Behov for fiskeri-attache i Bruxelles

Den altoverskyggende kendsgerning er imidlertid, at EUs nuværende holdning over for Grønland helt umiddelbart sætter en effektiv stopper for alle hjemlige tiltag i retning af at udvikle yderligere fiskerier til havs. På blot lidt længere sigt er holdningen fra fællesskabernes side en direkte trussel mod de cirka 150 arbejdspladser, der i kraft af aftalerne med Norge og Rusland stadig eksisterer i det havgående torskefiskeri.

Fredag d. 3. januar 1997
Søren Brandt, Formand for Brancheudvalget for Fiskeri og Eksporterhverv i Grønlands Arbejdsgiverforening
Emnekreds: Fiskeri, Politik.

Efter et ellers på mange måder positivt år for det grønlandske fiskeri bragte årets allersidste dage os frem til en erkendelse, som kan blive nok så alvorligt for vort erhverv.

Vi har hele tiden vidst, at havets ressourcer er begrænsede, og vi har vidst, at kun en fornuftig omgang med ressourcerne sikrer den fælles målsætning, som ganske vist er formuleret af Grønlands Hjemmestyre, men som APK altid har sluttet helhjertet op om: Målet er det størst mulige, vedvarende økonomiske udbytte

Det er uden tvivl en fornuftig og i fællesskab gennemført ressourcepolitik, der i årene op til 1996 har ført frem til, at biologerne har kunnet "slukke de røde ad-varselslamper" for rejebestanden i Davis-strædet, således at vi i stedet for en yderligere planlagt 5 procents reduktion af fangsterne for 1997 har kunnet sætte fangtstmulighederne ganske beskedent op.

Det er imidlertid ikke alle steder i Verden, man kan se tilbage på de seneste års udvikling med den samme tilfredshed, som hersker herhjemme. Tværtimod er det en kendsgerning, at mange af Verdens såkaldt førende fiskerinationer på grund af overfiskeri enten må søge længere og længere væk i jagten på havets rigdomme eller træffe de nødvendige beslutninger til en flådestrukturtilpasning, der er lige så radikal som den, vi har gennemført herhjemme.

Et af de steder, hvor det virkeligt kniber med at brødføde flåden inden for de hjemlige farvande, er De europæiske Fællesskaber. Nok har man gennem adskillige år haft EU-finansierede ophugnings- og oplægningsordninger, men kapaciteten er stadig alt for stor i forhold til de ressourcer, der er til rådighed.

Og hvad rager det så os, herhjemme i det yderste nordvestlige hjørne af Atlanterhavet?

Desværre en hel del. For som alle ved, stiller Grønlands hvert år ganske betragtelige fiskemængder til rådighed for EU og Unionens øvrige partnere. Og sandt er det da også, at Grønland hvert år modtager en på mange måder endog meget rundhåndet finansiel godtgørelse for disse fangstrettigheder.

Ud over det direkte kvotesalg til EU har Grønland arrangementer med Norge og Rusland, som i kraft af direkte kvotebytte og altså uden økonomisk kompensation, er den direkte anledning til, at vi har kunnet holde liv i to torsketrawlere, selv om vi ikke selv råder over torskeforekomster i de grønlandske farvande.

Den afgørende forskel på EU-aftalen på den ene side og Norge/Rusland-aftalerne på den anden side er, at EU betaler med penge for de rettigheder, vi stiller til rådighed for fællesskabet, mens Norge og Rusland betaler med fisk for fisk. Imidlertid indeholder EU-aftalen og dens protokoller også en såkaldt tilbudspligt. Denne pligt betyder, at alle fisk, som vi herhjemme ikke kan fange selv, skal tilbydes EU, inden de kan byttes til fiskerettigheder i andre nationers farvande.

Med andre ord skal EU have sagt "nej tak" til eksempelvis overskudsmængder af hellefisk og rødfisk, inden vi kan bytte disse fisk til torsk og kuller, som vore to torsketrawlere kan fiske i den norske og den russiske del af Barentshavet.

Det var derfor ikke ligefrem noget chok - for egentligt var det at vente - men dog en ubehagelig kendsgerning at se i øjnene, da EUs svar på Grønlands såkaldt "supplerende tilbud" blev kendt en af de allersidste dage før jul.

EU havde - ud over det, der allerede er solgt gennem protokollen - taget for sig af retterne med et ja tak til yderligere 1.800 tons hellefisk i Øst- og Vestgrønland samt derudover også, som noget ganske nyt, til 2.000 tons rødfisk i Østgrønland.

Lagt oven i de fisk, der allerede er afstået til Unionen, er der tale om et ganske alvorligt forhold, for med stigende priser på hellefisk og uden udsigt til bedring i EUs egne fiskebestande i hjemlige farvande er der ingen tvivl om, at tendensen vil fortsætte.

Hele det grønlandske fiskerierhverv har i solidaritet med landsstyret været med til at forhandle den nuværende EU-protokol på plads. Det er den tredje af slagsen inden for den rammeaftale, der er indgået mellem Grønland og EU, og den udløber først nytårsaften i år 2000.

Naturligvis kan Grønland ikke begå aftalebrud og sætte aftalen med EU ud af kraft i utide. Vi kan åbenbart heller ikke indgå nogen form for gentleman-agreement med EU, idet dette har været prøvet uden held fra såvel fiskeriforvaltningens som APKs side. Den tilbageholdenhed fra Unionens side, der er blevet appelleret til, er udeblevet.

Vi ved også, at det vil være svært - måske umuligt - umiddelbart at få en finanslov til at hænge sammen uden den pose penge, der hvert år kommer fra EU i kraft af aftalen med Unionen.

Den altoverskyggende kendsgerning er imidlertid, at EUs nuværende holdning over for Grønland helt umiddelbart sætter en effektiv stopper for alle hjemlige tiltag i retning af at udvikle yderligere fiskerier til havs. På blot lidt længere sigt er holdningen fra fællesskabernes side en direkte trussel mod de cirka 150 arbejdspladser, der i kraft af aftalerne med Norge og Rusland stadig eksisterer i det havgående torskefiskeri.

Her ved årsskiftet ligger det derfor APK på sinde at åbne en dialog med vore politikere om den fremtidige håndtering af relationerne til EU. Vi vil ikke umiddelbart anbefale, at vi klipper alle bånd til Europa over. Men noget skal der ske.

Hvor de hidtidige protokoller lige så vel som den nuværende helt har været skræddersyet efter EUs behov for fisk og Landskassens behov for økonomiske saltvandsindsprøjtninger udefra, må det nu være fiskerierhvervets interesser, der kommer til at tælle mest. Dette bør gælde såvel i fortolkning og håndtering af den nuværende protokol som i forberedelserne til og indgåelse af en ny.

Der er mange bud på en løsning, og som noget af det første bør vi nok satse på, at Grønlands repræsentation i Bruxelles udvides vides med en fiskeri-attache. Vi skal kende alle detaljer i den herskende EU-politik, når vi skal i gang med at bekæmpe dens uheldige tendenser herhjemme. Det siger sig selv, at APK også i denne sammenhæng ønsker at spille den ansvarsbevidste rolle, som sammenslutningen plejer at indtage.

Der venter et stort stykke arbejde på at blive gjort, således at vores sameksistens med EU bliver til at bære - også for fiskerierhvervet herhjemme.

Afslutningsvis og med blikket vendt mod de hjemlige forhold giver 1996 grund til at udtrykke i hvert fald en vis portion tilfredshed og optimisme.

Vi har fået en ny fiskerilov, der bærer præg af respekt for erhvervets udøvere, og selv om vi endnu ikke er færdige med detailarbejdet i de bekendtgørelser, der skal gøre loven praktisk anvendelig, er der grund til at tro, at også dette arbejde skal lykkes.

Inden for den kystnære rejeflåde er den gamle pointordning nu konverteret til egentlig bådkvotering, og selv om visse detaljer kan være hårde at komme igennem, er der al mulig grund til at lykønske både erhvervets udøvere og fiskeriforvaltningen med dette skridt. Fra det havgående fiskeri ved vi, at denne omstrukturering kan danne baggrund for en udvikling, der sikrer økonomisk levedygtige enheder.

Ved årsskiftet vil jeg gerne benytte lejligheden til at ønske først og fremmest vore medlemmer samt deres besætninger og øvrige ansatte et lykkebringende 1997. Disse ønsker gælder imidlertid i lige så høj grad også vore politikere, deres embedsmænd og alle andre, der i øvrigt har en berøringsflade til fiskerierhvervet.

Med de bedste hilsner og ønsket om et godt nytår