Krise uden alternativ: III Mellemspil

Ude i offentligheden såvel i Grønland som i Danmark diskuterede man med stigende uro og rådvildhed, hvad det hele egentlig skulle tjene til. - Vi hørte vi blev danske, lød en spotsk anonym grønlandsk bemærkning. - Vi har givet dem en trummerumtilværelse i bytte for det frieste liv i verden, men vi glemte at fortælle dem, at det uundgåelig måtte blive en trummerumtilværelse, konstaterede en lidt sørgmodig dansker

Onsdag d. 23. december 2020
Niels Højlund
Emnekreds: Grønlands historie, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse: 1. Uforudset krise 2. Videnskaben mobiliseres 3. Fremtiden foregribes 1. Uforudset krise Udviklingen skulle ikke blive mange år gammel, før tvivl og rådvildhed begyndte at gnave i sindet hos dem, der begejstret havde hilst de nye tider velkommen. »Forvirring, usikkerhed og bitterhed præger hele den grønlandske kyst og alle de små samfund. Problemerne hober sig op. Man lister og lemper, slår vildt og voldsomt, man driver stædigt på og resignerer opgivende. Desværre står det alt for klart, at man arbejder langt mere for grønlænderne end sammen med grønlænderne. Bunden er i virkeligheden gået ud af den oprindelige tanke: dansk hjælp til grønlandsk selvhjælp. ( ... ) Fem år efter retter danske i Grønland ryggen et øjeblik, tørrer sveden af panden og ser bagud efter grønlænderne. Men de står næsten alle omtrent på samme sted, hvor de stod for fem år siden. ( ... ) Med sikkerhed kan det i dag konstateres, at 90% af grønlænderne stadig står som passive tilskuere til en mærkelig revolution, med hvilken de intet har at skaffe, skønt den foranstaltes for deres skyld.« Sådan gør Kjeld Rask Therkilsen, Berlingske Tidendes faste grønlandsmedarbejder, status i slutningen af 1954 (1) . Han stod ikke ene med denne vurdering. Landshøvding Lundsteen selv havde i en for . en embedsmand usædvanlig åbenhjertig og moralsk appellerende tale i Grønlands Radio i oktober samme år fortalt befolkningen, at der tilsyneladende var flere dovne mennesker i Grønland end noget andet sted på kloden og at man nu alvorligt måtte henstille til grønlænderne om at komme i gang med arbejdet, så alle de store investeringer ikke skulle være meningsløse (2). Talen var vel nærmest tænkt til indvortes brug i Grønland, familiefaderens manende ord til lidt for ugidelige børn, men den danske presse, som kunne læse talen i Grønlandsposten kort tid efter, greb med kyshånd chancen for med udgangspunkt i en kompetent mands vurdering at komme med en række almindelige grønlandspolitiske betragtninger. » Vi er med hensyn til Grønland begyndt i den forkerte ende ( ... ) det havde været et folkeligt hensyn, om man havde ladet udviklingen skride frem ad andre baner end sket er. ( .... ) Hvorfor? Ganske simpelt fordi man burde have brugt nogle år til at skabe den mentalitetsændring, som er forudsætning for, at et naturfolk bliver modtagelig for det vi forstår ved civilisationens velsignelser.« Så vidt en lederartikel fælles for den konservative provinspresse (3) . »Man må indstille sig på at arbejde på meget langt sigt ved Grønlands åndelige og materielle indlemmelse i Danmark. Dette at teknikken er løbet fra den åndelige udvikling, er jo ikke noget specielt for Grønland, men nok særlig brændende her«, hedder det i Venstrepressen. Det har altid været hævdet, at Grønland var en sag, som der ikke var politisk uenighed om i Danmark. Men det forhindrer dog ikke, at der sker en mærkbar ændring ikke mindst i konservative blades måde at omtale problemerne på efter regeringsskiftet i 1953, hvor socialdemokraterne igen kom til magten. » ... der har været en tilbøjelighed til at behandle de grønlandske anliggender på en særlig måde«, mener Berlingske Tidende (18/11-54), »når blot ordet Grønland blev nævnt kom millionbevillingerne af sig selv. Man må uvilkårligt spørge, om dette voldsomme hjælpeprogram virkelig har gavnet grønlænderne. De ville have gavn af en udvikling af næringslivet, det er derimod næppe til fordel for dem, at ansættelse under den danske stat bliver det almindelige levebrød«, mener det store konservative dagblad. Og Jyllands-Posten fortsætter i samme skure: »Ved at øse penge ud har vi bibragt vore landsmænd fuldkommen forkerte begreber om en samfundsborgers pligter og ansvar. Man har lagt an på at opdrage grønlænderne til socialdemokratiske vælgere og ikke til Samfundsborgere«! ( 4) Det var ikke landshøvdingens ord alene, der udløste de mange bekymrede kommentarer til 'krisen på Grønland'. Finansudvalget havde været deroppe på rejse i sommeren 1954 og der faldt mange kritiske bemærkninger undervejs, navnlig over Teknisk Organisation, der med små 100 teknikere og kontorfolk samt omkring 400 danske og grønlandske håndværkere og arbejdsmænd blev beskyldt for overadministration og alt for dyrt byggeri. I samme åndedræt som man talte om ødslen med statens midler og alt for hastig teknisk udvikling, kunne man klage over sundhedsvæsenets ringe udbygning, tuberkulosen, der fortsat var en skamplet, boligstandarden, som var under al kritik, og skolevæsenet, som krævede en massiv indsats, hvis ikke det hele skulle ende i en blindgyde. Samtidig var det efter mange avisers opfattelse nærmest en skandale, at staten ifølge oplysninger fra grønlandsdepartementet til finansudvalget i 1953 havde udbetalt 26 mio kr. i løn på Grønland, mens kun 5 mio kr. af den samlede nationalindkomst var fremkommet ved egentligt 'produktivt arbejde'. En større indsats for at fremme det grønlandske næringsliv var åbenbart yderst påkrævet, og aviserne gav bred dækning til grønlandske klager over, at hele indsatsen hidtil var gået til opførelse af tjenesteboliger for udsendte eller indkøb af statslige rejsebåde for politi og lægevæsen, mens kun en ringe del var 'kommet den grønlandske befolkning til gode'. Noget var der galt. Det gik for langsomt, eller det gik alt for hurtigt til at den grønlandske befolkning kunne følge med. Det var ineffektivt og administrativt forkert grebet an, eller det var netop alt for forbandet effektivt og ufølsomt over for 'den særlige grønlandske mentalitet'. Det var præget af ødslen med statens midler, men samtidig råbte mangelen på offentlige faciliteter til himlen. De store forventninger til en moderne industriproduktion var slet ikke indfriet, men samtidig var der næsten ingen ende på, hvor sangvinske aviserne var hver gang det rygtedes, at nu var der fundet en ny erhvervsmulighed på Grønland. Blyfundene ved Mestersvig i begyndelsen af 50-erne udløste de helt store overskrifter om 'den grønlandske guldgrube', og noget lignende gjaldt opdagelsen af uran i Narssak-fjeldet få år senere (5). Da der blev indledt en serie meget beskedne skovplantningsforsøg i Sydgrønland proklamerede flere store blade (6), at »skovæventyret i Grønland var begyndt« og at »Hedeselskabets erfaringer på den jydske hede nu ville gavne Grønland, hvor der ville komme til at gro store plantager, der ser ud til at få samme betydning for Grønland som hedeselskabets plantager har haft i Jylland«. Da et canadisk mineselskab var gået ind i overvejelser om at etablere en isfri havn på Rypeøen ved Godthåb, havde pressen solgt skindet længe før bjørnen blev skudt. Den grønlandske løsning var, mente aviserne, den eneste mulige for canadierne, et dansk rederi havde allerede gjort sig parat til at klare transporterne, og det store projekt kunne på kort tid gøre Godthåb til »et grønlandsk Hirtshals« (7). Bjørnen blev forøvrigt aldrig skudt, havneanlægget blev ikke til noget. Eller med endnu et exempel: man mente sågar, at der var »gode muligheder for export af kul fra Grønland til Danmark« (8), selv om allerede Den store Grønlandskommission havde resolveret, at den grønlandske kulproduktion var urentabel og burde standses. Al denne ønsketænkning forhindrede ikke de samme blade i ved enhver given lejlighed at kræve »fornuft i planlægningen « og formane staten til at lytte til »det praktiske livs folk «, der ved hvor skoen trykker og ikke øser penge ud på »urentable skrivebordsprojekter«. Når billedet flimrer skyldes det ikke blot, at aviserne ifølge deres natur er aftryk af døgnets stemning og ofte skriver som vinden blæser. Det skyldes endnu mere, at de færreste blade havde praktisk mulighed for at sætte en fast medarbejder på grønlandsstoffet eller følge en fast redaktionel linje - udover den mest generelle velvilje over for experimentet. Oplysningerne kom fra alle mulige kilder: administrationen i Danmark, Grønlandsposten, grønlandske lokalblade, hjemvendte og udrejsende grønlandsfarere, der måske tilmed kunne have interesser, som ikke var helt gennemskuelige for bladets medarbejder, politiske kredse, erhvervskredse, gamle grønlandsfolk, videnskabsmænd etc., samt selvfølgelig fra alle de kontakter journalister skaffede sig, når de fik lejlighed til at følge et politisk udvalg på en rejse til Grønland, aflægge besøg på en amerikansk base, eller opholde sig i kongers, statsministres eller ambassadørers følge. Da Grønland var godt stof og et stærkt emotionelt ladet emne i den danske offentlighed, var fristelsen til følelsesudsving lige fra det begejstrede til det deprimerede stor, og ydermere havde journalisten ikke den kontrol på sig som ligger i læserkredsens eventuelle sagkundskab eller i hensynet til forskellige politiske eller økonomiske pressionsgrupper. Alle ønskede det bedste for grønlænderne, mange var villige til at tro det værste om danskerne på Grønland og så godt som ingen havde noget personligt i klemme. Først fra slutningen af 50-erne udkrystalliseres en egentlig politisk og journalistisk ekspertise med tilstrækkelig viden til at give offentligheden et mere fast struktureret grønlandsbillede. 2. Videnskaben mobiliseres Den flodbølge af reportager, interviews, lederartikler m.v., der væltede ud over Danmark i de første år efter Grønlands åbning havde utvivlsomt både politisk og informativ betydning, måske navnlig ved at indpasse de grønlandske problemer i almindelige danske politiske tankebaner, hvad enten dette nu kan kaldes sagligt velmotiveret eller ej, samt selvfølgelig ved at skabe en atmosfære af goodwill uden hvilken politikerne næppe havde haft basis for at acceptere millionoverskridelserne i forhold til de oprindeligt skitserede udgiftskrav. Men nogen særlig god vejledning for politikere og administratorer var det næppe. Dertil var det meste for meget præget af uvidenhed og kandestøberier, hvortil kom at det jo i alle fald ikke fortalte noget om stemningen i den grønlandske befolkning. Den var, bortset fra enkelte artikler af journalistelever under uddannelse i Danmark, tavs. Heller ikke debatten ved de årlige landsrådsmøder kunne afsløre, hvad der rørte sig blandt menigmand. Den drejede sig hovedsagelig om små lokale problemer, sælfangst i Umanak, rævebekæmpelse i Sydgrønland, tilskud til kulpriserne m.v. og havde således ikke på nogen markant måde ændret karakter siden kolonitiden. At der var problemer, endog store problemer, forbundet med overgangen til den nye tid kunne enhver bevidne, der kendte blot det mindste til hverdagen i Grønland. Drikkeriet antog straks efter spiritussalgets frigivelse i slutningen af 1954 faretruende dimensioner, der taltes åbent om danskerhad, og vold og anden kriminalitet begyndte at blive velkendte fænomener, alt sammen klare symptomer på en social sygdomstilstand, som man ikke havde gjort sig forestillinger om i Den store Grønlandskommission, og som kunne true hele udviklingen, hvis man ikke fik udarbejdet en diagnose og satte ind med passende modforholdsregler. I denne situation kunne der skabes gehør for noget helt nyt i dansk administration, nemlig et forsøg på at etablere et direkte samarbejde mellem videnskab og forvaltning, og i 1955 nedsattes det såkaldte 'humanistiske udvalg' med den klassiske filolog, professor Carsten Høeg som formand. Udvalget fik til opgave at gennemføre en bred undersøgelse af de virkninger nyordningen havde haft i det grønlandske samfund, så embedsmænd og politikere derefter kunne træffe afgørelse om fremtidens kurs på basis af en videnskabelig sikker viden om Situationen. Det var den aktuelle uro og rådvildhed, der gjorde tanken om en sådan sociologisk-psykologisk undersøgelse acceptabel i vide kredse, også i sådanne som ellers ikke sværmede for de nye samfundsvidenskaber. Men projektet havde rødder langt tilbage i tiden. I 1948 var en juridisk ekspedition, bestående af juristerne Agnete Weis Bentzon, Per Lindegaard og Verner Goldschmidt rejst til Grønland for at indsamle materiale til Grønlands første egentlige kriminallov. Da materialet var bearbejdet og udformet som lovforslag, indføjedes naturligt nok en bestemmelse om, at"loven skulle tages op til revision efter nogle års praktiske erfaringer, og ved udvalgsbehandlingen i folketinget knyttedes endelig hertil en bestemmelse om, at denne revision skulle være ledsaget »af en på regelmæssige undersøgelser grundet beretning om, hvorledes loven har virket«. Denne lille uskyldige sidebemærkning, der blev hilst velkommen ikke mindst af de politikere, som stod usikre over for den meget avancerede kriminallov (9), var kimen til det humanistiske udvalg, det som senere tog navneforandring til Udvalget for Samfundsforskning i Grønland og som blev en art affyringsrampe for en ikke uvæsentlig del af dansk sociologisk videnskab. Bag forslaget stod lovens juridiske fædre Agnete Weis Bentzon og Verner Goldschmidt samt sociologen Torben Agersnap, en gruppe der, sidenhen suppleret med psykologen Franz From, skulle få stærk indflydelse på udnyttelsen af videnskabelige midler til rådighed for samfundsvidenskabelige studier i Grønland. Den første formand blev dog altså slet ikke nogen af de her nævnte, men den lærde klassiske filolog, Carsten Høeg, der ikke tidligere havde været i berøring med samfundsvidenskabelige emner, men som med enthusiasme tog sig dette job på. »Man fandt det dengang meget vigtigt,« hedder det hos Verner Goldschmidt (10) »at den første formand blev en bredt humanistisk orienteret person, der ikke var for involveret i systemet, som var hævet over det specielt grønlandske, og som havde syn for det alment menneskelige.« Højt agtet og respekteret som Carsten Høeg var, må det siges, at den sociologiske arbejdsgruppe havde fundet et bredt og velegnet skjold at skyde foran sig på vejen ind i grønlandspolitikkens vildnis. Inden Carsten Høeg i efteråret 1955 forelagde gruppens foreløbige arbejdsplan for landsrådet, havde den undergået en betydningsfuld ændring. Fra den oprindelige snævre målsætning: at studere kriminallovens funktion og virkninger i det grønlandske samfund, havde der udviklet sig en vision af den ny videnskab, der ved et omfattende studium af statistiske data, erhvervsøkonomi og menneskelige adfærdsformer og normer i et samfund under forvandling skulle kunne blive i stand til at fremlægge et materiale, der kunne »sikre lovgivningsmagten og administrationen et solidt grundlag for det videre arbejde til fremme af rolig og harmonisk kulturel udvikling i Grønland« (11). Det var tanken først at udvælge en række typiske grønlandske samfund, en større by, et udsted, en boplads såvel i fangerdistrikter i nord, i fiskeri- og industridistrikter i det centrale Vestgrønland, som i fåreholderdistrikter i syd, og her at »beskrive så vidt muligt alle sider af den materielle kultur: erhvervsøkonomiske forhold, boligforhold, klædedragt, inventar og møbler, kost, behov for importerede artikler m.v. «. Dernæst skulle komme en række psykologiske undersøgelser over familiefølelsens omfang, forholdet mellem forældre og børn, modsætningsforhold mellem den yngre og den ældre generation, ungdommens behov for og adgang til nye ideer samt hele forestillingen om ret og uret, hvilke normer har de unge, hvem lytter de efter, hvilke former har samfundsfølelsen. Endvidere det der for Carsten Høeg var en afgørende ting: de forskellige forestillinger om tryghed og sikkerhed i en europæisk kultur der er vænnet til at sikre sig og arbejde på langt sigt på alle områder, contra en isoleret fangerkultur, der »gennem århundreder af en streng natur har fået indskærpet, at menneskelige sikkerhedsforanstaltninger og menneskelig sikring af regelmæssighed i livet er lidet virkningsfuld, og at vidtdrevne bestræbelser af den art er unaturlige, måske næsten formastelige«. Det hørte også med i skitsen, at udvalget skal befordre »et mere moderne system for tilegnelse og oplæring i grønlandsk, så det bliver så nemt som muligt for danske at lære grønlandsk «. Det var den dengang helt nye »naturmetode«, man havde i tankerne! Man ville endvidere gennemføre en analyse af vurderingsudtryk, så man kunne få klarhed over, hvordan grønlandsk finder udtryk svarende til danske bgreber som godt og ondt, sandt og usandt, skønt og uskønt m.v., samt hvordan de gamle bibeloversættere har kunnet finde grønlandske udtryk for jødisk-kristelige forestillinger som nåde, synd, hellighed etc. Hvad angår økonomiske problemer, er udvalget klar over, at der i grønlandsdepartementet og det statistiske departement foregår en række undersøgelser, som imidlertid via udvalget bør koordineres og sættes sammen som en mosaik, ja man har endog overvejet »om man ikke bør gå et skridt videre og få opstillet et egentligt nationalregnskab «. Dette faldt i tråd med, at der efter finansudvalgets rejse i 1954 og de alarmerende oplysninger om svigtende grønlandsk produktivitet, var fremkommet stærke offentlige krav om netop opstilling af et nationalregnskab der kunne give et sandfærdigt billede af Grønlands egen indsats set i forhold til den danske hjælp. Og endelig kommer så det der egentlig var udgangspunktet, nemlig undersøgelserne over kriminallovens virkning og den grønlandske retsbevidsthed. Carsten Høeg erkender klart i sin forelæggelsestale ved landsrådsmødet, at han bevæger sig over gyngende grund ved fremlæggelsen af dette vældige projekt, både for så vidt angår hans egen kompetence som hvad angår udvalgets mulighed for at sikre sig kvalificeret grønlandsk medarbejderskab. Men navnlig er det værd at understrege, hvordan samfundsforskningsudvalgets første formand markerer sin usikkerhed over for det problem, om man ikke ved sådanne undersøgelser gør mennesker til objekter for videnskabelig manipulation. »Det er allerede en højst ubehagelig ting at have en læge til at befamle sin mave og andre organer og undersøge kroppen; det er måske en endnu ubehageligere tanke, at en psykolog skal befamle ens tanker og forestillinger.« Eller som det hedder et andet sted : »Jeg er klar over, at disse ting kan lyde ubehagelige, især hvis man ikke ved noget om moderne psykologiske metoder. Hvorfor skal der nu sendes nogle mennesker herop, der går ind i vore huse og kigger i vore sjæle, så vidt de kan, og skriver op og skriver ned om alt, hvad de ser.« Han trøster dog både sig selv og sine tilhørere med, »at man i de senere år har fået en teknik, en metode, der virkelig kan tillade dygtige, samvittighedsfulde mennesker at få sikker viden om sjælelige forhold uden at træde på folks tanker og sind, og vel at mærke en viden af videnskabelig art, en viden der kan bogføres og forøges.« Han begrunder selve behovet for undersøgelser med de vanskeligheder det overalt i verden volder at skabe en assimilering mellem indfødt kultur og vesteuropæisk- fød t teknik, organisation, naturvidenskab og lægevidenskab. » Vi lider,« siger han, »under overtroisk tillid til det man kalder den rationelle løsning, under overtroisk tillid til begreber som demokrati og effektivitet, under hastig og uoverlagt tro på, at vor præcision og vort jag er den eneste vej til lyksalighed. Vi må håbe og tro, at grønlænderne ikke vil overtage alle sådanne fejltagelser og anmassende fordomme, men langsomt og besindigt ( ... ) bidrage til at europæisk teknik og organisation kan blive en støtte og ikke et mareridt. « Carsten Høegs tale til landsrådet i 1955 er et i grønlandspolitiske sammenhænge usædvanligt aktstykke, præget af den gode pædagogs evne til at forenkle uden at banalisere, folkeligt i sit engagement, varmhjertet og personligt, uden nedladenhed og bedreviden. Den er også usædvanlig ved at pege på et dilemma, som de færreste danske har været sig bevidst angående Grønlands udvikling: at vi for at gøre det grønlandske folk bevidst om sin situation og dermed myndigt til at overtage ansvaret for egen skæbne må betjene os af midler, der reducerer det samme folk til objekt for en - bevares velvillig - videnskabelig undersøgelse. Men det lykkedes ikke Carsten Høeg at trænge igennem dette dilemma. Han lod sig stille tilfreds af fa gfolkenes forsikring om en ny teknik, der kunne frembringe de rette videnskabelige resultater uden at forulempe mennesket. Han fortrængte sin uro og lukkede øjnene for den modsigelse, at man vil bekæmpe den ravage en teknisk civilisation havde forårsaget i en kultur, der havde en helt anden indre struktur, med den kvintessens af europæisk videnskabelig-teknisk rationalitet, som samfundsvidenskaberne er udtryk for. Carsten Høeg måtte på grund af sygdom forlade arbejdet allerede i 1956, og da hans efterfølger Franz From i 1958 forelagde landsrådet de endelige planer for samfundsforskningen i Grønland, var forbeholdene mestendels forsvundet. »Når to kulturer mødes - og den ene er forud for den anden i teknisk og materiel henseende, risikerer man, at takten i udviklingen forstyrres. Man kan skaffe nye huse, både, fangstredskaber, fiskehuse; men kan man skaffe et nyt syn på tilværelsen? ( ... ) Hvis alt er nyt, hvis det er noget andre har lavet, hvordan skal man da føle sig hjemme i denne fagre nye verden.« (12) Sådanne spørgsmål har man drøftet i udvalget, forklarer Franz From landsrådet, men man har samtidig i udvalget gjort sig klart, at det ikke kunne være opgaven at vurdere hvad der skete endsige da forsøge at komme med svar. Den opgave var alene politikernes. Videnskabsmændene har kun en forpligtelse: at undersøge og beskrive, hvad der faktisk foregår. » Vi skal iagttage og beskrive, hvordan forholdene er, hvad folk ved om tingene, og hvad de mener om dem. Selv har vi »ingen meninger«, så længe vi arbejder i udvalget. ( ... ) Det er vort håb, at vi kan give vort bidrag til at øge den viden, som De og andre, der bestemmer i samfundet, har om de mennesker og det samfund, hvis ve og vel De har ansvaret for. « Via spørgeskemaer og samtaler gennem en grønlandsk tolk, Guldborg Christoffersen (Chemnitz), skulle en gruppe danske psykologer, sociologer og etnografer der tilmed for de flestes vedkommende ikke havde opholdt sig i Grønland i længere perioder og som ikke selv kendte sproget, kunne fremskaffe denne sikre viden om den grønlandske befolknings meninger om nogle af det nye livs mest indviklede og vanskelige problemer. Psykologiske kendsgerninger er en nødvendighed, hvis man skal nå resultater i grønlandspolitikken, erklærede Franz From til afslutning, og den kendsgerning kunne landsrådets medlemmer selvfølgelig ikke have noget at indvende imod. Tankerne om samfundforskning i Grønland var ikke noget fritstående fænomen, der alene udsprang af de særlige grønlandske problemer. Netop midt i 50-erne arbejdede man på at virkeliggøre tanken om et socialforskningsinstitut, et udvalg var blevet nedsat i 1955 og lovforslag blev fremsat i folketingssamlingen 1957-58. De politiske begrundelser var, dels at man nu var oppe på så store offentlige udgifter i den sociale sektor, at det måtte være rigtigt gennem forskning at få klarhed over nyttevirkningen, dels at politikerne i planlægningen af fremtidens udvikling havde behov for en større viden om de sociale problemer, så de ikke skulle bygge på fornemmelser eller tilfældige udsagn, men på langsigtet, objektiv forskning. Det var altså en generel tendens i tiden, et progressivitetens modefænomen om man vil, at forestille sig muligheden af et slags oplyst demokrati, hvor de nye samfundsvidenskaber blev inddraget direkte i den politiske og administrative beslutningsproces. En neutral værdifri videnskabelig ekspertise skulle stilles til folkestyrets rådighed og pege på saglighedens vej - uden at man af den grund ville fratage politikerne retten til alligevel at dumme sig. Homo manipulatus var endnu ikke skrevet! Pressen hilste planerne om samfundsforskning i Grønland velkommen i begejstrede vendinger. »Der er blevet gjort en masse forkert i Grønland« skrev Kjeld Rask Therkilsen i Berlingske Tidende (13), » ... men meningen var god, tendensen klar og endemålet smukt. Der var blot mange ubekendte. De kan nu udledes af de udsendte sindelagsspejderes og sjælegraveres rapporter. ( ... ) Det er ikke for meget sagt, at der bliver skrevet historie med disse undersøgelser ( ... ), selv de mest skeptiske ser hen til forbløffende resultater.« I Politiken slutter Finn Gad en kronik: »Den ene fortæller et, den anden noget andet, hver passer sit og administrationen styrer sin kurs efter årets bevillinger. Ingen drister sig til at have en helhedsopfattelse af den aktuelle situation. ( ... ) Kun en dybtgående, metodisk samfundsundersøgelse på alle livets felter kan gøre det muligt at forlade symptomernes usikre sfære og nå ind på vishedens faste grund.« (14) 3. Fremtiden foregribes Al offentlig velvilje til trods var samfundsforskningen dog næppe et af de instrumenter man fra politisk og administrativ side alvorligt regnede med under overvejelserne af hvad der burde gøres for at rette situationen op. Det var planlægningsproblemer der stod i centrum. Planlægning var på dette tidspunkt et stort set ukendt fænomen i dansk centraladministration. Bevillinger var noget man fik for et år ad gangen og så måtte embedsmændene iøvrigt prøve at holde hus med de sparsomme midler, indtil man kunne begynde at tage hul på næste finansårs konti. Det var en fremskridtsvenlig minoritet, der krævede nye metoder på dette område, mange opfattede sådanne krav som »socialistiske tendenser« og trang til »statsregereri«. I Grønland stod man over for en opgave af særegen karakter, og selve vedtagelsen af rammelovene i 1950 var udtryk for en indrømmelse til en langtidsplanlægnings nødvendighed, men hvad angår den praktiske administration af midlerne var man dog i midten af 50-erne ikke kommet videre, end at den følgende sommers anlægsvirksomhed blev besluttet på møder i en snæver kreds af administrationens topfolk i de sidste måneder af det foregående år (15) . Det lå altså lige for, at der måtte være store muligheder for at skabe en mere harmonisk udvikling, hvis man gennem en forandring i administrativ procedure kunne få langt mere styr på udviklingen. Takket være grønlandsdepartementets tradition for administrativ selvstændighed kunne det uden større politisk vanskelighed lade sig gøre at nedsætte et »Grønlandsministeriets anlægsudvalg« hen mod slutningen af 1955. Udvalget fungerede i årene 1955-63 og bestod i størstedelen af denne periode af departementschefen (Eske Brun), KGHs direktør (fra 1956 : H.C. Christiansen), GTOs direktør (ligeledes fra 1956 : Gunnar P. Rosendahl) , en repræsentant for finansministeriet (som regel kontorchef Bredahl) samt to fremtrædende mænd fra det private erhvervsliv (i størstedelen af tiden civilingeniør P. Kerrn-Jespersen fra Jespersen & Søn samt Carlsberg-direktøren A.W. Nielsen, der som gammel KGH-direktør blev anmodet om ekstraordinært at fortsætte i udvalget). En kontorchef i Grønlandsministeriet (som regel Otto Jensen) fungerede som sekretær. Udvalgets oprindelige kommissorium var at overvåge reorganiseringen af Teknisk Organisation, men i realiteten blev det meget hurtigt magtcentret i hele grønlandsadministrationen. Det arbejdede selvfølgelig under ansvar over for den til enhver tid siddende minister, men da denne sjældent var en politisk stærk person og hurtigt blev mere afhængig af udvalgets utvivlsomme dygtighed end det af hans velvilje, havde denne lille hjernetrust i realiteten frie hænder, både til at træffe afgørelse ned til de mindste detaljer om anvendelsen af de årlige bevillinger, til at beslutte, hvilke anlæg der skulle optages på det kommende års budget, og hvilke der måtte udskydes og endelig til at udvikle en egentlig langsigtet planlægnings- procedure, der fik sin store betydning, da den virkelige accelleration satte ind efter 1960. Grønlandsadministrationen er ofte blevet beskyldt for langsommelighed og ineffektivitet, spørgsmålet er om den ikke tværtimod - i det mindste hvad anlægsprogrammet angår - tidligt udviste en for dansk bureaukrati usædvanlig effektivitet. I hvert fald er det et karakteristisk træk i billedet, at offenlig debat og politiske ønsker er en ting, langsigtede administrative beslutninger noget andet. Offentligheden diskuterer de skæbnesvangre menneskelige følger af en forceret teknisk udvikling, anlægsudvalget drøfter, hvordan man kan rationalisere og effektivisere netop den tekniske proces, så man har kapacitet til at gennemføre, hvad der faktisk er politisk mulighed for at skaffe penge til. Det skyldes næppe en blind tiltro til teknikkens velsignelser, snarere at teknik avler teknik : kravene til bedre boliger, veje, skoler, flere elværker, vandforsyninger, kajanlæg voksede eksplosivt. Anlægsudvalget skulle sørge for at tingene kom op at stå, så hurtigt, så hensigtsmæssigt og så billigt som muligt. Man spildte ikke megen tid på filosofiske overvejelser ved disse møder, som i lang tid blev afholdt helt regelmæssigt med fjorten dages mellemrum. I virkeligheden fungerede dette rent administrative udvalg som den afgørende »politiske« kontrolinstans over for de to »udøvende« organer, GTO og KGH. Fra GTOs side måtte man allerede ved møderne i 1956 og 1957 gang på gang betone behovet for langsigtet planlægning hvad angik skoler, sygehuse, byudvikling, lokaliseringspolitik og erhvervspolitik. Og som forudsætning for det hele: en mere sikker prognose for befolkningsudviklingen, der både kunne fortælle noget om den samlede befolkningsmængde, dens fordeling på aldersgrupper, uddannelse, arbejde m.v. Det stod teknikerne klart, at beregningerne i Den store Grønlandskommission var ganske utilstrækkelige, og det var umuligt at leve op til kravet om at være flere år foran udviklingen i planlægningen, hvis man ikke havde bedre tal at arbejde med (16). I 1958 begyndte man at hale ind på efterslæbet, og i maj 1959 er Gunnar Rosendahl i stand til at fremlægge den første fuldt udarbejdede 5-års plan for perioden 1960-64 med detaljerede udkast til byplaner, boligområder, erhvervsområder m.v. (17) Den _betegnes fra alle sider som et fremragende stykke arbe1de, men vækker samtidig alvorlig bekymring for, om der virkelig skulle være politisk dækning for de store udgifter, som åbenbart var uundgåelige. Bekymringen skulle ikke blive mindre, da udvalgets medlemmer fik kendskab til den skitse til en 25-års plan, som GTO også havde udarbejdet sideløbende, og som opererede med en samlet investering på tæt ved 2 mia kroner. Disse tal var så gigantiske, at man af frygt for offentlig uro besluttede sig til at lægge planen til side, og den kom aldrig videre end til GTO-direktørens skrivebordsskuffe (18). 5 år senere vedtog G-60 (Grønlandsudvalget af 1960) en investeringsplan af samme omfang - men nu kun for 10 år frem i tiden! KGH var i 1952 blevet udskilt fra departementet og fungerede i overensstemmelse med 1950-betænkningen som et selvstændigt handelsselskab, hvis direktør med forsæt blev hentet ind fra det private erhvervsliv for at understrege viljen til privatisering af det gamle statslige koloni-kompagni. KGHs fornemste opgave var ifølge 1950-planerne at gøre sig selv overflødig, men i en overgangsperiode indtil privat dansk og grønlandsk kapital havde fået sig etableret skulle det dog varetage sin gamle opgave som produktions- og forsynjngsorgan for det grønlandske samfund. Den private kapital lod dog vente på sig, efter at nogle få modige havde brændt fingrene eftertrykkeligt i begyndelsen af 50-erne, og som årene gik stod det mere og mere de direkte ansvarlige klart, at nogen måtte udfylde tomrummet. KGH var nærmest til det, og den nye direktør H. C. Christiansen, så det som en af sine første store opgaver at bane vej for en omvurdering af KGHs rolle .. 19). Man var ivrig efter at fastholde den nyvundne selvstændighed i forhold til departementet, men en mere aktiv KGH-indsats ville uundgåelig stille så store krav til investeringer og koordination med GTO, at også KGH måtte acceptere at få sine planer lagt ind under anlægsudvalgets store lup. I vinteren 1957-58 udarbejdes i KGH et industriprogram for bygning af filet- og rejefabrikker i de fleste større byer langs den grønlandske vestkyst. Det var budgetteret til ialt 30 mio kroner, men nærmere undersøgelser viste, at programmet ville kræve en parallel anlægsaktivitet fra GTOs side på ialt 40 mio kroner med bygning af havne, veje, elværker og vandforsyningsanlæg. Begrundelserne for forslaget er interessante. For det første argumenterer man med, at den kraftige reallønsstigning siden nyordningens begyndelse har medført et krav om dansk realløn i Grønland, og dette ligelønskrav er nu blevet så markeret, at det må få politiske konsekvenser. Den uundgåelige reallønsforøgelse fremover må ske gennem øgede tilskud, hvis man ikke nu beslutter at gøre en ekstraordinær indsats for at skabe et produktionsapparat. Dernæst henviser man til, at den stærkt voksende befolkning rejser et spørgsmål om beskæftigelsesmulighederne fremover, som man ikke kan sidde overhørig. Kun ved bygning af store fabriksanlæg med tilhørende kutterflåde er der en chance for at skabe arbejde til alle på Grønland, men med de overordentlig rige fiskeforekomster i de grønlandske farvande skulle der heller ikke være noget til hinder for en sådan ekspansion. For det tredje gør KGH opmærksom på, at det aldrig vil kunne lade sig gøre at skabe en rentabel produktion gennem de eksisterende små salterier langs kysten. Man må samle produktionen i få, moderne fabrikker. Derved vil man dels animere til den befolkningskoncentration, som også var ønskelig af mange andre grunde, dels ville man kunne gå ind i den differentierede frysefiskproduktion, som alene kunne ændre de grønlandske erhvervsmuligheder afgørende (20). Det er bemærkelsesværdigt, at KGH afviser at lave beregninger over de forventede indhandlinger af fisk og så dimensionere anlæggene i forhold hertil. Proceduren er modsat: Man opstiller en fabriksmodel, der skulle kunne give rentabel produktion og sikre tilstrækkelig beskæftigelse, og derefter beregner man hvor store råvaremængder der skal til for at sikre udnyttelsen af den således skabte kapacitet. Råvarerne må skaffes til veje gennem indsættelse af større både, men da man på dette område fo rtsat primært regner med den private grønlandske fisker som leverandør, står man i et dilemma: anlæggenes kapacitet tilsiger store bådtyper, det pædagogiske hensyn til den uuddannede og økonomisk svage grønlandske fisker peger i modsat retning. Industriprogrammet mødes med betydelig skepsis i anlægsudvalget. Man betvivler råvaregrundlaget for anlæggene i Holsteinsborg, Sukkertoppen, Godthåb og Frederikshåb, og det overvejes, om man ikke foreløbig skulle nøjes med rejeproduktionen i Diskobugtens byer. Der ankes ligeledes over manglende hensyntagen til de grønlandske fiskeres kunnen og økonomiske formåen (21) , men efter at det ved en fornyet gennemgang og en række tekniske korrektioner er lykkedes at barbere forslaget ned til 57 mio kroner, kan udvalget hen mod slutningen af 1958 anbefale at det oversendes til finansudvalget. Netop til finansudvalget. Det stod klart, at programmet kun kunne realiseres, hvis der kunne skaffes garanti for en særbevilling på 7-9 mio kroner årligt i 7 år, men man var i anlægsudvalget tilsyneladende stærkt interesseret i, at det hele kunne klares som ekspeditionssag gennem finansudvalget. Flere gange i løbet af efteråret 1958 omtales under udvalgets møder »faren for «, at finansudvalget kunne finde på at afvise ansøgningen og stille krav om lovforslag i stedet (22) . Grunden til at dette helst skulle undgås var formodentlig dels at GTO allerede var langt inde i projektering og forundersøgelser. Dette havde anlægsudvalget efter samtale med ministeren givet grønt lys for allerede i maj, altså få uger efter planens officielle forelæggelse (23) . En politisk forsinkelse kunne volde betydelige kvaler. Dels var industriprogrammet løftestang for en række projekter ( elværker, atlantkajer m.v.), som der ikke var plads til på de almindelige budgetter, men som havde betydning langt ud over fabriksdriftens behov. Men industriprogrammet ville utvivlsomt kunne få store politiske virkninger. Det indeholdt en uudtalt accept af kravene om ligeløn og dermed af tanken om danske forhold i Grønland. Det gjorde uden videre forestillingen om beskæftigelse af grønlændere i Grønland til en conditio sine qua non for erhvervspolitikken. Det fastlagde i store træk den såkaldte koncentrationspolitik i en langt mere radikal form end man hidtil fra politisk side havde vedkendt sig den. Først og sidst var det indledningen til den accelleration af den tekniske udvikling, som skulle blive det mest markante træk i tresserne. Det foregreb altså på en række områder den langtidsmålsætning, som der først fem år senere blev skaffet politisk rygdækning for gennem G-60. Og hele dette program som en ekspeditionssag gennem finansudvalget! Det kan vel ikke undre, at oppositionen stejlede, da den blev klar over hvad der var ved at ske. Mistænksomheden var vakt allerede da grønlandsminister Kjærbøll i 1957 havde gennemtvunget bygningen af et statsskib til grønlandsfarten (»Hans Hedtoft«, der forliste på jomfrurejsen i januar 1959) mens de borgerlige partier havde krævet at man udliciterede fragterne til private rederier. Nu skulle et industriprogram listes igennem finansudvalget uden lejlighed til debat i folketinget! Den borgerlige presse pustede efter bedste evne til ilden: »Intet andet sted i Danmark er statssocialismen så stærkt fremherskende som på Grønland. Det kan være meget godt om man vil sige, at det er udviklingen, som har ført det med sig. Men som årene går har den opfattelse gjort sig stadig stærkere gældende, at netop i Grønland må denne udvikling føres ind i nye baner. ( ... ) Der er her tale om et problem, som hele det danske folk vil følge med årvågenhed. Det socialistiske samfund må ikke kobles ind på vort land ad denne omvej,« hedder det i Venstre-bladet Fyns Tidende (24). Og det konservative Berlingske Tidende kræver »den nøjeste undersøgelse af, om den økonomiske baggrund for nye storstilede projekter nu også foreligger i virkeligheden og ikke kun existerer på papiret. Økonomisk fremgang på længere sigt tilvejebringes ikke med fabrikker, hvis underskud dækkes af staten.« (25) Ministeren for Grønland, Kai Lindberg, bøjede sig og lod industriprogrammet udforme som lovforslag. Den påfølgende debat i folketinget viste med al ønskelig tydelighed, at oppositionen i virkeligheden ikke havde noget alternativ. De øgede investeringer i havnefaciliteter, el-værker m.v. var også efter VK-opfattelse en nødvendighed, netop hvis danske erhvervsinteresser skulle lokkes til at interessere sig for Grønland. Og til efterlysningen af privat kapital, der var villig til at bygge fabriksanlæggene i stedet for staten, måtte ministeren svare, at han ikke havde været ude for at lede med lys og lygte efter privat kapital, idet han var af den opfattelse, at privat kapital nok selv kunne finde derhen, hvor der kunne investeres med fordel. Sandheden må altså være den enkle, at denne private kapital, som for alvor er interesseret i at gå ind i Grønlandsproduktionen, ikke findes - og så må staten jo, af hensyn til beskæftigelsesmulighederne for den grønlandske befolkning, påtage sig opgaven, erklærede Kai Lindberg (26). Loven blev vedtaget, idet Venstre og de Konservative dog undlod at stemme, og de første arbejder sat i gang i sommeren 1959 ganske efter beregningerne i anlægsudvalget. Ude i offentligheden såvel i Grønland som i Danmark diskuterede man med stigende uro og rådvildhed, hvad det hele egentlig skulle tjene til. - Vi hørte vi blev danske, lød en spotsk anonym grønlandsk bemærkning. - Vi har givet dem en trummerumtilværelse i bytte for det frieste liv i verden, men vi glemte at fortælle dem, at det uundgåelig måtte blive en trummerumtilværelse, konstaterede en lidt sørgmodig dansker. Der var i alle fald ingen vej tilbage, 1950-løbet var kørt, der måtte en ny målsætning til, hvis de mange skuffede på begge sider af sprogmuren skulle genvinde troen på hinanden og på fremtiden. Gode viljer og kloge hoveder var parat med mange forslag til hvordan man kunne komme ud af dødvandet. Kun få anede, at der oppe på administrationens kommandobro allerede var trykket på de knapper, som skulle afgøre skibets kurs ind i fremtiden. Krise uden alternativ - introduktion og indholdsoversigt Forrige kapitel: II Et nationalt anliggende Næste kapitel: IV G-60