Det grønlandske kort

Det betragtes som en dansk opgave at holde civilbefolkningen på afstand. Lokalbefolkningen i Thule-området kom - og er - således i klemme mellem nationale danske sikkerhedspolitiske interesser og amerikanernes globale atomvåbenstrategi.

Tirsdag d. 4. februar 1997
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Grønlands historie.

Indholdsfortegnelse: Tyskerkursen Privat udenrigspolitik Det grønlandske kort Den kolde krig og Grønland Den falske tone Kaufmanns sidste år I KONGENS NAVN Henrik Kaufmann i dansk diplomati 1919-58. 812 s, Samleren, 1996. Den 9. april 1940 havde den danske gesandt (ambassadør) i Washington Henrik Kaufmann sit møde med skæbnen. Med den tyske besættelse af Danmark skulle den da 51-årige diplomat vælge mellem at følge regeringen eller en mere uafhængig linie. Han valgte det sidste, et valg der nøjagtigt et år efter, den 9. april 1941 medførte et brud med regeringen i Danmark. Hans valg havde også skæbnesvangre konsekvenser for Grønland, konsekvenser der stadig den dag i dag har stor betydning for det grønlandske samfund. Tyskerkursen Historikeren Bo Lidegaard argumenterer overbevisende i sit fremragende disputatsarbejde om Henrik Kaufmann for, at det hverken var første eller sidste gang, at Kaufmann optrådte særdeles selvstændigt i forhold til København. Den fremherskende udenrigspolitiske linie blandt skiftende udenrigsministre og ledende embedsmænd i udenrigsministeriet var neutralitet kombineret med tilpasning til Tyskland, den såkaldte "tyskerkurs", som Danmark havde fulgt siden nederlaget i 1864. En politik, der også blev fulgt under besættelsen med samarbejdspolitikken. Henrik Kaufmann ønskede derimod en tilnærmelse til de angelsaksiske lande, her primært USA, som han tidligt så var ved at udvikle sig til den stærkeste økonomiske magt i verden. Han var paradoksalt nok af dansk-tysk slægt og voksede delvist op i Tyskland. Efter jura-eksamen i 1911, blev han straks ansat i udenrigsministeriet. Efter ophold i New York og Berlin blev han i 1919 sekretær i den udenrigskommission, der fik til opgave at reformere udenrigstjenesten. Allerede i dette arbejde mødte han stærke interesser for en nyorientering af den danske udenrigspolitik, en orientering henimod de handelspolitisk interessante lande Storbritannien og USA. Efter en periode som gesandt i Rom, blev han i 1924 gesandt i Kina og Japan. Privat udenrigspolitik Henrik Kaufmann, der gennem hele livet syntes at kombinere en udpræget forretningssans med diplomatiet, arbejdede i Østen aktivt og til en vis grad vellykket for danske økonomiske interesser, specielt Store Nordiske Telegrafselskab. Langt fra Danmark og Europa allierede Kaufmann sig primært med britiske og amerikanske interesser. På det personlige plan blev tilknytningen til USA yderligere styrket ved giftermål med den amerikanske admiralsdatter Charlotte i 1926. Efter en magtkamp i udenrigsministeriets øverste ledelse, blev Kaufmann i 1932 gesandt i Oslo, i stedet for i Washington, som han selv havde ønsket. Hans vigtigste opgave i Oslo blev at klinke forholdet til Norge, efter at Norge i 1933 havde tabt retssagen ved den internationale domstol i Haag om Østgrønland. Første men ikke sidste gang, Grønland får stor betydning for Kaufmann. Endelig i 1939, kun en uge før krigsudbruddet, afleverede Kaufmann sine akkreditiver som ny dansk gesandt i Washington. Han fik sin drømmestilling, en stilling der set fra udenrigsministeriet, bevares var vigtig, men ikke en af de centrale og mere prestigefyldte europæiske poster. Her begyndte Kaufmann sin "private udenrigspolitik", som samarbejdspolitikkens fremmeste fortaler og den efter krigen så forhadte Scavenius, delvist med rette, udtrykte det. Det grønlandske kort Kaufmanns stilling var efter besættelsen af Danmark i 1940 usikker og svag. I forhold til amerikanerne havde han kun to kort at spille med. Det ene var de ca. 40 danske skibe i amerikansk havn. Forhandlingerne om disse skibe mislykkedes og Kaufmann vendte sig hurtigt til det andet kort: Grønland. Han var ikke sen til at forstå vores lands store betydning for amerikanerne. Dels strategisk som en geografisk del af Nordamerika, dels på grund af mulighederne for at anlægge baser til transport af våben og til beskyttelse af den stadigt mere intensive konvojtrafik. Endelig havde vi i Ivittuut verdens eneste åbne kryolitmine, der var helt nødvendig til fremstilling af aluminium til krigsproduktion. Det kulminerede i foråret i 1941, hvor Kaufmann egenhændigt forhandlede en overenskomst om Grønland med amerikanerne på plads. Den 9. april 1941 blev aftalen underskrevet, hvor amerikanerne fik militær suverænitet over Grønland. Aftalens artikel X blev - også efter krigen - den mest omdiskuterede, idet den potentielt åbnede mulighed for en ubegrænset løbetid af aftalen. Amerikanerne kunne med andre ord blive i Grønland, lige så længe de ville. For Kaufmann betød aftalen, at USA anerkendte ham som uafhængig gesandt og aktivt støttede ham krigen ud, hvorfor det betød mindre, at han straks blev frataget sin bestilling af udenrigsministeriet i det tyskbesatte Danmark og anklaget for højforræderi. Kaufmann udbyggede gennem krigen - blandt andet for kryolitpenge - sin uafhængige stilling som leder af det "kæmpende" Danmark og opbyggede en alternativ udenrigstjeneste. Han gjorde et stort arbejde for formelt at få anerkendt Danmark som allieret, hvilket mislykkedes, men fik dog Danmark med i det gode selskab som medgrundlægger af FN. For Grønland fik han sikret forsyningen under krigen, dog ikke uden bilyde i forhold til Eske Brun, der ikke var den helt store beundrer af Kaufmanns linie. Den kolde krig og Grønland Kaufmanns uafhængige linie sikrede ham naturligt nok heltestatus efter befrielsen og alle anklager mod ham blev frafaldet. Han blev minister uden portefølje i befrielsesregeringen og repræsenterede Danmark ved grundlæggelsen af FN i San Franscisco. Men det blev hurtigt hverdag igen, og nok skuffet over at være vraget som udenrigsminister, vendte han tilbage til gesandtjobbet i Washington. Bo Lidegaard fremlægger her som andre steder i bogen overbevisende materiale for, at Kaufmann fortsatte sin egen udenrigspolitiske linie. Specielt i forhold til den famøse artikel X i aftalerne om Grønland, hvor Kaufmann hurtigt så at USA havde vedvarende interesser i Grønland. I København derimod var det europæiske perspektiv stadigt dominerende og i de første år efter krigen var der politisk bred enighed om, at det amerikanske engagement i Grønland skulle afvikles hurtigst muligt. Kaufmann rapporterede ikke altid loyalt til sin regering om de intensive konsultationer, han havde med det amerikanske udenrigsministerium. Allerede her begynder den "falske tone" om graden af det amerikanske engagement i Grønland at indsnige sig. Kaufmann, der kendte Niels Bohr godt, erkendte at atomvåbnet grundlæggende havde ændret rammerne for krigsførelse og at USA var kommet ud af 2. verdenskrig som den absolut stærkeste magt med globale interesser. Han talte længe for døve øren i København, men efterhånden gik USAs globale særstilling op for toppolitikerne i Danmark, også fra Socialdemokratiet. En erkendelse, der med den tiltagende blokdannelse i begyndelsen af den kolde krig, medførte dansk deltagelse i Atlantpagten (NATO) i 1949. Kaufmann havde endelig fået Danmark til at vælge side, vel at mærke den rigtige. Den falske tone Grønlands betydning for USA gik efterhånden også op for toppolitikerne i Danmark, hvilket unægteligt stiller Hans Hedtoft store Grønlandsrejse i 1948 i et andet og mere dansk sikkerhedspolitisk betinget lys. Det grønlandske kort kunne udnyttes i forhold til USA og blev det i forbindelse med baseaftalen af 1951, der stadig er gældende. USA fik frie hænder, også til at have A-våben i Grønland stik imod den officielle danske holdning, mod at det danske NATO-engagement - også økonomisk - var og forblev halvhjertet. Det er nærliggende på grundlag af Bo Lidegaards materiale videre at konkludere, at den falske tone stikker dybere end til spørgsmålet om A-våben. Både USA og Danmark havde og har stadigvæk en interesse i at nedtone og underbelyse hele det amerikanske engagement i Grønland, dels til A-våben efter 1968 og dels til Grønlands nuværende strategiske betydning for USA. Danmark blev garanteret civil suverænitet og ansvaret for den grønlandske befolkning mod at USA fik frie militære hænder. I den forstand er Thulebasen mere Danmarks bidrag til den kolde krig end det er Grønlands. Grønland blev fra Danmark kompenseret økonomisk, i dag med bloktilskuddene. Derfor er USAs aktuelle modstand mod ændringer i Thulebasens status forståelig, fordi de med rette føler, at de allerede har betalt i form af at de så gennem fingre med at " Danmark selv (fik) øget sin frihed til at yde et minimumsbidrag til NATO, og særligt til at undgå de fremskudte baser og den udstationering af atomvåben, der kunne have truet det socialdemokratiske sikkerhedspolitiske koncept og forvandlet Danmark til en militær spydspids i konfrontationen med Østblokken ", som Bo Lidegaard formulerer det i en lidt anden sammenhæng. Det betragtes som en dansk opgave at holde civilbefolkningen på afstand. Lokalbefolkningen i Thule-området kom - og er - således i klemme mellem nationale danske sikkerhedspolitiske interesser og amerikanernes globale atomvåbenstrategi. Det grønlandske kort eksisterer stadigvæk og udfra symmetribetragtninger har Grønland et amerikansk kort i forhold til Danmark. Det forudsætter dog en opdateret, uafhængig og ædruelig grønlandsk analyse af Thulebasens og Grønlands nuværende betydning for amerikanerne, specielt efter Murens fald.

Den danske ambassade i Washington er bygget på et stykke jord, som Henrik Kaufmann ellers havde købt til sig selv, men som han senere solgte til den danske stat for købsprisen. Efter sigende en meget favorabel handel for den danske stat

Kaufmanns sidste år Efter 1951-aftalen gled Kaufmann mere i baggrunden, men fortsatte som gesandt i Washington frem til sin pensionering i 1958. Han blev, dødssyg og forpint af en uhelbredelig kræftsygdom, dræbt af sin egen kone den 5. juni 1963. Kort tid efter tog hun sit eget liv. Med sit disputatsarbejde har Bo Lidegaard formået på smukkeste og velskrevne vis at kombinere sin biografi af Henrik Kaufmann med "de lange linier og de principielle brud i dansk udenrigspolitik", som han selv skriver det. Det dybe åndedrag. Forsvaret finder sted i København den 21. februar 1997.