Ventetid og sovepude

På et eller andet tidspunkt dukker der noget op, enten det nu er olie. guld, diamanter, zink eller ganske almindeligt jern. Eller det hele på en gang, suppleret af en strøm af velbeslåede turister i spenderehumør. I øjeblikket venter vi bare.

Torsdag d. 4. januar 1996
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

Så kom nytåret med fynd og klem - i en kavalkade af fyrværkeri, som i alt fald i Nuuk ikke lader noget som helst tilbage at ønske. Det er simpelthen overvældende, betagende i sin ødselhed. Det er stort, det er mægtigt, det er noget vi er enige om, vi er de bedste. Hvert eneste sekund nytåraftensdag i Nuuk overgik ungernes fyrværkeri, hvad de kan diske op med på Rådhuspladsen i København klokken 24. Og hvad siger så det? Ikke spor andet, end at vi er bedre til fyrværkeri, end de er i Danmark. Og så er der smalhals i januar. Nytårsaften er til god mad og gode drikke. Den er til højtid og tradition, 90 års fødselsdag, revy i radio og TV, dronningens nytårstale, som hvert år griber os mere end vi bryder os om at indrømme (vi behøver vel ikke nævne Jens Lyberth). Nytårsdag er det så landsstyreformandens tur. Og han har lært meget gennem årene. Det sagde han oven i købet selv i talen. Det er slut med tidligere tiders politiske programerklæringer og endeløse redegørelser for mål, der skal nås og opgaver, der skal løses. I år talte Lars Emil med hjertet for verdensfreden og for de svage og undertrykte. Han placerede Grønland i en international sammenhæng og gjorde os til en del af det verdenssamfund, der skal sikre menneskers rettigheder og bekæmpe menneskers ondskab. Vi skal være med til at bestemme, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og vi skal vise storsind og tolerere andres ufuldkommenhed. Der var glæde og optimisme i landsstyreformandens budskab, og det skal han have ros for og støtte til. Men den selvretfærdighed, der skinnede igennem, må han selv gøre rede for. Måske var den slet ikke tilsigtet. Helt kunne landsstyreformanden ikke holde sig fra politik. Men han fulgte den optimistiske linie hele vejen igennem, og selvom han måske ikke lovede guld og grønne skove, så var det noget i den retning. Han forklarede nemlig, at vi befinder os i en venteposition. På et eller andet tidspunkt dukker der noget op, enten det nu er olie. guld, diamanter, zink eller ganske almindeligt jern. Eller det hele på en gang, suppleret af en strøm af velbeslåede turister i spenderehumør. I øjeblikket venter vi bare. Landsstyreformandens signaler virker overraskende og foruroligende. Enten ved han noget om undergrunden, som ikke er kommet for offentlighedens ører, eller også er han uforsigtig. Ved at lancere en forventning om bedre tider, der kommer helt af sig selv, mens vi bare venter, lægger han jo en sovepude til rette under godtroende erhvervsfolk - hvis der skulle være nogle tilbage. Venteposition er en passiv tilstand, og når man i samme åndedrag maner til forsigtighed med nye erhvervsinitiativer, så er det en opfordring til stilstand og et løfte om, at der et eller andet sted henne om hjørnet ligger et fænomenalt potentiale, som kan aktiveres uden risiko. Lars Emil Johansen bliver nødt til at forklare, hvad det er han tænker på, eller hvad han ved, som ingen andre har hørt noget om. Ganske vist indskyder han en enkelt bemærkning om, at vi ikke skal tage glæderne på forskud, men samtidig opfordrer han til besindighed, fordi denne venteposition får ende. Det er naturligvis rigtigt, at vi - som Lars Emil Johansen også siger - ikke skal lade os gribe af et behov for at skabe udvikling for enhver pris. Men hvordan skal det forstås i denne her forbindelse? For vi skal vel for enhver pris - skaffe os brød på bordet, mens vi venter. Hvad angår de politiske forventninger er landsstyreformandens nytårshilsen noget godtroende, og den rummer en risiko for en optimisme, der muligvis ikke er belæg for. Der er umådeligt mange aktiviteter i gang i Grønland, og på et eller andet tidspunkt skal det såmænd nok lykkes. Men selskaberne, der arbejder med efterforskning af undergrund og overflade fortæller gang på gang, at det er meget, meget sjældent, at boringer, som vi kender dem i dag, fører til udvinding af mineraler. Og selvom vi her på redaktionen gerne vil være med til at udsende optimistiske signaler til omverdenen, så advarer vi imod, at politikerne opfordrer erhvervslivet i Grønland til at placere sig en i venteposition, der kan bringe landet i stagnation og tilbagegang. Der vil til hver en tid være brug for initiativ og driftighed, og det er kvaliteter, der skal fremmes og belønnes og støttes. Det er ofte det, der gror nedefra, der bliver de største succeser. Ikke det, der kommer af sig selv, mens vi venter.