.dk).
Figur 5.Hans Egedes apoteose som den grønlandske nations fader og Nuuks grundlægger. "H.E." Mixed media på gips af Fritz Petersen. 2010. 18,0 x 13,0 cm. Privateje (foto: Photocare/Holbæk).