Er brandmands-tandlæger løsningen?

Grønlands Tandlægeforening kan ikke blive ved med at acceptere disse tilstande. Ligesom folk i Narsaq og Upernavik må vi kræve, at forholdene bliver bragt i orden. Den tandpleje, som er bygget op i løbet af 1980-erne, er ved at smuldre. Børnene dengang havde en bedre tandpleje end børnene har nu. Det kan man ikke være bekendt.

Fredag d. 26. januar 1996
Lene Frøsig
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Her i starten af 1996 har tandplejen ondt. Der mangler tandlæger, tandplejere og tandteknikere, og borgerne har tandsmerter, hvilket man har klaget over i KNR siden jul.

Fra Narsaq i syd til Upernavik i nord har politikere og sundhedsfolk fortalt, at befolkningens tandsmerter ikke kan blive ordnet. Der er ingen tandlæger til at klare problemerne i Narsaq, Qeqertarsuaq og Upernavik, samt underbemanding i Qaqortoq, Paamiut, Sisimiut, Ilulissat og Tasiilaq. Ligeledes mangler der tandplejere og tandteknikere på kysten. I dag er kun Nuuk fuldt bemandet.

Fra midten af januar er Nuuks tandlæger så blevet bedt om at være brandmandstandlæger på kysten. Der er blevet slukket tandsmerter i Narsaq i 14 dage med en Nuuk tandlæge, hvorefter borgerne i Narsaq igen må væbne sig med tålmodighed og smertestillende piller. Ligeledes skal Qeqertarsuaq have et kortere tandlægebesøg i begyndelsen af foråret, hvor endnu en Nuuk tandlæge rykker ud. Imens bliver der ansat en tandlægevikar i Nuuk. I de øvrige tandlægeunderbemandede kystbyer må kollegerne så klare sig, så godt de kan, mens børnenes tænder ikke bliver passet. Kun det nødvendigste kan nås. I Upernavik står det så grelt til, at der kun har været brandmandstandlæger siden 1990.

Grønlands Tandlægeforening kan ikke blive ved med at acceptere disse tilstande. Ligesom folk i Narsaq og Upernavik må vi kræve, at forholdene bliver bragt i orden. Den tandpleje, som er bygget op i løbet af 1980-erne, er ved at smuldre. Børnene dengang havde en bedre tandpleje end børnene har nu. Det kan man ikke være bekendt.

Vi, tandplejen og borgerne, kan ikke være tjent med brandmandstandpleje. Vi må have ordnede forhold.