Pressens Pressenævn

Det er imidlertid ikke modstanden, der er interessant. Derimod er de argumenter og de udeladelser, antagelser og overspring, der kan registreres i lederen overmåde interessante. Det skal her indskydes, at der forud for artikel og leder ligger en grundig samtale mellem redaktøren af Atuagalliutit, Jens Brønden, og undertegnede om forslaget til lov om medieansvar.

Mandag d. 22. april 1996
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Aviser, radio og TV.

Der følger her to indlæg, som har været bragt i Atuagalliutit/Grønlandsposten i forbindelse med et forslag til forårets landstingssamling om indførelse af en lov om medieansvar her i Grønland. De to indlæg er interessante på flere måder - først og fremmest fordi der fra en artikel i uge 28 til en leder i uge 29 er sket et skift fra en neutral information til en stærk modstand mod forslaget. Det er imidlertid ikke modstanden, der er interessant. Derimod er de argumenter og de udeladelser, antagelser og overspring, der kan registreres i lederen overmåde interessante. Det skal her indskydes, at der forud for artikel og leder ligger en grundig samtale mellem redaktøren af Atuagalliutit, Jens Brønden, og undertegnede om forslaget til lov om medieansvar. Ned gennem artikel og leder er der hyperspring til mine kommentarer. God fornøjelse på denne tur rundt i journalistikkens ingenmandsland! Med venlig hilsen Anders Nilsson en-mands lovforslag om medieansvar Men først skal området hjemtages til Grønland Artikel i Atuagalliutit/Grønlandsposten nr. 28 1996 NUUK(JB) - For første gang i Landstingets historie har et medlem afleveret et fikst og færdigt lovforslag til Landstingets Bureau. Det er Anders Nilsson, der har udarbejdet og indsendt et forslag til lov om medieansvar og dermed uafvidende har tilsidesat et større udvalgsarbejde, der blev gennemført for et par år siden. Dengang handlede det om den danske medieansvarslovs ikrafttræden i Grønland. I Landstinget var der fremsat ønske om, at mulighederne blev undersøgt for at få loven sat i kraft i Grønland. Det indebar forskellige tilpasninger på grund af de ulige forhold i Danmark og Grønland. Hidtil har det pågældende område været betragtet som et fællesanliggende for Danmark og Grønland. Anders Nilssons forslag åbner imidlertid mulighed for, at medieansvarsforholdene hjemtaget til Grønland. alligevel bygger han, ganske som medieansvarsudvalget for et par år siden, på den danske lovgivning, fordi den i alle principielle henseender er meget rigtig og anvendelig. Internet og medieansvar Alligevel har Anders Nilsson ikke kunnet nære sig for også at indarbejde de moderne tider i sit forslag. For et par år siden var der ikke noget, der hed Internet i Grønland. Det er der nu, og der er indføjet gode og fornuftige ansvarsbegreber for dette område. Der er i første omgang lagt op til en drøftelse af forslaget, fordi det ikke uden videre kan ophøjes til landstingslov. Først skal området hjemtages, og derefter kan Landstinget tage hul på en egentlig lovbehandling. Politisk Pressenævn Leder i Atuagalliutit/Grønlandsposten nr 29 1996 Ved nærmere eftertanke forekommer landstingsmedlem Anders Nilssons enmandsbedrift med medieansvarsloven og K.I.I.P.'s anbefaling af forslaget noget besynderlig på baggrund af det arbejde, der allerede er gennemført på området. Ikke for at forklejne hans indsats, men allerede 2. september 1993 var der indkaldt til møde i en netop nedsat arbejdsgruppe, der skulle forberede en tiltrædelse af den danske medieansvarslov. Det er den samme lov, der danner grundlag for Anders Nilssons lovforslag. Arbejsgruppen bestod af ansvarlige ledere fra AG, KNR, Sermitsiaq, Fællesforeningen af TV-stationer i Grønland, journalistuddannelsen og repræsentanter for journalisterne organisation og jurister, direktører og sekretærer fra hjemmestyret. Arbejdsgruppen gennemarbejdede den danske medieansvarslov og tilpassede den til de faktiske forhold her i landet. Lovgivningens principper blev gennemgået og diskuteret med den danske presseretsekspert Knud Aage Frøbert, og arbejdsgruppen drøftede indgående det ømtåelige spørgsmål omkring sammensætningen af Pressenævnet. Her var det arbejdsgruppens opfattelse, at Pressenævnet ikke må være domineret af det offentlige. Efter ni måneder mundede arbejdet ud i en betænkning, efter hvilken den danske medieansvarslov kunne sættes i kraft efter behandling i Landstinget. Men sådan skulle det ikke gå. Efter at have fyret et par direktører og flyttet nogle sagsbehandlere lidt højere op i systemet, blev arbejdsgruppens betænkning glemt. Ellers ville Anders Nilsson nemlig have fået at vide, at han kunne have sparet sig. Det ville K.I.I.P.-folkene have fortalt ham, da han henvendte sig (Note 1) for at skaffe materiale til sit påtænkte lovarbejde. Her ville han også have fået at vide, at medieansvar er et fælles anliggende med Danmark, og at Grønland ikke bare kan lave sin egen lov på området (Note 2)- hvor spændende en udfordring det end må være for enkeltpersoner. Nu er lovforslaget imidlertid færdigt og afleveret til Landstinget. K.I.I.P.-folkene blev begejstrede og tilsidesatte med et knips med fingrene den fagligt velfunderede arbejdsgruppe, der har brugt tid, kræfter og penge på at nå frem til en model af medieansvarsloven, som kan sættes i kraft for Grønland. det kan umiddelbart undre, at K.I.I.P. og landsstyret går så stærkt ind for Anders Nilssons forslag, som endnu helt mangler faglig opbakning (Note 3), og som hverken kan fremsættes som lovforslag eller sættes i kraft efter kongelig anordning, eller hvad det nu hedder. Hvad er det, der gør Anders Nilssons forslag til noget særligt? Der er to væsentlige forskelle på de to oplæg. Den ene gælder sammensætningen af Pressenævnet, der skal tage sig af klager over dårlig presseetik og afvisning af såkaldt genmæle. Den anden forskel er, at Anders Nilsson har indarbejdet regler for hypertekst på Internet. Det er ikke med i arbejdsgruppens betænkning. en sidste forskel er som nævnt, at Anders Nilssons forslag forudsætter, at området hjemtages til Grønland, mens medieansvarsloven efter arbejdsgruppens model kan sættes i kraft efter beslutning i Landstinget. (Note 4) Netop reglerne om sammensætningen af pressenævnet er af afgørende betydning for, hvordan loven kommer til at fungere i praksis. Det har været arbejdsgruppens helt kompromisløse holdning, at der ikke skal være politisk dominans i pressenævnet. Det var ellers det, Otto Steenholdt lagde op til, da han i foråret 1993 efterlyste en medieansvarslov i Grønland. Men loven om medieansvar er ikke beregnet på, at politikerne selv skal bestemme, hvordan de skal behandles i medierne. Den giver tvært imod den enkelte journalist større frihed, fordi kun redaktøren bliver juridisk ansvarlig for redaktionen. anders Nilsson foreslår helt i Otto Steenholdts ånd, at Pressenævnet udpeges politisk (Note 5). Formanden, der skal være jurist, skal efter hans mening udpeges af landsstyret, tre medlemmer af landstinget, mens et enkelt udpeges af presseforeningens efterhånden temmelig sammensatte faggrupper. arbejdsgruppen foreslår, at Pressenævnet væ1ger formand blandt sin midte. Nævnet sammensættes i øvrigt af et medlem, der skal været jurist, beskikket af landsstyret, to medlemmer beskikket af presseforeningen, to medlemmer beskikket til at repræsentere de redaktionelle ledelser i den trykte presse, radio og fjernsyn efter udtalelse fra disse, to medlemmer beskikket som offentlighedens repræsentanter efter udtalelse fra organisationer, der kan nyde støtte efter Landstingsforordningen om fritidsvirksomhed. (note 6) Anders Nilsson har uafvidende udført den redigering af den danske lovtekst, som arbejdsgruppen har anbefalet. Og uden at være informeret om arbejdsgruppens betænkning har han så foreslået en sammensætning af Pressenævnet, som stærkt adskiller sig fra principperne i det arbejde, som et af hjemmestyret udpeget fagudvalg er nået frem til. Selvom det forekommer meget mærkeligt, at han ikke har vidst noget om arbejdet med medieansvarsloven, så er det mærkeligste dog, at landsstyret kasserer et stykke arbejde, der på forhånd sikrer, at de involverede parter kan gå ind for loven. Drøftelsen, der nu er lagt op til i Landstinget, vil ikke kunne støtte sig til nogen opbakning i den grønlandske medieverden. Medierne er ganske enkelt imod Anders Nilssons sammensætning af Pressenævnet, og derfor vil hans medieansvarslov, hvis den når så langt, komme til at fungere dårligt. Med de sanktionsmuligheder - eller mangel på samme - som medieansvarloven har, er pressens medvirken helt nødvendig. Og et politisk pressenævn vil vi ganske enkelt ikke være med til! Rejsekommentarer til turen i "det journalistiske ingenmandsland": Note 1: kIIP har ikke haft nogen henvendelser fra mig om medieloven. Jeg antog at medieloven var Landsstyreformandens arbejdsområde. Note 2: Det fremgår klart af mit forslag, bilag 1: Redegørelse for Landstingets lovgivningskompetence på medieansvarsområdet, at vi ikke uden videre kan lovgive på dette område. Note 3: Det har dog den faglige opbakning, at det - efter Jens Brøndens egen opfattelse - kun adskiller sig fra "mediegruppens" forslag for så vidt angår regler for offentlige datanet og pressenævnets sammensætning. Det står således udtrykt i Jens Brøndens Han skriver selv i sin første artikel: "Alligevel bygger han, ganske som medieansvarsudvalget for et par år siden, på den danske lovgivning, fordi den i alle principielle henseender er meget rigtig og anvendelig". Note 4: Der er tre muligheder for indførelse af en medielov: 1) Vi får overført lovgivningskompetancen for medieområdet og kan herefter vedtage en lov om medieansvar. 2) Vi beder Folketinget sætte den danske lov om medieansvar i kraft for Grønland, med de lovtekniske begrænsninger der så ligger for at tilpasse loven til vore behov. 3) Vi udformer vores egen lov om medieansvar, som vi derefter beder Folketinget vedtage specielt for Grønland - ligesom Folketinget allerede har vedtgate en særskilt lov om retspleje for Grønland og en særskilt kriminallov for Grønland. Der er redegjort for mulighed (1) og (2) i bilagsmaterialet til mit forslag. Note 5: Jeg foreslår, at Landinget sammensætter pressenævnet efter følgende regler: (Se forslag) Pressenævnet skal bestå af 5 medlemmer, der alle udpeges af landstinget. Formanden skal være jurist, 1 medlem udpeges efter indstilling fra Grønlands Presseforbund og 3 medlemmer udpeges med den klausul, at de ikke må være folkevalgte, de må ikke have tilknytning til pressen og de må ikke være højt placerede embedsmænd - alt sammen for at sikre et uafhængigt pressenævn. (Se specifikation af krav i forslaget) Hvordan får man det til at se ud som et "Politisk Pressenævn"? - Jens Brønden har stillet sig en bunden opgave for at få lederens tekst til at stemme med lederens overskrift. Han formulerer sig derfor på følgende måde: "Formanden, der skal være jurist, skal efter hans mening udpeges af landsstyret, tre medlemmer af landstinget, mens et enkelt udpeges af presseforeningens efterhånden temmelig sammensatte faggrupper." Bortset fra at formanden ikke foreslås udpeget af landsstyret, så skal man specielt lægge mærke til den elegante udeladelse af "udpeges" i tekstdelen " . . Tre medlemmer af landstinget . . ". Denne udeladelse skal bibringe læseren den opfattelse, at der er tale om at udpege tre landstingsmedlemmer. Og så fremhæves det at presseforeningen efterhånden er en temmelig sammensat gruppe. Det kan man vel kun klandre presseforeningen for, hvis det nu skal være et problem. Baggrunden for at lade Grønlands Presseforening udpege et medlem er, at det er den eneste gruppering i pressen, der er bred nok og entydigt defineret. Note 6: Hvor Jens Brønden (efter min mening ganske uberettiget) kalder mit forslag for et Politisk Pressenævn, der vil jeg tillade mig at kalde arbejdsgruppens forslag for et Pressens Pressenævn. "Arbejdsgruppen foreslår, at Pressenævnet væ1ger formand blandt sin midte. Nævnet sammensættes i øvrigt af et medlem, der skal været jurist, beskikket af landsstyret, to medlemmer beskikket af presseforeningen, to medlemmer beskikket til at repræsentere de redaktionelle ledelser i den trykte presse, radio og fjernsyn efter udtalelse fra disse, to medlemmer beskikket som offentlighedens repræsentanter efter udtalelse fra organisationer, der kan nyde støtte efter Landstingsforordningen om fritidsvirksomhed." Arbejdsgruppens pressenævn består af en jurist udepeget af Landsstyret, 4 medlemmer udpeget af pressen selv, og to medlemmer udpeget af vort blomstende foreningsliv. I værste fald og i en alvolig sag for pressen, vil pressen i nævnet sidde med et absolut flertal overfor en gruppe på tre, der består af et medlem, der er jurist, et medlem, der er god til at sy perler og et medlem, der er en interesseret håndboldspiller!