Globaliseringen har ramt os

Samtidig advarer Kleist dog: Hvis glorificeringen af "Nunarput" i den politiske debat tager overhånd, risikerer man at dele af den veluddannede ungdom får klaustrofobi. Og så er flybilletten måske ikke så langt væk

Fredag d. 5. juli 2002
Ulrik Pram Gad, post.doc. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Grønlands historie, Kultur og samfund, Oprindelige folk, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
Globaliseringens økonomiske jernbur
Globale input - lokale drømme
Lokal modstand
(Gen)skabelse af tradition
Kan Gud oversættes?
Affolkning af Sydgrønland
Ord siger mere end ord
Ord skal modtages
Danskerne er minoriteten - og hvad så?
Kan man skære sine rødder over?


Globaliseringen har nået Grønland. Det er det ene hovedtema i "Grønlandsk kultur- og samfundsforskning 2002". Men bogens andet tema - mødet mellem dansk og grønlandsk - understreger, at det efterhånden er en del år siden, globaliseringens fortrop meldte sig.

Globaliseringen har konsekvenser for vores samfund og kultur - fra råderummet i udenrigspolitikken og erhvervsudviklingen over ændringer i unges medievaner og fremtidsdrømme til virkningerne på uddannelse og teologi. Det er konklusionen på halvdelen af artiklerne i Ilisimatusarfiks årlige samling af den forskning, universitetets forskere og undervisere har produceret.

Temaet i den anden halvdel af artiklerne er konsekvenserne af kulturmødet for grønlænderes og danskeres liv og selvforståelse - før og nu. Og selve mødet mellem grønlandsk og dansk kan man se som en tidlig flig af globaliseringen.

Årets tema ser ikke ud til at være resultatet af et bevidst valg fra universitetets forskningsledelse eller fra redaktionen af bogen. Så enten er det en tilfældighed - eller også er globalisering og kulturmøde en helt central tendens i grønlandsk kultur og samfund i disse år. Jeg hælder mest til det sidste synspunkt.

Globaliseringens økonomiske jernbur
Afhængigheden af en ressource (fiskeriet) må mindskes - aller helst ved en målrettet satsning på IT-virksomheder. Det er, ifølge Jens Kaalhauge Nielsen, ikke til at slippe udenom, hvis Grønland vil undgå at ende som et kulturelt frilandsmuseum. For i Kaalhauges analyse, fremstår globaliseringen som et jernbur - en uundgåelig følge af moderniseringen.

Kaalhauges videnskabelige ståsted - konservativ systemteori - kan ofte være svært forståeligt for lægfolk. Men i årets artikel lykkes det at fremstille konsekvenserne af globaliseringen og af bloktilskuddet velafbalanceret og tilgængeligt. Kaalhauge er på den ene side enig med liberale økonomer (som OECD og den århusianske udviklingsøkonom Martin Paldam) i beskrivelsen af en række negative effekter af bloktilskuddet. På den anden side har Kaalhauge blik for en række positive effekter, der normalt påpeges af venstre-keynesianske økonomer (som Lise Lyck) eller marxistisk inspirerede (som Gorm Winther). Kaalhauges konklusion minder en del om hovedlinien i Statsministeriets Rådgivende Udvalgs rapporter: Landsstyret skal satse på uddannelse. Og Hjemmestyret må anlægge en realistisk linie i, hvad et mikrosamfund kan og ikke kan. Den vægt, Kaalhauge lægger på udviklingen af en IT-industri, er nok lovligt optimistisk.

Analysen af Grønlands udenrigspolitik forekommer knapt så velfunderet som overvejelserne om samfundsmæssig og økonomisk udvikling - og vinklen synes en kende påklistret i forhold til artiklens hovedpointer. Men det er svært at være uenig i konklusionen:

De sparsomme ressourcer, en mikrostat har til udenrigspolitik, må fokuseres benhårdt på samfundets politiske mål.

Globale input - lokale drømme
Unge drømmer sig ikke bort til varmere himmelstrøg, bare fordi de ser Robinson-ekspeditionen, 90210 Beverly Hills eller Rejseholdet. De tager den globale inspiration med hjem og tager den på, hvis de synes, den passer til klimaet. Det er den optimistiske konklusion, man kan drage af Jette Rygaards og Birgit Kleist Pedersens artikler, der følger op på deres fælles undersøgelse af unges medieforbrug.

Samtidig advarer Kleist dog: Hvis glorificeringen af "Nunarput" i den politiske debat tager overhånd, risikerer man at dele af den veluddannede ungdom får klaustrofobi. Og så er flybilletten måske ikke så langt væk. I hvertfald ikke, hvis man er enig med filminstruktørens Win Wenders’ svar på, hvor han har hjemme: "Man er mere sig selv, når man er væk. Identitet betyder, at man ikke behøver at have et hjem."

Indtil videre går den kulturelle globalisering primært een vej: Ind ad det arktiske vindue. Rygaard viser, at unge prioriterer globale storby-fritidsinteresser (diskoteker og shopping) fremfor mere traditionelt grønlandske (jagt, fiskeri og out door sport). Men måske er der håb for en mere alsidig globalisering, når TV og internet smelter sammen: Så kan en digital video, optaget nord for Polarcirklen, nemmere glide ud i global cirkulation. Rygaard konstaterer, at internettets udbredelse indtil nu har været for spinkel, til at man har kunnet se dets virkning på unges muligheder og drømme. Vi venter spændt på dén analyse.

Lokal modstand
Der er brug for lokale modstykker til den amerikanske udgave af en global kultur. Det mener Wolfgang Kahlig. En ægte globalisering må bestå i en mangfoldighed af kulturer, der accepterer og forsøger at forstå hinanden. Kahlig argumenterer derfor for, at udvikling er nødvendig på to fronter:

For det første må uddannelse i alle samfund ændres, så der fokuseres på mangfoldighed, gensidig afhængighed, deltagelse og ligeværd. Kahlig foreslår, at det nyligt stiftede Perorsaanermi Suleqatigiiffik (Society of Pedagogy and Education) arbejder videre med denne såkaldte transkulturelle læring. For det andet må der satses på udvikling og konsolidering af ikke-vestlig traditionel og lokal viden. I grønlandsk sammenhæng sker det blandt andet ved at udvikle Inuit Filosofi som et selvstændigt fag.

Kahligs synspunkt er sympatisk, men han er tæt på at behandle kultur som en fast, uforanderlig "ting", der kan mistes. Antropologer har forlængst konkluderet, at kulturer er foranderlige størrelser, der udvikler sig og afgrænser sig i samspil med andre kulturer. Men den indsigt skal ikke hindre, at man modarbejder globale tendenser til kulturel harmonisering.

(Gen)skabelse af tradition
Undervisning i Inuit Filosofi vil stille grønlandske studerende bedre rustede til at møde globaliseringen og vestlig tankegang. Det synes at være opfattelsen på Ilisimatusarfik. Som et bidrag til det nye fag søger Peter Colding-Jørgensen at udkrystallisere den metafysik - de tavse grundantagelser - der ligger bag inuits traditionelle verdensopfattelse. Men den traditionelle metafysik har kun sporadisk overlevet missionen, kolonitiden og den post-koloniale nutid. Derfor må arbejdet tage udgangspunkt i myter og sagn, indsamlet og analyseret af missionærer, handelsfolk, religionsforskere og antropologer. Filosoffens særlige opgave er at sortere den del af beskrivelsen fra, der skyldes kristen/europæisk påvirkning af fortælleren eller forskeren.

Opgaven er vanskelig - det gør Colding selv klart. Og desværre synes Colding ikke at lægge væsentligt nyt til de iagttagelser, der allerede er kendte. Måske er det fordi, det er umuligt - i en vestlig fornufts ånd - at afdække et sammenhængende fundament for en tænkning, der er bygget op med en anden fornuft. Måske er den eneste mulighed at konstruere nye alternativer, istedet for at rekonstruere dem, der er gået tabt.

Kan Gud oversættes?
I den vestlige verden må kristen forkyndelse være mod-kultur, fordi den vestlige kultur er selvisk og lystfikseret. Eskil Dickmeiss tilslutter sig tilsyneladende synspunktet, som gør en radikal fortolkning af teologiens opgave nødvendig.

Dickmeiss’ postmoderne udgangspunkt er, at forkyndelse altid er en oversættelse af Ordet ind i en bestående kultur. Og oversættelser kan aldrig være 1 til 1 - de kan aldrig være 100% korrekte. (Argumentet hænger kun sammen med grundsynspunktet om, at der er een sand, almægtig Gud, ved hjælp af et mirakel. Miraklet kaldes "inkarnation" - og det skal man i sagens natur være troende for at tro på.)

Ordet skal være levende i sin kultur og må ikke stivne. Dickmeiss foreslår ikke - som en af hans inspirationskilder - at erstatte billederne af Gud som fader, konge og dommer med billederne af Gud som moder, elsker og ven. Men han foreslår, at grønlandske teologer går radikalt til værks, når kristendommen skal oversættes til grønlandsk.

Affolkning af Sydgrønland
1700-tallets missionærer tog ikke i alle sager hensyn til de lokale forhold. Havde deres bud været overholdt, var Sydgrønland efterladt mennesketomt. Det er budskabet hos Ole Marquardt. En række træk ved inuit-kulturen - flerkoneri, lampeslukningslege og konebytteri - sørgede for at kompensere for, at der ikke var mænd nok til alle kvinderne. Kvindeoverskuddet var særligt stort i Sydgrønland, hvor man var mere afhængig af den risikable kajakfangst end i Nordgrønland. Marquardt dokumenterer statistisk, at missionærernes forbud mod polygami betød en befolkningsnedgang, der - hvis forbudet havde været overholdt - kunne have bragt befolkningsstørrelsen under bæredygtigt niveau. Især de herrnhuttiske kolonier i Sydgrønland var i fare for at uddø, simpelthen fordi dydens vogtere forhindrede, at der blev født tilstrækkeligt mange børn.

Ord siger mere end ord
Ord er ikke uskyldige. De afslører afsenderen. Jens Chr. Manniche har analyseret de parlører, danske missionærer, handelsfolk og husmødre havde med, når de udsendtes i sidste halvdel af 1800-tallet. Hovedparten af de vendinger, der skulle indlæres, var ordrer til tyendet i særdeleshed og de indfødte i almindelighed. Det tegner et klart billede af systematisk nedvurdering af grønlænderen. Og selvom der spores en vis udvikling frem mod mere ligeværdige omgangsformer hen mod århundredeskiftet, er der hele tiden tilbagefald til kommandosprog.

Manniche har lånt betegnelsen fra en tilsvarende analyse af den britiske kolonimagt i Indien. Havde Manniche suppleret sin udmærkede analyse af dansk/grønlandske ordbøger med engelsk/ indiske eksempler, havde det stået endnu klarere, at den danske kolonialisme, til trods for sine særtræk, var en del af et globalt fænomen.

Ord skal modtages
Ord er ikke uskyldige. Hvis modtageren ikke forstår eller ikke kan lide den måde, et ord bliver brugt på, så kan ordet skabe distance. Eller det kan sende et signal om samhørighed. Birgitte Jacobsen undersøger, om forskellige kalker - direkte oversættelser af danske udtryk til grønlandsk - vinder accept. Generelt må man nu gerne tage bussen (bussit tigussavakka) på grønlandsk - det var tidligere forbeholdt folk, der havde boet i København for længe. Derimod må man ikke tage en eksamen (soraarummeernissara tigulerpara).

Nogle vil måske mene, at den slags kan man ikke stemme om; et sprogligt udtryk er enten korrekt eller forkert.

Men sprog har altid udviklet sig i kontakt med hinanden. Og sprogrøgterne vil få det vanskeligere og vanskeligere, i takt med en stadigt mere intensiv kontakt mellem grønlandsk, dansk og engelsk. Man kan argumentere for, at gode kalker kan berige et sprog med nye nuancer. Jacobsens artikel lægger op til en større undersøgelse af, hvilke typer kalker, der har bedst chance for at slå igennem hos hvilke sprogbrugere.

Danskerne er minoriteten - og hvad så?
Det er danskerne, der er minoritet i Grønland. Men det er ikke det samme som at de er undertrykte. En seriøs behandling af forholdet mellem danskere og grønlændere i Grønland må bygge på et mere nuanceret billede af virkeligheden. Det synes at være hovedbudskabet i Gitte Tróndheims artikel. Danske indvandrere i Grønland adskiller sig fra de fleste indvandrergrupper i Danmark, ved i det store og hele at have længere uddannelse og være mere velstillede end modtagerbefolkningen.

Det er heller ikke nok blot at afveje, hvem der er dominerende og hvem, der er undertrykt. Igen må billedet nuanceres: Der er en klar tendens til at danskere dominerer økonomisk og sprogligt. Kulturelt fremstår danskerne i Grønland - i Tróndheims analyse - som undertrykte; man danner ikke en Dansk Forening som parallel til Föroyingafelagid. Man underkommunikerer i det hele taget danskhed på grund af danskhedens dårlige image efter lang tids kolonialisme.

Måske er det baggrunden for, at danskerne holder sig ude af politik. For dér synes danskerne at være marginaliseret - selvom det måske kun er på overfladen; det afhænger af forholdet mellem politikerne (der altså er grønlændere) og embedsværket (som danskerne dominerer).

Når det kommer til den sociale integration i modtagerlandet, skiller danskere i Grønland sig endnu en gang ud fra indvandrergrupper i andre samfund. Nytilkomne indvandrere bliver andre steder relativt hurtigt integreret i sin egen etniske gruppe på stedet. Tróndheims interviews tyder på, at det kun sker i begrænset omfang i Grønland - de fleste nytilkaldte får aldrig adgang til at danne sig et netværk, og returnerer (derfor?).

Tróndheims analyse er del af en udvikling indenfor antropologien, hvor "the empire strikes back". Antropologien startede med vestlige videnskabsmænds studier af "primitive" folkeslag. Nu studerer antropologer fra kolonierne vestlige samfund - i dette tilfælde ovenikøbet i form af "vestlige" mindretal i kolonilandene.

En del af dette projekt består i at studere, hvordan koloniherrerne i forskellige perioder har set sin opgave og dermed sig selv, i forhold til de koloniserede. Og tilsvarende, hvordan de koloniserede definerer sig selv i modsætning til kolonimagten og dermed skaber (etnisk) identitet. Tróndheim gennemfører disse analyser og kommer frem til, at danskhed i Grønland i høj grad defineres i forhold til arbejdet.

Udgangspunktet er, at etnisk identitet er foranderlig, og at kulturmødet i virkeligheden er et møde mellem enkelte mennesker. Men det er ikke klart, hvordan denne indsigt tages i betragtning i analysen af den aktuelle situation.

Eller sagt på en anden måde: I Tróndheims billede af dagens Grønland ser det ud som om, man enten er dansk eller grønlandsk. Kan man ikke være både/og eller midt imellem?

Kan man skære sine rødder over?
Kan man nægte at være grønlænder? Og hvad sker der, hvis man nægter at forholde sig til sin fortid? Karen Langgård analyserer Ole Korneliussens Tarrarsuummi tarraq/Saltstøtten - og hvis Korneliussen har fundet svaret, er det ihvertfald ikke lykkeligt. Langgård viser, hvordan Korneliussen skriver ind i og op imod den måde grønlandske forfattere tidligere har brugt naturen.

I første halvdel af 1900-tallet indgik digterne - i deres digte - i en debat om hvad grønlandsk identitet var i forhold til Danmark: Nogle brugte majestætiske fjelde og fiskerige fjorde til at skabe en længsel mod rødderne. Andre beskrev landskabet som tomt - det skulle opdyrkes og udvikles.

Med generationen anført af Moses Olsen ophører den grønlandske identitet med at være til debat. Kalaaliussuseq er noget, man er født med. Og digtenes naturbilleder bliver brugt til at tegne en skarp grænse mellem hvad der er godt og grønlandsk, og hvad der er skidt og dansk: Den frie naturlige mælkebøtte overfor den undertrykkende prydhave i byen. Langgårds håndkantsanalyse af Malik Høeghs Qaallorimmi illinersiorata er decideret underholdende.

Efter Hjemmestyrets indførelse har der været en tendens til, at forfatterne forlader romantiseringen af det "ægte grønlandske".

Tværtimod handler det nu om mere komplicerede identitetsproblemer - der ikke blot kan løses ved at vende tilbage til det oprindelige. Ole Korneliussen er den, der går mest aggressivt til kamp mod sine rødder. Eller rettere: Mod Moses Olsen-generationens billede af rødderne.

I Saltstøtten føres kampen på mange våben: Korneliussen trækker på den ene side på og modsætter sig på den anden side bevidst tidligere grønlandske forfatteres brug af naturbilleder. Han blander inuits og europæisk mytologi. Og kampen foregår også eksplicit i hovedpersonens replikker. Men i sit forsøg på at slippe fri af det romantiserede billede af rødderne, har hovedpersonen også lukket døren til de mennesker, der hører til hans fortid.

Langgård afslutter sin imponerende analyse med, nærmest bedende, at opfordre Korneliussen til at vende tilbage til i hvert fald en del af sin fortid: Til menneskene.

Men hun lader det samtidig stå åbent, om han kan gøre det, uden at opgive sit projekt. For mig at se, rejser Langgård og Korneliussen dermed et meget afgørende spørgsmål:

Er det muligt at formulere en (grønlandsk) identitet, så den skuer fremad og udad, i stedet for bagud og indad? Eller i det mindste bruger sin fortid på en måde, der ikke lukker den af udadtil? Hvis det er muligt, kan Korneliussens hovedperson - og måske mange andre - bedre se sin baggrund i øjnene. Det grønlandske samfund har ikke råd til at miste dem.
"Grønlandsk kultur- og samfundsforskning 2002"
Ilisimatusarfik,
distribueret af Atuagkat,
225 sider,
198,00 kr,
udkommer 5. juli 2002.