Rossini i Nuuk - om Thule Air Base

Ud fra en mere global betragtning vil det være et utroligt fremskridt, hvis der laves en international oplagringsplads for de gamle atomvåben, som skal uskadeliggøres - og hvis det sker i et tæt samarbejde mellem især atommagterne USA og Rusland.

Tirsdag d. 18. februar 1997
Uffe Ellemann-Jensen
Emnekreds: Thule Air Base.

Søndag aften var jeg til et brag af en koncert: Islands symfoniorkester startede den første store operakoncert i Grønlands netop indviede kulturhus Katuaq i Nuuk med ouverturen til Rossinis "Den tyvagtige skade". Det var første gang, et stort symfoniorkester spillede på grønlandsk jord. Og som de dog spillede. De lagde hele sjælen i - og bagefter sved håndfladerne hos os, der hørte på... I det hele taget var det nogle gribende og bevægede dage i Nuuk. Vejret var jævnt hæsligt, med kulde og kraftig blæst og den slags sne, som finder ind bag alt tøjet. Da alle gæsterne fra de andre nordiske lande, Canada, Alaska og Sibirien skulle komme, brød en af Grønlandsflys maskiner sammen, og mange måtte vente i en halv snes timer på at komme frem. Men som det altid går, når man rejser i Grønland, nåede vi frem! Og kunne varme os sammen med de grønlandske værter, da deres nye stolthed - det smukt svungne kulturhus - blev indviet lørdag. Landsstyreformand Lars Emil Johansen holdt en flot tale med udgangspunkt i det gamle sagn om "festens have", som vil være kendt fra Knud Rasmussens gengivelse - og andre opholdt sig ved vigtigheden af at se både ud og ind gennem egne vinduer i det nye hus, der skal rodfæste Grønlands kulturelle identitet i et frugtbart samspil med andre. Islands gave var besøget af symfoniorkestret - og jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det har været at få bakset harpen og de fem kontrabasser til Nuuk - men de var der, og de kunne både høres og ses! Det korte besøg i Grønland gav mig naturligvis anledning til at reflektere over nogle af de indtryk, netop indvielsen af kulturhuset gav anledning til. Jeg kunne ærlig talt godt have tænkt mig en lidt mere synlig dansk deltagelse ved denne anledning, selvom den nye kulturminister var mødt frem og overrakte en stor check til dækning af indkøbet af det store og dyre flygel til kulturhuset. Men jeg er sikker på, at han vendte hjem med samme fornemmelse - og vil gøre sit til, at vi fastholder de kulturelle bånd mellem Grønland og Danmark i Rigsfællesskabets ånd. Det vil såmænd være til gensidig gavn og glæde. Netop med en satsning som kulturhuset viser grønlænderne, hvor megen vægt de lægger på deres nationale identitet. Og det må vi danskere om nogen kunne forstå - og sympatisere med. For grønlænderne står med ganske store problemer - som kan sammenfattes i ét spørgsmål: Hvad skal Grønland leve af i fremtiden? De fleste fiskearter er efterhånden på det nærmeste forsvundet fra de grønlandske farvande. Der fanges næsten ingen torsk i de vande, hvor der før fiskedes titusinder af tons. Rødfisken bliver væk. De "nye" fiskearter går det langsomt med at få fanget ind. Heldigvis ser det ud til, at rejerne - som hidtil har båret en uforholdsmæssig stor del af den grønlandske nationaløkonomi oppe - stadig findes i store mængder omkring Grønland, selvom det har været nødvendigt at begrænse fiskeriet. Men rejerne har nu været så uforskammede at vise sig andre steder i Verden, hvor de fanges i så stort tal, at priserne er styrtdykket. Så hjælper det ikke meget, at der stadig fanges mange ved Grønland - for de giver pludselig ikke så mange penge, og Grønland skal nu gennem en smertefuld og kostbar omstilling, hvor der skal nedlægges fabrikker i små samfund med store beskæftigelsesproblemer, for at man kan klare sig i den skærpede internationale konkurrence. Tænk på det, næste gang der på TV vises reklamen med de fire poser fine grønlandske rejer, der nu er nedsat til kun 60 kroner... Det har vist sig uhyre vanskeligt at starte andre produktioner i Grønland. Turismen venter alle sig meget af, men naturens luner sætter sine grænser for, hvor meget der kan hentes her. Diamanter og guld, mineraler og olie - ja håbet er grønt. Og man kan unde grønlænderne, at der her viser sig en mulighed for at skabe indtægter. Men at fremtiden rummer store og vanskelige udfordringer kan ingen være i tvivl om. derfor sad der bag i hovedet på mig en stille ærgrelse over, at håndteringen af den ældgamle "atomsag" ved Thule har skabt en så forgiftet stemning omkring "atom-emnet", at både danske og grønlandske regeringspolitikere nærmest pr. Refleks slog syv kors for sig, da pressen i sidste uge kunne fortælle om et amerikansk studie, der pegede på muligheden for at lave et "atom-fængsel" ved Thule. Man forstår da godt, at så mange havde travlt med omgående at lægge afstand til den tanke - men forhåbentlig melder omtanken sig, så man giver det hele en mere seriøs overvejelse: Ud fra en mere global betragtning vil det være et utroligt fremskridt, hvis der laves en international oplagringsplads for de gamle atomvåben, som skal uskadeliggøres - og hvis det sker i et tæt samarbejde mellem især atommagterne USA og Rusland. Det siger sig selv, at et sådant "atom-fængsel" skal ligge et afsides sted på Kloden - men også i et politisk stabilt land. Og der er noget spændende ved tanken om et sådant lager - bevogtet af en international fredsstyrke med deltagelse fra alle atommagter. Et smukt udtryk for afspænding og nedrustning. Det land, der giver plads for et sådant arrangement, ville med rette påkalde sig Verdens respekt - og være sikret Verdens beskyttelse. Og så ville det formentlig være en uhyre stor indtægtskilde for et sådant land... Om det så kunne tænkes at blive et sted i Grønland - ja det vil kun grønlænderne selv kunne afgøre.