Det offentlige og befolkningen er for langt fra hinanden i selvstyrearbejdet

På den måde kan vi først få vores følelse af selvværd. Det vil sige, når vi bliver i stand til at tro på os selv og have selvtillid nok til at kunne spørge os selv, hvad der er bedst for os, i stedet for altid at tage hensyn til danskernes økonomiske og politiske prioriteringer

Tirsdag d. 10. juli 2001
Vivian Motzfeldt, formand for Landstinget
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
Selvstyrekommissionen
Hvorfor er de ikke med i debatten
De unge skal inddrages
Beslutninger, der tages hen over befolkningen
Arbejdsgruppen for sikkerhed
Vi må have mod


Såfremt de fastsatte mål skal have større betydning, bør vi have en større følelse af fællesskab.

Selvstyrekommissionen
For snart to år siden nedsatte hjemmestyret selvstyrekommissionen. Men det føles, som om befolkningen inddrages alt for lidt i arbejdet.

Ved igangsættelsen af selvstyrekommissionens arbejde satte man sig som et af det vigtigste mål, at selvstyrekommissionen skal arbejde i tæt samarbejde med befolkningen. Det kan man heller ikke komme uden om, såfremt man har sat sig mål, der berører alle borgere. Derfor har man lyst til at spørge, hvorfor befolkningen ikke har kunnet få del i kampånden.

Hvorfor er de ikke med i debatten
Lad os lige se nærmere på, hvilke muligheder, borgerne har fået. Siden starten har selvstyrekommissionen været i følgende byer: Sisimiut, Aasiaat/Kangaatsiaq, Qaanaaq, Narsaq samt i Nuuk. Det er altså kun seks byer, der har fået muligheden, hvis man altså ikke deltager i debatten gennem aviserne.

Ikke desto mindre er debatten stadigvæk minimal. Skyldes det, at man hører for lidt om arbejdet? At debatten ikke er tilpasset den almindelige borger?

Eller ønsker vi ikke at overtage større ansvarsområder?

Eller er vi blot tilfredse med forholdene og blot tager disse for givet? Eller er vi blot blevet vant til, at beslutningerne tages hen over hovedet på os, og at vi tilkalder folk udefra og hører deres mening uden at spørge os selv først, når vi skal tage stilling til helt relevante spørgsmål.

De unge skal inddrages
For at inddrage befolkningen tydeligere og mere konkret, kunne man inddrage uddannelsesinstitutionerne, således at debatten bliver mere realistisk, og de unge kan inddrages ved at give dem nogle, omend ikke store, men indledningsvise ansvarsopgaver.

På den måde kunne man åbne op for en mere intens debat, som man er mere fælles om.

Beslutninger, der tages hen over befolkningen
Flere arbejdsgrupper arbejder, uden at man hører befolkningen først. Vi er klar over, at de internt stiller forslag og tager beslutninger, uden først at have bragt disse videre til befolkningen.

Det er netop på grund heraf, at folk har forstået og er blevet vant til, at det ikke kan betale sig at tilkendegive deres meninger. De er blevet afventende på, at det offentlige tager beslutningerne. Det har også været tilfældet i de mange arbejdsgrupper, som har arbejdet.

Arbejdsgruppen for sikkerhed
For ikke så længe siden afholdte arbejdsgruppen et stort anlagt møde i Nuuk, hvor man havde inviteret mange udefrakommende personer, som også blev sejlet fra Nuuk til Ilulissat.

Jeg modsiger ikke, at nogle af gæsterne kunne inspirere os i arbejdet. Men jeg er også klar over, at man også inviterer folk, der ikke er så relevante for arbejdet og målene, og lader dem deltage i debatten. Når der gives mulighed for de udefrakommende folk, hvorfor giver man så ikke befolkningen en chance?

Vi må have mod
Hvis vi skal have følelsen af selvværd som folk, må vi eje mod. Landsstyret må sætte nogle klare mål, såfremt vi som folk skal have solidaritetsfølelse i stedet for at vi hele tiden er usikre.

Vi må kunne spørge os selv i tillid, i stedet for kun at efterlyse de udefrakommendes meninger.

På den måde kan vi først få vores følelse af selvværd. Det vil sige, når vi bliver i stand til at tro på os selv og have selvtillid nok til at kunne spørge os selv, hvad der er bedst for os, i stedet for altid at tage hensyn til danskernes økonomiske og politiske prioriteringer.