Indsigt: Hvem ejer Royal Greenland når det kommer til stykket?

Hvem ejer Royal Greenland når det kommer til stykket?

Indholdsfortegnelse:: De private får for lidt for deres rejer hos Royal Greenland; Royal Greenland er for dårlig til at akkumulere overskud; ROYAL GREENLAND- rederidivision og ICETRAWL 1 og 2; Decentralisering: 4 - 7 stk. landingsbaner og en "Nuuk Atlantic Airport"

Den seneste tids lancering af en idé om at bygge en rejepillefabrik i Nuuk har givet mig anledning til megen undren over, hvordan vores fælles aktieselskab Royal Greenland er struktureret. Per Rosing-Petersens artikel i Sermitsiaq gør det ikke mindre interessant at komme med disse udtalelser. Jeg vælger derfor at "smede mens jernet er varmt".

De private får for lidt for deres rejer hos Royal Greenland

Anledningen til ønsket om og lysten til, at opføre en rejepillefabrik ejet af private investorer er den simple, at trawlerejerne synes at få for lidt for den vare de leverer til "vores alles fabrik" Royal Greenland. Dette udsagn er såre enkelt, og opstår kun ved, at trawlerejerne ved et tilfælde lander samme produkt i udlandet, og de dernæst glædestrålende modtager afregning som ikke ligner den de er vandt til hjemmefra.

Her begynder så en undren - "Hvorfor så stor en prisforskel på helt den samme vare.?" Regnestykkerne begynder at tage form, iveren stiger og planer bliver lagt, samtidig med yderligere sammenligninger med den fabrik trawlerejerne allerede er "medejer" af granskes. Jeg vil vove den påstand, at de interessenter der står bag lysten til at opføre en egen pillefabrik har det fint med at få for eksempel 7,- kr/kg på industrirejer, hvis de vidste, at denne afregningspris var en foreløbig afregning, og de kunne forvente at få del i overskud af en forædling næstefter.

Efter denne recept er det kun Royal Greenlands trawlere der pt. vil kunne få del i en sådan merværdi. Selvfølgelig skal de private rederier undre sig over, at alene Royal Greenlands egne skibe skal have del i denne eventuelle gevinst. Vi ønsker da som ikke Royal Greenland-rederi, en ligestilling med Royal Greenlands rederidivision, vel at mærke uden at være ejet af Royal Greenland. Sagt med andre ord, hvis der var forventning om andel i værdiforøgelsen i produktforædlingen (udbytte) ville problemet være til at leve med, og tålmodigheden en anden størrelse.

Royal Greenland er for dårlig til at akkumulere overskud

Men problemet med Royal Greenland er bare, at selskabet er for dårlig til at akkumulere overskud, og som følge heraf har der hidtil aldrig været noget at udlodde udbytte af, hverken til "ejeren", eller til nogen andre for den sags skyld. Altså er det isoleret set, en dårlig investering for leverandøren at blive ved med at pumpe kapital i selskabet i form af råvarer til det firma vi nu er tvunget "medaktionær" i. Det være sig rejer som hellefisk, som desværre er de to eneste nævneværdige fiskeprodukter efterhånden. Kære politikere, hold op med at tvinge Royal Greenland til at købe/producere jeres gode ideer, det er nemlig politik og ikke forretning.

Jeg vil gerne blive ved udtrykket "vores alles fabrik", hvilket er et udtryk som er blevet solgt fra politisk side. Men hvem ejer ROYAL GREENLAND når det kommer til stykket. Det står meget klart hvem der er ejer, hver gang der fra "ejernes" sides gives udtalelser af den ene eller den anden art i presse, reklamer, fødselsdagssange m.v. Når jeg hører den slags udtalelser og sange kommer jeg altid i tanke om det gode gamle motto: "KGH illit pillutit atavoq. KGH er til for Dem." - men ROYAL GREENLAND er jo også et oldebarn herfra, og i lanceringen af samfundets altdominerende selskab nr. 1. var netop dette motto noget borgerne nærmest gjorde grin med. (I dag hedder det: "Nye tider - Nye krav - Nye tilbud") Her skinnede det for mig meget klart igennem, at der forsøges solgt en idé om, at "VI politikere lover at lave dette fuldstændigt om." Og nogen af de første der røg på den vogn var vel KNAPK som storbruger/leverandør, især da sælskindsindhandling stadig lå under Royal Greenlands regi.

Fåreavlerne ikke at forglemme, blev da også i tidens løb noget lange i ansigterne da deres drømme om bedre priser smuldrede. Paradoksalt nok skete dette mens fåreavlernes tidligere konsulent var landsstyremedlem for bl.a. fåreavlerne. Efterfølgende er der mange fåreavlere, der sælger selv udenom fabriksanlægget i Narsaq. Og der bliver ikke kritiseret i presse eller den øvrige befolkning, fordi der altid er nogen som kender nogen, som kan skaffe lammekød til forbrugervenlige priser.

Royal Greenland er erklæret for, og er vitterlig, et selvstændigt aktieselskab, ejet af Grønlands Hjemmestyre som eneaktionær. Grønlands Hjemmestyre er i mine øjne også MIG.

MIG, - er her borger i det Grønlandske samfund.

MIG, - er her som reder for, og aktionær i en rejetrawler der leverer varer til VORES fabrik.

MIG, - er her alle rejekutterejerne og rejetrawlerne i landet som tilsammen er storleverandører til DERES fabrik.

MIG, - specielt i Nordgrønland hvor isen ligger i vinterhalvåret, og produktionen lægges om til hellefisk landet med hundeslæde, er storleverandørerne da storaktionærer.

MIG, - er SIK der i allerhøjeste grad også er storaktionærer.

VI, - er alle aktionærer i Royal Greenland, hvad enten vi vil det eller ej.

Og som i et hvert andet aktieselskab, er nogen større og nogen mindre aktionærer. Vi har bare fuldstændigt glemt det, fordi "ejerne" har været så dygtige til at markedsføre fabrikken som JERES, at vi som borger, leverandør m.v. bukker, siger tak, smiler stolt og går hjem, tænder for radio eller fjernsyn, og minsandten får vi så fortalt det for 117. gang i interviews, reklamespots, og en lille fødselsdagssang, blot så vi ikke risikerer at glemme budskabet. Alt imens handler "ejerne" og ledelse som var det DERES. Det var da også for min skyld helt i orden, hvis de så siger det er DERES, og det vitterligt var DERES, og ikke skaber forvirring og magtesløshed. Jamen er det underligt, at nogle føler sig snydt engang imellem.

Tilbage til ideen om en privatejet fiske/rejefabrik. Interessenterne føler åbenbart nu, at tiden er inde til at "sælge" deres aktier i Royal Greenland mens prisen er høj ?. Sermitsiaq berørte i en artikel for noget tid siden emnet. Her blev investeringen vendt nationaløkonomisk, og der skal ikke meget uddannelse til at se, at det selvfølgelig er en skør idé at bygge endnu en fabrik, al den stund "vores alles fabrik" i nogle byer ligger død, for ikke at sige meget død. Det faktum at nogle fabrikker nu ligger døde, og ikke må sælges til nogen, er så den pris leverandørerne må betale over indhandlingsprisen. Som en privatpilot for nyligt skrev i Sermitsiaq "Royal Greenland har dog forstået trend'en og har gjort sig internationalt stærke, og udvider stadig internationalt." (Manden er for øvrigt "ejet" af ROYAL GREENLAND). Det er leverandørerne af råvarer så også med til at betale hvadenten de vil det eller ej. Og som følge deraf må "ejeren" og leverandørerne vente endog meget længe på udlodning af udbytte fra "vores alles fabrik".

Allerede for et par år siden stod jeg sammen med andre redere bag en uformel og forsigtig mundtlig forespørgsel til Royal Greenland om muligheden for at købe GFI. Dengang blev der grinet af os, og meget hurtigt blev der slynget en pris ud på et evt. køb 100 mill .kr. - så er fabrikken jeres, og Royal Greenland grinede lidt mere.

tag nu som et konkret eksempel Paamiut Kommune. Landstingspolitikerne har i de seneste år forgæves forsøgt at tilføre kommunen aktiviteter, fordi den engang meget store og aktive filetfabrik nu ligger død. Den eneste succes Landstingspolitikerne hidtil har haft er, flytning af Skipperskolen. Denne flytning sker selvom skolens daglige ledelse med opbakning af samtlige lærere, på nær et par stykker, under stærk protest, men politikerne er pisket til at tilføre noget liv til kommunen, og bidrager så med nogle lærere og elever. De samme politikere forsøgte forgæves at flytte Grønlands kommando til byen - jamen det er jo bare ærgerligt at dette ikke kunne lykkes.

Så vidt jeg ved har Royal Greenland nu planer om at opstarte røgeri i den tidligere fabrik. Råvaren, som vel hovedsageligt skal være hellefisk, skal så komme fra Nordgrønland, hvor der er is på vandet om vinteren, og derfor vil det da helt klart være besværligt og dyrt at tilføre fabrikken i Paamiut friske råvarer året rundt. Råvarerne har allerede ved ankomsten til Paamiut været gennem en fryselagring af ubestemt tid, som bestemt heller ikke er gratis. Samtidig skriger pillefabrikkerne i Nordgrønland på råvarer om vinteren, og derfor må disse ligge halvt eller helt døde i vinter-halvåret. Seneste eksempel var i efteråret, hvor Royal Greenland lukkede for indhandlingen af rå isede rejer i Ilulissat. Var det ikke nærliggende at placere et røgeri oppe i Nordgrønland hvor råvaren er meget tættere på. Markedet for afsætning ligger vel også nærmere, idet Jakobshavn jo har lufthavn som nødvendigvis ikke lukker om vinteren. Der var engang hvor IFI, GFI og andre private (dengang sådanne fandtes) fløj hellefiskeprodukter ud af Nuuk og til Canada/USA. Royal Greenland har så vidt jeg ved datterselskaber og ansatte i denne del af Nordamerika, og disse mennesker burde kunne være kreative og forsøge at få en sådan eksport igang igen. Men de er måske lige så forblændede som vi andre af Royal Greenlands storhed, at de ikke kan se dette initiativ som en mulighed, end sige nødvendighed.

hvis nu bestyrelsen for Royal Greenland gav ordre til ledelsen om salg af de uproduktive lokaler i Paamiut, havde de jo indset det uholdbare i "situation Paamiut", og der ville komme en meget tiltrængt beskæftigelse til byen. Kommunalbestyrelsen og borgerne ville da med glæde tage imod et sådan tilbud. Prisen ville bl.a. være at der sikkert flyttede nogle få arbejdspladser fra Nuuk til Paamiut. Men hvad, Nuuk har jo i forvejen så meget, og burde derfor have råd til en sådan operation, som selv toppolitikere ynder at sige, når det drejer sig om decentralisering. Bestyrelsen ville med sådan beslutning signalere en gestus som politikere har fremført engang for meget længe siden nemlig, "giv de private en chance." Jamen, hvis det er så surt at skulle virkeliggøre denne gestus, må de da gerne for min skyld efter et salg af for eksempel denne fabrik tænke, "og gid så lortet går på røven". Men det skal nok vise sig ikke at gælde når det gælder Royal Greenland, for her er der uden tvivl helt andre og meget specielle regler og hensyn der gælder. Jeg kan lige forestille mig orkesteret stille op med alle instrumenterne, som skal anskueliggøre det umulige og håbløse i, at private køber nogle bygninger af ROYAL GREENLAND.

Jeg har et andet eksempel fra en privat fabrik. Jeg talte for ikke så længe siden med en mand som havde lidt at gøre med fabrikken i Arsuk. Arsuk-fabrikken er som bekendt gået konkurs efter torsken forsvandt. Royal Greenland og Arsuk har siden prøvet at få fabrikken op at køre igen, men indtil videre er der vidst ikke kommet noget særligt i sving. Han fortalte at de nu i lang tid i Arsuk fabrikkens ledelse havde ventet på et udspil til en idé fra Royal Greenlands side. Jeg spurgte, hvorfor de blev ved at vente på ideer fra Royal Greenland, og ikke prøvede at finde på noget selv. Det havde vedkommende ikke noget svar på, andet end at Royal Greenland jo havde alle penge og svar på problemløsninger, adgang til verdensmarkedet og hele den samme sang, vi gang på gang hører i reklamer, fødselsdagssange m.v.. Og hvis de i øvrigt havde en frisk idé skulle denne idé alligevel "gennem" Royal Greenland, som skulle vurdere fornuften i ideen. Jeg ser her et eksempel på hvor totalt markedsføring af "vores alles fabrik" er slået igennem. Må jeg tillade mig at bruge et for tiden moderne udtryk, beton. Ideerne og målsætningerne er nogen gange så høje, at fundamentet bliver hårdt og uigennemtrængeligt. Jeg må indrømme, at jeg selv har været tæt på en paralysering uden dog at have fået "det hvide snit".

Som borger og som reder for en privat rejetrawler har jeg ikke før på det seneste, tænkt på for eksempel sammensætningen i Royal Greenlands bestyrelse endsige repræsentantskabet. Ja - hvad er repræsentantskabet egentlig. Har det noget at gøre med brugerne eller yderligere opbakning, klagenævn eller hvad ? De eneste jeg har bidt mærke i er næstformanden, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, og engang formænd Lars Emil Johansen og Josef Tuusi Motzfeldt, og nuværende formand, læge i Upernavik, Ove Rosing Olsen. Jeg hørte i radioavisen i forbindelse med Royal Greenlands åbning af en fabrik i Upernavik området, at Otto Steenholdt var formand for repræsentantskabet, og jeg tænkte ved mig selv at repræsentantskabet måtte være en klub, hvor landsstyret (som eneejer) puttede politikere og lignende ind i, når der er udsolgt på første række. Hvis der havde siddet en repræsentant fra enten kutterejere, eller private rederier i disse forsamlinger, mener jeg nok jeg skulle have hørt eller vidst om vedkommende, da jeg selv bevæger mig i de kredse. Men set i bakspejlet er det nok ikke så mærkeligt alligevel, idet jeg meget nødigt beskæftiger mig med politik, og derfor ikke har styr på i hvilke bestyrelser henholdsvis repræsentantskaber politikerne færdes.

ROYAL GREENLAND- rederidivision og ICETRAWL 1 og 2

På et tidspunkt kom det mig for øre, at et eller flere af de oprindelige private aktionærselskaber bag ICETRAWL skrantede, og skulle opløses. Jeg ville give de private en chance, og oven i købet betale menneskepenge til ESU for muligheden. Vores rederi er tidligere blevet hjulpet i kondemneringsfasen af det havgående fiskeri, og havde nu muligheden for at sige tak for hjælpen, ved at hjælpe den anden vej.

Derfor tog jeg på eget initiativ, og på vegne af det rederi jeg er ansat i, forespurgte (igen mundtligt for ikke at spilde udgifter og papir) om mulighed for at købe en del af aktiekapitalen i ICETRAWL, som for 50% vedkommende ejes af Royal Greenland. Denne gang var reaktionen først nærmest fortørnelse, og udsagn om forsøg på fjendtlig overtagelse, af en for samfundet (ESU) yderst fornuftig pengeanbringelse blev brugt. Dernæst kunne Royal Greenland da godt tænke sig i en uændret struktur, at få os ind, og sidde i blandt andet bestyrelsen. Men først måtte vi fortælle på hvilke områder, vi mente vi var bedre end ROYAL GREENLAND. Der troede jeg nogen havde skrevet noget på ryggen af min jakke. Med hjælp fra en tidligere herboende advokat blev der faktisk senere lukket fuldstændig af for muligheden, eller i hvert fald det interessante i at købe ICETRAWL-aktier, hvilket vel pleasede Royal Greenland til overflod. I dette tilfælde, ligesom med henvendelse om køb af GFI, trak vi meget hurtigt følehornene til os, vi undskyldte dog ikke, men det burde vi måske have gjort. I dette tilfælde fik Royal Greenland mig i hvert fald til at føle, at jeg nærmest havde været uartig overfor storebror, og burde have dårlig samvittighed. Men én ting er alligevel sikkert, ICETRAWL har heller ikke endnu givet noget udbytte til aktionærerne, og det giver mig dårlig samvittighed.

Jeg føler her trang til at citere fiskerilovens paragraf 13. Stk.7. som jeg omtaler senere. Er paragraffen ikke én stor løgn. Som Per Rosing-Petersen skriver i sin artikel "Politikerne bare kører sololøb hen over hovedet på resten af befolkningen; - som i sidste ende alligevel betaler for gildet." I svaret på vor henvendelse skulle mellem linierne forstås, at politikerne ? ikke ønskede vore penge, men hellere ville anse de allerede investerede penge som tabt. Det må være dejligt at have så mange penge, at man kan have en sådan synsvinkel på tilværelsen.

Jeg ved ikke i dag, om vores henvendelse nogensinde kom længere end til ROYAL GREENLAND. Jeg har personligt hvisket én politiker det i øret. Men - men. Det kan heller ikke være meningen, at de private skal gå denne vej, hver gang de ønsker at gøre noget. På denne måde får de private jo aldrig en chance - politikken er jo lagt.

Apropos udbytte kunne det være interessant at vide, om værdiforædlingen af landinger fra ICETRAWLs trawlere skulle tilfalde ICETRAWL og dermed den del af aktionærerne som ikke er Royal Greenland, eller fortjenesten alene skulle tilfalde fabrikken, som jo er ejet alene af partneren. Hvis det virkeligt forholder sig sådan, vil jeg da komme med et opråb til halvdelen af aktionærkredsen som oprindelig var private, om på deres førstkommende bestyrelsesmøde eller generalforsamling at foreslå, at selskabet laver aftale med den kommende private rejefabrik, endnu mens der er en halv ånd af privatisme tilbage. Dette selvfølgelig forudsat, at I ikke allerede i Jeres samarbejde med ROYAL GREENLAND, er bundet så hårdt op på hænder og føder, at dette på forhånd er utopi. Jeg er sikker på, at I vil blive budt varmt velkommen.

( Indføjelse omkring den "tekniske" handel mellem Royal Greenland og for eksempel upernavik trawl hvor der ikke var nogen menneskepenge i handlerne men panteoverdragelser=meget "langsomme penge" for samfundet (ESU ). Værsgo at gå i gang SERMITSIAQ.

Men Royal Greenland sidder som følge af ovennævnte skitsering på magten og varerne, det være sig industriproduktion som eksportproduktion. Jeg er udmærket klar over, at Royal Greenland, i opstartsfasen til fødslen af ICETRAWL, var en redningsplanke for 4-5 private rederier, og Royal Greenland var vel eneste mulighed for redning, da alle øvrige private rederier på daværende tidspunkt var presset endog meget langt ned i knæ på grund af kvotesituation, licensafgifter, overinvesteringer m.v.. Min henvendelse var af mere ideologisk art, idet jeg mente, at det som i sin tid startede som private rederier, burde gå tilbage i dette regi når muligheden nu var inde.

Et andet aspekt at se på ICETRAWL ideologisk var, at der i debatten til den Grønlandske fiskerilov blev nævnt noget om, at det Hjemmestyreejede Royal Greenland maksimalt måtte besidde 1/3-del

af den samlede kvoteandel. Dengang var redningsplanen for ICETRAWL under opsejling, og derfor blev der indføjet en paragraf som også tog højde for denne positive særstilling Royal Greenland var havnet i. Landstingslov nr. 17 om erhvervsmæssigt fiskeri kapitel 6. 13. stk 5 og 6. -Stk. 7 i samme paragraf er iøvrigt interessant, her hedder det nemlig:

"Landsstyret kan for at fremme strukturtilpasningen i rejefiskeriet under særlige omstændigheder meddele dispensation for reglen i 13, stk. 5.

Med ovenstående lov i hånden har Royal Greenland i dag bragt sig i en situation hvor de inkl. aktiebesiddelsen i ICETRAWL sidder på godt 43% af den udenskærs rejekvote. I forvejen sidder de på 100% af den indenskærs rejekvote alene fordi de ejer alle pillefabrikkerne i landet.

Kunne det tænkes at ordvalget, "særlige omstændigheder meddele dispensation", er brugt med henblik på at give de private en chance i nær fremtid. Og i givet fald en chance for hvad? Jeg vil vende tilbage til denne eventuelle chance i næste afsnit.

I overskriften til dette afsnit skriver jeg ICETRAWL 1. & 2. Nr 1 er allerede omtalt, og nr 2 kommer ind i billedet via det evigt verserende problem omkring "79-ernes" meget dårlige økonomi. Der har nu i 2-3 år været kræfter igang på at redde disse skibe, men opfindsomheden og offerviljen har været af en anden størrelse, end den gang det havgående måtte igennem en kondemneringsrunde. Dette kan blandt andre årsager skyldes, at politikerne i "79-ernes" tilfælde har manglet en målestok for størrelsen af forventet gældssanering, hvis de gør dette og hint. Nu på det allerseneste har Royal Greenland så valgt at lancere endnu en ICETRAWL løsning. Det er vidst ikke i dette tilfælde nødvendigt at skrive en hel masse mere, men blot henvise til afsnittet om ICETRAWL 1.

Men hvis denne løsning vinder gehør, vil Royal Greenland have kontrol med godt 50% af den udenskærs rejekvote. Hertil skal vel at mærke medtages yderligere ca. 3.000 tons som "79-erne" har i kvote i den såkaldte indenskærskvote. Jeg vil derfor her komme med en kraftig advarsel til KNAPK's medlemmer. Royal Greenland vil således komme ind på Jeres traditionelle "jagtmarker".

Jeg kan personligt godt få gåsehud efterhånden. De tilbageværende private rederier har for rigtige menneskepenge investeret i licenser og skibe for at være med i konkurrencen. Men som tiden går, vil disse investeringer være lig kr. 0,-. Hvordan kan dette nu være? Jo forklaringen er den simple, at hvis et privat rederi af en eller anden årsag skranter, var der før i tiden andre private rederier som kunne træde til med en redningsplan (menneskepenge). Men hvis ét rederi eller selskab med tiden sidder på en så stor andel af kvoten, pacificeres købelysten, og Royal Greenland kan bare sætte sig i venteposition, og få det hele forærende.

Hele ovenstående er forhåbentlig tilfældig i sin art, idet jeg kun har kendskab til det jeg giver udtryk for som en følge af, at jeg er ansat i et erhverv som står meget tæt på Royal Greenland.

Ofte er det desværre sådan, at vi borgere skal agere dumme og uvidende for at få klart et klart svar. Hvis vi så for det svar, at du vitterlig er dum og uvidende, men stadig føler du på en eller anden måde har ret - ja så må du gå videre i dine undersøgelser. Jeg mener, det ville være en oplagt opgave for eksempel. Sermitsiaq at gå til bunds i indholdet af min artikel. Muligheden er nu mere åben end nogen sinde, idet Lars Emil Johansen for nyligt har bedt sine embedsmænd fjerne mundkurven noget mere.

Grønland hjemmestyre er som bekendt eneejer, eller yder på een eller anden form, stærk indflydelse på følgende af grønlandske firmaer:

KNI - i sine mange afskygninger: Pilersuisoq, Pisiffik, Nilak og Holding
Royal Arctic Line
Superbyg (via KNI)
Tele Greenland A/S
KAN.
Neqi A/S
Grønlandsfly A/S
3 Hoteller i landet (bl.a. via Grønlandsfly)
Grønlands Rejsebureau, og Greenland Tourism A/S
Atuakkiorfik A/S, og Sydtryk
INI A/S
Nuna Oil A/S (mineraljagt for fastboende i Grønland) - javel
Amutsiviit Grønlands Værfter.
Suluit Air - via Royal Greenland
Nukissiorfiit

Decentralisering: 4 - 7 stk. landingsbaner og en "Nuuk Atlantic Airport"

Beslutning om etablering af 4-7 landingsbaner blev taget i den forrige Landsstyrekoalitions regeringsperiode. Jeg husker ikke, at der var nogen, der specielt var indædte modstandere af anlæggelsen af disse landingsbaner rundt på kysten.

Der er derimod nogen, som er indædte modstandere af anlæggelsen af en "Nuuk Atlantic....".

Jeg ved, at mange af vore politikere hader, at lade landet sammenligne med andre lande, og for den sags skyld andre Ø-samfund. Vi har da også de specielle grønlandske forhold at tage hensyn til hele tiden, samtidig med at vi gerne vil være en del af verdenssamfundet. Jeg vil derfor ikke sammenligne med nogen, men blot fortælle en lille "lignelse".

Der var engang, og der er stadig et lille Ø-samfund i Nordatlanten som havde et ønske om at gøre deres samfund "mindre". Dette Ø-samfund var så heldigt stillet, at det var geografisk beskedent i størrelse, og det havde allerede en atlantlufthavn. Det var således fri for at skulle investere i dyre landingsbaner for at gøre deres samfund "mindre".

Politikerne fandt ud af, at de kunne nøjes med at bore huller igennem fjeldene. Regningen for dette borearbejde, skulle betales ud af samfundets pengekasse. På den måde kunne politikerne komme nærmere på de samfundsborgere som boede på den anden side af fjeldet eller naboøen, og som de tit savnede at se og høre noget til. Disse afsides boende mennesker, betalte jo også skat til samfundets pengekasse, og skulle også have lejlighed til besøge de mennesker som boede på den anden side af deres fjeld.

Politikerne lod og bore det ene hul efter det andet, og samfundet blev vitterligt "mindre". Det viste sig nemlig at vejen til hovedstaden blev så kort, at mange især unge mennesker, drog på den ene weekend tur efter den anden til hovedstaden.

Men disse tilbagevendende weekendture blev med tiden for besværlige, og især hjemturen til bygden bag fjeldet blev for trist i længden. Mange valgte derfor slet og ret at bosætte sig i hovedstaden. Og en sjælden gang tog de så på visit til sin hjembygd bag fjeldet for at tilse ens forældre, og de tomme huse som der stod flere og flere af.

Ø-samfundets politikere begyndte at drømme om at anlægge en "Atlantlufthavn" i hovedstaden, som nu også blev betragtet som "hovedøen". Den atlantlufthavn de havde, lå nemlig pludselig alt for langt væk - helt ovre på en anden ø. De skulle blandt andet først færges over på øen, for at komme ud i verden. En stor del af de mennesker som nu boede i hovedstaden, var alligevel de samme som lagde beslag på lufttrafikken.

Politikkerne besindede sig, og besluttede sig imidlertid for at bore endnu et hul, - over til den ø hvor den eksisterende atlantlufthavnen lå. Og lige som de var begyndt at lade bore dette hul, og den første acontobegæring, fra firmaet som stod for boringen, dukkede op på landets regnskabskontor, var der sandelig også nogen der havde være så frække, at bore bunden ud af den kasse de plejede at betale boreregningerne fra.

Nu blev det for alvor surt at bo i dette Ø-samfund, og mange af borgerne var så lede og kede af politikerne, at de trodsede dem, og besværede sig med færge over på øen hvor atlantlufthavnen lå, og fløj ud i verden.

Herfra kunne de så tage hjem på besøg engang i mellem, når lysten og savnet efter familie og fædrelandet rykkede i en.