Indsigt: Landsstyrets politisk, økonomiske redegørelse ved forårssamlingen 1996

Landsstyrets politisk, økonomiske redegørelse ved forårssamlingen 1996

Med mindre der skabes en modsvarende vækst i indkomstdannelsen, vil rente- og afdragsbyrden overfor udlandet på længere sigt indebære en reduktion i vores forbrugs- og investeringsmuligheder.

Torsdag d. 9. maj 1996
Landsstyret
Emnekreds: Politik.

Indholdsfortegnelse:: Indholdsfortegnelse; Indledning; Landsstyrets økonomiske politik; Generelle erhvervspolitiske tiltag; Specifikke erhvervspolitiske tiltag; Turisme; Velfærdspolitiske tiltag; Konjunkturvurdering; Eksportindtjeningen og udviklingen i BNP; Ledigheden; Prisudviklingen; Samhandelen med udlandet; Landskassen; Kommunerne
Sammenfatning

Indholdsfortegnelse

Indledning
Landsstyrets økonomiske politik
Generelle erhvervspolitiske tiltag
Infrastruktur
Omkostningsniveauet
Markedsstrukturer
Kvalifikationsniveauet
Specifikke erhvervspolitiske tiltag
Fiskeri
Kapacitetstilpasninger
Rejefiskeriet
Andre arter
Råstofindustri
Udenlandske investeringer
Servicering af mineselskaber
Uddannelsesindsatsen
Olie og Gas
Turisme
Holdningsbearbejdning
Uddannelsesindsatsen
Overnatningskapacitet
Finansieringsordninger
Beskæftigelse
Velfærdspolitiske tiltag
Boligbyggeri og -renovering
Socialområdet
Arbejdsmarkedspolitik
Sundhedspolitik
Konjunkturvurdering
Indkomstudviklingen
Eksportindtjeningen og udviklingen i BNP
Ledigheden
Prisudviklingen
Samhandelen med udlandet
Landskassen
Kommunerne
Sammenfatning

Indledning

Det grønlandske samfund befinder sig i dag i en situation med betydningsfulde udviklingspotentialer på en række områder.

De seneste års udvikling i landets samlede indkomst og beskæftigelse har understreget nødvendigheden af at etablere et bredere indkomstgrundlag for derved at reducere økonomiens sårbarhed overfor de konjunkturudsving, der knytter sig til udnyttelsen af en enkelt ressource.

Hovedvægten i Landsstyrets samlede politik er derfor lagt på at skabe rammerne for udvikling af et tredelt indkomstgrundlag med indtægter fra fiskerierhvervet, råstof- og turismeindustrien. Det er disse 3 områder, der umiddelbart rummer samfundets største muligheder for at skabe den nødvendige økonomiske handlefrihed og tryghed.

Denne prioritering skal naturligvis ses i lyset af, at det fremtidige økonomiske råderum for velfærdsorienterede foranstaltninger, såvel som for en fortsat erhvervspolitisk indsats, er helt afgørende betinget af, hvorvidt der skabes en stabil og langsigtet bæredygtig vækst i landets samlede indkomstdannelse og beskæftigelse. Alene den aktuelle udvikling i befolkningstallet og befolkningssammensætningen tilsiger, at en øget indkomstdannelse vil være nødvendig for at fastholde et uændret velfærdsniveau.

Det overordnede mål for Landsstyrets politik er således at sikre en yderligere værdiskabelse og forøgelse af den økonomiske aktivitet med flere varige arbejdspladser, for der igennem at skabe mulighederne for at sikre bedre levevilkår for de enkelte borgere.

Landsstyrets økonomiske politik

Omfanget og sammensætningen af de offentlige udgifter kan under de rette omstændigheder bruges som et aktivt instrument til at stimulere en øget samfundsøkonomisk aktivitet. Dette kan ske ved omprioriteringer indenfor de givne budgetrammer, eksempelvis en øget prioritering af anlægsopgaver på bekostning af visse driftsudgifter eller ved en forøgelse af de samlede offentlige udgifter.

Landsstyret finder det afgørende, at finanspolitikken tilrettelægges med henblik på at forøge samfundets økonomiske handlefrihed og sikre en stabilitet i den økonomiske udvikling. Dette forudsætter i den aktuelle situation, at hjemmestyrets samlede økonomiske ramme overholdes og, at niveauet for den planlagte gældsafvikling fastholdes.

Den internationale renteudvikling har de seneste år haft en gunstig påvirkning på landskassens regnskabsresultater i form af en faldende rentebyrde, da det faldende renteniveau har betydet nedjusteringer på landskassens nettorenteudgifter. Dog tyder meget på, at det internationale renteniveau er ved at have nået bunden og formentlig vil begynde at stige indenfor det næste år. Landets gældsbyrde kan i hovedtræk opgøres som summen af landskassens og de helt eller delvist hjemmestyreejede selskabers gæld. Da landets samlede gældsbyrde netto er på omkring 3 mia. kr., vil en stigning i renteniveauet have betydelige samfundsmæssige effekter, der alt andet lige vil reducere samfundets økonomiske råderum.

Det er samtidig Landsstyrets mål, at det samlede skatte- og afgiftstryk ikke må stige. Dette vil medvirke til, at virksomhederne gennem skattesystemet sikres internationalt konkurrencedygtige etablerings- og finansieringsvilkår. Samtidig vil et uændret skatte- og afgiftstryk modvirke såvel fald i de reale lønindkomster som forringelser i befolkningens levevilkår, og samtidig styrkes mulighederne for at fastholde en moderat lønudvikling.

Rammerne for hjemmestyrets samlede udgifter er dermed givet, med mindre der skabes en forøgelse af den samfundsmæssige indkomstdannelse. Det indebærer, at nye tiltag i erhvervspolitikken skal sikres ved omprioriteringer indenfor de givne økonomiske rammer, herunder ved øget markedsorientering, øget produktivitet og effektivisering i hjemmestyret og dets virksomheder.

Der er samtidig behov for at foretage en konsolidering af bestående områder. Det være sig på sundhedsområdet som på undervisnings- og kulturområdet samt indenfor socialsektoren. En synliggørelse af produktionen og effektiviteten indenfor disse sektorer er på både kort og lang sigt nødvendig i bestræbelserne på at sikre samfundet mest muligt for pengene.

Målet med en konsolidering på de store driftsområder er ikke at fjerne ressourcer fra disse områder, men alene at sikre et større samfundsøkonomisk udbytte indenfor de nuværende udgiftsrammer. Ved at modvirke det aktuelle pres på driftsudgifterne opnås tillige bedre muligheder for at sikre en balance i de offentlige drifts- og anlægsudgifter, som understøtter udviklingen af landets erhvervspotentialer.

Landsstyret har delvist på baggrund af ovenstående besluttet at igangsætte en ny budgetprocedure fra udarbejdelsen af finanslovforslaget 1997.

Det overordnede princip for den nye budgetprocedure, benævnt rammebudgettering, er at holde de politiske målsætninger op mod den økonomiske formåen, dvs. stille spørgsmålet "hvad har vi råd til at indfri". Budgetproceduren indebærer blandt andet skærpede krav til synliggørelse af hvilke aktiviteter og resultater, der forventes opnået for de ønskede bevillinger.

Det helt centrale tema for den nye budgetprocedure er at sikre et bedre informationsniveau såvel for Landsstyret, som for Landstinget og fagudvalgene for så vidt angår beslutningsgrundlaget for finanslovsudarbejdelsen. Samtidig vil tidsplanen for den nye budgetprocedure betyde, at finanslovsforslaget fremlægges for Landstinget og fagudvalgene på et noget tidligere tidspunkt end hidtil.

Generelle erhvervspolitiske tiltag

En fortsat udvikling indenfor fiskeriet, udnyttelsen af råstofpotentialerne og turismen vil have en gavnlig virkning på erhvervsudviklingen i øvrigt ved en øget efterspørgsel efter leverandør- og serviceydelser samt ved den efterspørgselsstigning, der følger af en stigning i de samlede indkomster.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at sætte sin lid til, at udviklingen indenfor de primære erhverv vil kunne virke som drivkraft for en mere dynamisk erhvervsudvikling. Den afgørende forudsætning for en positiv udvikling i såvel de primære som de øvrige erhverv er, at de vilkår, som sætter rammerne for erhvervslivets konkurrenceevne og udviklingsmuligheder, forbedres. Vilkårerne omfatter blandt andet det generelle omkostningsniveau, kommunikations-, transport- og forsyningsforholdene samt kvalifikationsniveauet såvel blandt arbejdskraften som virksomhedsledere.

Endelig er det afgørende, at hjemmestyret, blandt andet gennem selskabspolitikken og udgiftspolitikken i øvrigt, understøtter udviklingen af mere konkurrenceprægede markedsstrukturer.

Et vigtigt mål er at prioritere indsatsen således, at udviklingen får størst mulig gennemslagskraft, og der opnås et bredere økonomisk fundament med henblik på øget indkomstdannelse og beskæftigelse. Set i dette perspektiv er det væsentligt, at samspillet mellem den offentlige og den private sektor øges med henblik på at kombinere de to sektorers kompetence og på denne måde skabe nye og bedre erhvervsmuligheder.

Infrastruktur

Landsstyrets målsætning på det infrastrukturelle område er at sikre befolkning og erhvervsliv tilfredsstillende kommunikations-, transport- og forsyningsmuligheder så kosteffektivt som muligt. Som følge af såvel de klimatiske forhold som af, at landets relativt lille befolkning er spredt over et stort geografisk område, er landets infrastruktur forholdsvis omkostningstung sammenlignet med en række andre lande.

På det strukturpolitiske område har der de senere år været gennemført en række udviklingsprojekter. På energiområdet blev Buksefjordsværket ved Nuuk ibrugtaget i 1993. Baggrunden for opførslen af vandkraftværket var at erstatte den oliebaserede energiforsyning i Nuuk på fordelagtig samfundsøkonomisk basis. Vandkraftværket har et produktionspotentiale, som gør det muligt at sælge overskydende energi til specielle erhvervstakster til energikrævende erhverv.

Også telekommunikationsområdet har undergået en betydelig udvikling. På baggrund af kapacitets- og driftsproblemer igangsattes en udskiftning fra analog- til digitalteknikken i 1988. Ud over de driftsmæssige rationaliseringsgevinster, og de deraf afledte takstreduktioner, dette teknologiskift har medført, muliggør skiftet også betydelige kapacitetsudvidelser samt oprettelse af nye teletjenester og bedre fungerende datatransmissionstjenester. Digitaliseringen af telefonnettet forventes færdiggjort i 1996/97.

Ved omdannelsen af KNI og udskillelsen af rederidelen i et selvstændigt aktieselskab, Royal Arctic Line A/S, blev det besluttet, at godstrafikken i størst muligt omfang skulle omlægges til et containerbaseret transportsystem. Formålet med containeriseringen var blandt andet at opnå et lavere omkostningsniveau indenfor godstransporten. Der ligger således en betydelig samfundsmæssig gevinst i at udnytte transportsystemets fordele optimalt. Forudsætningen for den samfundsøkonomiske gevinst er dog, at kunderne i vid udstrækning anvender fuldt lastede containere.

Containeriseringen har endvidere medført den fordel, at der er opnået overensstemmelse med de godsstandarder, som anvendes i international skibsfart, hvilket giver forbedrede betingelser for eksport- og importerhvervene. Dermed kan eksportgods pakkes færdigt til modtageren samt sendes hurtigt og effektivt via det internationale rutenet til Europa, USA eller Fjernøsten.

I forbindelse med containeriseringen er der indført nye sejlplaner og transitordninger, som har lettet importen af varer til grønlandske erhvervsvirksomheder og forbedret mulighederne for samhandel mellem virksomheder i forskellige byer. Transportsystemet er derfor opbygget med Nuuk som knudepunkt, og ikke som tidligere Aalborg. I overensstemmelse hermed er besejlingen opdelt i en atlanttrafik til og fra Nuuk, og i en intern trafik som strækker sig fra Ilulissat i nord til Nanortalik i syd.

Landstinget vedtog på efterårssamlingen i 1993 en principbeslutning om anlæggelse af 7 nye regionale landingsbaner med henblik på en prioritering af overgangen til anvendelse af fastvingede fly. De samlede udgifter til de regionale landingsbaner er beregnet til at udgøre ca. 1.078 mio. kr. og projekterne forventes afsluttet i år 2002. Etableringen af de 7 regionale landingsbaner vil udvide flytrafikkapaciteten, hvorved vinterlagrene i bygder og yderdistrikter kan mindskes. Dermed mindskes også lagerbindingen for højværdiprodukter. Gennem øget adgang til flytransport vil der endvidere blive bedre muligheder for eksport af højværdiprodukter. En udbygning af landingsbanestrukturen vil ligeledes muliggøre øget anvendelse af flytransport til den interne varedistribution, som er til gavn for hjemmemarkedsorienterede produktionsvirksomheder, og medføre bedre betingelser for udviklingen af turismeerhvervet.

Med henblik på at opnå besparelser på de samlede omkostninger i passagertrafiksystemet har det siden 1991 været forsøgt at opnå en bedre koordinering af skibs- og flytrafikken. Analyseresultater fra dette planlægningsarbejde viste en forholdsvis højere kapacitetsudnyttelse indenfor fly- i forhold til skibssystemet, og at tilskuddet pr. passagerkilometer var betydeligt større indenfor skibstrafikken end i flysystemet. Skibstrafikkens fordele for passagererne ligger i de forholdsvis lave billetpriser, først og fremmest som følge af de store tilskud.

Det forventes, at 75 % af skibspassagertrafikken vil foregå mellem destinationer, der beflyves af fastvingede fly, når de 7 regionale landingsbaner er etableret. Ved udvidelse af kapaciteten indenfor flytrafiksystemet forbedres mulighederne således for overførsel af passagerer fra skibs- til flytrafikken. En sådan overførsel vil alt andet lige være samfundsøkonomisk fordelagtig, eftersom meromsætningen i flytrafikken kun vil udløse marginale omkostninger i flytrafiksystemet.

For at opnå samfundsøkonomiske gevinster, er det nødvendigt at koordinere det samlede passagertrafiksystem. Hovedvægten i koordineringen bør ligge på udviklingen af flytrafikken. Koordineringen bør desuden tilrettelægges således, at passagerskibene målrettes mod eksempelvis turisme og/eller andre transportformål, der ikke forudsætter omkostningsdæmpende tilskud af den nuværende størrelsesorden. En af betingelserne for et øget passagergrundlag for flytrafikken, og dermed også for at opnå de samfundsøkonomiske gevinster, er at prisforskellene mellem flybilletter og skibsbilletter reduceres væsentligt.

Landsstyret har netop godkendt de såkaldte gennemgangspriser, der på en række flyruter giver mulighed for prisreduktioner på op til 75 % i forhold til normalpriserne. De nye gennemgangspriser er underlagt visse begrænsninger og henvender sig derfor til den kundekreds, som har mulighed for at tilrettelægge deres rejser i god tid. Målgruppen for de nye billettyper er privatrejsende. Ved anvendelse af prisparametren er det hensigten at øge denne gruppes andel af flyrejsende og dermed forøge volumen i den samlede flytrafik. På baggrund af erfaringer med de tidligere indførte Max 2940 priser, der tilgodeser flyrejser til yderdistrikterne, er det forventningen, at efterspørgselsstigningen ved indførelse af de nye billettyper kan dække såvel indtægtstab ved et mindre salg af normalbiletter som de forøgede omkostninger ved et udvidet trafikprogram.

Omkostningsniveauet

Et centralt tema i forbindelse med tilvejebringelse af konkurrencedygtige rammebetingelser for erhvervslivet er en reduktion i det generelle omkostningsniveau. Landsstyret anser indsatsen for et reduceret omkostningsniveau som én af forudsætningerne for at øge incitamenterne til at etablere og drive privat virksomhed, så der sikres basis for at opnå et konkurrencedygtigt afkast af investeringerne.

Den omkostningspolitiske målsætning indebærer, at de årlige pris- og lønstigninger skal holdes på et niveau, der ligger under niveauet hos vores samhandelspartnere.

Lønmodtagerne har i de seneste overenskomstperioder udvist en stor forståelse for denne politik. Dette har bevirket, at lønudviklingen generelt har været meget afdæmpet. Der er dog indenfor visse fag- og uddannelsesområder ved at opstå rekrutterings- og fastholdelsesproblemer. Dette giver anledning til at overveje, hvorvidt der er behov for en mere differentieret lønpolitik, der kan tilgodese såvel behovet for en yderligere styrkelse af konkurrenceevnen på omkostningssiden som behovene for at sikre kvalificeret arbejdskraft.

For at modvirke reallønsfald er det Landsstyrets målsætning, at betalingen til samfundet i form af skatter og afgifter ikke skal forøges. Udviklingen i skatte- og afgiftssystemet skal som tidligere anført samtidig sikre, at virksomhedsetablering og virksomhedernes finansiering gives internationalt konkurrencedygtige vilkår.

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at det, i forbindelse med det aktuelle arbejde omkring den fremtidige opgave- og byrdefordeling mellem hjemmestyret og kommunerne, er Landsstyrets opfattelse, at der, såfremt der overføres opgaver til kommunerne, skal ydes direkte eller indirekte kompensation herfor. Denne målsætning skal blandt andet modvirke en stigning i de kommunale udskrivningsprocenter og dermed i det samlede skatte- og afgiftstryk.

For at sikre befolkningen et forholdsvis ensartet omkostningsniveau anvendes et princip om ensfragtrate til alle destinationer i landet. Ensprisprincippet har imidlertid den ulempe, at priserne ikke afspejler de faktiske omkostninger. Befolkningen i området fra Nuuk til Disko-regionen finansierer via en afgiftsbetaling omkostningerne i forbindelse med ensprissystemet. Derimod opnår resten af landets befolkning en prismæssig gevinst i form af forholdsvis lavere fragtpriser. Ensprissystemet modvirker dermed ønsket om mere markedsmæssige vilkår for det grønlandske erhvervsliv, da de opkrævede fragtrater i visse regioner er højere end de reelle fragtomkostninger.

Det er på denne baggrund Landsstyrets hensigt at afdække mulighederne for, på blandt andet vareforsyningsområdet, at indføre et maksimalprissystem som erstatning for det nuværende ensprissystem.

Landsstyret anser det som en forudsætning for en eventuel indførelse af et ændret prissætningssystem, at befolkningens levevilkår sikres i alle regioner. Det er derfor nødvendigt at foretage en nærmere vurdering af, hvorvidt befolkningen i områder med forholdsvis høje faktiske forsyningsomkostninger kan tilgodeses af andre reguleringsmekanismer end ensprissystemet.

Markedsstrukturer

Et yderligere element i indsatsen omkring forbedring af erhvervsvilkårene er at sikre en markeds-struktur, som skaber plads for private erhvervsinitiativer, og som samtidig tilsikrer en sådan grad af konkurrence, at der, hvad enten det drejer sig om offentlig eller privatejet virksomhed, eksisterer markedsmæssige tilskyndelser til en rationel og dynamisk drift og udvikling af virksomhederne.

Det er Landsstyrets overbevisning, at Grønlands Hjemmestyre ikke skal drive erhvervsvirksomhed, hvis udøvelsen af den pågældende erhvervsaktivitet lader sig regulere i et naturligt og frit konkurrencemarked, og hvis varetagelsen af vitale samfundsmæssige interesser samtidig kan tilgodeses under hensyn til en samfundsøkonomisk ressourceoptimering.

Landsstyret vil derfor arbejde for at sikre de hjemmestyreejede virksomheder vilkår, som gør det muligt at konsolidere driften for blandt andet derved at skabe baggrund for en eventuel afhændelse til private investorer.

Det vil med andre ord sige, at selskaberne skal sikres den nødvendige autonomi til at handle markedsøkonomisk rationelt, dog således at ejeren sikres den fornødne indsigt i, at selskaberne handler i overensstemmelse med de i Landstinget fastlagte overordnede politiske retningslinier. Endvidere skal konsolideringskravene og udbyttekravene fastlægges, så selskaberne stilles lige i forhold til de vilkår, der er gældende for det private erhvervsliv på de pågældende markeder.

Med henblik på at understøtte udviklingen i den private erhvervssektor vil det eventuelt på længere sigt kunne overvejes at udlicitere nogle af de opgaver, der i dag varetages af hjemmestyret. Det vil dog forinden være nødvendigt med en grundig afklaring og diskussion af, hvilke opgaver der hensigtsmæssigt vil kunne løses på denne måde, idet det er afgørende, at en eventuel udlicitering ikke medfører samfundsøkonomiske eller velfærdsmæssige tab.

Kvalifikationsniveauet

En af grundbetingelserne for erhvervslivets udviklingsmuligheder er, at arbejdskraftens kvalifikationer modsvarer de behov, der er på arbejdsmarkedet. Det er derfor nødvendigt, at der sker en løbende udvikling af uddannelses- og efteruddannelsestilbuddene, således at aktiviteterne tilrettelægges i overensstemmelse med erhvervs- og samfundsudviklingen og den teknologiske udvikling.

Landsstyret vil på denne baggrund tilstræbe at styrke erhvervslivets og kommunernes deltagelse i udviklingen af uddannelserne, blandt andet ved at afdække og dokumentere kvalitative og kvantitative uddannelsesbehov. Endvidere skal mulighederne for at indføre ny teknologi i uddannelserne undersøges.

Målsætningen om en øget aktivitet i den private sektor bevirker, at der endvidere er behov for at øge kendskabet til det at etablere og drive privat erhvervsvirksomhed. Der er i en række kommuner etableret lokale erhvervsråd i samarbejde mellem det offentlige og private. Erhvervsrådene har blandt andet vist sig at have en betydelig positiv funktion for så vidt angår udveksling af erfaringer og etablering af nye samarbejdsrelationer virksomhederne imellem, og Landsstyret lægger vægt på, at denne udvikling fortsætter.

Landsstyret vil samtidig, i samarbejde med erhvervslivet, kommunerne og uddannelsesinstitutionerne, arbejde for at sikre en bredere og mere formaliseret formidling af viden omkring iværksættervirksomhed og ledelsesmæssige problemstillinger, også til målgrupper udenfor det etablerede erhvervsliv.

Det vil i den forbindelse blandt andet være muligt at opnå en bedre aktivering af de efteruddannelsesbidrag, arbejdsgiverne indbetaler til landskassen (AEB-midlerne). Som eksempel kan det nævnes, at der i efteråret 1995, med finansiering fra AEB-midlerne, blev afholdt en række ledelseskurser for håndværksmestre. Også i 1996 vil der blive afholdt længerevarende mesterkurser opbygget over flere moduler.

Specifikke erhvervspolitiske tiltag

Fiskeri

Fiskeriet vil, som en af de 3 erhvervspolitiske grundsøjler, fortsat indtage en central position i såvel økonomisk som beskæftigelsesmæssig henseende.

I erhvervsmæssig sammenhæng anses reguleringer og subsidiering oftest som omkostnings-forvridende, og dermed som faktorer, der mindsker tilskyndelsen til resultatorienteret drift og således også giver et lavt samfundsøkonomisk udbytte.

Dette gør sig dog som oftest ikke gældende for udnyttelsen af en fællesnaturressource som fisk og skaldyr, idet overfiskeri øger fiskeriomkostningerne, mindsker det permanente udbytte eller i værste fald ødelægger en del af bestanden. Det må anses for et generelt internationalt dilemma, at fiskerierhvervet, under mangelfuld regulering, har tendens til overfiskning, hvilket bevirker, at der skabes overkapacitet i forhold til ressourcens bæreevne.

Den overordnede målsætning på det fiskeripolitiske område er derfor at sikre det størst mulige og vedvarende samfundsøkonomiske udbytte af ressourcerne fisk og skaldyr i det grønlandske fiskeriterritorium. Den fiskeripolitiske målsætning indebærer således, at fiskeritrykket skal holdes på et niveau, som biologisk kan forsvares.

Kapacitetstilpasninger

I de seneste år har fiskerierhvervet udviklet sig fra primært at bestå af indenlandske fiskeindustrianlæg og fiskeri i Grønlands fiskeriterritorium til nu også at omfatte fiskeindustrier udenfor landet samt fiskeri i andre landes og i internationale farvande.

Denne udvikling skal ses i lyset af, dels at der er sket en generel mængdemæssig stagnation i det indenlandske fiskeri, hvor der for rejefiskeriet og torskefiskeriet er tale om tilbagegang i mængderne, dels at landets fiskerflåde nu også omfatter store trawlere, der kan operere hvor som helst i verden.

Mulighederne for at opnå en forbedring af det samfundsøkonomiske bidrag fra fiskerierhvervet skal derfor findes i en konsolidering af det indenlandske fiskerierhverv samt i en mulig udbygning og forbedring af de aktiviteter, der ligger udenfor landets grænser.

Den indenlandske del af erhvervet har gennemgået og vil i de nærmeste år fortsat skulle gennemgå en kapacitetstilpasning og modernisering af såvel den havgående som den kystnære flåde. Kapacitetstilpasningen skal sikre, at fartøjernes kvoter tilpasses fangstkapaciteten, hvorved der opnås en bedre økonomi i de enkelte rederier. Tilpasningen indebærer dog nødvendigvis færre fartøjer i fiskeriet, og dermed reduceres beskæftigelsen ombord på fartøjerne.

Forsøgsfiskeri efter arter, som ikke hidtil har været udnyttet, samt fiskeri der skal afdække områder, hvor der ikke i dag fiskes, kan i en vis udstrækning modvirke de negative beskæftigelsesmæssige effekter af kapacitetstilpasningen i fiskerierhvervet.

Der er dog behov for at gennemføre projekter, der strækker sig over flere år, inden det med tilstrækkelig sikkerhed kan vurderes, om der er belæg for en kommerciel udnyttelse af nye arter. Etablering af kommercielt fiskeri i områder, hvor der ikke hidtil ikke har været drevet fiskeri, vil ligeledes kræve flere års undersøgelse, inden der foreligger et forsvarligt grundlag for at igangsætte investeringer i nye fartøjer og indhandlingsanlæg.

Den del af fiskeriet, som foregår udenfor Grønlands fiskeriterritorium, udøves enten på områder, hvor der på grund af manglende eller utilstrækkelig international regulering er risiko for nedfiskning af bestandene, eller på andre landes territorium, hvor der kun kan opnås fiskerirettigheder i bytte for andre fiskerirettigheder i Grønlands fiskeriterritorium til de pågældende lande.

Usikkerheden omkring fiskerimulighederne i internationalt farvand og de begrænsede muligheder i de bilaterale fiskeriaftaler giver ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at investere i en væsentlig større udnyttelse af disse fiskerimuligheder.

Rejefiskeriet

På baggrund af biologernes anbefalinger om en reduktion af TAC'en (Total Allowed Catches) med 20% i forhold til 1994 er det besluttet, at fiskeriet i Vestgrønland skal reduceres med 5 % hvert år i en periode på 4 år, begyndende i 1995.

Reduktionen er gennemført for 1995 og 1996 i det havgående fiskeri, idet der på dette område er fastsat en samlet kvote, der er fordelt blandt de enkelte rederier. For den kystnære flåde planlægges der i 1996 gennemført de nødvendige lovgivningsmæssige ændringer for at indføre et tilsvarende reguleringssystem. Det kan imidlertid konstateres, at det faktiske rejefiskeri fra den kystnære flåde i hele 1995 er faldet med 9 % i forhold til fiskeriet i 1994, eller mere end de forudsatte 5 %.

Faldet i rejefiskeriet vil påvirke landets eksportindtægter i negativ retning, med mindre der samtidig sker en stigning i verdensmarkedspriserne. De faldende mængder vil samtidig medføre et fald i beskæftigelsen i rejeindustrien, ligesom en reduktion af flåden vil medføre nedgang i beskæftigelsen i flåden.

Med uændrede verdensmarkedspriser i forhold til 1994 vil en reduktion på 20 % af de opfiskede mængder medføre, at eksportværdien af rejerne i 1998 bliver ca. 271 mio. kr. mindre end i 1994.

og har der i 1995 været en positiv udvikling i verdensmarkedspriserne for rejer. Dette medførte blandt andet, at der i 1995, bortset fra en kort periode i begyndelsen af året, ikke blev udbetalt indhandlingstilskud til det kystnære rejefiskeri, idet den kommercielle indhandlingspris oversteg de fastsatte mindstepriser. For 1996 budgetteres der ikke med indhandlingstilskud til rejer, og de kommercielle priser overstiger da også på nuværende tidspunkt mindstepriserne.

Andre arter

Fiskeriet efter hellefisk har de seneste år været inde i en positiv udvikling med høje både pris- og mængdemæssige stigninger. Denne udvikling er dog hovedsagelig foregået i det indenskærs fiskeri, idet der for det udenskærs fiskeri er tale om en relativ lav TAC, som kun giver begrænsede muligheder for indsættelse af flere fartøjer i fiskeriet.

Det indenskærs fiskeri efter hellefisk er hovedsagelig koncentreret i Diskobugten samt i Uummannaq og Upernavik distrikter, hvor fiskeriet giver et væsentligt bidrag til økonomien og beskæftigelsen i de pågældende kommuner. Den positive udvikling i disse områder understreges blandt andet af, at der i den seneste tid er etableret fabriksanlæg i to bygder i Upernavik kommune, som drives på kommercielt grundlag.

Da fiskeriet ikke er reguleret, kan der forudses en fortsat stigning i fiskeriindsatsen, og dette kan medføre risiko for overfiskeri. Med henblik på at forebygge et overfiskeri, planlægges der indført licenspligt i det indenskærs fiskeri efter hellefisk således, at fiskeriet kan sikres vedvarende økonomisk betydning for samfundet.

Endvidere er der i 1995, efter forudgående forsøgsfiskeri, påbegyndt et interessant nyt fiskeri efter krabber på kommercielt grundlag. Dette fiskeri forventes at kunne danne grundlag for permanent indhandling, der foreløbig iværksættes i 3 byer. De indhøstede erfaringer med såvel fiskeriet, produktion og eksport af krabberne vil senere vise, hvilke yderligere udviklingsmuligheder, der er i dette fiskeri.

Råstofindustri

Et af potentialerne for på sigt at skabe et udbygget og mere differentieret grundlag for landets økonomiske indtjening er efterforskning og udvinding indenfor råstofområdet. Det er derfor den politiske målsætning at fortsætte tiltagene for at udvikle landets mineral- og kulbrintepotentiale, således at der på sigt kan blive tale om et bærende eksporterhverv.

Indenfor mineralområdet har der i de sidste par år været en kraftig vækst i de private mineselskabernes efterforskning i Grønland. Antallet af koncessioner har været kraftig stigende, således at der i 1995 var knap 40 aktive koncessioner. Disse koncessioner dækker mere end 25000 km2. I 1996 er der allerede kommet 6 nye koncessioner. I 1993 og 1994 anvendte de private selskaber ca. 45 mio. kr på efterforskningsaktiviteter. Der foreligger ikke på nuværende tidspunkt endelige tal for 1995, men det skønnes, at selskaberne har anvendt omkring 100 mio. kr. Idet råstofindustrien globalt set er præget af en hård konkurrence for så vidt angår efterforskningsinvesteringer, må resultaterne af de hidtidige tiltag indenfor råstofområdet konkluderes at være særdeles positive.

Udenlandske investeringer

Den politiske indsats har blandt andet været rettet mod at skabe gunstige vilkår for udenlandske investorer. En af de faktorer, som har været afgørende for Grønlands konkurrenceevne som mål for de udenlandske investeringer, er den politiske og økonomiske stabilitet. Endvidere må den nuværende skatte- og minelovgivning også karakteriseres som værende særdeles attraktiv. Fælles for lovgivningen og den politiske og økonomiske stabilitet er, at de giver selskaberne stor sikkerhed for at kunne udnytte resultaterne af deres investeringer.

Servicering af mineselskaber

Et væsentligt element i bestræbelserne på at tiltrække efterforskningsselskaber er den kortlægning, der foregår i offentlig regi af de forskellige geologiske potentialer. Blandt andet har de flybaserede magnetiske og elektromagnetiske kortlægninger, som i vid udtrækning finansieres af hjemmestyret, stor betydning. I 1995 anvendte hjemmestyret og staten tilsammen ca. 50 mio. kr. på grundlæggende efterforskningsprojekter.

Som led i udviklingen af råstofsektoren til et bærende erhverv skal indsatsen med hensyn til indsamling og analysering af geologiske informationer om den grønlandske undergrund fortsættes og udbygges i de kommende år. Samtidig skal der satses på at sprede den eksisterende og nye viden, blandt andet ved at sikre en god datatilgængelighed, til de potentielle investorer. Indsatsen kræver, at der på finansloven afsættes omkring 30 mio. kr. til forskellige projekter.

For at sikre at efterforskningsindsatsen giver anledning til størst mulig beskæftigelse og indtjening i det grønlandske samfund er det vigtigt, at der eksisterer de nødvendige servicetilbud samt den nødvendige kapacitet og kompetencer. Råstofkontoret skal i den forbindelse varetage den koordinerende rolle, mens oprettelse og drift af servicevirksomheder mv. forudsættes at skulle varetages af private.

Med henblik på at sikre den nødvendige servicering af efterforskningsindustrien samt at undersøge sektorens beskæftigelsesmuligheder og økonomiske virkninger, har Råstofkontoret igangsat en række feasibility-studier, som færdiggøres i løbet af 1996.

Uddannelsesindsatsen

De opgaver, som Råstofkontoret naturligt skal varetage, omfatter blandt andet at sikre det nødvendige udbud af uddannelses- og efteruddannelsestilbud. I 1995 blev det første prospektor-kursus gennemført på Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut, og i 1996 gennemføres der 1-2 landsdækkende kurser og 1 regionalt kursus. Der har været stor interesse for at deltage i disse kurser, og erfaringerne fra 1995 viser, at de uddannede prospektorer har let ved at få arbejde i forbindelse med selskabernes efterforskningsaktiviteter.

I 1996 gennemføres det første kursus indenfor boring. De folk, der gennemgår dette kursus, vil være kvalificerede til at arbejde i forbindelse med såvel olieboringer som boringer efter mineraler. Også dette kursus har der været stor interesse for.

Råstofkontoret arbejder med at få etableret et privat boreselskab i Grønland snarest muligt, da eksistensen af et hjemmehørende boreselskab normalt vil gøre det både nemmere og billigere for efterforskningsselskaberne at gennemføre boreprogrammer som led i deres efterforskning. Samtidig vil det gøre det lettere at sikre beskæftigelse af grønlandsk arbejdskraft.

Målsætningen er at gøre efterforskningen til en industri, som gavner det grønlandske samfund mest muligt. På længere sigt vil der forhåbentlig komme én eller flere aktive miner, men selv om der i en række af koncessionsområderne er gjort lovende fund, er det i dag ikke muligt at sige noget præcist om, hvornår der kan træffes beslutning om etablering af den første nye mine.

Olie og Gas

Med hensyn til efterforskning efter olie og gas er der, efter en ret beskeden indsats i en række år, nu udsigt til en meget betydelig aktivitet. Aktiviteterne vil først og fremmest være koncentreret om Nuussuaq og Fylla-området.

På Nuussuaq er der de sidste par år gennemført en række mindre boringer, som har vist interessante tegn på kulbrinter, og der forventes enten i 1996 eller i 1997 gennemført en stor konventionel olieefterforskningsboring.

5 olieselskaber har søgt om koncession til efterforskning i Fylla-området ud for Nuuk. Forhandlingerne med disse selskaber er endnu ikke afsluttet, men det forventes, at der i de kommende år vil ske en betydelig efterforskning, som blandt andet vil omfatte boringer.

Efterforskningen efter olie og gas er nærmere beskrevet i Landsstyrets redegørelse vedrørende olie- og gasefterforskning.

Turisme

Målsætningen indenfor turismepolitikken er at skabe et erhverv, som bidrager positivt til landets økonomi, valutaindtjening og beskæftigelse, og som samtidig er økonomisk, kulturelt og natur-mæssigt bæredygtigt. Det er målet, at der inden år 2005 opnås en årlig omsætning fra turismen på 500 mio. kr.

Potentialerne indenfor turisterhvervet har specielt gennem de sidste 5 år været under udvikling. Først i 1990'erne koncentreredes tiltagene sig primært omkring udvikling af grundbetingelserne for turisttilstrømningen. Resultaterne af indsatsen har vist sig så positive, at erhvervet nu står overfor flaskehalsproblemer på en lang række delområder.

De væsentligste problemstillinger indenfor videreudvikling af turistsektoren er:

holdningsbearbejdningarbejdskraftens kvalifikationerflaskehalsproblemer indenfor uddannelse, overnatning og finansieringDer bør skabes en forståelse for, at udviklingen i turisterhvervet er en tværfaglig problematik, som involverer stort set samtlige sektorer.

Holdningsbearbejdning

Det er essentielt, at der sker en holdningsbearbejdning gennem en intensiv markedsføring af Grønland som turistdestination i udlandet. I den forbindelse er det overordentlig vigtigt, at der internt i landet er den nødvendige tilslutning og baggrund for videreudvikling af turistsektoren som et bærende erhverv.

Uddannelsesindsatsen

For at sikre at udviklingen af turistsektoren sker på en miljømæssig og kulturel forsvarlig måde, er det centralt, at der gøres en indsats på det uddannelsesmæssige område. Denne indsats vil også sikre beskæftigelse af landets indbyggere og mindske mængden af tilkaldt arbejdskraft. Den krævede uddannelsesaktivitet kan ikke nødvendigvis indpasses i det etablerede uddannelsessystem. Der er behov for nytænkning, hvor der blandt andet etableres trainee-ordninger både internt i landet og i udlandet.

Overnatningskapacitet

Overnatningskapaciteten udgør en generel begrænsning, men er tillige afgørende for den geografiske fordeling af turistomsætningen og dermed også for fordelingen af den beskæftigelsesmæssige effekt. Sæsonudsvingene i turisttilstrømningen udgør dog en særlig problemstilling i forhold til overnatningssektorens kapacitetsudnyttelse, beskæftigelse og økonomiske resultater.

Finansieringsordninger

En udvidelse af overnatningskapaciteten er en nødvendighed for den fremtidige turistudvikling. Udbygningen kræver, at der fremskaffes kapital. De generelt dårlige indtjeningsforhold i hotelbranchen sammenholdt med branchens konkurserfaring fra tidligere år har bevirket, at der har været relativt beskedne private investeringer. Bankerne og kreditforeningerne har hidtil ikke udvist interesse for at gå ind i en medfinansiering af udbygningen af hotelkapaciteten.

At en investering rent driftsøkonomisk er urentabel betyder ikke nødvendigvis, at det samfundsmæssigt er en ufordelagtig investering. En udbygning af turismeerhvervet har betydelige samfundsøkonomiske potentialer, og der vil derfor være behov for at undersøge mulighederne for alternative finansieringsordninger. I den forbindelse kan der skeles til erhvervsstøtteordningen, hvor der gives støtte til fiskeri og landbrug.

Eventuelle finansieringsordninger for hotelbranchen bør lægge sig op ad Greenland Tourism A/S' strategi for turismeudvikling, så investeringer i nye og renovering af eksisterende hoteller placeres, hvor der er det bedst mulige forretningsgrundlag for hoteldrift.

Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke et færdigudarbejdet forslag til en finansieringsordning for opførsel af nye hoteller og renovering af de eksisterende. I løbet af 1996 vil der blive udarbejdet et forslag til en finansieringsordning i fællesskab med de relevante parter, herunder Centralorganisationen for Hoteller og Restauranter, finansieringsinstitutter og internt i hjemmestyret.

Beskæftigelse

Beskæftigelseseffekten indenfor turismeerhvervene er relativ vanskelig at vurdere. Undersøgelser i udlandet viser, at 1 mio. kr. i omsætning indenfor turisterhvervet skaber fuldtidsbeskæftigelse til minimum 1 person indenfor branchen. Den turistpolitiske målsætning om en valutaindtjening på 500 mio. kr. årligt fra år 2005 vil dermed, alt andet lige, kunne betyde en direkte beskæftigelse på omkring 500 mandeår. Hertil kommer den afledte beskæftigelseseffekt, som generelt vurderes at være specielt høj indenfor turismeerhvervet.

I udbygningsfasen vil der være behov for yderligere arbejdskraft i forbindelse med de nødvendige kapacitetstilpasninger, såfremt den turistpolitiske målsætning skal opfyldes. Umiddelbare vurderinger indikerer, at der er behov for at investere omkring 340 mio. kr. i udbygningen af overnatningskapaciteten samt omkring 160 mio. kr. i infrastruktur. Indenfor bygge- og anlægsbranchen vurderes det, at en omsætning på 2 mio. kr. skaber beskæftigelse svarende til 1 mandeår, når der er tale om nyinvesteringer. Såfremt der er tale om renoveringsopgaver, vurderer branchen, at en omsætning på 1,5 mio. kr. skaber beskæftigelse svarende til 1 mandeår.

Den geografiske og tidsmæssige fordeling af beskæftigelsen vil blandt andet afhænge af den valgte investeringstakt og etablering af en finansieringsordning.

Velfærdspolitiske tiltag

Den aktuelle økonomiske situation bevirker, at der ikke eller kun i yderst begrænset omfang vil være plads til at øge de samlede udgifter til rent velfærdsorienterede foranstaltninger. Det er dog Landsstyrets vurdering, at der på en række områder vil kunne ske en konsolidering og eventuelle omprioriteringer, som vil bidrage til at øge det samlede velfærdsmæssige udbytte af de afsatte ressourcer.

Parallelt med forudsætningerne for at indfri de erhvervspolitiske målsætninger er der behov for en mere koordineret indsats, hvor blandt andet de sociale og de sundhedspolitiske problemstillinger angribes ud fra et mere helhedsorienteret perspektiv. Således spiller eksempelvis bolig- og beskæftigelsesforholdene en væsentlig rolle for den enkeltes velfærd i øvrigt.

Boligbyggeri og -renovering

Et af de højt prioriterede områder i Landsstyrets politik er en fortsat udbygning af nye boliger og en forøget renoveringsindsats vedrørende boligmassen. Dette er en prioritering, som også skal ses i lyset af ønsket om at skabe øget beskæftigelse.

Landsstyret arbejder for en fortsat reduktion i byggepriserne, som dels skal øge mulighederne for at imødekomme det meget store behov for nye boliger indenfor de givne budgetrammer, dels skal sikre at nye boliger opføres til byggepriser, som medfører, at huslejeniveauet ikke forøges i forhold til befolkningens betalingsevne. Blandt andet vurderes mulighederne for indførelse af standarder og standardiseringer med henblik på at nedbringe byggepriserne.

Landsstyret har indledt et budgetsamarbejde med kommunerne, som på kort sigt vil medvirke til at sikre en mere koordineret og stabil anlægsplanlægning, og der forventes på denne baggrund at kunne opnås et større samfundsøkonomisk udbytte af anlægsaktiviteterne indenfor de nuværende budgetrammer.

I forlængelse af kommunalreformkommissionens arbejde fører Landsstyret i øjeblikket forhandlinger med kommunerne om den fremtidige kompetencefordeling og finansiering på boligområdet, og der er netop afsluttet en høringsrunde i kommunerne med forslag til alternative finansieringsmodeller. Det skal dog understreges, at det, uanset hvilken finansieringsmodel der vælges, ikke vil tilføre flere midler til boligområdet som helhed.

Fordelingen af boligbyggeriet prioriteres på baggrund af boligbehov, efterspørgsel og udviklingen i de enkelte kommuner. Dette vil forventeligt kræve, at der igangsættes omkring 325 nye boliger om året, fordelt med omkring to tredjedele i byer og omkring en tredjedel i bygder.

Socialområdet

Der er på det sociale område gennem de senere år sket en udbygning og forbedring, som specielt har berørt handicapforsorgen og døgninstitutionerne, hvor nye tiltag og behandlingstilbud prioriteres højt. Endvidere har den forebyggende og aktiverende indsats på det sociale område været højt prioriteret. Der har imidlertid samtidig være et stigende udgiftspres på de sociale sikringsordninger, dvs. pensioner, boligbørnetilskud m.m.

I lyset heraf er der behov for at revurdere de gældende ydelsesstrukturer som forudsætning for at kunne tilgodese de mest trængte i fornødent omfang, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved det igangværende arbejde i socialreformkommissionen.

Arbejdsmarkedspolitik

Den primære indsats med henblik på at forbedre beskæftigelsessituationen, som skal findes i såvel erhvervs- som i uddannelsespolitikken, skal tilsikre en forøgelse i antallet af udbudte arbejdspladser og en arbejdsstyrke, som modsvarer de kompetencekrav og forventninger, erhvervslivet stiller.

Med henblik på at sikre beskæftigelse til den gruppe, der i dag har vanskeligt ved fuldt ud at kunne opfylde arbejdsgivernes kvalifikationskrav, er det Landsstyrets mål at tilstræbe et forøget udbud af efteruddannelser, herunder en styrkelse af uddannelseselementet i de kommunale ungdomstjenester. Endvidere finder Landsstyret det væsentligt at styrke formidlingen mellem arbejdsgivere og ledige ved en intensivering af den landsdækkende jobformidling.

Sundhedspolitik

Med udgangspunkt i ønsket om at sikre et velfungerende sundhedsvæsen, indenfor de økonomiske rammer der er til rådighed i bevillingslovene, har Landsstyret igangsat en række udredningsarbejder på forskellige niveauer med inddragelse af såvel sundhedspersonale som befolkningen i øvrigt. Hensigten er at kunne fremlægge forslag til debat om den fremtidige betjeningsstruktur, herunder såvel den geografiske sygehusstruktur som hvilke service- og behandlingstilbud, der skal ydes.

De væsentligste indsatsområder med henblik på at forbedre sundhedstilstanden i befolkningen er af sundhedsfremmende og forebyggende karakter. Landsstyret har således allerede i samarbejdsaftalen, der lå til grund for Landsstyrekoalitionen, prioriteret en forøget indsats mod misbrug af hash, tobak og alkohol. Endvidere har indsatsen for at reducere antallet af smitsomme sygdomme og tilstande, der fortrinsvis smitter ved seksuel kontakt, en høj prioritet, herunder ikke mindst en begrænsning af HIV-spredningen.

Ud over de specifikke tiltag på det sundhedsfremmende og forebyggende område prioriterer Landsstyret en indsats rettet mod de mere almene levevilkår. Målet er at styrke den lokale sundhedsfremme og befolkningens egenomsorg. Nedsættelse af lokale sundhedsudvalg og Det Forebyggelsespolitiske Råd er redskaber hertil, og publikationen af den første grønlandske sundhedshåndbog er et udtryk for dette mål.

En af forudsætningerne for befolkningens egenomsorg er imidlertid, at den sikres de fornødne rammer i form af ordentlige hygiejne- og boligforhold. Der vil ikke mindst i bygderne kunne opnås en væsentlig forbedring af sundhedsforholdene ved en indsats på disse områder. Det er derfor hensigten, at lade 'Kullorsuaq-projektet' danne model for en tværfaglig forebyggende indsats i bygderne. Alene etableringen af servicehuse har en væsentlig sundhedsfremmende effekt, hvorfor Landsstyret prioriterer en fortsat udbygning på dette område meget højt.

Gennem en konsolidering af sundhedsvæsenets behandlings- og serviceprofil skal sundhedsvæsenet og dets ydelser fortsat forbedres. En regionalisering og yderligere decentralisering af såvel behandlingsmæssig som administrativ karakter er blandt Landsstyrets ønsker. Det er Landsstyret intension at skabe større stabilitet og kontinuitet blandt sundhedspersonale ved gennemførelsen af række personalepolitiske tiltag. Det vil ske gennem bedre introduktions- og uddannelsemuligheder for alle personalegrupper i alle dele af landet.

Som led i udbygningen af specialer bør Dronning Ingrids Hospitals funktion som landshospital konsolideres. Dette skal ske ud fra en vurdering af, om opgaverne i sundhedsvæsenet skal løses i Grønland og uden for landet. Samtidig bør det sikres, at distrikterne kan betjenes bedre fremover, så det muliggør en behandling for patienterne så tæt ved deres hjem som muligt.

Konjunkturvurdering

Det er Landsstyrets vurdering, at de seneste års fald i landets samlede indkomstdannelse nu er bremset. Der er således sket et fortsat fald i ledigheden, og øvrige konjunkturindikatorer peger, med betydelige forbehold, i retning af en svag stigning i den samlede indkomstdannelse i 1995. Udviklingen giver dog ikke anledning til mere end behersket optimisme, for så vidt angår udsigterne til en vedvarende konjunkturafledt stabilisering eller vækst i økonomien.

Indkomstudviklingen

Udviklingen i den samlede indenlandske økonomiske aktivitet, målt ved BNP, udviste i perioden 1989-1993 en faldende tendens, som dog er aftagende de sidste år af den belyste periode. Der er i løbende priser tale om et fald på omkring 10 %, mens den reale udvikling, altså målt i faste priser, udviser et fald på omkring 19 %.

Den høje prisudvikling i perioden 1989-1990 indebar et større fald i det reale BNP pr. indbygger i forhold til faldet i BNP pr. indbygger i løbende priser. Som illustreret i nedenstående Figur 1 har den moderate prisudvikling derimod siden 1991 indebåret, at udviklingen i BNP pr. indbygger i henholdsvis faste og løbende priser stort set er identiske.

Fra 1992 til 1993 skete der en halvering i nettoudvandringen. I samme periode steg antallet af personer i arbejdsstyrken, men samtidig faldt ledighedsprocenten. Dette skulle alt andet lige afspejle en stigning i den indenlandsk skabte indkomst. Eksporten af fiskeriprodukter faldt dog en smule mellem 1992 og 1993. Disse faktorer bevirkede tilsammen, at BNP pr. indbygger i løbende priser faldt med 0,4 % i 1993, mens der i 1992 var tale om et fald i BNP på knap 5 %.

Figur 1. Udvikling i BNP pr. indbygger 1989-1993

Eksportindtjeningen og udviklingen i BNP

Efter lukningen af Mamorilikminen i 1990 er Grønlands eksportkvote, det vil sige eksporten målt som andel af den samlede indenlandske indkomstdannelse, BNP, faldet fra knap 42 % til 32%.

Dermed er den samlede indkomstdannelse i mindre grad end tidligere betinget af eksportindtægterne, hvilket reelt vil sige, at bloktilskuddet fra Danmark udgør en større andel af det samlede indkomstgrundlag. Der er dog fortsat tale om en relativ høj eksportkvote i forhold til andre lande, og udviklingen i BNP varierer først og fremmest med eksportindtjeningen i fiskerisektoren.

Eksporten af fiskeriprodukter har i perioden 1990-1994 i gennemsnit udgjort 90 % af den samlede eksport, og skalrejerne udgør omkring halvdelen af fiskerieksporten. Udviklingen i de samlede eksportindtægter er derfor yderst afhængig af udviklingen i eksporten af skalrejer.

I de første 3 kvartaler af 1994 var der et markant fald i verdensmarkedspriserne på skalrejer. Dette bevirkede et fald i de samlede eksportindtægter på omkring 11 % for hele 1994, trods en mindre stigning i den afsatte eksportmængde af fisk og fiskeriprodukter. Således steg mængden af eksporterede skalrejer i 1994 med knap 7 %, men det samtidige fald i verdensmarkedspriserne var på ikke mindre end 16%.

Målt ved den eksporterede mængde i 1993 svarer det gennemsnitlige prisfald i 1994 til et indtægtstab på 229 mio. kr. Værdien af den øgede eksportmængde i 1994 var på 10 mio. kr. og modsvarede således ikke pristabet.

De internationale rejepriser steg i sidste kvartal af 1994, men påvirkningen heraf må formodes først for alvor at slå igennem på indkomstdannelsen i 1995.

Den foreløbige opgørelse for eksporten for 1995 viser en stigning i den samlede eksportværdi på omkring 11 % i forhold til 1994.

For eksporten af pillede og frosne rejer viser den foreløbige opgørelse for eksporten i 1995 en prisstigning på godt 8% og en mængdestigning på knap 12 %, svarende til en stigning på 21 % for den samlede eksportværdi af pillede og frosne rejer. For skalrejerne viser den foreløbige opgørelse for 1995 en stigning på omkring 5 % i eksportværdien med en prisstigning på godt 9% og et mængdefald på knap 4 %. Endelig viser den foreløbige opgørelse for 1995 en markant stigning i eksportværdien af hellefisk på omkring 527 %.

Mens udviklingen i fiskerieksporten i 1994 må formodes at have påvirket den samlede indkomstdannelse i retning af et uændret eller svagt faldende niveau i forhold til året før, peger udviklingen i 1995 således i retning af en vis stigning i landets samlede indkomster.

Opmærksomheden skal dog henledes på, at der, som ovenfor nævnt, har været et fald i den eksporterede mængde af skalrejer på knap 4 % i 1995, blandt andet på grund af Landsstyrets beslutning om at nedsætte TAC'en for Vestgrønland med 5% fra 1. januar 1995. Endvidere er der for hvert af årene 1996-1998 regnet med en yderligere reduktion på 5%, som alt andet lige vil indebære et fald i den samlede eksportindtjening. Hertil kommer eventuelle afledte beskæftigelsesmæssige konsekvenser, som yderligere vil kunne påvirke det samlede økonomiske aktivitetsniveau.

Forventninger til at kunne fastholde det nuværende niveau for eksportindtjeningen må derfor knyttes til en positiv prisudvikling, en højere forædlingsgrad i de eksporterede produkter, hvilket vil give et højere dækningsbidrag til den indenlandske indkomstdannelse, og kompenserende fiskeri efter andre arter eksempelvis hellefisk, hvor der har været en betydelig fremgang i såvel de eksporterede mængder som i verdensmarkedspriserne.

Ledigheden

De senere års fald i ledigheden synes forstærket i 1995. Således var der som gennemsnit i 1994 registreret 1.610 som værende ledige medio, mens det registrerede gennemsnitlige antal i 1993 var 1.825, altså et fald på 12%. Samtidig med faldet i ledigheden fra 1993 til 1994 skete der en halvering af nettoudvandringen. Dette indebar, at antallet af personer, der i ledighedsopgørelserne registreres som tilhørende arbejdsstyrken, steg. På trods af dette faldt ledighedsprocenten med 0,9 procentpoint fra 7,5 % i 1993 til 6,6 % i 1994.

De foreløbige opgørelser for ledigheden indikerer, at denne tendens er fortsat i 1995.

Figur 2. Ledighedsprocent 1990-1994

Faldet i den registrerede ledighed må umiddelbart tages som en yderligere indikation af, at den økonomiske afmatning er bremset, og signalerer samtidig en vis stigning i det økonomiske aktivitetsniveau i 1995.

I vurderingen af ledighedsopgørelserne som indikator for konjunkturudviklingen bør det tages med i betragtning, at såvel kommunerne som hjemmestyret i de pågældende år har ydet en aktiv beskæftigelsesfremmende indsats. I det omfang den offentlige indsats påvirker ledighedstallene, må udviklingen først og fremmest tages som udtryk for en bedre indkomstfordeling, som må forventes at stimulere det samlede aktivitetsniveau gennem afledte forbrugsstigninger.

Sammenholdes det formodede fald i den registrerede ledighed i 1995 med stigningen i eksportindtjeningen, som fortrinsvis er prisafledt, og derfor næppe har haft væsentlige direkte beskæftigelseseffekter, giver dette anledning til at antage, at der også er sket en mærkbar vækst i beskæftigelsen i øvrige erhverv ud over den offentligt finansierede indsats.

Prisudviklingen

Siden 1992 har der været en gennemsnitlig stigning i forbrugerpriserne på godt 1 % om året, hvilket er meget lavt i en international sammenligning.

Figur 3. Inflation i perioden 1989-1995

For perioden januar 1995 til januar 1996 har prisudviklingen været på 1,6 %. Inflationsraten, der ligger en smule over årsgennemsnittet siden 1992, må dog i et vist omfang henføres til den fragtratestigning på 10 %, som Royal Arctic Line A/S indførte den 1. august 1995.

Der skal i overvejelserne omkring den indenlandske prisudvikling tages hensyn til, at langt den største del af forbruget stammer fra importerede varer. Knap 78 % af den samlede import i 1994 hidrørte fra Danmark. Den grønlandske forbrugerprisudvikling er derfor særdeles afhængig af den danske prisudvikling.

Inflationen i Danmark lå i 1992 på 2,1 %, i 1993 på 1,2 % og i 1994 på 2 % og har således i gennemsnit ligget over det grønlandske niveau.

Det indenlandske bidrag til de samlede prisstigninger i Grønland har derfor været yderst beskedent. En del af forklaringen herpå er de seneste års meget moderate lønudvikling, samt de seneste takstreduktioner på blandt andet teleydelser, olie, el og varme og den fastfrysning af huslejerne, der er sket siden 1992.

Den moderate lønudvikling sammenholdt med den stigende tendens for lønudviklingen for en række af vore samhandelspartnere bevirker, at vores internationale konkurrenceevne er blevet styrket.

Samhandelen med udlandet

Samhandelen med omverdenen har i perioden 1990-1994 været svingende. Importsiden var i de første 3 år af den belyste periode præget af de relativt importtunge investeringsprojekter blandt andet anlæggelse af Buksefjordsværket (1990-1993) ved Nuuk og indkøb af kystpassagerskibene i 1992. Efter ophøret af den betydelige malmeksport fra Mamorilik har der været underskud på handelsbalancen.

Figur 4. Udenrigshandelen 1990-1994

Den senest opgjorte handelsbalanceopgørelse fra 1994 viser en importstigning på godt 65 mio. kr., svarende til omkring 3 %. Importforøgelsen bunder primært i en øget indførsel af forbrugsvarer. Samtidig var der en stigning i indførslen af maskiner og andet kapitaludstyr. I modsat retning trækker, at importen af olie og varer fortrinsvis til direkte anvendelse i bygge- og anlægssektoren er reduceret. For så vidt angår eksportudviklingen i 1994, er denne, som nævnt under afsnittet omkring indkomstudviklingen, primært som følge af verdensmarkedspriserne på rejer, reduceret med knap 210 mio. kr., svarende til omkring 11 %.

For 1995 kan der med en vis sandsynlighed forventes en svag forbedring i handelsbalancen overfor udlandet. Der er, som tidligere nævnt, en formodning om en svagt stigende eksport grundet de forøgede internationale afsætningspriser på rejer. Siden 1992 har niveauet for importen, såfremt investeringen i kystpassagerskibene på omkring 200 mio. kr. i 1992 fratrækkes, været omkring 2,3 mia. kr. om året. Der formodes at have været tale om en moderat indkomststigning i 1995, jævnfør afsnittet herom, som alt andet lige vil medvirke til en øget import. Dette skal dog sammenholdes med det faktum, at KNI, specielt i sidste halvår af 1995, har ført en stram lagerpolitik, hvorfor importen i 1995 vurderes til ikke at ville overstige de seneste års niveau på 2,3 mia. kr.

Underskuddet på handelsbalancen er udtryk for, at der forbruges og investeres for større værdier end der produceres, hvilket afleder et underskud i de løbende betalinger til udlandet. Det må således også antages, at den samlede gæld til udlandet er vokset de seneste år.

Mens der i perioden 1995-1996 forventes at blive afdraget 460 mio. kr. på hjemmestyrets gæld til omverdenen, forventes de hjemmestyreejede virksomheder i samme periode at optage nye lån og kreditter på mellem 600 og 700 mio. kr. Hjemmestyrets og de hjemmestyreejede selskabers samlede rentebetalinger til finansieringsinstitutter vurderes til at ligge på niveauet 300 mio. kr. om året.

Såfremt importforbruget fremover skal kunne finansieres, er det afgørende at kunne nedbringe rentebyrden ved en planmæssig nedbringelse af gælden til omverdenen. En forøgelse af rente- og afdragsbyrden overfor udlandet vil alt andet lige på længere sigt begrænse landets samlede forbrugs- og investeringsmuligheder, med mindre der skabes et samfundsøkonomisk afkast i form af vedvarende beskæftigelse og indkomstdannelse.

Landskassen

Hjemmestyret har i de senere år ført en stram udgiftspolitik på både drifts- og anlægssiden, som har været tilpasset såvel indtægtsgrundlaget som den politiske beslutning om gældsafvikling. Denne finanspolitik har medført, at overskuddene på landskassens DAU-regnskab i perioden 1992-1994 svarede til de planmæssige afdrag på landskassens gæld til omverdenen.

Tabel 1. Landskassens regnskabsresultater i løbende priser

Mio. kr.	1992	1993	1994	1995	1996	1997	1998	1999
Indtægter	3.828	4.041	4.016	3.955	3.958	3.961	3.954	3.964
- Driftsudgifter	2.843	3.165	3.242	3.316	3.305	3.249	3.220	3.290
- Anlægsudgifter	803	629	594	593	594	647	667	606
- Udlån	166	54	-139	-4	-231	-35	-33	-32
=DAU-resultat	16	193	319	50	290	100	100	100

Udviklingen i hjemmestyrets budgetposter har i perioden indtil 1995 været relativt stabil. Omkring 65% af hjemmestyrets samlede indtægter stammer fra staten og fra indtægter fra salg af fiskerilicenser til EU, hvilket bevirker, at hjemmestyrets indtægter er forholdsvis lidt påvirkelige overfor konjunkturudsving. Derimod har der i de senere år været en tendens til øgede driftsudgifter på bekostning af anlægsudgifterne, hvilket dels skyldes konjunkturafledte merudgifter på socialområdet, men i særdeleshed udgiftspres som følge af et voksende befolkningstal og herunder især ændringer i den relative aldersfordeling. En udvikling, der forventes at blive forstærket i de kommende år.

Kommunerne

Rammebetingelserne for kommunerne er underlagt den generelle samfundsøkonomiske udvikling og Landsstyrets finanspolitik.

Tabel 2. Kommunernes regnskabsresultater i løbende priser

Mio. kr.	1992	1993	1994	1995
Indtægter	1.882	1.924	1.650	1.669
- Driftsudgifter	1.755	1.757	1.486	1.505
- Anlægsudgifter	111	96	93	109
=Resultat	16	71	71	55

De seneste års stabilisering i de økonomiske konjunkturer har, sammenholdt med den forbedrede kommunale økonomistyring, samt en real forøgelse af landskassens bloktilskud til kommunerne, resulteret i, at der siden 1992 er sket en generel forbedring i kommunernes økonomiske situation. Regnskabsresultatet for 1995 er nedjusteret i forhold til resultatet for 1994 som følge af afskrivning på restancer. Disse restancer har været indregnet i de sidste års overskud, hvilket betyder, at regnskabsresultatet for 1995 ligger på samme niveau som de foregående år. Den generelt forbedrede økonomiske situation afspejles blandt andet ved ekstraordinære afdrag i 1995 på kommunernes gæld til landskassen.

Udviklingen er dog præget af store forskelle kommunerne imellem. Det var i begyndelsen af 1990'erne karakteristisk, at det især var de mellemstore kommuner, der havde økonomiske problemer, fordi disse kommuner, i større udstrækning end de små kommuner, opnår deres indtægter gennem kommuneskatterne. Dette skærper de pågældende kommuners følsomhed overfor afmatning i økonomien set i forhold til de mere tilskudsafhængige og skatteudligningsbegunstigede kommuner.

Den økonomiske udvikling kommunerne imellem er nu vendt, således at tendensen er, at det er de små kommuner, med mere begrænsede muligheder for erhvervsudvikling og/eller fiskeri, som er mest økonomisk belastede.

Der synes derfor anledning til at antage, at den forbedrede økonomiske situation i de lidt større kommuner har sammenhæng med en reelt begyndende erhvervsudvikling. Det skal da også tilføjes, at kommunerne har udvist en udstrakt interesse for at yde en aktiv erhvervsudviklings-indsats.

Tilsvarende landskassens udgiftsbudget må de kommunale budgetter også fremover forventes at blive yderligere belastede af befolkningsudviklingens pres på driftsbudgetterne. Befolkningsprognoserne tilsiger således et forøget pres på de sociale budgetter blandt andet i form af øgede udgifter til plejeudgifter i forbindelse med ældreomsorg. Også undervisningsområdet vil udvikle sig til at blive mere omkostningstungt, dels på grund af stigende børnetal, dels på grund af behovet for renovering og udbygning af folkeskoleområdets bygningsmasse. Samtidig vil det potentielle indkomstgrundlag for så vidt angår skatteindtægter mindskes relativt, idet andelen af den erhvervsaktive befolkning i fremtiden vil udgøre en mindre andel af den samlede befolkning.

Sammenfatning

Udviklingen i fiskerieksporten giver anledning til at antage, at der i 1995 har været en vis stigning i den samlede indenlandske indkomstdannelse efter en reel stagnation i 1994. Denne antagelse understøttes af ledighedsopgørelserne, som indikerer, at der i forlængelse af de seneste to års fald i den registrerede ledighed, er sket et yderligere fald i 1995. Udviklingen synes at indikere en begyndende vækst i øvrige erhverv udenfor fiskerisektoren.

For så vidt angår værdien af den samlede fiskerieksport må perspektiverne tegnes med en behersket optimisme. Begrænsningerne i det biologiske ressourcegrundlag, og den deraf afledte beslutning om at reducere TAC'en for rejer, indebærer en større prisfølsomhed for den samlede eksportværdi, idet eventuelle prisfald i den aktuelle situation ikke kan kompenseres ved mængdestigninger i eksporten af rejer. De umiddelbare perspektiver for at kunne fastholde eller opnå en forøgelse af værdien af den samlede fiskerieksport må derfor primært knyttes til kompenserende fiskeri efter andre arter og en højere grad af forædling.

Udviklingen indenfor fiskerierhvervet understøtter Landsstyrets prioritering af at satse på et bredere og mere nuanceret erhvervsgrundlag og samtidig en videreudvikling af allerede eksistrende erhverv med henblik på at udvide det samfundsøkonomiske råderum.

Den svingende eksportindtjening har, sammenholdt med blandt andet de foregående års store investeringsprojekter, givet sig udslag i underskud på handelsbalancen. Målt ved hjemmestyret og de hjemmestyreejede selskaber er der i løbet af 1995 sket en stigning i nettogælden til udlandet, som vil forøges yderligere i 1996.

Med mindre der skabes en modsvarende vækst i indkomstdannelsen, vil rente- og afdragsbyrden overfor udlandet på længere sigt indebære en reduktion i vores forbrugs- og investeringsmuligheder. Det skal dog understreges, at virksomhedernes gæld til udlandet primært er optaget i forbindelse med omlægning af tidligere lån i landskassen, hvilket isoleret set øger hjemmestyrets økonomiske handlefrihed.

Indikationerne på en vis fremgang i det økonomiske aktivitetsniveau understreges af, at de mest konjunkturfølsomme kommuner - de mellemstore kommuner for hvem skatteprovenuet udgør en relativ stor andel af de samlede indtægter - generelt har klaret sig godt i 1995. Det må derfor konstateres, at der kan spores en stabilisering af kommunernes økonomi. Fælles for såvel de kommunale som hjemmestyrets budgetter er dog et fortsat øget udgiftspres i konsekvens af befolkningsudviklingen, herunder først og fremmest den ændrede aldersfordeling.

Denne udvikling understreger vigtigheden af Landsstyrets målsætning om konsolidering af hjemmestyrets aktiviteter indenfor landskassens samlede økonomiske ramme.

Der er således tegn på fremgang i den indenlandske økonomiske aktivitet. Det understøtter Landsstyrets opfattelse af, at det nu, på baggrund af de indhøstede erfaringer, er særdeles afgørende at bevare og videreudvikle dette fremskridt ved at fastholde den politisk-økonomiske strategi for de kommende år.