Indsigt: Henrettelse for åben skærm

Henrettelse for åben skærm

Journalisterne synes således at have haft en opfattelse af, at de skulle være pågående og frække - alene for frækhedens skyld. Derfor fik vi ikke en diskussion/drøftelse, men et ubønhørligt skyderi, hvor journalisterne fyrede spørgsmål af som stalinorgler

Fredag d. 11. april 1997
Claus R. Kleemann
Emnekreds: Aviser, radio og TV.

Som vælger til kommunalvalget har jeg med interesse fulgt partiernes præsentationsprogrammer og efterfølgende krydsildsprogrammer i KNR-TV. Sidstnævnte har virkelig sat nogle tanker i gang hos mig, og det er jo godt, for det har formodentlig været en del af formålet med disse programmer. Det er imidlertid ikke tanker om politik, men om journalistik, der har været resultatet, og det har formodentlig ikke været formålet - eller hvad?

Om der hos programcheferne hos KNR foreligger nogle klare intentioner om, hvad de programsatte krydsildsprogrammers formål er, ved jeg ikke. Ved at se programmerne får man i hvert fald ikke noget entydigt svar. I min enfoldighed troede jeg umiddelbart, at det var tanken, at vi som vælgere gennem nogle dygtige journalisters velovervejede spørgsmål til partiernes udvalgte repræsentanter skulle få mulighed for at vurdere holdbarheden, ægtheden og realismen i de løfter, som partierne har fremsat under valgkampen.

Efter at have set krydsilden med Akulliit Partiiats repræsentanter sad jeg tilbage med fornemmelsen af at have deltaget som tilskuer til en henrettelse for åben skærm - og så endda tre personer og hele deres parti på een gang. Det var jo flot klaret - hvis altså det var intentionen med krydsilden. De to journalister fik straks fra starten af programmet sat dagsordenen og styrede fra da af begivenhederne i en sådan grad, at Akulliit Partiats fremmødte kandidater alene tonede frem som irriterede og rådvilde statister. Er de da kun statister disse mennesker, eller er det omstændighederne under krydsilden, der gjorde dem til det. Jeg tror og håber for dem selv og alle os vælgere mest på det sidste.

Hvad var det så der gik galt i den krydsild, - for efter min mening, så gik det altså helt galt! For det første er det min klare opfattelse, at journalisterne ikke har forstået deres rolle. Journalisterne er efter min mening således bare formidlere - omend naturligvis meget aktive formidlere. Journalisterne er alle os andres værktøj til at skaffe viden. Journalisterne arbejder således ikke for sig selv og egne interesser, men for alle os andre og vores interesser. Det syntes de to journalister, Tida Ravn og Elna Egede, under krydsilden ikke umiddelbart at have samme opfattelse af.

For det andet går en diskussion altid af sporet, hvis den ene af diskussionsparterne ikke lytter til og viser respekt for den anden. Dette var i høj grad også tilfældet her. Journalisterne synes således at have haft en opfattelse af, at de skulle være pågående og frække - alene for frækhedens skyld. Derfor fik vi ikke en diskussion/drøftelse, men et ubønhørligt skyderi, hvor journalisterne fyrede spørgsmål af som stalinorgler, og hvor kandidaterne fra Akulliit Partiiat ikke syntes at kunne samle tankerne til at svare fornuftigt alene af den grund, at de først og fremmest syntes at skulle tænke på at forsvare sig hele tiden. Måske derfor udtrykket "krydsild".

Søndag aften var Tida Ravn og Elna Egede på banen igen i finalekrydsilden med partilederne. Om der har været nogen evaluering af krydsildsjournalisternes præstationer i de indledende "kampe" ved jeg ikke. I givet fald har denne evaluering i hvert fald ikke medført ændringer i journalisternes gebærden - i hvert fald ikke til det bedre. Frækheden og pågåenheden var der stadig - endda i sublim form, eksempelvis når Tida Ravn kunne affærdige landsstyreformandens ønske om at kommentere et emne, som Tida Ravn i øvrigt selv havde bragt på bane (folkeskolens bygningsmasse) ved at sige, at tiden var knap, og at hans parti iøvrigt havde haft mulighed for at kommentere emnet ad andre kanaler. Dette set i lyset af at hun forinden alene havde ladet Josef Motzfeldt kommentere spørgsmålet. Jo, Tida Ravn havde sandelig styr på, hvem der skulle sige noget hvornår, og hvem der bare havde at holde kæft og vente på nåde. Til forskel for krydsilden med Akulliit Partiiat var der dog ingen, der blev synligt irriterede i finalerunden. Selv Bjarne Kreutzmann forholdt sig rolig, men ham havde de to journalister næsten også helt glemt tilstedeværelsen af. Jeg tror, den manglende synlige irritation skyldes partiledernes erfaring og tolerance, og det viser da et klædeligt format, som Tida Ravn og Elna Egede godt kunne lære et eller andet af.

Afslutningsvis vil jeg sige, at dette indlæg ikke kun er ment som en faglig kritik af den indsats, som Tida Ravn og Elna Egede som garvede journalister har lagt for dagen ved deres optrædender som politiske journalister - hvordan man så i øvrigt vælger at opfatte dette udtryk for så vidt dem angår.

Jeg vil benytte lejligheden til at kritisere den måde KNR håndterer kommunevalget på.

Et kommunevalg er en begivenhed, der sker en gang hvert fjerde år. Det er en vigtig begivenhed, som interesserer os alle sammen i et eller andet omfang. Her er altså en begivenhed, som henvender sig til en meget stor målgruppe - også TV- og radiomæssigt. Hvorfor kan KNR så ikke mande sig op til at producere nogle flere og nogle bedre udsendelser herom. "Stjernetegn" eller "Polterabend" og lignende programmer kunne vi vel godt undvære for en stund. Skal man absolut lave krydsildsprogrammer, skal man gøre det på en anstændig måde, hvilket vil sige, at man skal give programmerne og deltagerne heri den fornødne tid til, at det kan blive andet end den overfladiskhed og den tilfældige skøjten rundt fra tue til tue, som vi har set i år, og vel at mærke en skøjten rundt, som kandidaterne og partilederne ingen som helst skyld har i. En fælles aftalt dagsorden for krydsilden eller i det mindste en kendt dagsorden for gæsterne i studiet (kandidaterne/partilederne) kunne også være en betydelig forbedring, idet der i så fald vil være sikkerhed for en seriøs og forberedt debat.

Med hensyn til journalisternes rolle er det sådan, at journalister også er mennesker, og de har derfor også deres egen lille politiske overbevisning. Hvis journalisten imidlertid ikke er professionel nok til at se bort fra egne interesser og egen politisk overbevisning, skal han/hun ikke fungere som interviewer i en krydsild. Alternativet er, at man toner rent flag, og så i stedet sikrer, at der er en opponentjournalist til alle partierne. Tida Ravns partifarve er, så vidt jeg ved, lige så rød som hendes trøje i søndagens udsendelse, og måske derfor kunne "røde" Tussi få lov at svare på spørgsmålet vedrørende folkeskolens bygningsmasse, medens "lyserøde" Lars Emil blev affejet. Sådan noget er altså for tydeligt og temmelig uprofessionelt.

Når indlægget her bliver bragt, er kommunevalget vel overstået, og mit svære valg har således også fundet sin løsning. Mange af de nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer har sikkert fået genvalg. Tillykke med det. KNR og i særdeleshed Tida Ravn og Elna Egede skal være glade for, at de ikke er på valg.