Thule tilhørte slet ikke staten

Thule-folket. Thule Stammen blev anerkendt i dansk lov i 1929 og fik sin egen lokale regering, Fangerrådet. Men det glemte man at tage i ed, da Thules befolkning i 1953 blev flyttet til Qaanaaq. Nu anlægger Thule Stammen sag mod Statsministeriet. Thule-folket har gode kort på hånden.

Mandag d. 27. januar 1997
Anne Knudsen
Emnekreds: Grønlands historie, Oprindelige folk, Thule Air Base.

THULE-folket kræver at få uindskrænket adgang til sine gamle områder og erstatning for de tab, stammen led og stadig lider som følge af, at den blev forflyttet fra et af sine centrale jagtom-råder i 1953. Foreningen Hingitaq 53 har med ikke færre end 611 navngivne inughuit (Thule-folk) som medlemmer stævnet Statsministeriet for Østre Landsret med påstand om, at folkets rettigheder i henhold til både dansk lov og internationale konventioner blev krænket i 1953, og at krænkelsen fortsætter i dag. De erstatningssummer, man kræver, er på 500.000 til hver af de 88 nulevende mennesker, som boede i det centrale Thule i 1953, men pengene er ikke det vigtigste. Det vigtigste er anerkendelsen af folkets rettigheder til deres jagtområder, anerkendelsen af, at man krænkede disse rettigheder ved at forflytte hele stammen, og at krænkelsen fortsætter den dag i dag. Sagen er den første af sin art i Danmark, men den indgår i en principiel og international sammenhæng. Flere og flere oprindelige folk verden over anlægger - og vinder - sager om landrettigheder. Danmark er et af foregangslandene i FN, når det gælder oprindelige folks rettigheder, og derfor er det yderst pinligt, at man selv har en sag som Thule-sagen kørende. Det er nemlig en fuldkommen klassisk sag om forholdene i kolonitiden, et efterslæb fra dengang, den hvide mand forestillede sig, at jægerbefolkningers jord var "ingens". I dag ville ingen vestlig regering drømme om uden videre at give en gruppe oprindelige folk besked om at fraflytte et jagtterritorium. Det ville nemlig være en klar overtrædelse af en hel række internationale konventioner fra FN-Pagten og FNs Menneskerettighedserklæring over ILOs Konvention om indfødte Befolkninger og til Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Statsministeriets figenblad i Thule-sagen har derfor været, at "forholdene dengang var anderledes". Sagsøgerne påberåber sig imidlertid, at den lov, som faktisk gjaldt for Thule i foråret 1953, heller ikke blev fulgt. Thule Stammen, som det dengang hed, havde nemlig en meget klar retsstilling. Ifølge "Kap York Stationen Thules Love af 7. juni 1929" lå områdets anliggender i hænderne på Fangerrådet, som var sammensat af tre danske, lokale embedsmænd og tre fangere fra distriktet. Rådet var beslutningsdygtigt, når mindst fire medlemmer var til stede. Og dette råd blev ikke sammenkaldt for at tage stilling til forflyttelsen af Thule Stammen i maj 1953. Beslutningen om, at de skulle flytte, blev i huj og hast meddelt Thuleboerne, hvorefter man straks skred til handling. Men det er alligevel sandt, at "forholdene var anderledes dengang". Det ser man af det faktum, at polareskimoerne ikke protesterede mod den danske regerings planer. I kolonitiden sagde de indfødte sjældent koloniherrerne imod. Der var langt mellem indfødte paragrafryttere i Thule i 1953. Fordrivelser og tvangsforflytninger af oprindelige folk har været en almindelig praksis mange steder. Derfor er der også mange steder, hvor de oprindelige folk fører retssager om deres rettigheder til landområder. Den helt afgørende sag blev afsluttet ved Australiens Højesteret i 1992. Dommen går under navnet " The MABO Judgment " og har dannet præcedens i international ret. I MABO-dommen fastslås det nemlig, at jorden i kolonierne ikke var Terra nullius, "ingens jord", men derimod tilhørte de befolkninger, som boede i området. Den konkrete dom fastslår således, at de indfødte beboere på øerne i Torres Strædet havde rettigheder til deres land, og at den australske overhøjhed ikke annullerede disse rettigheder. Den new zealandske maori-stamme Tainui har i 1995 tilsvarende fået 15.782 hektar tilbage og dom for, at der blev begået uret imod dem, da de blev frataget råderetten over disse områder. De har altså ikke bare fået deres territorium men også en undskyldning. En canadisk sag, der for nylig er blevet afgjort, minder meget om Thule-sagen. Her blev en inuit-gruppe i begyndelsen af 50erne forflyttet fra Baffin Island til et ubeboet område langt nordpå. Den canadiske regering forsvarer sig med, at det skete for at forbedre gruppens vilkår, men folket selv hævder, at det var fordi Canada ønskede at håndhæve sin suverænitet over det høje Arktis. Sagen er blevet afgjort til inuitternes fordel, sådan da. De har fået kompensation. Derimod har de ikke fået den undskyldning, de krævede. Slæder vender hjem til Qaanaaq efter fangstrejse til iskanten ude bag horisonten Kernen i alle disse sager er de oprindelige folks ret til territorier, hvor der ikke eksisterede privat ejendomsret, og hvor jorden hverken kunne købes eller sælges. Denne rettighed har det været meget vanskeligt for europæerne at forholde sig til. Hvis jorden ikke blev dyrket, og hvis der ikke var hegn om jordstykkerne, mente man umiddelbart, at jorden var "ingens". Det er denne spontane opfattelse, som nu er blevet afskaffet som retsprincip i de internationale konventioner. Jægere har lovfæstede rettigheder til deres territorier. Derfor nedlægger sagsøgerne fra Thule også påstand om krænkelse af ejendomsretten, da man fratog Thule-eskimoerne det jagtområde, de havde, hvor basen nu ligger. Jura, moral og mystik " Thule-folkets sag ser solid ud, vurderer den juridiske ekspert på området, Lars Adam Rehof. Den ligner en række udenlandske sager, hvor de oprindelige folk har vundet. Men der er mange mærkelige detaljer i Thule-sagen. Der er et vigtigt dokument, der er forsvundet fra Grønlandsministeriet. Der er også erstatningen, som forsvandt. Amerikanerne havde jo lovet at afholde "alle nødvendige omkostninger" i forbindelse med udbygningen af basen, så hvorfor gav man ikke beboerne erstatning på USAs regning? Og siden fastslog Ziegler-udvalget, at der i 1960erne blev "givet afkald" på erstatning, men ingen ved, hvem der har gjort det eller hvornår. Der er ikke mindst det ejendommelige, at det var den danske regering, som insisterede på flytningen af Thule-folket. Af korrespondancen mellem det amerikanske forsvarsministerium og udenrigsministerium, som man kan se i DUPI-rapporten, fremgår det, at det var et dansk ønske, at Thule-folket skulle forflyttes. Og endelig er det et interessant træk, at dette her fandt sted i foråret 1953, mens man forberedte en grundlovsændring, der skulle ophæve Grønlands status som koloni. Endnu en pikant detalje i Thule-sagen er, at sagsøgerne og deres advokat Christian Harlang har gjort gældende, at Østre Landsrets dommere ikke er upartiske, fordi Landsrettens præsident Sven Ziegler var formand for det.udvalg, som i 1994 afgav en ret idyllisk beretning om flytningen af Thule-folket. Landsretten har givet sagsøgerne medhold i "at der foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om den fuldstændige upartiskhed hos dommerne i østre Landsrets 3. afdeling", og disse dommere har derfor "veget deres sæde". Flere kilder siger til Weekendavisen, at når netop Thule-folket ikke fik erstatning, mens befolkningen ved Søndre Strømfjord, ved Arsuk og flere andre steder fik kompensation for tab af fangstområder, så var det et led i hele hemmeligholdelsen af det, der foregik i Thule. Men nu er den dansk-amerikanske Thule-sag jo i den grad sluppet ud, at det næppe kan være et argument længere. Når statsminister Poul Nyrup-Rasmussen stadig ikke kan tvinge en undskyldning over sine læber, skyldes det formentlig frygt for flere sager af lignende art. I 1960erne blev rigtigt mange grønlændere forflyttet fra udstederne og ind til større byer, hvor der var hospitaler og skoler - men til gengæld ingen fangstmuligheder. Og skønt det foregik under anderledes lovformelige forhold end Thule-flytningen, er det ikke udelukket, at nogle af disse folk kan gøre retskrav gældende. Arktis-eksperten Jens Dahl gør således opmærksom på, at Baffin Island-inuitterne ikke blev tvunget men "lokket" til at flytte. Han vurderer dog, at afgørelsen i deres specielle sag ikke kan bruges som præcedens af grønlænderne. Danmarks helterolle Danmark er kendt som en meget aktiv frontfigur i FNs menneskerettighedsarbejde. I samarbejde med Grønlands hjemmestyre har Danmark faktisk i 1996 haft held til at sætte "Indfødte anliggender" på som fast punkt ved Men-neskerettighedskommissionens årlige møde i Geneve. "Danmark gør et stort og dygtigt arbejde her", vurderer Inger Sjørslev, direktør for IWGIA (International Work Group for Indigenous Affairs), der koordinerer samarbejde mellem indfødte folk over hele verden. I FN-systemet arbejder Danmark målrettet og effektivt for, at der oprettes et permanent forum for oprindelige folk. Så meget desto mere kedeligt er det, at man stadig har sådan en sag om ufuldendt afkolonisering hængende. Danmark har til og med en "Strategi for støtte til oprindelige folk", som er vedtaget i Folketinget i 1994. Og så er det jo ekstra pinligt, at man må gå lidt let hen over det, hver gang der er tale om landrettigheder, fordi der lige er det der med Thule. Det er for eksempel påfaldende, at Danmark først i 1996 ratificerede ILO-konvention nr. 169 om indfødte befolkninger, skønt den har eksisteret siden 1989. I den konvention fastslås indfødte folks ret til adgang til land og naturressourcer meget klart. Internationalt er det tydeligt for enhver, at Thule giver Danmark et, øh, inkohærensproblem. Det hænger ikke ordentligt sammen". Der er tilsyneladende ingen ende på de pinligheder, der kommer fra Thule. Aldrig så snart har DUPI-rapporten gjort rent bord om forholdet mellem USA, Danmark og atomvåbnene i Thule, før den er gal igen. Og i modsætning til sagen om atomvåbnene vil Thule Stammens retssag mod den danske stat blive fulgt opmærksomt i mange lande. Det er en typisk sag om afkolonisering. Og afkolonisering, det er vi kendt for at gå ind for. Ligesom alle andre pæne mennesker.