DUPI-rapporten - om Thule Air Base

Forskere som Poul Villaume og Hans Møller Kristensen fra Greenpeace skulle slippes løs i Kremls arkiver, så de kunne dokumentere de sovjetiske planer om en offensiv atomkrig i Europa, sovjetmagtens smagløse afpresningsforsøg, eller f.eks. SF-formanden Gert Petersens langt op i 80'erne fastholdte synspunkt, at USA var "hovedfjenden ", ikke Sovjetunionen.

Mandag d. 27. januar 1997
Peter Wivel
Emnekreds: Thule Air Base.

ATOMVALGET i 1988 var et af de vigtigste i efterkrigstiden. Den daværende borgerlige regering bad vælgerne afgøre en strid af national betydning, og den lagde for første gang kortene i vor sikkerhedspolitik åbent frem. Atomvalget gjorde en ende på tredive års politisk hykleri omkring dansk atompolitik, der var kulmineret med den socialdemokratiske-radikale-folke-socialistiske oppositions fodnotepolitik i midtfirserne. Et overbevisende vælger-flertal sagde farvel til hykleriet. Befolkningen viste, at den var fuldt ud moden til at høre sandheden. Til repetition: I april 1988 pålagde det "alternative" sikkerhedspolitiske flertal regeringen at fortælle anløbende flådefartøjer, at atomvåben ikke måtte forekomme på dansk område. En sådan tilkendegivelse stred mod tidligere aftaler med vore NATO-partnere, imod vore allianceforpligtelser i almindelighed og mod landets sikkerhedspolitiske interesser i særdeleshed. I fire år havde regeringen ladet sig nedstemme i sikkerhedspolitiske spørgsmål. Denne gang valgte statsminister Poul Schlüter omsider at lade vælgerne få det sidste ord. Valget blev udskrevet til den 10. maj. Maskeraden var forbi. Med til historien hører, at New Zealand i 1985 havde nægtet atombevæbnede amerikanske skibe adgang til sine havne. USA reagerede ved at afbryde forsvarssamarbejdet med Stillehavsnationen. De dårlige tabere har våndet sig siden. De påstår, at valget var overflødigt og skete på et forfalsket grundlag. Overflødigt, fordi Danmark ikke brød nogen aftaler med den ny notepolitik over for fremmede krigsskibe. Forfalsket, fordi daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen fik USA og Storbritannien til at reagere negativt på den socialdemokratiske dagsorden. Den rapport, som DUPI, Dansk Udenrigspolitisk Institut, offentliggjorde i sidste uge om dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68 dementerer begge påstande. I et afsnit om besøg i Danmark af krigsskibe med atomvåben hedder det, at daværende statsminister Jens Otto Krag i maj 1967 lovede den amerikanske ambassadør White, at Danmark i fremtiden ville undlade at minde amerikanerne om vor atompolitik i forbindelse med godkendelse af amerikanske flådebesøg. Rapporten dokumenterer også, at USA efter flystyrtet ved Thule-basen i januar 1968 i en note lovede Danmark, at amerikanerne ikke uden vort samtykke ville oplagre kernevåben på Grønland eller overflyve grønlandsk luftrum med atomvåben. Et meget omhyggeligt ordvalg, der netop tav om amerikanske flådebesøg i danske havne. Ellemann-Jensen fik altså blot NATO-partnerne USA og Storbritannien til at gentage, hvad de altid havde ment. Det var kun, hvad han skyldte vælgerne. Han fik NATO-partnerne til at sige, hvad tidligere socialdemokratiske regeringer havde bedt dem fortie. Man forstår, at det fortsat sortner for Svend Aukens øjne, når han tænker på Ellemann-Jensens kontakter til USA. Men daværende oppositionsleder Svend Auken vakte dog selv ikke ringe opsigt, da han i en afsluttende partidebat oplyste, at Norges udenrigsminister Thorvald Stoltenberg i en telefonsamtale havde bedt ham "lukke kjeften på ham Uffe! ". Senere viste det sig som bekendt, at Auken aldrig havde talt med Stoltenberg. Tyv tror hvermand stjæler. RAPPORTEN fra DUPI er forbløffende læsning. Den viser, at tre socialdemokratiske statsministre, H. C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag stiltiende accepterede, at USA brød vor officielle atomvåbenpolitik, da dette brud var en af forudsætningerne for vort NATO-medlemskab og dermed vor sikkerhed. Fortielsen skyldtes tre forhold: USA ville hemmeligholde sine strategiske dispositioner; Danmark skælvede for sovjetiske trusler; og Socialdemokratiet fulgte fra midten af 1950'erne en internationalt inspireret fredskurs, der var uforenelig med den sikkerhedspolitiske ansvarlighed, et regeringsparti måtte udvise. Men med tiden forskød disse motiver sig. Et grundlæggende princip i NATOs forsvarsværk blev i stigende grad afskrækkelse, også kaldet terrorbalance. Terror er ikke noget venligt og fredsommeligt begreb. Sådan var det heller ikke ment. Afskrækkelse krævede, at NATO viste sine våben frem. Strategier kunne skjules, men truslen skulle være synlig. Stormagterne kendte hinanden, det var fredens egentlige forudsætning. Der skulle altså ikke længere ties af hensyn til USA, eller Sovjetunionen for den sags skyld. Heller ikke af hensyn til det danske folk. Når Schlüterregeringen midt i raketkrisen kunne få danskernes opbakning bag en NATO-solidarisk atompolitik, mon så ikke socialdemokratisk-radikale regeringer efter Ungarn i 1956, og efter Berlinmuren i 1961, efter Tjekkoslovakiet i 1968 osv. kunne have vundet den danske befolkning for den atompolitik, man i tavshed accepterede som uomgængelig, men som man officielt ikke turde tale om? Svaret giver sig af sig selv. Det var alene af hensyn til dem, der begyndte med at lyve, altså de socialdemokratiske og radikale politikere på Christiansborg og deres arvtagere. Løgn forpligter. Nogle gang så meget, at man ender med at tro på sin egen godhed. Det var af hensyn til de politikere, der helst vil alt det gode og aldrig det onde. Af hensyn til dem, der elskede fred og hadede afskrækkelse, fordi afskrækkelse er ondt. Af hensyn til dem, der tror, man kan få det gode uden det ondes bistand. I dag kan de tørre sveden af panden. Til alt held kom DUPI-rapporten først efter Murens fald. Var den kommet før 1989, havde de fået sat kniven på struben. For da havde de været tvunget, om ikke af andre så af vælgerne, til at erkende, at NATOs kurs var til landets bedste, hvad H. C. Hansen og Jens Otto Krag stiltiende erkendte, og hvad Poul Schlüter og Ellemann-Jensen åbent turde fortælle danskerne. EVANGELISMEN i dansk sikkerhedspolitik har imidlertid sat sig så dybe spor i vor kollektive bevidsthed, at man endog genfinder dem i DUPI-rapporten selv. Det hedder f.eks., at Danmark med sit NATO-medlemsskab "valgte side i konfrontationen mellem øst og vest" (er der i øvrigt en speciel neutralistisk pointe i, at Øst og Vest er stavet med småt i rapporten, som var der tale om geografi, ikke politik?), man taler om "den kolde krigs logik", om "atomalderens logik" osv. Det var ikke udtryk for nogen "logik", at Stalins kommunistiske imperium underlagde sig det halve Europa umiddelbart efter krigen og truede resten med udslettelse, at det søgte at ekspandere såvel i Øst, i Korea, Vietnam, Afghanistan, som i Syd, i Iran og senere i Mellemøsten, at det knuste enhver demokratibevægelse inden for sin selvvalgte perimeter, at det vanvidsoprustede med SS 20-raketter i Europa i 1970'erne. Der var ingen vestlig "konfrontation" over for Sovjetunionen, som Danmark frit kunne vælge side i. Der var et legitimt forsvar, vi måtte deltage i, hvis vi ville bevare vor frihed. Men den pacifistiske proportionsforvrængning har allerede knust al saglig debat om DUPI-rapporten. Problemerne vendes igen på hovedet. I en uge har vi nu forarget diskuteret, om USA trynede os, om atombestykkede amerikanske krigsskibe anløb danske havne, om Ellemann-Jensen førte Folketinget bag lyset i 1988 osv., osv.. Auken og De Radikale råber op om nye undersøgelser, der skal "afsløre", hvad vi allerede ved. Man taler om Ellemann-Jensen, hvor man burde tale om sig selv. Skal vi have endnu en undersøgelse af dansk sikkerhedspolitik, denne gang i perioden 1968 til 1989, ville intet være mere oplagt end at se på Socialdemokratiets, De Radikales og SFs krybende følgagtighed over for sovjetiske "freds-synspunkter". Den næste DUPI-rapport kunne passende beskæftige sig med den kolossale trussel, Warszawa-pagten var mod Danmark indtil 1989. Forskere som Poul Villaume og Hans Møller Kristensen fra Greenpeace skulle slippes løs i Kremls arkiver, så de kunne dokumentere de sovjetiske planer om en offensiv atomkrig i Europa, sovjetmagtens smagløse afpresningsforsøg, eller f.eks. SF-formanden Gert Petersens langt op i 80'erne fastholdte synspunkt, at USA var "hovedfjenden", ikke Sovjetunionen. Og man kunne spørge, om ikke NATOs afskrækkelsesstrategi endte med at give hele Østeuropa selvstændighed og demokrati. Og hvorfor det sidste aldrig har været et argument i dansk fredsdebat.