Indsigt: Telemedicin er nu en realitet i Grønland

Telemedicin er nu en realitet i Grønland

Som det måske vil være nogle bekendt, blev der tidligere i år på centralt niveau besluttet at starte et forsøgsprojekt i telemedicin i Grønland. Den direkte årsag var John Lassens præsentation af området ved den sundhedspolitiske konference i Ilulissat i marts, og i særdeleshed Tromsøkollega Steinar Pedersens veloplagte indlæg om erfaringerne i Nordnorge.

John Lassen vil beskrive de overordnede linier andetsteds, jeg vil blot ridse hovedtrækkene i den nuværende struktur op.

Der køres p.t. et pilotprojekt om telemedicin i Grønland, som styres af et underudvalg af IT-udvalget. Dette består af 2 repræsentanter fra Tele Greenland, én repræsentant fra DSMF, samt John Lassen og undertegnede. Tele Greenland har stået for leverancer af ISDN-forbindelser samt videokonferenceudstyr, direktoratet har finansieret det endoskopiske udstyr, som er forudsætningen for en del af projektet.

Vi har valgt at forsøge at hente information vedr. følgende:

kommunikation internt i Grønland mellem et distriktssygehus og en tilhørende bygd,
transmission mellem distrikter i Grønland,
transmission mellem Grønland og DK. Som foreløbig eksponent for DK har vi valgt Rigshospitalet.

I princippet kan alle ovennævnte led opnå direkte forbindelse med hinanden. Der er opstillet udstyr til videokonference m.m. i Nuuk på Lægeklinikken og på røntgenafdelingen på D.I.H., i Qaqortoq samt i Qeqertarsuatsiaat (Fiskenæsset). Desuden anvendes det i forvejen forhåndenværende udstyr på Rigshospitalet.

På distriktsniveau er intentionerne at vurdere værdien af almindelige transmissioner mellem Nuuk og Qaqortoq, evt. inklusive ad hoc transmissioner af endoskopiske sessioner mellem Qaqortoq og øre, næse- hals-specialisten i Nuuk (når vi er så heldige at have en sådan). Mellem Qeqertarsuatsiaat og Lægeklinikken foregår der både almindelige transmissioner af konsultationer - i stil med almindelig videokonference - hvor patienterne i bygden har lejlighed til at konfrontere lægen i Nuuk direkte på skærmen. Desuden er der placeret endoskopiudstyr (et stift laryngoskop samt et otoskop) i bygden, som stationssygeplejersken efterhånden er ved at få et godt tag på at bruge. Det samme udstyr findes som nævnt på lægeklinikken i Nuuk og i Qaqortoq. Endelig har vi forsøgt med et par overførsler til ØNH-afdelingen på Rigshospitalet fra Lægeklinikken, men tiden har ikke tilladt en opfølgning.

Der er desuden lidt tvivl om Rigshospitalets muligheder for at fortsat indgå i projektet, da ledelsen i første omgang kun havde godkendt en prøveperiode indtil 1.12. 1996.

Jeg har i det væsentlige koncentreret forsøget om kommunikation distriktssygehus/ bygd, idet jeg her ser et meget stort potentiale for at forbedre kvaliteten af sundhedsydelserne i bygder og yderdistrikter. Vi har i skrivende stund ikke noget bearbejdet talmateriale, men har bestemt indtryk af, at projektet er blevet særdeles vel modtaget af bygdebefolkningen, og lægerne i Nuuk har fået et meget bedre grundlag for diagnostik og behandling. Vi har nu indarbejdet en fast konsultationstime én gang om ugen, hvor stationssygeplejersken samler problempatienter. I disse sessioner indgår undersøgelse med oto- og laryngoskop, idet sidstnævnte også er meget anvendelig til undersøgelse af hudproblemer.

Vil gevinsten retfærdiggøre investeringerne?

Det vil føre for vidt at beskrive forløbet i detaljer, men det er vigtigt at gøre sig klart hvad man ønsker med det nuværende pilotprojekt. For mig at se er det en hjælp til at besvare det vigtigste spørgsmål:

Vil gevinsten ved at indføre telemedicin generelt i Grønland retfærdiggøre de endog meget betydelige investeringer i anskaffelse af udstyr og ikke mindst drift?

Dette spørgsmål kan ikke på nuværende tidspunkt besvares kvalificeret. Der skal mere indgående analyser til, og det er tvivlsomt om det overhovedet for de deltagende læger kan lade sig gøre indenfor normal arbejdstid. Erfaringsgrundlaget er for lille, men personligt er jeg ikke i tvivl om at resultaterne indtil videre i hvert fald opmuntrer til en intensivering af afprøvningerne. Dette bør der kunne findes midler til.

Jeg vil opfordre alle som interesserer sig for området til at kontakte mig - ros og ris modtages med samme sind, og gode ideer med kyshånd. Helt til slut vil jeg ikke undlade at fremhæve Tele Greenlands meget store indsats og velvilje ikke mindst teknisk og økonomisk i alle faser af projektet. Uden den utrættelige medvirken fra deres side var vi nok ikke kommet meget længere end til snakken.