Indsigt: Dansk dobbeltspil i atompolitikken

Dansk dobbeltspil i atompolitikken

Dansk dobbeltspil har været ugens hotte emne. Dobbeltspillet foregik i årene op til 1968, hvor der var amerikanske atomvåben i Thule. Det var i overensstemmelse med aftaler og forståelse med den danske socialdemokratiske statsminister H.C.Hansen - hvis parti samtidig førte valgkamp under mottoet "nej til atomvåben på dansk område". Dobbeltspillet var altså i forhold til danskerne.

I 1968 - efter det flystyrt i Thule, som skabte behov for en afklaring - blev der lavet en klar aftale med vore allierede om, at der ikke skulle være atomvåben på dansk område. Og det har lige siden været den danske politik.

Det er vigtigt at holde fast ved, at amerikanerne altså ikke brød nogen aftale.

Men man kan også sige, at efter 1968 indledtes et dansk dobbeltspil i forhold til vore allierede: På den ene side ville vi ikke have noget med deres atomvåben at gøre - i fredstid. På den anden side var vi rede til at lade os forsvare af deres atomvåben, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Det var ikke særlig solidarisk af Danmark, for nu at sige det mildt - og helt galt gik det med fodnoterne i 80'erne.

Men det er en helt anden historie. Tilbage til dobbeltspillet op til 1968, som i DUPI-rapporten har fået en beundringsværdigt klar og sober beskrivelse.

Der er en sætning i DUPI-rapporten om dansk atompolitik op til 1968, som burde være bragt i store typer på rapportens forside. Der står (på side 533), at "nutidens opfattelser ikke uden videre kan anvendes som målestok for vurderingen af beslutninger og begivenheder, som ligger op til 50 år tilbage i tiden".

Hvis man er historieløs, kan man ikke vurdere sin egen tid.

Og hvis man skal bedømme, hvad der skete i Danmark under den kolde krig, skal man også kende til situationen dengang.

Derfor er det ikke nok at forarges over, at H.C.Hansen - som jo er hovedpersonen i denne historie - holdt det hemmeligt for de fleste, at der eksisterede en forståelse med amerikanerne om, at de kunne have atomvåben på Thule-basen.

Aftalen i sig selv lå i uundgåelig forlængelse af begivenhederne under Den anden Verdenskrig, og var et nødvendigt led i Vestens forsvar mod truslen fra Sovjet. Og når det var nødvendigt at holde aftalen hemmelig, skyldtes det netop de helt konkrete trusler mod Danmark: Der var i begyndelsen af 50'erne regulær frygt for at russerne igen ville sætte sig på Bornholm, og i 1957, da H.C.Hansen skrev sit nu så berømte brev, havde Sovjet netop knust Ungarn. Danmark var virkelig i en farezone, som gjorde det nødvendigt for os at vise solidaritet med vore allierede, men diskret.

Det er derfor jeg har sagt, at havde jeg været i H.C.Hansens situation, ville jeg nok også have lavet en sådan en aftale - uden at offentliggøre den.

Der hvor man kan komme med kritik, er i spørgsmålet om forholdet til dansk indenrigspolitik. Hvis H.C.Hansen havde fortalt sine regeringspartnere i den nydannede trekantsregering om aftalen med amerikanerne, var regeringen sprængt. Og så var Erik Eriksen blevet statsminister de næste mange år. Det giver en ikke særlig heroisk baggrund for H.C.Hansens diskretion.

Men værre er det i forholdet til den politiske debat i Danmark. Her sagde H.C.Hansen og hans efterfølgere som socialdemokratiske ledere nemlig noget helt andet, end det de gjorde. De førte kampagne om et nej til atomvåben på dansk område. De førte sig frem som garanter for en politik, de godt vidste var uansvarlig - i stedet for at fortælle deres egne vælgere, hvad der var nødvendigt. Eller i det mindste lade være med at dreje holdningerne i den gale retning.

For mig at se går der en lige linie fra denne adfærd og frem til socialdemokraternes fodnotepolitik i 80'erne og deres putten sig i dagens diskussion (eller mangel på samme) om europæisk sikkerhedspolitik: De forsømmer at vise politisk lederskab. De forsømmer at fortælle deres egne, hvad de godt ved er nødvendigt.

Undersøgelsen af dansk atompolitik stopper i 1968. Der er - naturligvis - kommet krav fra SF og enhedslisten om, at man også skal undersøge tiden efter 1968. Og mange vil sikkert mene, at det kunne være rart at få luftet ud i den hørm af mistænkeliggørelse, der eksisterer.

Men en undersøgelse af tiden efter 1968 ville få en helt anden karakter end DUPI-undersøgelsen. For det jo ikke tilfældigt, at netop 1968 blev valgt som skæringsår.

Frem til 1968 var der amerikanske atomvåben på dansk område - nemlig i Thule - og det skete i fuld overensstemmelse med aftaler eller forståelser med danske regeringer. Der er altså ikke noget at bebrejde vore allierede.

Hvis der har været atomvåben efter 1968 - f.eks. ombord på besøgende skibe - ville det indebære et brud på aftalerne med Danmark. Hvis man vil undersøge, om det er sket, er det altså vore allieredes adfærd, man vil undersøge.

Ærlig talt: Kan vi være bekendt på den måde at udtrykke tvivl om vore allieredes adfærd? Det vil dog være det værste hykleri, når vi samtidig var rede til at lade dem garantere vores sikkerhed.

Hykleriet bliver endnu værre, når vi dog ved, at der var masser af atomvåben i danske farvande gennem årene nemlig de atomvåben, der var ombord på sovjetiske krigsskibe, der sejlede igennem vore snævre stræder.

Da man i 1968 lavede aftalerne om nej til atomvåben på dansk område, var dette emne oppe at vende. Det viser DUPI-redegørelsen. Men man fandt, at det ville give problemer med Sovjetunionen at forbyde gennemsejling af danske farvande med atomvåben - og at det desuden ikke ville kunne kontrolleres.

Så vil det dog være topmålet af hykleri, hvis vi på den baggrund nu skal til at efterkontrollere vore egne allieredes adfærd - efter at have nasset på deres forsvarsvilje i årevis.

Jeg vil naturligvis blive beskyldt for at have noget at skjule, når jeg siger nej til at undersøge forholdene efter 1968. Jeg har ikke noget at skjule. Derfor tager jeg den slags beskyldninger med knusende ro. For den fulde sandhed kommer for dagen før eller siden. Det skal bare ikke være os, der nu demonstrerer mistillid til de allierede, der styrede den frie Verden - herunder Danmark - sikkert igennem en farlig tid.