Manglende langsigtede politiske beslutninger

Omkostningsniveauet påvirkes i høj grad af de politiske beslutninger, som tages, og Grønlands Arbejdsgiverforening vover gerne den påstand, at det alt for høje omkostningsniveau i landet for en stor del skyldes manglende langsigtede politiske beslutninger, sammen med det faktum, at beslutningerne ændres ofte og hastigt.

Fredag d. 3. januar 1997
Peter Pars
Emnekreds: Erhverv, Politik.

Grønlands Arbejdsgiverforening vil benytte årsskiftet til at sige sine medlemmer, samarbejdspartnere og venner tak for et begivenhedsrigt år.

Året 1997 bliver med garanti ligeså spændende og righoldigt som 1996, da vi blandt andet allerede har taget hul på en helt ny organisering indenfor arbejdsgiverne.

Herudover er 1997 overenskomstår. Der skal forhandles nye overenskomster på plads med lønmodtagerne. SIK - lønmodtagerne - har forventninger til et resultat, som kan tilfredsstille en families behov for en anstændig tilværelse, og som det tidligere er sagt af formanden Jess G. Berthelsen har lønnens størrelse i sig selv ikke nogen mening, uden at den sammenholdes med det omkostningsniveau, vi alle lever med i hverdagen.

Omkostningsniveauet påvirkes i høj grad af de politiske beslutninger, som tages, og Grønlands Arbejdsgiverforening vover gerne den påstand, at det alt for høje omkostningsniveau i landet for en stor del skyldes manglende langsigtede politiske beslutninger, sammen med det faktum, at beslutningerne ændres ofte og hastigt.

Dette skaber utryghed ikke blot i erhvervslivet, men også i mange andre dele af samfundet, med den konsekvens, at vi alle ønsker vore drømme om en økonomisk tryg tilværelse opfyldt her og nu.

Fra Grønlands Arbejdsgiverforening skal det derfor som et nytårsønske lyde:

Lad os alle få mulighed for at deltage i debatten og arbejdet for en fremtid for landet.

Respekten for det enkelte individ, høj som lav, og for den enkelte virksomhed, stor som lille, skal være fundamentet for en udvikling, hvor klare og langsistede politiske beslutninger giver tryghed om fremtiden.

Godt Nytår.