Nytårsudtalelse 1995/96 af Daniel Skifte, formand for Atassut

Vi har løst det specielle problem der opstod, bl.a. i Nuuk for de mange tilkaldtes børn, som kun er her i kortere tid og derfor ikke ville kunne følge en undervisning på grønlandsk. Og vi tager i 1996 fat på at etablere en sprogskole med videregående undervisning i de store hovedsprog.

Mandag d. 1. januar 1996
Daniel Skifte
Emnekreds: Politik.

Her ved årsskiftet 1995/96 stopper vi et øjeblik op og lader tankerne falde til ro. Vi ser lidt tilbage i tiden og vi prøver at se lidt frem i tiden. Hvordan er det gået - og hvordan skal det gå fremover.

For Atassut blev 1995 et skelsættende år. For første gang i hjemmestyrets historie fik vi plads i Landsstyret med al den indflydelse og alt det ansvar som følger. Vi indgik i et landsstyresamarbejde med Siumut baseret på en udførlig aftale.

Jeg mener, at vi her ved årsskiftet har nået allerede meget baseret på denne aftale:
  • Den stramme økonomiske politik er blevet fastholdt og videreført.
  • Her ved årsskiftet sænkes priserne på el, vand og varme. Ligesom priserne sættes ned for telefon og teletrafik. - Disse prisnedsættelser er en forudsætning for at skabe flere arbejdspladser, ligesom de letter den daglige økonomi for virksomhederne, private og ikke mindst for familierne.
  • Der er her i sommers gennemført en bygdekonference, og resultaterne af konferencen indgår nu i en fornyet udvikling af bygdernes erhvervsvilkår.
  • KNI's omstrukturering er nu lagt i faste rammer. Vi har gennemført en nødvendig økonomisk sanering, og har nu gode grunde til at tro, at KNI-virksomhederne fremover kan klare sig selv i ligeværdig konkurrence med de private.
  • Vi har løst det specielle problem der opstod, bl.a. i Nuuk for de mange tilkaldtes børn, som kun er her i kortere tid og derfor ikke ville kunne følge en undervisning på grønlandsk. Og vi tager i 1996 fat på at etablere en sprogskole med videregående undervisning i de store hovedsprog.
  • Vi har nedsat en socialreformkommission, der er i fuld gang. Lige i denne tid efterlyser kommissionen synspunkter og ideer for børnenes vilkår. Alle der har noget på hjertet og en mening om denne sag, forventes at bidrage til kommissionens arbejde.
  • Der gøres også noget ved misbrug af hash. Men som politikere kan vi ikke gøre meget mere end at støtte med lovgivning og oplysning. Misbrug af hash og andre rusmidler kan - når alt kommer til alt - kun mindskes ved at vi hver især som enkeltpersoner beslutter at stoppe misbruget og leve livet uden tilsætning.
  • Og så er vi i fuld gang med anlæg af de første fire af i alt syv nye landingsbaner. Og der er undersøgelser i gang omkring udvidelse af Nuuk Lufthavn til atlanttrafik.
Alt sammen som en del af aftalen mellem Siumut og Atassut om landsstyresamarbejde. Vi er fra Atassut meget tilfredse med denne aftale og vi er glade for samarbejdet med Siumut. Vi mener det fungerer godt.

I landstings- og kommunesammenhæng må vi udvise en udstrakt vilje til at lytte, forstå og samarbejde, fordi vi er tvunget til at handle udfra vores givne økonomiske ressourcer og fordi vi også i fremtiden er trunget til at føre en absolut nødvendigt stram økonomisk politik.

Vi vil i Landsstyret og i Landstinget fortsat arbejde for en bedre fremtid. Vi folkevalgte skal gøre vores del af arbejdet med at udbyggge infrastruktur, sikre bedre uddannelsesmuligheder, forbedre sundhedsvæsenet og indgå gunstige handelsaftaler og så videre, og så videre.

Men vort arbejde alene gør det ikke. Og vi er heldigvis heller ikke ene om det. Alle vegne i Grønland møder vi folk, der arbejder målrettet for en bedre fælles fremtid.

Vi møder ivrige unge mennesker i gang med en uddannelse. Vi møder folk, der midt i deres arbejde, kan lægge det hele fra sig og tale med begejstring om deres ideer til en bedre måde at gøre tingene på. Og her er ligger kimen til en bedre fremtid: i uddannelse, i målbevidst arbejde, i fantasi og ideer og en tro på at det nok skal lykkes, når bare vi hjælpes ad.

Dette gælder også for en nødvendigt fornyet, forbedret og forstærket debat omkring mediepolitikken i Grønland. Internet er over os og jeg synes, vi skal være meget opmærksomme på de nye muligheder den moderne teknologi tilbyder.

Den trykte presse har problemer med aktualitet, folkelig debat, synliggørelse og udbredelse. Lad os tænke kreativt for at løse dele af problemerne. Hvis problemerne kan afhjælpes, f.eks. indkøbstilskud til bogtrykkeriets avispapir, som iøvrigt er såre almindelig i alle andre moderne lande, lad os kikke på det politisk.

De virkelige værdier skabes jo ikke alene i Landstinget, de virkelige værdier skabes af folket og af produktionen!

Produktion, mere produktion og endnu mere produktion, det skal være målet for de kommende år. Og vel at mærke produktion, der kan betale sig. Dette vil kræve nogle tilpasninger og nogle omlægninger - væk fra beskæftigelse for beskæftigelsens skyld.

Det er den erkendelse, der skal styre udviklingen af vort land i årene fremover!

Med disse ord skal Atassut ønske alle i Grønland et godt og lykkebringende nytår og sige tak for et år, der for langt de fleste medmennesker er gået ganske godt.