Indsigt: Rejsen til Amerika VI - Til vælgermøde i Union Town, New Jersey

Rejsen til Amerika VI - Til vælgermøde i Union Town, New Jersey

Endnu en helikopter og endnu en helikopter - og endelig kom præsidenten, Bill Clinton. Hæs som en krage

Søndag d. 1. december 1996
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Rejseberetninger.

Overalet møder man frivillige,
der arbejder i valgkampen :-)
Den 3. november tog vi til vælgermøde i Union Town, New jersey. Valget her var særligt spændende, fordi - nåja, fordi Bill Clinton personligt ville møde op og støtte den demokratiske kandidat til senatsvalget, Torricelli, mod den hidtidige republikanske senator Dick Zimmer.

James og Sarah Brady ville også møde op og lægge deres lod i vægtskålen for Torricelli, og det kræver et tilbageblik for at forstå deres betydning i denne sammenhæng.

Attentatforsøget på Ronald Reagan i 1981
James Brady var pressesekretær for Ronald Reagan i 1981, da en sindsforvirret mand forsøgte at skyde præsidenten. James Brady kom imellem, blev skudt og hårdt såret.

Efter denne hændelse begyndte James Brady og hans kone at tale indtrængende for en skærpet kontrol med salg af våben.

Bevæbnet overvågning fra alle hustage
Deres arbejde gennem mange år bar frugt i 1994 med den såkaldte "Brady Lov", der påbyder en fem dages ventetid mellem bestilling og levering af et håndskydevåben. I denne fem dages periode kan myndighederne undersøge om det er forsvarligt at betro køberen det ønskede våben. Med "Brady loven" blev også indført en $200 registreringsafgift og et årligt $90 gebyr for besiddelse af et skydevåben.

Det var blevet et vigtigt tema i valgkampen i New Jersey, at Torricelli gik ind for begrænsninger i adgangen til at købe skydevåben, mens hans modkandidat, Dick Zimmer, flere gange efter hinanden havde stemt mod en skærpelse af våbenloven.

Og våben er noget man bekymrer sig meget om ved særlige lejligheder i USA. Som for eksempel når præsidenten skal holde vælgermøde.

Sikkerhedstjek ved indgangen. De undersøger
f.eks. ens kamera og tager ubemærket et billede.
Hvis kameraet er en forklædt pistol, så bliver
man selv det første (og eneste) offer.
Den danske FN-mission havde skaffet os særlige "guld"-adgangskort, der gav os stå-pladser lige foran talerstolen. Omkring vælgermødet, der foregik under åben himmel neden for det lokale rådhus var et meget stort byområde spærret af. Et godt stykke vej fra rådhuset blev vi sluset ind forbi en metaldetektor, og vi måtte tømme vores lommer. Mit fotografiapparat blev vendt og drejet - og et par dage senere kunne jeg konstatere, at betjenten også havde taget et billede. Hvis apparatet havde været en kamufleret bombe, så var vi sprunget i luften allerede ved indgangen.

En verbal rockkoncert
Vælgermødet forløb noget anderledes end vi er vant til i Grønland. Der var i mindre grad tale om et møde end en egentlig opvisning - et velindstuderet politisk teater.

De første timer skete der ikke rigtigt noget. Byens borgmester gik på talerstolen. En lokal musikgruppe spillede nogle numre. "Præsidenten er på vej" fik vi at vide, hvorefter endnu en ydmyg lokalpolitiker fik ordet for en længere bemærkning. Et rigtigt professionelt orkester tog over på musiktribunen - kendt fra TV. En morsom mand - også kendt fra TV - gik på talerstolen og rablede nogen flabetheder af mod Bob Dole - Clintons modkandidat ved præsidentvalget, hvis nogen skulle have glemt ham.

Oppe omkring talerstolen luskede nogle trench-coat-klædte mandspersoner rundt og lignede statister i en spionfilm. De ledte efter bomber og andre ubehagelige påfund.

Nu var Clinton landet i Newark fik vi at vide og folk klappede begejstret - mest for at få varmen, for det var blevet overskyet og det blæste og tusmørket kom luskende ud fra træer, busk og krat. Det var blevet koldt.
VIP, VIPPERE, VIPPEST
Very Important People :- )
En helikopter fløj ind over området og nogen tid senere kom der en mylder af kamerafolk, lydfolk, fotografer og reportere ud fra bagsiden af rådhuset. Det var dem, der rejste rundt med præsidenten. Til dem var der reserveret et særligt område til højre for podiet.

Endnu en helikopter og endnu en helikopter - og endelig kom præsidenten, Bill Clinton. Hæs som en krage.

En lille pige var for nogle dage siden blevet berømt over hele USA, da "The Yankees" vandt en vigtig baseballkamp. Hun havde sunget Nationalsangen for åben skærm så ikke et øje var tørt. Det var derfor hun var med her ved vælgermødet.
Da hun var færdig med sangen kappedes de galante herrer på podiet om at give hende en varm rød frakke på. Fra venstre ses Bill Clinton James Brady den lille pige i sin røde frakke med ryggen til Whoopi Goldberg tre mænd af mindre betydning , , , , og endelig med pegefingeren fremme - Torricelli - ham der skulle løftes frem til sejr. Efter den lille piges sang holdt Whoopi Goldberg en tale - morsom og tydeligt delvis improviseret. Det er en dame, der kan spille sine roller. Det gjorde hun også her - så godt at man tror det hele kom fra hjertet. Hvad det måske også gjorde.

James Brady holdt tale. De tre mænd af mindre betydning holdt deres taler. Torricelli holdt tale - og Bill Clinton afsluttede - trods sin hæse stemme - med et godt, velformuleret indlæg, der endte i opfordringen: "Lad os bygge den bro, der fører Amerika ind i det næste årtusind!"

Så var festen slut. Præsidenten og hans følge fløj videre, og vi tog bussen tilbage til New York.

OBS: Det lykkedes Torricelli at vinde over Dick Zimmer.

Rejsen til Amerika - Forord og indhold
Forrige afsnit: Rejsen til Amerika V - The American Museum of Natural History
Næste afsnit: Rejsen til Amerika VII - The Metropolitan Opera