Grundlovssclerose

Grønland er en del af rigsfællesskabet. Mange problemer der kun diskuteres i Danmark, burde interessere os her i Grønland fuldt så meget. For eksempel den gangværende diskussion om grundloven og opdelingen i den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt: Domstolene skal bistå vælgerne og borgerne med at lovgiverne til stadighed overholder grundloven. Derfor må domstolene ikke være fortæt sammenvævet med den lovgivende magt.

Søndag d. 4. august 1996
Lars Adam Rehof
Emnekreds: Love og konventioner.

ET af de mest positive aspekter af samfundsdebatten herhjemme i de seneste år er diskussionen om den rette indretning af retssystemet. Der er i virkeligheden tale om noget - i dansk sammenhæng - så sjældent som en principiel demokratidiskussion. Derfor er den netop offentliggjorte betænkning fra Domstolsudvalget (Bet. 1319/1996) et væsentligt element i moderniseringen af vort demokrati.

Et moderne demokrati kan ikke blot bestemmes ved flertalsvalg til en lovgivende forsamling, som derefter ved flertal af medlemmernes stemmer vedtager love. En moderne forfatning eller grundlov indeholder også regler om mindretalsbeskyttelse, som begrænser flertallets handlemuligheder, og regler om domstolskontrol af de grundlovsmæssige rammer for lovgivers virksomhed. Lovgiver vil af naturlige grunde altid søge at afprøve grænserne for sin egen indflydelse og derfor må domstolene i et moderne demokrati af og til træde til og markere, at grundlovens grænser er overtrådt. Det er stimulerende for den demokratiske debat og er til gavn for kvaliteten af de resultater, som lovgiver producerer.

Det er således forkert, når det hævdes, at domstolene i et sådant system ikke har noget demokratisk mandat. Domstolene skal bistå vælgerne og borgerne med, at lovgiverne til stadighed overholder grundloven. Derfor må domstolene ikke være for tæt sammenvævet med den lovgivende magt.

Domstolene virker også som en kvalitetskontrol, som skal sikre, at lovgivers intentioner med lovgivningen rent faktisk får gennemslag. Det gælder især, når domstolene tager stilling til konflikter mellem borgerne og det offentlige, eksempelvis skattesager, sager vedrørende sociale rettigheder og for så vidt også straffesager. Samtidig har domstolene en retsbeskyttende funktion. De skal være neutrale og sikre, at alle relevante hensyn indgår, inden der afsiges dom. Derfor må domstolene ikke være for tæt sammenvævet med den udøvende magt (eksempelvis centraladministrationen).

I den amerikanske demokratiopfattelse er demokratiet i høj grad en proces, hvis kompromisser er et resultat af en stadig og ønsket kamp mellem forskellige magtcentre, især præsidentembedet, kongressen og højesteret. Når kampen mellem magtcentre, som alle er udstyret med forskellige former for demokratisk mandat, er udtryk for en mere realistisk demokratiopfattelse, skyldes det bl.a., at kompleksiteten af mange samfundsmæssige problemer er tiltaget, hvorfor flere øjne (flere organer) vil kunne påpege fejl og mangler. Det skyldes også, at der sker løbende magtforskydninger, eksempelvis omdannelsen af Danmark til en delstat som led i den europæiske unionsproces, hvor nationale domstole er blevet tildelt en central rolle som unionens håndhævende organ over for bl.a. nationale lovgivere. Og endelig skyldes magtcentermodellens aktualitet, at gennemsigtighed på mange måder er blevet en af de allervæsentligste kontrolmekanismer i et demokratiske samfund.

Offentlighed og begrundelser er eller bør være to centrale elementer i domstolenes virksomhed, og det er en af grundene til, at domstolene mere end nogensinde tidligere er et nødvendigt led i den demokratiske proces. Samtidig ser vi en nu langvarig tendens til udhuling af gennemsigtigheden på andre områder. Det gælder især finansministeriets omdannelse af væsentlige dele af den offentlige sektor til statsselskaber m.v., eksempelvis l/S Ørestaden, med den virkning, at offentligheds- og ombudsmands1ovgivningen ikke længere finder anvendelse. Folketinget vender det blinde øje til den udvikling og bidrager dermed til en udhuling af demokratiet.

Den organisatoriske udvikling af vores retssystem og dermed fornyelsen af domstolenes bidrag til demokratiet gik i stå 'for mange år siden - hvis den overhovedet nogen sinde kom i gang. Når vores domstole fejrer jubilæer, festligholder man domstolenes ubrudte eksistens siden enevældens tid..

Derimod festligholdes ikke det tidspunkt, da de første spæde skridt til en udskillelse af domstolene som selvstændigt statsorgan blev taget med retsplejereformen af 1916. Denne reverens for domstolene som en del af den udøvende magt er med et malende udtryk blevet betegnet embedsmandstraditionen i domstolene.

Grundlovens paragraf 3 fastsætter', at den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene. I paragraf 61 fastsættes, at den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov og i paragraf 62, at retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen. Med vanlig dansk pragmatisme er disse i og for sig klare bestemmelser blevet omsat i et system, hvor domstolene er blevet administreret af den udøvende magt (justitsministeriet) og hvor hovedparten af alle ledende dommerstillinger er blevet besat med personer, som har haft hele deres forudgående karriere i justitsministeriet. Samtidig er justitsministeriet en af domstolenes hovedklienter, idet ministeriet har ansvaret for førelsen af straffesager.

Når man i Østeuropa har skullet forklare de nye demokratier om nødvendigheden af magtens tredeling, har det været svært, for ikke at sige umuligt, at henvise til, at vi selv havde ryddet op i vores eget hus. Pragmatismen er dermed udartet til hykleri.

Den grundlovssclerose, som har præget vort retssystem og vores politikere, har haft andre konsekvenser. Et udslag har været, at domstolene i stigende grad er blevet gjort til en del af skatte- og afgiftssystemet. Domstolene indbringer langt mere i afgifter end det koster at drive dem. Denne skat på adgangen til domstolene er udartet til et demokratisk problem, idet der ikke er lige adgang til domstolene i civile sager. Samtidig har ankebegrænsningsregler mindsket anvendeligheden af retssystemet for almindelige borgere. På vigtige samfundsmæssige områder er domstolene derfor ikke længere den centrale konfliktløsende instans. Det er derimod det utal af offentlige og halvoffentlige klage- og ankenævn, som uden mål og med er blevet skabt i de seneste årtier.

Urskoven af mere eller mindre effektive klagemidler bidrager til en sløring af Grundlovens paragraf 3 og fremmer retsusikkerheden. Samtidig er dommerne i stigende grad rykket ud af domstolene og virker i stedet i disse klageorganer og i forvaltningen. Et af de mest grelle eksempler herpå er dommeres medvirken ved kommunernes beslutninger om børnefjernelser. Dommerne har ikke råbt vagt i gevær, og politikerne har vendt det blinde øje til. Dommeres medvirken ved privat voldgift har formentlig ligeledes bidraget til en faktisk privatisering af retsplejen her i landet.

Domstolsudvalgets betænkning indeholder væsentlige forslag til forbedring af den eksisterende miserable situation. Der foreslås oprettet en Domstolsstyrelse, et Dommerudnævnelsesråd og regler om øget gennemsigtighed vedrørende dommernes undertiden meget betydelige biindtægter. Udvalget ønsker også at gøre op med princippet om køb en dommer, hvor dommere i private voldgifter kan udpeges til partsrepræsentanter.

Forslaget om et forholdsvis bredt sammensat Dommerudnævnelsesråd vil øge gennemsigtigheden i den vigtige udnævnelsesprocedure, som hidtil har været uformel og lukket. Domstolsstyrelsen foreslås ledet af et kollegium af dommere m.fl. Også dette forslag er rigtigt og i god pagt med Grundlovens system.

Dommere bør blive dommere, fordi de har lyst til at være dommere. De bør ikke blive dommere, fordi dommergerningen muliggør biindtægter, som i nogle tilfælde kan udarte til hovedindtægter. Det bidrager ikke til gennemsigtigheden. Der bør derfor indføres et forbud mod biindtægter eller i det mindste mod biindtægter af en størrelse, som i offentligheden kan give anledning til tvivl om enkelte dommeres reelle uafhængighed.

Det er uacceptabelt, at et flertal af udvalgets medlemmer som udgangspunkt ønsker at fastholde domstolene som en del af justitsministeriets ressort. Derved afviser man at tildele domstolene samme uafhængige stilling som eksempelvis Rigsrevisionen.