Flov smag i munden

Skandalen med underskuddet i KNI var slemt nok, da de afslørende regnskaber for 1994 og 1995 blev gjort op. Men den forstærkes af den omstændighed, at der forud for omstruktureringen i 1992 var vedholdende advarsler, som blot blev ignoreret, fordi et smart konsulentfirma fra Danmark besnærede politikerne og banede vejen for egen karriere under de håbløse strukændringer.

Fredag d. 27. december 1996
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

FREM for alt må vi sige, at landstyret har draget konsekvensen af det skandaløse misk-mask, som den uoverskuelige KNI-struktur fra 1992 førte til - først ved at sætte en kompetent ledelse på ruinerne af KNI og dernæst ved at rette sig efter de signaler, samme ledelse har udsendt om en fornuftig fremtidig struktur i den store virksomhed.

Og den bliver efter al sandsynlighed vedtaget i Landstinget. Partidisciplinen er i orden i landsstyrepartierne, og der bliver ingen slinger i valsen. KNI's to købsmandsforretninger, Pilersuisoqs forsyning og Pisiffiks butikker, lægges sammen i en virksomhed, der klarer begge opgaver. Postvæsenet skilles ud og afhændes til Tele Greenland, og Royal Arctic Line overtager kysttrafikken.

Fordelen ved sammenlægningen af forsyningsvirksomheden og butiksområdet er umiddelbar, fordi det på den måde bliver muligt at koordinere vareforsyningen langt bedre end i de to selskabers tid. To købmandsforretninger med hver sin organisation, hver sin administration, hver sin lagerføring - og så videre - er en irrationel enhed. Især når der er en geografisk overlapning. Det er tåbeligt, at Kapisillit skal forsynes fra Maniitsoq, når KNI i Nuuk er nærmere til det.

Et KNI distriksfartøj på vej mod syd fra Qeqertarsuatsiaat
Udskillelsen af passagersejladsen er også rimelig, fordi den ikke har noget med købmandsvirksomhed at gøre. Spørgsmålet er bare, om det er Royal Arctic Line, der skal overtage den. De har nemlig ingen forstand på passagertransport og har ikke været involveret i den interne trafikstruktur. Det var nok mere naturligt, om Grønlandsfly overtog de røde passagerskibe for derved at kunne koordinere passagerbefordringen og måske - hvem ved - gøre både flyvning og passagersejlads rentabel.

Der er heller ikke noget underligt i at lægge posten ind under Tele Greenland. Sådan er det organiseret mange andre steder i verden, og så anderledes er forholdene heller ikke i Grønland, at vi ikke kan gøre det samme.

Alt i alt forekommer de nye tanker altså fornuftige og langt mere logiske end den kringlede struktur, vi har set de sidste fire-fem år. Nu skal der arbejdes videre med projektet. De administrative og økonomiske konsekvenser skal beregnes, så Landstinget får et godt og realistisk vurderingsgrundlag.

OG TILBAGE er så de mere menneskelige konsekvenser. Hvad skal der ske med medarbejderne. Personalegrupperne er godt nervøse, og det forstår man godt, når noget af argumentationen for den nye struktur er rationalisering.

Ganske vist siger Jonathan Motzfeldt inde i avisen, at der ikke er planer om fyringer. Det er sikkert rigtigt, men det er nok fordi, man endnu ikke er kommet så langt i overvejelserne.

Den dobbeltadministration, som har været en del af problemet i de to "købmandsforretninger", skal i alt fald væk, og den ressourcekrævende fjernstyrede forsyningsvirksomhed fra Maniitsoq bliver uundgåeligt nedlagt.

Derfor vil være fair til hver en tid at fortælle personalegrupperne, hvor langt man er nået. Det vil være klogt, hvis de berørte personalegrupper i KNI ser i øjnene, at der kan ske radikale ændringer i deres tilværelse - enten afskedigelse, flytning, nye foresatte, nye opgaver.

ER der stadig nogen, der sidder tilbage med en underlig smag i munden, er det ikke så mærkeligt. Ikke bare føler personalet i KNI, at de har været kastebold i et besynderligt eksperiment, der fra fødslen var en dødsejler. Befolkningen som sådan har måtte finde sig i, at samfundet på en række områder er gået i stå som følge af eksperimentets økonomiske konsekvenser.

Anlægsarbejderne er bortset fra et omfattende lufthavnsbyggeri stort set standset. Boligbyggeriet stagnerer, skolerne forfalder, og der mangler penge til renovering og vedligehold af de bygningsmæssige værdier, vi trods alt har. KNI-skandalen har sat sit tydelige spor, og selvom landsstyreformanden har forklaret, at en del af pengene trods alt er blevet i samfundet i form er politisk gennemtrumfede omkostningsbegrænsninger, så havde vi været bedst tjent uden eksperimentets kraftfortærende følger.

Skandalen med underskuddet i KNI var slemt nok, da de afslørende regnskaber for 1994 og 1995 blev gjort op. Men den forstærkes af den omstændighed, at der forud for omstruktureringen i 1992 var vedholdende advarsler, som blot blev ignoreret, fordi et smart konsulentfirma fra Danmark besnærede politikerne og banede vejen for egen karriere under de håbløse strukændringer.

Det må have været en slem kamel at sluge for landsstyreformanden, da han forleden godkendte KNI-ledelsens strukturplaner. Og beskæmmende, når man tænker på det ansvar, han påtog sig ved at gennemtrumfe så radikale forandringer efter en tidplan, der ikke tillod efteregning.

LANGT om længe ser det så ud til, at KNI-strukturen er hensigtmæssig, og virksomheden igen kan begynde at give overskud, og forsyningen i bygder- og yderdistrikter bliver optimal under de naturgivne forhold, man her lever under.

Det er godt, fejlene er rettet. Men det er en skam, at vejen skulle blive så langt og koste så mange penge.