Indsigt: Rapport til Landsstyret vedrørende reform af ensprissystemet

Rapport til Landsstyret vedrørende reform af ensprissystemet

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at flere års real nulvækst, er udtryk for, at den grønlandske økonomi står over for fundamentale langsigtede økonomiske problemer, der ikke kan løses med mindre de strukturelle forhold i økonomien ændres.

Mandag d. 5. maj 1997
Hjemmestyret
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Indledning
1.1. Nedsættelse af arbejdsgruppen
1.2. Arbejdsgruppens kommissorium
1.3. Arbejdsgruppens forudsætninger
1.4. Baggrund for arbejdsgruppens redegørelse
Sammendrag af rapporten
Det nuværende ens- pris/fragtsystem
3.1. Den historiske baggrund
3.2. Områder og virksomheder som dækker ens- pris/fragtsystemet
3.3. Finansieringsbehovet
Modelforslag - Økonomisk frikommuneordning
4.1. Generel beskrivelse af modellen
4.2. Kvantificering af modellen
De dynamiske effekter af en pris-reform
5.1. Indledning
5.2. Potentiale for liberaliseringer og privatiseringer
5.3. Markedseffekter
Det videre arbejde


Indholdsfortegnelse:
  • Indledning
    • 1.1. Nedsættelse af arbejdsgruppen
    • 1.2. Arbejdsgruppens kommissorium
    • 1.3. Arbejdsgruppens forudsætninger
    • 1.4. Baggrund for arbejdsgruppens redegørelse
  • Sammendrag af rapporten
  • Det nuværende ens- pris/fragtsystem
    • 3.1 Den historiske baggrund
    • 3.2. Områder og virksomheder som dækker ens- pris/fragtsystemet
      • 3.2.1. Ensprissystemet i praksis
      • 3.2.2. Fordele og ulemper ved ensprissystemet
      • 3.2.3. Manglende definitioner/overvejelser af ensprissystemet
    • 3.3. Finansieringsbehovet
  • Modelforslag - Økonomisk frikommuneordning
    • 4.1. Generel beskrivelse af modellen
      • 4.1.1. Zone-indeling
      • 4.1.2. Fastlæggelsen af zoner og tilgang til frizone
    • 4.2. Kvantificering af modellen
      • 4.2.1. Finansieringsbehov
      • 4.2.2. Finansieringsløsning
        • 4.2.2.1. Egenfinansieringsmodellen
        • 4.2.2.2. Fællesfinansieringmodellen
        • 4.2.2.3.Arbejdsgruppens anbefaling af finansieringsløsning
      • 4.2.3. Beregning af skattetekniske konsekvenser af de 2 modeller
      • 4.2.4. Solidaritets-fond
      • 4.2.5. De samfundsøkonomiske konsekvenser ved modellen
        • 4.2.5.1. Økonomiske konsekvenser for en standardfamilie i frizonen
        • 4.2.5.2. Økonomiske konsekvenser for en produktionsvirksomhed i frizonen
        • 4.2.5.3. Økonomiske konsekvenser for en kommune i frizonen
        • 4.2.5.4. Økonomiske effekter for Landskassen
  • De dynamiske effekter af en pris-reform
    • 5.1. Indledning
    • 5.2. Potentiale for liberaliseringer og privatiseringer
      • 5.2.1. Privatiseringer og deregulering af monopoler
        • 5.2.1.1. Deregulering af monopoler/koncessioner
        • 5.2.1.2. Privatiseringer og udliciteringer
      • 5.3. Markedseffekter
        • 5.3.1. Ressourceanvendelse og effektivitet
        • 5.3.2. Langsigtede prisfald
      • 5.4. Langsigtede makroøkonomiske virkninger
        • 5.4.1. Konkurrenceevneforbedringer
        • 5.4.2. Realindkomstforbedringer
        • 5.4.3. Økonomisk vækst
  • Det videre arbejde



Indledning


1.1. Nedsættelse af arbejdsgruppen
Baggrunden for denne rapport udspringer af et ønske fra Foreningen af Næringsdrivende i Grønland (FANG) samt hos Landsstyret om at tage det nuværende ensprissystem op til overvejelse og foreslå alternativer hertil.

På et seminar i juni 1996 blev ensprissystemet diskuteret blandt en bred kreds af repræsentanter fra forskellige grene af erhvervslivet samt fra landsstyret. Det blev besluttet nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle undersøge alternativer til ensprissystemet.

Arbejdsgruppen består af direktør Frank Kristensen, Grønlandsbanken, direktør Søren Hald Møller, Direktoratet for Miljø og Natur, direktør Stig Bendtsen, KNI Udvikling, direktør Benny Reiding, FANG samt professor Martin Paldam, Århus Universitet.

Arbejdsgruppen har fået stor hjælp til arbejdet af Politisk-Økonomisk Kontor, samt fra Direktoratet for Erhverv, Trafik og Forsyning og Skattedirektoratet.

1.2. Arbejdsgruppens kommissorium
Arbejdsgruppen har fået til opdrag at udarbejde forslag til en ændring af ensprissystemet, der sikrer solidaritet, effektivitet, dæmpning af omkostningerne og økonomisk vækst.

1.3. Arbejdsgruppens forudsætninger
Formålet med en reform er, at nogen skal stilles bedre på lidt længere sigt ved at få forøget deres erhvervsmuligheder, indkomster mv. Samtidig skal der opretholdes en samfundsmæssig solidaritet. Arbejdsgruppen har fortolket solidaritetsprincippet på to måder:
a. Streng solidaritet vil sige, at ingen gruppe stilles dårligere, end den er nu.
b. Social solidaritet vil sige, at ingen lavindkomstgruppe stilles dårligere, end den er nu.
Her er (b) administrativt lettere end (a), men begge de to udgaver tilstræber at opnå solidaritet. Når der står "gruppe" i stedet for person, er det fordi der er så mange komplekse muligheder i forbindelse med, at folk flytter omkring i landet, at det i praksis er umuligt at forhindre, at der bliver nogle få enkeltpersoner, som lider et tab. Solidariteten skal imidlertid omfatte alle grupper - også smågrupper.

Arbejdsgruppen har konstateret en aktuel debat i medierne om ensprissystemet og dets effekt på enkelte virksomheder, der administrerer ensprissystemet. Arbejdsgruppen har ikke set det som sin opgave at anvise konkrete løsninger for, hvorledes en reform kan implementeres i de berørte virksomheder, men har valgt at koncentrere sig om de generelle aspekter på samfundsniveau ved ensprissystemet.

1.4. Baggrund for arbejdsgruppens redegørelse
Økonomisk vækst

I perioden 1988-1993 oplevede Grønland en negativ vækstrate i bruttonationalproduktet (BNP) i faste priser. Fra 1993-1994 steg BNP med omkring 5 %, hvilket dog påvirkes af, at Tele Attaveqaatit blev omdannet til aktieselskab og som følge af ændrede regnskabsprincipper, i øget omfang indgår i nationalregnskabet.

En sammensætning af eksportindtægterne baseret på rejeprodukter, fører endvidere til, at den grønlandske økonomi er relativ afhængig af internationale konjukturer. For at reducere denne afhængighed anses det for vigtigt at skabe et bredere fundament for erhvervslivet.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at flere års real nulvækst, er udtryk for, at den grønlandske økonomi står over for fundamentale langsigtede økonomiske problemer, der ikke kan løses med mindre de strukturelle forhold i økonomien ændres. Arbejdsgruppen finder, at monopoler/koncessionerede selskabers dominerende stilling i grønlandsk erhvervsliv samt en skæv prisstruktur, der hæmmer for vækst i potentielt økonomisk gunstige områder, væsentligst som følge af ensprissystemet, er væsentlige årsager til den begrænsede økonomisk vækst i Grønland.

Deregulering af monopoler/koncessioner

En vigtig del af virksomhederne i Grønland er de facto monopoler, der opererer på det grønlandske marked uden konkurrence fra andre virksomheder - grønlandske eller udenlandske.

Eftersom monopolerne primært er hjemmestyreejede selskaber, er målsætningen ikke ekstra profit, men den manglende konkurrence fører til meromkostninger i forhold til omkostningerne på et konkurrencebaseret marked. Meromkostningerne kan bl.a. opstå som følge af manglende omkostningsbevidsthed og overbeskæftigelse, og fører til merpris i forhold til prisen på et konkurrencebaseret marked.

Prissætningen i grønlandske monopoler/koncessionerede selskaber kan beskrives ved, at det typisk er omkostningsniveauet ved at producere og levere varer og tjenesteydelser, der bestemmer prisen, og ikke den pris, man kan opnå i markedet, der bestemmer omkostningsniveauet.

Andre private virksomheder og forbrugere betaler en merpris for opretholdelse af dette monopol f.eks. i form af øgede fragtpriser, højere priser på el- vand- og varme samt højere priser på persontransport. Som følge heraf opretholdes et højt omkostningsniveau, der hæmmer etablering af nye private virksomheder, og fører til begrænset eller negativ økonomisk vækst.

Konkurrenceevne

Med undtagelse af få virksomheder, der får nedsatte priser på væsentlige infrastrukturydelser, fører det høje omkostningsniveau til, at grønlandske virksomheder ikke kan konkurrere med udenlandske virksomheder på det grønlandske marked og som følge heraf importeres en dominerende del af forbrugsvarerne fra udlandet. Den private sektor kan ikke bidrage med den nødvendige del af beskæftigelsen, hvilket bidrager til merbeskæftigelse i såvel hjemmestyret som i hjemmestyreejede virksomheder. Der er i vidt omfang tale om, at virksomhederne beskæftiger mere arbejdskraft end nødvendigt, alene af hensyn til beskæftigelsen.

For at skabe grundlag for øgede muligheder for økonomisk vækst og for at imødegå de uheldige virkninger den nuværende økonomiske struktur, vil have for den økonomiske udvikling på langt sigt, foreslås derfor en reform af det nuværende ensprissystem.

Sammendrag af rapporten
Arbejdsgruppens udgangspunkt for en fjernelse af ens-prissystemet er at skabe et lavere omkostningsniveau og en større grad af liberalisering af økonomien, samtidig med at solidaritetshensynet varetages.

Imidlertid vil det være vanskeligt at gennemføre en fuldstændig liberalisering af hele den grønlandske økonomi, idet en en ren markedsøkonomi vil have uheldige virkninger på områder, hvor markedsgrundlaget er begrænset, eller hvor den geografiske lokalisering medfører, at de driftsøkonomiske gevinster for potentielle udbydere vil være marginale. Der kan således opstå skævheder i form af ekstremt høje priser eller ingen udbud af ydelser.

Beskrivelse af modellen

Arbejdsgruppen anbefaler derfor en gradvis ophævelse af ensprissystemet sådan, at man opererer med en frizone (hvor enspriserne er ophævet), der gradvis udvides. I normalzonen, der udgør resten af Grønland, skal det nuværende system opretholdes i form af maksimalpriser. Formålet med reformen er, at flere og flere kommuner slutter sig til frizonen, sådan at normalzonen efterhånden indskrænkes til kun at omfatte de geografisk set mest sværttilgængelige områder i landet. Forslaget indebærer dog, at denne udvikling skal have den nødvendige tid, så ingen tvinges ind i det nye system.

Grundlaget for zone-inddelingen er, at der skal søges en omkostningsreduktion og liberalisering, hvor det vil medføre samfundsøkonomiske gevinster. I de områder, hvor det må forventes, at en liberalisering vil have uheldige konsekvenser, foreslås en bevarelse af det nuværende ens- prissystem i form af maximal-priser.

Derfor foreslås en opdeling af økonomien i 2 zoner, hvor der i frizonen gennemføres liberaliseringer, mens der i den øvrige del af landet opretholdes et ens-prissystem, således at solidaritetshensynet varetages.

I frizonen vil ydelserne blive leveret til kost-ægte priser. Et prisniveau i frizonen, der afspejler de kost-ægte priser, vil reducere såvel virksomhedernes som borgernes omkostningsniveau.

I normalzonen leveres ydelserne til det nuværende prisniveau, og således bevares det sociale udligningssystem for denne zone samtidig med, at denne zone friholdes for evt. uheldige virkninger af en liberalisering.

Arbejdsgruppen foreslår, at frizonen startes i byerne Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut og Ilulissat.

Zonemodellen skal således bygge på frivillighed mht. tilgang.

Tilgangen af nye byer (og evt. bygder) til frizonen skal ikke være omfattet af nogen form for restriktioner. Såfremt en kommunalbestyrelse vurderer, at der vil være fordele ved at indtræde i frizonen, skal der være mulighed herfor. Det skal således være en lokal-politisk beslutning, om en by, skal indtræde i frizonen.

Ved udvidelse af frizonen bliver krydssubsidieringselementet reduceret og finansieringsbehovet derfor mindre.

Finansiering

Zonemodellen skal finansieres ved omfordeling af skatteprovenue via finansloven fra frizonen til resten af landet. Den skattemæssige finansiering erstatter således interne krydssubsidier i det

nuværende ens-pris system, der bortfalder. Arbejdsgruppen peger på 2 mulige finansieringsløsninger, der enten indebærer skattestigninger i frizonen alene eller generelle skattestigninger.

Arbejdsgruppen har skønnet, at modellen, med de forudsatte 4 byer i frizonen, medfører et finansieringsbehov på ca. 135 mio. kr. årligt, der skal omfordeles fra frizonen til resten af landet som kompensation for de eliminerede kryds-subsidier.

Ved finansiering i frizonen svarer dette til en stigning i landsskatten i frizonen på 6%, der modsvares af reducerede omkostninger og forventede realindkomstforbedringer.

Ved fælles finansiering svarer dette til en generel stigning i landsskatten på 4%.

Skattestigninger kan reduceres ved at lade de sparede omkostninger for kommunerne og hjemmestyrets administration og øvrige aktiviteter dække en del af finansieringsbehovet ved reform af ensprissystemet i frizonen.

Ved finansiering i frizonen og såfremt alene frizonen får fordel af de sparede omkostninger, svarer dette netto til en forøgelse af landsskatten på ca. 4%. Ved fælles finansiering og såfremt hele Grønland får fordel af de sparede omkostninger svarer dette netto til en forøgelse af landsskatten i niveauet 2-3%.

Arbejdsgruppen skal anbefale, at en fjernelse af ensprissystemet i frizonen finansieres ved en generel skattestigning (jf. afsnit 4.2.2.3)

Økonomiske konsekvenser for borgere, virksomheder og kommuner i frizonen

Beregninger viser, at en standard-familie i frizonen vil opnå realindkomstforbedringer ved en gennemførelse af modellen. Den samme positive tendens i de økonomiske vilkår gælder også for en kommune i frizonen og en produktionsvirksomhed i frizonen.

Borgerne, virksomhederne og kommunerne i normalzonen vil stilles uændret i forhold til det nuværende system. Ved generelle skattestigninger vil dog højindkomstfamilien i det øvrige Grønland opleve et stigende skattetryk som følge af en øget medfinansiering af de solidariske udligningssystemer.

Samtidig vil den foreslåede model give et mere overskueligt økonomisk system og dermed give det politiske niveau større beslutningsindsigt i forbindelse med finanspolitiske og fordelingspolitiske tiltag.

Arbejdsgruppen påpeger også en række positive dynamiske virkninger af den foreslåede model, der medfører langsigtede prisfald, styrket konkurrenceevne, forbedrede strukturelle rammevilkår for erhvervslivet og øgede muligheder for økonomisk vækst for samfundet som helhed.

Det nuværende ens- pris/fragtsystem


3.1. Den historiske baggrund
Ensprissystemets oprindelse skal ses i sammenhæng med koloniseringen af Grønland i 1721, hvor al handelsvirksomhed blev monopoliseret. I 1724 blev Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) oprettet og fungerede reelt som et statsmonopol frem til 1950. I denne periode havde KGH uindskrænket monopol på handel og besejling af Grønland, herunder forsyning med varer. Statsmonopolet havde til formål at sikre en gradvis og harmonisk udvikling af det grønlandske samfund kulturelt, økonomisk og socialt, og betød samtidig udviklingen af et ensprissystem.

Ensprissystemet, hvis hovedindhold er lave priser på nødvendighedsvarer og ens pris på disse varer uanset, hvor i Grønland varen bliver forhandlet, var i begyndelsen nok mest begrundet i ønsket om en nem og enkel drift. Regnskabsmæssige begrænsninger, kommunikationstiden fra de enkelte lokaliteter og selve monopolstrukturen gjorde det meningsløst overhovedet at gennemføre en prisdifferentiering efter geografiske forskelle i omkostninger. Senere er ensprissystemet blevet fastholdt ud fra en ide om, at det giver en jævnere indkomstfordeling; at varer og tjenesteydelser koster det samme overalt samt som et led i bygdepolitikken således, at også folk i geografiske yderområder kan få alting til samme pris som i de byer, der har de bedste åbentvandshavne.

Frem mod 1950'erne medførte statsmonopolet imidlertid en stadigt mere iøjnefaldende handelsmæssig og økonomisk isolation af Grønland fra omverdenen, og efterhånden bredte den opfattelse sig mere, at monopolets isolerende virkning havde taget overhånd. KGH's økonomiske regime var blevet en afgørende hindring for økonomisk, teknologisk og erhvervsmæssig udvikling.

Efter drøftelse med landsrådene tog Grønlandskommissionen af 1950 det radikale skridt at anbefale en privatisering af erhvervslivet og en økonomisk åbning af Grønland. Grønlands første erhvervslov indebar, at KGH's forsyningsmonopol blev ophævet. Derimod opretholdt loven KGH's forsyningspligt.

I praksis blev det stadigt vanskeligere for KGH, inden for rammerne af selskabets driftsøkonomi, både at afholde de omkostninger, der fulgte af forsyningspligten, og opretholde en acceptabel konkurrenceposition over for den private detailhandel. Problemet blev løst ved at gennemføre intern krydssubsidiering fra selskabets monopolaktiviteter til de konkurrenceudsatte aktiviteter. Endvidere forvaltede KGH under ensprissystemet tillige forsyningspligten på en sådan måde, at selskabet ydede pristilskud til en række basisfødevarer som brød, mel og gryn, vigtige erhvervsredskaber samt brændsel, da det havde stor betydning for familier med små indkomster. Udgifterne til denne særlige subsidieordning indgik - ligesom eneretsavancerne - direkte i KGH's regnskab og forstærkede behovet for intern krydssubsidiering i selskabet

Krydssubsidueringen i KGH-konglomoratet i starten af 1950'erne, der skulle forene liberalisering og en begyndende markedsøkonomi med hensynet til opretholdelse af ensprissystem og forsyningspligt, havde udviklet sig til en stærkt konkurrenceforvridende faktor, hvor især monopolaktiviteter inden for atlanttrafik, eneretsvarer og olieprodukter blev anvendt til løbende at bringe selskabet i balance.

Systemet er i dag udviklet til en omfattende overbetaling i de økonomisk stærke dele af landet, med store interne krydssubsidieringer mellem de enkelte infrastrukturaktiviteter.

3.2. Områder og virksomheder som dækker ens- pris/fragtsystemet
Ensprissystemet er, foruden vareforsyningen til bygder og yderdistikter, konsekvent udbredt på infrastrukturområdet. Det administreres af de enkelte infrastrukturvirksomheder og det finansieres i overvejende grad af brugerne, ved den enkelte virksomheds opkrævning i et "lukket økonomisk kredsløb" af en regional udligningsafgift eller indirekte beskatning, der overføres til underskudsdækning andre steder i landet.

3.2.1. Ensprissystemet i praksis
Energiforsyning

Hovedprincippet i takstfastsættelsen er, at forbrugere overalt i landet behandles ens uanset de faktiske omkostninger forbundet med energiforsyning inklusiv vandforsyning. Skatter og afgifter på energiforbrug direkte til Landskassen benyttes ikke her i landet.

Taksterne for el og vand er ens uanset geografisk placering, men er differentieret mellem fiskeindustri og øvrige forbrugere. På varmeområdet eksisterer der derimod forskellige takstniveauer. Det er kun i forbindelse med kollektiv opvarmning leveret af Nukissiorfiit, at der eksisterer egentlige enspriser.

Der er en betydelig geografisk variation i enhedsproduktionsomkostningerne for el, vand og varme. Enhedsomkostningerne kan betragtes som de tilnærmede omkostningsægte takstniveauer i samtlige grønlandske byer.

Opsummerende er omsætningen i energi- og vandforsyningen karakteriseret ved, at elsalget genererer et overskud, der finansierer et tilsvarende negativt dækningsbidrag primært fra vandsalget og i mindre grad fra det samlede varmesalg. Geografisk genererer Nuuk et betydeligt overskud, der fordeles til underskudsdækning for de øvrige byer.

Telekommunikation

Taksterne fastsættes i dag med udgangspunkt i følgende tre principper:
  1. Det generelle takstniveau skal afspejle et samlet udbud, der på lang sigt hviler i sig selv uden offentlige tilskud.
  2. Taksten på de enkelte teletjenester (telefoni, mobiltelefoni, data og radio- og TV- fremføring) skal som helhed være omkostningsbestemt.
  3. Taksten for de enkelte teletjenester skal geografisk være ens.
Det er især det 3. princip, som får afgørende indflydelse på den endelige prisfastsættelse, idet det sammenlignet med en markedsbaseret prisfastsættelse indebærer, at forbrugere, der bor i regioner med lave omkostninger pålægges en afgift, som omfordeles via et tilskud til forbrugere, der bor i områder med høje omkostninger. Det er især telekommunikationstrafikken mellem Grønland og Danmark, som bidrager til sikring af lave teletakster internt i Grønland. Med andre ord kommer telefoniforbruget i dele af landet samt telefoniforbruget mellem Danmark og Grønland ikke nødvendigvis til at afspejle omkostningen.

Det relativt høje teletakstniveau i Grønland har sin baggrund i, at mængden af den gennemførte trafik er af stor betydning for prisen, samt de specielle vejrmæssige og geografiske forhold for Grønland, som gør, at det er nødvendigt at anvende de meget dyre telekommunikationsanlæg, radiokæder og satellitforbindelser.

Intern beflyvning

Forudsætningen for den interne beflyvning har været et lighedsprincip om at sikre alle dele af landet en tilfredsstillende trafikal betjening. Til dette formål blev der etableret et flyselskab, Grønlandsfly A/S, som i dag besidder en basiskoncession til rute- og charterflyvninger internt i Grønland. Den nuværende interne beflyvning er karakteriseret ved en udbredt anvendelse af helikoptere, der betjener hovedparten af de grønlandske byer og bygder, mens kun nogle få byer, Nuuk og Ilulissat, har en lufthavn med en umiddelbar bynær beliggenhed. Denne beflyvningsstruktur, det grønlandske flytrafikmarkeds begrænsede karakter, de store afstande og høje basisomkostninger betyder, at omkostningerne overstiger indtjeningsgrundlaget. I udgangspunktet er der en ens kilometertakst for alle ruter uanset indtjeningsgrundlag med den modifikation, at der er et niveauforskel mellem helikopterruter og fastvingede ruter. Niveauforskellen afspejler dog langtfra omkostningerne ved at drive henholdsvis en helikopterruter og en rute betjent med fastvingede fly, og har i praksis medført en krydssubsidiering mellem de overskudsgivende fastvingede ruter til både de svagt trafikerede fastvingede ruter og især til helikopterrutenettet.

Vareforsyning

Handelen i Grønland drives, udover de butikker som er etableret på privat basis, af henholdsvis KNI Pisiffik A/S og KNI Pilersuisoq A/S. KNI Pisiffik A/S driver engros- og detailvirksomhed med målsætningen om at skabe overskud under ansvar overfor bestyrelse og aktionærer, altså på normale forretningsmæssige vilkår.

I de byer, hvor markedsgrundlaget vurderes at kunne bære en normal detailkonkurrence, drives KNI Pisiffik A/S på nogenlunde samme betingelser som en privat virksomhed. Det gælder de 10 såkaldte konkurrencebyer, hvor KNI Pisiffik A/S konkurrerer med KNB-brugserne og de øvrige private handlende. Principielt er det alene ledelsen, der fastlægger og tilpasser butikkens sortiment, men i kraft af selskabets dominerende position på markedet fører butikkerne også udvalgte varer, hvis andre udbydere i de enkelte byer ikke fører disse. Bybutikkerne skal desuden i samarbejde med KNI Pilersuisoq A/S sikre leverancer af ferskvarer til omkringliggende bygdebutikker.

Forsyningspligten er blevet afløst af et mere konkurrencebetonet marked, hvor markedskræfterne i en vis udstrækning skaber det fornødne udbud af varer. KNI Pisiffik A/S er herved ikke længere underlagt et krav om enspriser, men fungerer på forretningsmæssige vilkår. Enspriser eksisterer dog mellem KNI Pisiffik A/S' butikker.

KNI Pilersuisoq A/S har til opgave at forsyne bygder og yderdistrikter året rundt, og skal altså med andre ord løse en række samfundspålagte opgaver såsom forsyning af ikke- konkurrenceområder på detail- og engrosområdet, skibstransport af gods internt i distrikterne, skibspassagertransport samt olie- og postvirksomhed. KNI Pilersuisoq A/S´s forsyning af bygder og yderdistrikter sker på en sådan måde, at prisudviklingen følger det resterende samfunds. I praksis fastsættes varepriserne i bygder og yderdistrikter med udgangspunkt i KNI Pisiffik A/S's varekartotek. KNI Pilersuisoq A/S er desuden omfattet af en forsyningsgaranti over for bygderne og yderdistrikterne, hvilket betyder, at forsyningen herved tager udgangspunkt i en behovsvurdering og ikke ud fra en kommerciel vurdering. Endvidere belastes varepriserne i bygder og yderdistrikter ikke af den faktiske meromkostning ved vareforsyningen i forhold til konkurrenceområderne.

KNI Pilersuisoq A/S og KNI Pisiffik A/S er adskilte selskaber, således at der ikke sker direkte kryds-subsiduering fra konkurrencebyerne til bygder og yderdistrikter. Det må dog konstateres, at KNI Pilersuisoq A/S i praksis er præget af reminiscenser fra KGH, idet underskuddet i vareforsyningen af bygder og yderdistrikter delvist finansieres af en overavance fra salg af olieprodukter (det resterende finansieringsbehov dækkes af direkte tilskud fra landskassen), og underskuddet i distriktssejladsen finansieres via finansloven af den opkrævede ensfragtafgift på atlanttransporter.

Godstransport

Royal Arctic Line A/S (RAL) og KNI Pilersuisoq A/S varetager i dag al godstransport med skib, sidstnævnte varetager bygdedistriktstrafikken, mens RAL's aktivitetsområde er at sejle regelmæssigt til, fra og mellem byerne i Grønland med en passende frekvens og med egnet tonnage, som gør det muligt at imødekomme forsyningsbehovet. RAL's udførelse af denne aktivitet er betinget af, at fragtprissætningen følger ensfragtsystemet, hvilket vil sige, at fragtraten til, fra og mellem alle grønlandske byer skal være ens. Dette medfører, at der i praksis er lagt et ensfragttillæg på 18,13% på alle varer bragt til Grønland over atlanten, hvis provenu indgår til finansiering af distriktstrafikken.

Dette ensfragtsystem er dog modificeret af, at containertransport kun er mulig til og fra de 10 byer fra Nanortalik til Ilulissat, der opereres af RAL.

3.2.2. Fordele og ulemper ved ensprissystemet
Fordele:

Ensprissystemet var i begyndelsen primært begrundet i ønsket om en nem og enkel drift af

handelen og var samtidig en konsekvens af regnskabsmæssige begrænsninger, kommunikationstiden fra de enkelte lokaliteter og selve monopolstrukturen, som gjorde det meningsløst overhovedet at gennemføre en prisdifferentiering efter geografiske forskelle i omkostninger.

Udover at have bevirket en forenkling af de handelsmæssige forhold, har ensprissystemet også medført, at bygder og yderdistrikter er blevet sikret rimelige velfærdsmæssige vilkår og muligheder for at opretholde en levestandard, som ikke adskiller sig markant fra befolkningen i kystbyerne. Ensfragtsystemet har i den forbindelse været medvirkende til at holde omkostningsniveauet nede på et ensartet niveau, og er således kernen i ensprissystemet som følge af transportomkostningernes betydning for priserne på forbrugs- og investeringsgoder.

Enspris- og ensfragtsystemet har været medvirkende til at bevare et samfund med et decentralt bosætningsmønsker med en jævnere indkomstfordeling, da varer og tjenesteydelser koster næsten det samme overalt, og kan således ses som en integreret del af lokaliseringspolitikken. Set ud fra et fordelingsmæssigt synspunkt, har denne begrænsning af den fri markedsregulering sikret, at der sker en social og geografisk afbalanceret fordeling af det samlede velfærdsgrundlag.

Ulemper:

Ensprissystemerne har to store svagheder. (1) Den afbryder forbindelsen mellem de sande omkostninger og afholdte omkostninger, så alle driftsøkonomiske betragtninger i virksomhederne bliver forkerte. Det giver anledning til fejldispositioner, der i det lange løb kommer til at summere sig op til et alvorligt samfundsøkonomisk spild. (2) Den nødvendiggør mange slags kontroller med den almindelige konkurrence mellem virksomhederne. Man kan naturligvis ikke - i et sådant system have en almindelig konkurrence mellem én virksomhed, der skal betale krydssubsidier til afdelinger i de sværttilgængelige områder, og én der ikke har sådanne udgifter.

I sidste ende er det omkostningsniveauet for den enkelte virksomhed, der er afgørende for, om der etableres en ny indkomstskabende aktivitet, og heri vejer infrastrukturomkostningerne tungt.

I realiteten blokeres der for vækstmulighederne i de områder, hvor en overgang til omkostningsægte prissætning vil kunne generere øget aktivitet, indkomst og beskæftigelse; altsammen vækstmuligheder, der vil kunne aflaste de offentlige budgetter og styrke grundlaget for eventuelle prisdæmpende tilskud m.v. til områder, der har mindre gunstige erhvervsbetingelser.

Opsummerende medfører den nuværende sammenfletning af ensprissystem, krydssubsiduering og monopolrettigheder styringsmæssige konsekvenser af henholdsvis politisk og økonomisk karakter. Manglen på klarhed over og gennemskuelighed af de interne økonomiske relationer i de hjemmestyreejede virksomheder, giver et dårligt udgangspunkt for en kvalificeret politisk beslutningsproces, og dermed i sidste ende et demokratisk legitimeringsproblem. Denne sammenfletning har ligeledes betydet en svækkelse af den samfundsøkonomiske styring af landets ressourcer, dels fordi den enkle adgang til at justere indtægterne over monopolaktiviteter utvivlsomt har medført en mindre aggressiv omkostningstyring og svagere innovationsevne i de hjemmestyreejede virksomheder, og dels som følge af at merpriser på monopolområder i vidt omfang indebærer en betydelig indirekte beskatning af erhvervsmæssig aktivitet.

3.2.3. Manglende definitioner/overvejelser af ensprissystemet
Hovedindholdet i ensprissystemet er lave priser på nødvendighedsvarer og ens pris på disse varer uanset, hvor i Grønland varen bliver forhandlet. Oprindelig forvaltede KGH sin forsyningspligt på en sådan måde, at selskabet ydede pristilskud til en række basisfødevarer såsom brød, mel og gryn, vigtige erhvervsredskaber samt brændsel, da det havde stor betydning for familier med lave indkomster. Denne forsyningspligt/forsyningsgaranti til bygder og yderdistrikter tager således udgangspunkt i en behovsvurdering og ikke i en kommerciel vurdering.

En sådan behovsvurdering må nødvendigvis foretages løbende og efter omgivelsernes karakter samt i forhold til forbrugernes skiftende ønsker og krav. Der er således mange faktorer at tage hensyn til ved forsyningen af bygder og yderdistrikter ud fra en vurdering af beboernes behov, som kan give anledning til gnidninger imellem beboere og den instans, som fastlægger behovet. Sammenlignet med et frit marked har ensprissystemet således indbygget en konstant konflikt mellem det reelle og det objektivt vurderede behov.

3.3. Finansieringsbehovet
Tabel 1. Oversigt over subsidier og interne overførsler, der vil ophøre ved fjernelse af ensprissystemet i frizonen (1)
. Krydssubsidier (mio. kr.) Finanslovs-subsidier (mio. kr.)
Royal Arctic Line A/S 40 0
Tele Greenland A/S 35 0
KNI 0 89+65=154
Nukissiorfiit 30 21
Grønlandsfly A/S 30 54
Ialt 135 229
Anm. 1: under forudsætning af at frizonen består af de nævnte 4 byer.
Det provenue der bortfalder på ensfragtafgiften som følge af liberalisering i frizonen, antages at ville blive udlignet af det rationaliseringspotentiale, der opstår i KNI regi ved omlægning af bygdebesejlingsmønsteret.
Kilde: Oplæg fra seminaret om enspris- og ensfragtsystemer fredag d. 14. juni 1995, herunder fra Nukissiorfiit og RAL. Endvidere er der anvendt skøn og div. regnskabsmateriale fra de forskellige virksomheder, servicekontrakter for forskellige dele af KNI og notat fra Tele Greenland A/S.
Tabel 1 viser omfanget af subsidieringen af hvert af de tidligere beskrevne infrastrukturområder, opdelt på subsidiering udefra, dvs. fra hjemmestyret, og subsidiering mellem forskellige aktiviteter inden for samme infrastrukturområde, dvs. krydssubsidiering. Det er hensigten, at krydssubsidieringen, som i alt beløber sig til 135 mio. kr., falder bort ved etablering af en zoneinddeling af økonomien. De anførte beløb, som hver virksomhed krydssubsidierer med internt, er beregnet under forudsætning af, at der inden for hvert infrastrukturområde realiseres et rationaliseringspotentiale. Det skal endvidere anføres det forbehold, at krydssubsidiebeløbene er beregnet ud fra tilgængeligt materiale og bedst mulige skøn, idet gennemsigtigheden inden for hvert område ikke er særlig høj. Tele Greenland A/S og Royal Arctic Line A/S har eksempelvis indtil nu ikke haft brug for, eller været tvunget til, at kunne dokumentere størrelsen af krydssubsidieringen.

Modelforslag - Økonomisk frikommuneordning


4.1. Generel beskrivelse af modellen
Arbejdsgruppens udgangspunkt for en fjernelse af ens-prissystemet er at skabe en større grad af liberalisering af økonomien. Imidlertid vil det være vanskeligt at gennemføre en fuldstændig liberalisering af hele den grønlandske økonomi, idet en ren markedsøkonomi kan få uheldige virkninger på områder, hvor markedsgrundlaget er begrænset, eller hvor den geografiske lokalisering medfører, at de driftsøkonomiske gevinster for potentielle udbydere vil være marginale. Der kan således opstå skævheder i form af enten ekstremt høje priser eller ingen udbud af ydelser.

Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at man gennemfører en liberalisering af økonomien ved en fjernelse af ens-prissystemet, der hvor der er størst mulighed for at opnå fordele ved en liberalisering.

De fordele en liberalisering bl.a. skal medføre er:
  • opbygning af en dynamisk konkurrenceøkonomi
  • styrkelse af konkurrenceevnen
  • indkomstforbedring for borgerne
  • offentlige besparelser


4.1.1. Zone-indeling
På dette grundlag foreslås et erstatningssystem for det nuværende ens-prissystem i form af en zone-inddeling af økonomien. Grundlaget for zone-inddelingen er, at der skal søges en liberalisering, hvor det vil medføre samfundsøkonomiske gevinster. I de områder, hvor det må forventes, at en liberalisering vil have væsentlige uheldige konsekvenser, foreslås en bevarelse af det nuværende ens-prissystem i form af maximal-priser.

Derfor foreslås en opdeling af økonomien i 2 zoner, hvor der i frizonen gennemføres liberaliseringer, mens der i resten af landet opretholdes et ens-prissystem.

I frizonen vil der være kost-ægte priser. Et prisniveau i frizonen, der afspejler de kost-ægte priser, vil ifølge regneeksemplerne reducere såvel virksomhedernes som borgernes omkostningsniveau (jfr. afsnit 4.2.5.). Dette vil således medføre forbedret konkurrenceevne for de hjemmehørende virksomheder og muligheder for økonomisk vækst i samfundet generelt. Ligeledes vil borgerne betale mindre for de leverede ydelser. Afskaffelsen af krydssubsideelementet i det nuværende ens- prissystem vil desuden medføre besparelser for den offentlige sektor.

Dette betyder, at de fordele, der er målsætningen ved en liberalisering, bliver opnåelige i frizonen.

I normalzonen leveres ydelserne til det nuværende prisniveau, og således bevares det sociale udligningssystem for denne zone samtidigt med, at denne zone beskyttes for de uheldige virkninger af en liberalisering.

4.1.2. Fastlæggelsen af zoner og tilgang til frizonen
Med det udgangspunkt, at frizonen skal udgøre de områder, hvor der er størst fordele ved en liberalisering af økonomien, anbefales, at frizonen i første omgang udgør følgende byer:

Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut og Ilulissat.

Det foreslås, at de øvrige byer og bygder udgør normalzonen. Også bygderne i Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut og Ilulissat foreslås placeret i normalzonen.

Baggrunden for valget af disse byer i frizonen tager udgangspunkt i følgende:
  • Befolkningsandelen for disse byer udgør ca. 45 % af den samlede befolkning i Grønland. Således må der vurderes at være et potentiale for en almindelig markedsøkonomi i disse byer.
  • Det formodes, at hovedparten af de eksisterende private virksomheder idag er lokaliseret i disse byer, og således vil en liberalisering i disse byer omfatte størstedelen af de nuværende virksomheder. I følge de seneste konjunkturstatistikker fremgår det, at af samtlige virksomheder i Grønland kan 25 % lokaliseres til Nuuk alene.
  • 60% af samfundets nuværende indkomstgrundlag kan henføres til disse byer, og således må størstedelen af den potentielle købekraft være knyttet til den foreslåede frizonen inddeling.
Tilgang for nye byer (og evt. bygder) til frizonen skal ikke være omfattet af restriktioner. Såfremt en kommunalbestyrelse vurderer, at der vil være fordele ved at lade byer indtræde i frizonen, skal der være mulighed herfor. Det skal således være en lokal-politisk beslutning om en by skal være omfattet af frizoneordningen eller normalzoneordningen.

Inden den enkelte by indtræder i frikommuneordningen foreslås, at der indledes forhandlinger mellem de berørte kommuner og hjemmestyret om den praktiske tilrettelæggelse.

Arbejdsgruppen har derfor antaget, at flere byer ønsker at indtræde i frizonen. I første omgang må der forventes, at byer som f.eks. Maniitsoq, Narsaq og Aasiaat vil ønske at være omfattet af frizonen.

4.2. Kvantificering af modellen


4.2.1. Finansieringsbehov
Finansieringsbehovet tager udgangspunkt i krydssubsidieringer af størrelsen 135 mio. kr., der via de hjemmestyreejede virksomheder, foretages fra frizonen til resten af landet. Når disse indtægter ophører ved en fjernelse af ensprissystemet i frizonen, medfører det behov for alternative finansieringsløsninger.

4.2.2. Finansieringsløsning
Såfremt den foreslåede opblødning af ensprissystemet gennemføres v.h.a. zonemodellen, vil der umiddelbart ske en ændring af de nuværende pengestrømme i samfundet.

Idet krydssubsidieringselementet mellem frizonen og normalzonen falder bort, må der søges efter andre finansieringsløsninger, såfremt solidaritetselementet skal opretholdes.

De to præciseringer af solidaritetsbegrebet giver to finansieringsløsninger. Begge finansieringsløsninger tager udgangspunkt i udligning af indkomsterne mellem frizonen og normalzonen via en skattefinansiering.

Udligning af indkomsterne via skattefinansiering indebærer en række fordele i forhold til den nuværende indkomstudligning via varepriserne.

Idet beskatningen omlægges fra beskatning af produktion til beskatning af indkomst, fører det til bortfald af krydssubsidiering og reducerede omkostninger for virksomheder i frizonen, hvilket medfører, at virksomheder i frizonen bl.a. kan reducere priserne. Eksportorienterede eller importsubsituerende virksomheder bliver dermed mere konkurrencedygtige i forhold til udenlandske konkurrenter (jfr. kapitel 5 om dynamiske effekter).

En opblødning af ensprissystemet vil endvidere føre til øget gennemskuelighed, herunder for de politiske beslutningstagere, af, hvorledes det økonomiske system hænger sammen i Grønland, herunder hvilke indkomstoverførsler, der finder sted. Dette vil give politikerne et bedre grundlag for en overordnede prioritering af landskassens ressourcer.

Det vurderes endvidere at være mere solidarisk at finansiere indkomstudligningen mellem frizonen og normalzonen over indkomstskatten fremfor ved køb af varer og tjenesteydelser, hvilket primært kan henføres til 2 forhold.
  • Mens indkomstudligning via ensprissystemet finansieres af alle forbrugere uanset indkomst, vil indkomstudligning via skattesystemet medføre, at højindkomstgrupperne, der har den højeste effektive skatteprocent, som følge af bundfradraget, i højere grad bidrager til finansieringen.
  • Indkomstudligning over skattesystemet medfører endvidere, at opsparingen inddrages som en del af skattegrundlaget. Ved finansiering over ensprissystemet er det kun forbruget, der beskattes. Såfremt det antages, at højindkomstgrupperne har en større opsparingskvote end lavindkomstgrupper, vil dette tendere mod, at højindkomstgrupper relativt set bidrager mere til finansieringen ved en indkomstudligning over skattesystemet i forhold til indkomstudligning over ensprissystemet.


4.2.2.1. Egenfinansieringsmodellen
Denne løsning indebærer, at skatteyderne i frizonen finansierer fjernelsen af ensprissystemet i frizonen. Skatteyderne i resten af landet påvirkes således ikke af en indførelse af zonemodellen. Modellen foreslås gennemført ved indførelse af en differentieret landsskat, således at landsskatten er højere i frizonen end i resten af landet.

Eftersom det skatteteknisk er meget vanskeligt at afgrænse en skattestigning til byerne, indebærer modellen, at landsskatten ligeledes vil stige for bygder beliggende i frizonen. Arbejdsgruppen peger derfor på muligheden af, at bygderne kompenseres for skattestigningen ved indførelse af en solidaritetsfond (Se afsnit 4.2.4).

4.2.2.2. Fællesfinansieringmodellen
Denne model indebærer, at fjernelsen af ensprissystemet i frizonen finansieres ved en generel stigning i landsskatten.

Nedgangen i disponibel realindkomst for lavindkomstgrupper i frizonen vil helt eller delvist blive modvirket af, at lavindkomstgrupperne ved omlægning fra indkomstudligning via ensprissystemet til udligning via indkomstskatten i reduceret omfang bidrager til finansieringen (Se afsnit 4.2.2.).

Lavindkomstgrupperne i resten af landet forventes derfor tilnærmelsesvis, at få uændrede indkomst.

Som ved egenfinansieringsmodellen kan der indføres en solidaritetsfond, hvis formål er at kompensere bygderne for en skattestigning.

4.2.2.3. Arbejdsgruppens anbefaling af finansieringsløsning
Arbejdsgruppen skal anbefale, at en fjernelse af ensprissystemet finansieres ved en generel skattestigning i Grønland, hvilket begrundes ud fra følgende overvejelser:
  • Det er arbejdsgruppens principielle opfattelse, at ensprissystemet er et fælles anliggende og derfor bør finansieres ligeligt af alle befolkningsgrupper med kompensation til lavindkomstgrupperne.
  • Arbejdsgruppen skal endvidere pege på, at der allerede på nuværende tidspunkt gennemføres udligning af indkomster mellem rige og fattige kommuner via den kommunale udligningsordning. Denne ordning bidrog således i 1995 med at overføre 107 mio. kr. fra de rigeste kommuner Nuuk, Ivittuut og Sisimiut til øvrige kommuner i Grønland. Udligningsordningen sikrer, at kommuner med en skattepligtig indkomst på 20% eller derover af landsgennemsnittet, kommer til at betale til kommuner med en skattepligtig indkomst på 90% eller derunder af landsgennemsnittet. Ved en stigning i indkomsten i de rige kommuner vil udligningen til de fattigere kommuner forøges. Ordningen sikrer således automatisk en vis udligning af indkomster mellem rige og fattige kommuner. Arbejdsgruppen finder det således forsvarligt at foreslå fællesfinansieringsordningen.
  • Arbejdsgruppen finder, at egenfinansieringsmodellen i visse tilfælde er uhensigtsmæssig ud fra et fordelingsmæssigt synspunkt, idet lavindkomstgrupper i frizonen skal bidrage ved finansiering af ensprissystemet, mens højindkomstgrupper i resten af landet friholdes for finansiering af ensprissystemet.
  • Fælles finansiering vil desuden tilskynde flere byer til at tilslutte sig frikommuneordningen, idet der er mulighed for at opnå fordele ved fjernelse af ensprissystemet uden, at borgerne i byerne påføres øgede udgifter ved finansieringen. Dermed vil fællesfinansieringsmodellen medvirke til, at potentielle frizonebyer tilsluttes frikommuneordningen hurtigst muligt og tendensen til en todeling af det grønlandske samfund vil minimeres.
  • Endelig skal arbejdsgruppen pege på, at fællesfinansieringsmodellen skatteteknisk vil være lettere og billigere at administrere i forhold til egenfinansieringsmodellen, idet skattesystemet forbliver uændret, når flere byer tilsluttes frizonen. Ved egenfinansieringsmodellen vil skattesystemet successivt blive ændret i takt med, at flere byer tilsluttes frikommuneordningen, hvilket kan kræve tilførsel af ikke ubetydelige ressourcer til skatteadministration. Ved egenfinansieringsmodellen er der endvidere mulighed for skatteunddragelse ved at opgive pro forma adresse i normalzonen og arbejde i frizonen, hvilket undgås ved fællesfinansieringsmodellen.


4.2.3. Beregning af skattetekniske konsekvenser af de 2 modeller
Tabel 2a viser beregninger fra Skattedirektoratet af skattestigning til finansiering af fjernelse af ensprissystemet i frizonen.
Tabel 2a Kommunernes indkomstgrundlag
Kommune Indkomst-
grundlag
personer
1995
Skønnet
stigningstakt
1995-1996
Reguleret
indkomst-
grundlag
1996
Frizone
byer
. t. kr. % t. kr t. kr.
Nanortallip Kommunea 106.470 -1,26 105.129 .
Qaqortup Kommunea 224.687 1,66 228.417 228.417
Narsap Kommunea 132.572 7,85 142.979 .
Ivittuut Kommuneat 43.527 -7,40 40.306 .
Paamiut Kommuneat 108.335 4,89 113.633 .
Nuup Kommunea 1.384.628 4,24 1.443.336 1.443.336
Maniitsup Kommunea 222.946 -1,84 218.844 .
Sisimiut Kommuneat 360.809 3,89 374.845 374.845
Kangaatsiap Kommunea 47.953 1,62 48.730 .
Aasiaat Kommunea 181.881 -5,85 171.241 .
Qasigiannguit Kommuneat 88.930 -4,78 84.679 .
llullissat Kommuneat 274.276 9,02 299.016 299.016
Qeqertarsuup Kommunea 74.130 -1,80 72.796 .
Uummannap Kommunia 115.483 2,08 117.885 .
Upernaviup Kommunea 104.587 1,31 105.957 .
Avanersuup Kommunia 35.437 0,00 35.437 .
Ammassallip Kommunia 117.053 4,45 122.262 .
llloqqortoormiut Kommuneat 25.199 -4,61 24.037 .
Kommuner ialt 3.648.904 . 3.749.528 2.345.613
Områderne udenfor kom munal inddeling 263.396 -5,00 250.226 .
I alt 3.912.300 . 3.999.754 2.345.613
Kilde: Beregninger fra Skattedirektoratet.
Under forudsætning af, at fjernelse af ensprissystemet i frizonen koster 135 mio. kr., vil en finansiering heraf af samtlige skatteydere føre til en stigning i landsskatten på 4 procentpoints (3,38 procentpoints), idet indkomstskatten kun kan udskrives med hele procenter. Såfremt skatteydere i frizonen kommuner skal finansiere fjernelse af ensprissystemet i frizonen, vil det kræve en stigning i landsskatten på 6 procentpoints (5,76 procentpoints) i disse kommuner (differentieret landsskat).

Såfremt Narsaq, Maniitsoq og Aasiaat inddrages som mulige frizonebyer, vil det kun kræve en stigning i landsskatten på 5 procentpoints i den udvidede frizone (4,69 procentpoints).

Det er ifølge Skattedirektoratet meget vanskeligt at friholde bygderne i en frikommune for en stigning i landsskatten. Bygderne må derfor kompenseres på anden vis for indkomsttabet i forbindelse med

skattestigninger (jfr. afsnit 4.2.4. om solidaritetsfond).

Der er ved beregning af den nødvendige skattestigning til finansiering af en fjernelse af ensprissystemet i frizonen ikke indregnet besparelsen for kommuner og hjemmestyret (jfr. afsnit 4.2.5 om økonomiske konsekvenser for Nuup Kommunea og på hjemmestyrets drifts- og anlægsudgifter). Det er imidlertid klart, at evt. frigjorte midler i form af besparelser kan reducere skattefinansieringsbehovet.

Tabel 2b illustrerer, hvor meget landsskatten skal stige for at finansiere fjernelse af ensprisystemet under forudsætning af streng solidaritet og social solidaritet.

Tabel 2b. De to solidaritetsprincipper
Model A: Streng solidaritet. De 135 mio. kr. betales af skatteyderne i frizonen. Konsekvens: 6 points stigning i landsskatten. Dynamik mv. efterhånden kun 4 points skattestigning.
Model B: Social solidaritet. De 135 mio. kr. betales af alle skatteydere. Konsekvens: 4 points stigning i landsskatten. Dynamik mv. efterhånden kun 2-3 points skattestigning.


4.2.4. Solidaritets-fond
Som det fremgår af ovenstående beskrivelse af zone-modellen og de foreslåede finansieringsløsninger, opstår der et problem omkring bygderne i frizonen, idet de udgør en del af finansieringsgrundlaget uanset hvilken finansieringsløsning, der vælges. Årsagen er, at der vanskeligt kan gennemføres differentieret beskatning indenfor en kommunegrænse. Samtidig vil der ikke ske en reduktion af omkostningerne disse steder.

For at modvirke en udhuling af indkomstgrundlaget for bygderne i frizonen peger arbejdsgruppen på muligheden af at oprette en solidaritetsfond.

Fonden skal kompensere borgerne i bygderne i frizonen ved realindkomstreduktioner som følge af gennemførelse af modellen.

Fonden kan finansieres ved midler fra det ekstra optjente skatteprovenue, der indgår i landskassen ved at hæve landsskatteprocenten, eller ved at "øremærke" en del af de kommunale bloktilskudsmidler til fonden. Fonden bliver således en finanslovspost, og bliver underlagt den politiske kontrol og målsætning.

Fondens midler kan gives direkte til borgerne som en kompensation for den ekstra skat, der bliver opkrævet som en del af finansieringsløsningen, eller kan gives som subsidie til leverandører af infrastrukturydelser.

Som det kommer til at fremgå af de videre regneeksempler, er det relativt små beløb til udbetaling, en evt. kompensationsordning vil indebære. Dette betyder, at fondens andel af det ekstra opkrævede skatteprovenue vil være relativt beskedent.

Såfremt andre kommuner med tiden vælger at tilslutte sig frizonen, vil flere bygder blive tilknyttet solidaritets-fonden, og således må de frigjorte midler i finansieringsmodellen blive kanaliseret over i solidaritets-fonden.

4.2.5. De samfundsøkonomiske konsekvenser ved modellen
I det efterfølgende er det forsøgt analyseret, hvilke økonomiske konsekvenser modellen har for henholdsvis en standardfamilie i frizonen, en kommune i frizonen, en produktionsvirksomhed i frizonen, og endelig hvilke effekter den foreslåede model vil have for Landskassen. Regneeksemplet tager udgangspunkt i frizonen, idet udgiftsniveauet i resten af landet opretholdes på nuværende prisniveau (maximal-pris).

Kun i det tilfælde, der søges en solidarisk medfinansiering fra høj-indkomstgrupper i normalzonen, vil dette have betydning for denne gruppes disponible realindkomst. En gennemregning for realindkomstændringer ved medfinansiering fra højindkomstgrupperne i normalzonen er ikke medtaget i det efterfølgende regneeksempel.

For at kunne gennemføre konsekvensberegningerne for de forskellige dele af samfundsøkonomien har arbejdsgruppen været nødt til at opstille nogle forudsætninger, der kan sammenfattes på følgende måde:


Forudsætninger for regneeksemplerne
Fjernelse af ensprissystemet i Nuuk forudsættes at føre til følgende ændringer i priserne:

Elprisen falder fra 2,15 kr/kwh. til 0,82 kr/kwh.

Varmeprisen stiger fra 446 kr/mwh til 482 kr/mwh.

Vandprisen falder fra 16,7 kr/mµ til 14 kr/m'

Fragtprisen for en 20 m3 container reduceres fra 17.714 kr. til 10.000 kr. ekskl. ensfragtafgift.

Den gennemsnitlige billetpris for flyvninger med Dash-7 reduceres fra 2500 kr. pr. passager til 1500 kr. pr. passager. Øvrige billetpriser for offentlige transport ændres ikke.

Standardfamiliens sammensætning af forbruget af persontransportydelser er udregnet på baggrund af data fra levevilkårsundersøgelsen og på baggrund af passagerstatistik for flytrafikken.

Niveauet for standardfamiliens udgifter til el, vand og varme er baseret på parfamiliers forbrug fra levevilkårsundersøgelsen. Det antages, at standardfamilien er tilsluttet Nukissiorfiits varmeforsyning.

Det antages, at kun fragtraten for fragt fra Danmark til Grønland ændres, mens de øvrige fragtrater er uændrede.

Fragtomkostningernes andel af forbruget er estimeret ved at udregne standardfamiliens andel af de samlede fragtudgifter Danmark-Grønland på baggrund af andelen af de skattepligtige indkomster i frizonen i forhold til de samlede skattepligtige indkomster, idet der antages at være proportionalitet mellem forbrug og skattepligtig indkomst.
Forudsætningerne afspejler dels de reelle omkostninger ved de leverede ydelser, dels de forventede takster ved fjernelse af ens-prissystemet. Dette afspejler sig særlig for priser på transport af gods og ved billet-priser, hvor der regnes med gennemsnitspriser.

En yderligere detaljering af forudsætningerne kan findes i bilagsmaterialet.

4.2.5.1. Økonomiske konsekvenser for en standardfamilie i frizonen
Tabel 3 viser de kortsigtede konsekvenser for en standard SIK familie i Nuuk af at fjerne ensprissystemet.
Tabel 3 Økonomiske konsekvenser for en standardfamilie i Nuuk
Tal i kr. Før Efter Skattefinansiering (1)
Model B
Husstandsindkomst, brutto 260.000 260.000 260.000
Skattemæssigt fradrag 92.000 92.000 92.000
Skattemæssigt beregningsgrundlag 168..000 168.000 168.000
Skat 67.200 67.200 73.920
Indkomst efter skat 192.800 192.800 186.080
Udgifter til EL 8.600 3.280 3.280
Udgifter til varme 9.200 9.943 9.943
Udgifter til vand 3.096 2.595 2.595
Disponibel indkomst 171.904 176.982 170.262
Køb af transportydelser 12.000 10.100 10.100
Indholdet af fragtomkostninger i forbruget 12.937 7.309 7.309
Disponibel indkomst 2 146.967 159.573 152.853
Ændring . +12.606 +5.886
Anm. 1: 3. søjle viser konsekvenser ved fjernelse af ensprissystemet i frizonen ved fællesfinansiering.
Det fremgår af tabel 3, at en standardfamilie i Nuuk vil opnå en stigning i den disponible indkomst på omkring 12.600 kr. om året med uændret skattesats.

Det bemærkes, at det især er besparelser på elforsyningen og besparelser på forbruget, som følge af en reduktion i fragtraterne, der bidrager til den øgede disponible indkomst.

Såfremt det antages, at skatteyderne i frizonen finansierer en fjernelse af ensprissystemet i frizonen, medfører det en skattestigning på 6 procentpoints, hvilket herefter netto fører til en stigning i den disponible indkomst på 2526 kr. om året.

Såfremt det antages, at fjernelsen af ensprissystemet i frizonen finansieres af hele landet, medfører det en skattestigning på 4 procentpoints, hvilket netto fører til en stigning i den disponible indkomst på 5886 kr. om året for standardfamilien i Nuuk.

Andre gennemregninger som i tabel 3 for en standardfamilie med samme indkomstforhold i Sisimiut, men med højere omkostninger til el-, vand-, varmeforsyning viser en forøgelse i den disponible indkomst svarende til omkring 7570 kr. om året.

Såfremt det antages, at skatteyderne i frizonen finansierer fjernelse af ensprissystemet i frizonen, medfører det netto et fald i den disponible indkomst på 2510 kr. om året for standardfamilien i Sisimiut.

Forudsættes det, at en fjernelse af ensprissystemet i frizonen finansieres af hele landet, fås en stigning i den disponible indkomst for standardfamilien i Sisimiut på 850 kr.

Ovennævnte resultater skal imidlertid også ses i lyset af de afledte og de langsigtede positive effekter, prisreformerne vil indebære på andre ydelser som f.eks. huslejerne.

Det antages, at ensprissystemet bevares i bygderne i frizonen. Borgerne i bygderne vil herefter kun blive påvirket af en skattestigning i frizonen kommunerne. For en standardfamilie i en bygd i Nuup Kommuea med en skattepligtig indkomst på 160.000 kr. fører en skattestigning på 6 procentpoints til et fald i den disponible indkomst på 4800 kr. om året. En skattestigning på 4 procentpoints, der er konsekvensen af, at hele landet finansierer en fjernelse af ensprissystemet i frizonen, vil medføre et fald i den disponible indkomst for standardfamilien på 3200 kr. om året.

Et fald i den disponible indkomst på 4800 kr. om året for bygdeborgerne i Nuup Kommunea koster ca. 600.000 kr. om året, der foreslås finansieret via etablering af en solidaritetsfond (jfr. afsnit 4.2.4.).

Iøvrigt vil de besparelser, der ventes i kommunerne som konsekvens af en fjernelse af ensprissystemet, være langt større end det indkomstfald, der vil ske i bygderne (jfr. beregninger 4.2.5. for Nuup Kommunea).

4.2.5.2. Økonomiske konsekvenser for en produktionsvirksomhed i frizonen
Tabel 4 viser de kortsigtede effekter for trykkerivirksomheden Nunatta Naqiterivia A/S af at indføre zonemodellen. Tallene er baseret på standardforudsætninger som beskrevet i tidligere afsnit samt baseret på tal fra selskabets budget for 1996.
Tabel 4 Konsekvenser for Nunatta Naqiterivia A/S af at indføre en zonemodel (baseret på budget 1996)
Kroner Før Efter Ændring
Fragtomkostninger 1.475.064 833.411 -641.653
Omkostninger til el 451.609 173.585 -278.024
Omkostninger til vand 28.902 24.253 -4.649
Omkostninger til varme 162.200 175.292 13.092
Omkostninger til flytninger 250.000 141.250 -108.750
Omkostninger til frirejser 23.400 18.720 -4.680
Samlet effekt på omkostninger . . -1.024.664
Det fremgår af tabel 4, at Nunatta Naqiterivia A/S vil opnå en samlet besparelse på 1 mio. kr. om året. Den væsentligste besparelse er på fragtomkostningerne svarende til 0,6 mio. kr. Selskabet anslår, at udgifterne til fragt udgør 22,25% af udgifterne til det samlede papirforbrug. Denne forudsætning antages ligeledes at gælde for selskabets samlede import.

Reduktionen i omkostningerne vil føre til, at Nunatta Naqiterivia A/S bliver mere konkurrencedygtig i forhold til danske trykkerier, eller forbedrer resultatet med 1 mio. kr. Såfremt det antages, at resultatforbedringen omsættes til lavere priser, vil det føre til et prisfald på 6% på selskabets tryksager. Dette ventes at medføre en stigning i selskabets omsætning, der på sigt vil kunne forøge virksomhedens beskæftigelse.

4.2.5.3. Økonomiske konsekvenser for en kommune i frizonen
Tabel 5 viser konsekvenserne for Nuup Kommunea´ foreløbige regnskab 1996 ved gennemførelse af frikommunemodellen. Der henvises til bilag 1 for en fyldestgørende fremstilling af konsekvenserne for kommunen.
Tabel 5 Nettoresultat på Hovedområder - Nuuk kommune
Tal i 1000 kr. Før Efter Besparelse
Administrationsområdet 78.532 77.317 -1.215
Teknisk område 29.265 28.921 -344
Boligområdet 6.983 6.983 0
Socialområdet 170.745 169.125 -1.620
Undervisning og kultur 88.685 87.327 -1.357
Forsyningsområdet 2.009 2.009 0
Anlægsområdet 55.771 53.540 -2.231
Sum drift og Anlæg 431.990 425.222 -6.767
Indtægter 421.985 421.985 0
Resultat 10.095 -2.251 -6.767
Anm: Det seneste estimat over regnskabsresultatet for Nuup Kommunea for 1996, viser et resultat på 18,5 mio. kr. Nuup Kommunea angiver, at årsagen til det forbedrede regnskabsresultat kan henføres til budgetteringsprincipperne, idet lønudgifterne er baseret på normeringer. Som følge af en del ubesatte stillinger i løbet af 1996 ventes udgifterne at blive mindre end tidligere budgetteret. Det ændrede resultat forventes ikke at påvirke ovenstående beregninger.

Som det fremgår af tabel 5, vil kommunen opnå en regnskabsmæssig besparelse på 6,8 mio. kr. Besparelsen tilsvarer et halvt skattepoint i kommunen. Dette vil være økonomiske midler, som direkte bliver frigjort i det økonomiske system.

På dette grundlag kan det f.eks. overvejes at lade besparelsen indgå som en del af det samlede finansieringsbehov ved fjernelse af ensprissystemet i frizonen, hvilket kræver enighed mellem hjemmestyret og Nuuk kommune. Kommunen kan også vælge at lade besparelsen indgå direkte i regnskabsresultatet, og dermed få en forbedret likviditetsbeholdning på ca. 6,8 mio. kr. En anden mulighed er, at kommunen kan reducere taksterne på sociale tjenester som f.eks. børnehaver eller øvrige sociale institutioner.

En yderligere mulighed er øge skatteudligningen eller at reducere bloktilskuddet til Nuup kommunea med et tilsvarende beløb og kanalisere disse midler over til kommunerne i normalzonen i form af øgede bloktilskud, øget skatteudligning eller at "øremærke" besparelsen til bygderne i Nuup kommunea.

Hvis der foretages lignende gennemregninger for samtlige kommuner i frizonen, må det med stor sikkerhed antages, at de regnskabsmæssige besparelser, og derigennem frigjorte økonomiske midler, udgør en betragtelig sum, der evt. kan være med til at finansiere kommunerne i normalzonen i form af omfordeling af skatteindtægter eller bloktilskudsmidlerne.

Kommunerne i normalzonen vil ikke få ændringer på udgiftssiden i regnskaberne.

4.2.5.4. Økonomiske effekter for Landskassen
Professor Martin Paldam anslår i bogen "Grønlands økonomiske udvikling" fra 1994, at udgiften til udskiftning af en tilkaldt ansat udgør omkring 100.000 kr. Under forudsætning af, at der er 6000 tilkaldte i arbejdsstyrken og på baggrund af en givet varighedsfordeling for tilkaldte i Grønland, estimeres, at de persondirekte udgifter udgør 300 mio. kr. om året for det grønlandske samfund. Såfremt det antages, at udgifter til fragt og persontransport udgør henholdsvis 30% og 20% af de samlede persondirekte udgifter og anvendes standardforudsætninger vedrørende reduktion i billetpris og fragtrater efter fjernelse af ensprissystemet, giver det en besparelse for det grønlandske samfund på omkring 50 mio. kr. om året. Forudsættes det, at omkring 60% af de tilkaldte ansættes i hjemmestyrets regi giver det en samlet besparelse for hjemmestyret på omkring 30 mio. kr. om året. Heraf antages, at hovedparten af besparelsen vil finde sted i frizonen kommuner.

Dertil kommer besparelser på el-, vand-, og varmeudgifter for hjemmestyrets administration og tilhørende institutioner.

Hvis man benytter regneeksemplet for Nuup Kommunea som en indikator for, hvor store besparelser, hjemmestyret vil opnå i regnskabsmæssige henseende, kan følgende regneeksempel opstilles:

Såfremt der tages udgangspunkt i den estimerede procentvise besparelser på driftsudgifterne for Nuup Kommunea på 1,2 %, medfører det potentielle besparelser for hjemmestyret i størrelsesordenen 40 mio. kr. om året.

Udfra disse beregninger anslås, at den samlede besparelse for hjemmestyrets administration udgør omkring 40 mio. kr. om året.

Denne besparelse kan anvendes til at forøge hjemmestyrets overskudsmål, til at igangsætte yderligere aktiviteter, til at nedsætte landsskatten eller til at kompensere de kommuner, der taber ved fjernelse af ensprissystemet. Besparelsen vil kunne reducere landsskatten med omkring 1 procentpoint.

Der er endvidere mulighed for, at hjemmestyret på sigt kan reducere bloktilskuddet til kommuner i frizonen som følge af reducerede kommunale udgifter.

De dynamiske effekter af en pris-reform


5.1. Indledning
Det er arbejdsgruppens vurdering, at en reform af ensprissystemet vil have nogle langsigtede positive virkninger på samfundsøkonomien. Som konsekvens af de reducerede omkostninger på infrastrukturydelser vil lokale virksomheder opleve større overskud, der kan føre til prisreduktioner, større kapitalopsparing, nye investeringer, mere beskæftigelse. I det omfang virksomhederne nedsætter priserne på deres ydelser vil det føre til bedret konkurrenceevne over for udlandet, hvilket på sigt giver mulighed for vækst i de private virksomheder i Grønland, øget beskæftigelse og øget nationalindkomst (se afsnit 5.4.)

Arbejdsgruppen skal endvidere pege på, at en reform af ensprissystemet vil medføre øget potentiale for liberaliseringer og privatiseringer. Arbejdsgruppen anser det for væsentligt for realisering af de maksimale positive dynamiske effekter, at der sker liberaliseringer og privatiseringer af økonomien, der såfremt de gennemføres, vil kunne føre til større pris- og omkostningsfald samt en yderligere forbedring i konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse i forhold til en isoleret reform af ensprissystemet.

Ved vurdering af de dynamiske effekter skal endvidere inddrages den positive effekt af anlæggelse af de regionale landingsbaner, hvilket vil reducere omkostningerne til og prisen på flytransport.

5.2. Potentiale for liberaliseringer og privatiseringer


5.2.1. Privatiseringer og deregulering af monopoler
Ønsket om en højere grad af privat deltagelse i det økonomiske system vil være langt mere realiserbart, hvis ens-prissystemet opblødes. Som tidligere beskrevet vil de nuværende virksomheder i frizonen kunne opnå betydelige gevinster, idet omkostningsniveauet reduceres betragteligt.

Skal disse målsætninger opfyldes er det imidlertid vigtigt, at der indenfor visse områder kommer nye udbuds-aktører ind på markedet. Det gælder idag de områder, hvor de offentlig ejede selskaber har monopol-status, dvs. en situation hvor der ikke er mulighed for andre udbydere at konkurrere. Transportområdet, teleområdet og dele af vareforsyningen er eksempler på områder, der idag præget af en sådan situation.

Arbejdsgruppens anbefalinger er derfor, at en pris-reform med tiden bør følges op af en markedsreform hvis samfundet skal opnå fuld gevinst af pris-reformen. Der er to fremgangsmåder, der kan sikre en tilstrækkelig effektiv markedsstruktur, nemlig:
  • deregulering af monopoler/koncessioner
  • privatiseringer og udliciteringer af de offentlig ejede selskaber


5.2.1.1. Deregulering af monopoler/koncessioner
Ved ophævelse af koncessioner vil de nuværende monopolvirksomheder blive udsat for konkurrence eller i det mindste potentiel konkurrence. Dette vil presse prisniveauet ned, idet en overavance vil tiltrække nye udbydere til markedet. En naturlig følge af dette vil være, at de eksisterende udbydere i højere grad bliver nødt til at fokusere på omkostningssiden for at kunne opretholde en tilstrækkelig lav pris, sådan at der ikke opstår "over-profit" i markedet, der tiltrækker nye aktører. De eksisterende virksomheder bliver således tvunget til at udnytte stor- driftsfordele optimalt.

For samfundet vil dette betyde, at de nuværende monopoler bliver tvunget til at fokusere på organisations-effektivitet, noget der igen vil medføre mere gennemskuelige selskabsstrukturer og mindre udgifter for det offentlige i form af opretholdelse af for store organisationer.

Man kan forestille sig, at en liberalisering af f.eks. tele-området i form af koncessionsophævelse vil presse TELE Greenland A/S til såvel yderligere prisreduktioner som en effektivisering af organisationen. Hvis TELE Greenland A/S opererer med den viden, at en udenlandsk leverandør til enhver tid kan tilbyde sine tjenester i Grønland eller at en eller flere indenlandske virksomheder til enhver tid kan anskaffe sig en fælles alternativ tele-løsning, vil det betyde at TELE-Greenland A/S må tilbyde sine tjenester til den lavest mulige pris og med den højest mulige service.

Et andet forhold man skal have for øje i forbindelse med ophævelse eller deregulering af monopoler, er de økonomiske konsekvenser dette vil have for de allerede foretagne investeringer. TELE Greenland A/S og Royal Arctic Line A/S er særdeles kapitaltunge virksomheder, hvor der er foretaget betydelige investeringer i forskellige aktiver. Ved en fulstændig liberalisering af disse områder kan en naturlig konsekvens være, at disse aktiver har en utilstrækkelig markedsværdi i forhold til såvel de oprindelige investeringer, som til "nytteværdien" af disse aktiver for samfundet generelt. Ved en liberalisering vil det derfor være vanskeligt at beskytte disse foretagne investeringer, hvilket kan betragtes som samfundsøkonomisk uhensigtsmæssigt, idet de realisérbare markedsværdier vil være væsentlig lavere end de oprindelige investeringer.

5.2.1.2. Privatiseringer og udliciteringer
Privatiseringer vil skabe flere aktører i markedet og således opfylde målsætningen med at skabe en større privat deltagelse i økonomien. I løbet af de seneste år har man verden over set privatiseringstiltag af forskellig karakter.

Privatiseringer er en proces hvor der overføres aktiviteter og aktiver fra den offentlige sektor til den private sektor. Privatiseringsprogrammer kan have forskellige målsætninger, der ofte kan kategoriseres i to dimensioner:
  1. Overordnede sociale eller makro-økonomiske målsætninger
  2. Virksomhedsrelaterede eller mikro-økonomiske målsætninger.
Makro-økonomiske mål består af flere del-mål. Overordnet kan det fastslås, at privatiseringer er et middel til at reducere den offentlige sektors rolle i samfundsøkonomien. Dette kan sekundært betragtes som et ideologisk spørgsmål og primært som en konstatering af, at den offentlige sektor ikke kan betragtes som en effektiv leverandør af visse ydelser. Mange lande, her i blandt Grønland, kan tilskrive store dele af udenlandsgælden, til forpligtelser overfor de offentlig ejede selskaber. Desuden er det typisk, at de offentligt ejede selskaber lægger beslag på en stor andel af de offentlige budgetter i form af subsidier og dækning af regnskabsmæssige underskud. Det offentliges interesse i sådanne situationer er ofte at trække sig ud af sådanne finansielle forpligtelser og målrette de offentlige udgifter til uddannelse, infra-struktur og velfærdsfremmende foranstaltninger. Hjemmestyrets finanspolitiske frihedsgrader overfor velfærdsudviklende tiltag vil således kunne blive langt større, hvis tilskuddene til de offentlig ejede selskaber bliver nedbragt til et lavere niveau.

Et andet makro-økonomisk mål ved privatiseringer er at underbygge udviklingen af en privat sektor ved at forbedre erhvervslivets rammebetingelser ved at gøre konkurrencen fra de offentlige selskaber mere fair. Det er vanskelig for en privat virksomhed at konkurrere med et offentlig ejet selskab, der har adgang til offentlige kreditordninger eller offentligt garanterede finansielle støttetiltag samt mange små fordele som følge af den lette adgang til beslutningstagerne. I Grønland har vi set eksempler på dette indenfor såvel vareforsyningen som på transportområdet.

En tredje makro-økonomisk målsætning er, ved salg af selskaber, at skabe finanspolitisk råderum i kraft af de indtægter, der indkommer ved frasalg af aktiver.

En fjerde målsætninger ved privatiseringer er at udvide ejersammensætningen i økonomien og på den måde skabe større opsparing og nye investeringer i den private sektor.

Privatiseringsmetoder

Privatiseringer af økonomien kan foregå på flere måder og ved forskellige metoder.

1. Frasalg af små enheder ved "auktion"
En normal procedure ved privatisering af små enheder, er at sælge enheden til den/de der kan fremsætte det højeste købstilbud. Man kan således forestille sig forestille sig at salget af en enkelt KNI-butik eller et fartøj kan gennemføres på denne måde.

2. Indbydelse af strategiske investorer.
Store virksomheder bliver ofte privatiseret ved at man tiltrækker og involverer teknologiske og finansielt stærke investorer, der bliver tilbudt at være medansvarlig for driften af en virksomhed. Eksempelvis kunne man forestille sig, at KNI bliver privatiseret ved at sælge aktieandele til en udenlandsk detailhandelskæde. På samme måde kunne det tænkes, at TELE Greenland A/S eller Royal Greenland A/S kunne privatiseres ved at tilbyde strategiske partnere aktieandele.

3. IPO´s (Initial public offerings)
IPO er salg af aktier direkte til borgerne. Et problem med denne metode er, at der opstår et stort antal aktionærer således, at ejerforholdet i en periode bliver uoverskueligt (dette har været et problem i Øst-Europa). Et andet problem er, at der ikke tiltrækkes ny viden til virksomheden eller tilstrækkelig kapital.

4. Joint-ventures
Ved en typisk joint-venture vil investor inddrages i et nydannet selskab og tilføre selskabet f.eks. know-how, kapital, ledelse eller teknologi. Som modydelse tilbydes investoren en vis aktieandel. Joint-ventures medfører ofte, at det offentlige kan opretholde en vis kontrol over virksomheden, f.eks. på ledelsesniveau. Joint-Ventures fører som sådan ikke til fuld privatisering af en virksomhed.

5. Masse-privatiserings-programmer
Overdragelse af en virksomhed til samfundet i form af gratis folkeaktier. Også ved denne metode opstår der problemer i form af uoverskuelige ejer-strukturer. Ved denne metode er der også risiko for at det offentlige ikke vil opnå indtægter ved privatiseringer, idet gevinster ved aktieopkøb vil tilfalde den enkelte borger og ikke Landskassen.

Også udliciteringer og Build-Operate-Trade-programmer (BOT) kan være aktuelle privatiseringsstrategier. Førstnævnte metode giver en privat leverandør retten til at udbyde en defineret vare eller tjeneste efter aftale med myndighederne. Leverandøren skal sikre et vist kontraktfastsat serviceniveau mod til gengæld at få rettighederne til indtægterne ved at levere varen eller tjenesten. Ved den aktuelle omdannelse af KNI indgår også udliciteringer som en mulighed i forbindelse med f.eks. persontransporten.

BOT-programmer ses ofte indenfor infra-struktur området, hvor private finansierer, bygger og driver en bestemt facilitet, mod at det offentlige sikrer investeringer og betaler for den leverede ydelse.

Arbejdsgruppen vil derfor anbefale, som en naturlig videreførelse af en reform af ens- prisssystemet, at der med tiden arbejdes hen i mod mere vidtgående privatiseringstiltag. I første omgang ved ophævelse af koncessioner og udlicitering af offentlige aktiviteter. Dernæst bør man overveje at gennemføre mere målrettede privatiseringsprogrammer.

Dette vil på den ene side sikre en optimal effekt af pris-reformen, idet konkurrenceelementet styrkes med tilhørende positive virkninger på konkurrenceevne og økonomisk vækst, og på den anden side, at det offentlige via frigjorte økonomiske ressourcer kan sikre målsætningen vedrørende solidaritet og velfærdsfremmende initiativer.

5.3. Markedseffekter
Ved en reform af det nuværende ens-prissystem vil de strukturelle rammebetingelser for liberalisering af økonomien være styrket i forhold til det nuværende pris-system. Ved at tillade, at virksomhedernes omkostningsstrukturer afspejler det reelle niveau og ved en fri prisdannelse i markedet, vil der være et højere incitament for den eksisterende private sektor til at ekspandere, samtidig med at potentielle investorer vil kunne gennemføre investeringer, der i den nuværende situation ikke vil være rentable på grund af ens-prissystemet.

Størrelsen af de positive markedseffekterne afhænger af i, hvilket omfang der iøvrigt sker liberaliseringer og privatiseringer i økonomien. Såfremt ensprissystemet opblødes, men de nuværende monopoler iøvrigt opretholdes, vil det i værste fald kunne føre til at omkostningsreduktionen anvendes til at udbygge ineffektiviteten i monopolvirksomhederne, hvilket vil begrænse de positive økonomiske effekter af en reform af ensprissystemet.

Ved en pris-reform vil økonomien blive mere gennemskuelig, og restriktioner på markedet i form af rammebetingelser vil blive færre og mindre stramme. Dette vil være forhold, der sikrer den private sektor bedre planlægnings- og styringsmuligheder, idet den politiske styring af markedet vil være på et lavere niveau end det, der præger den grønlandske økonomi i dag.

Endelig skal det understreges, at en liberalisering af økonomien i form af en pris-reform vil have en betydelig signalværdi i forhold til tiltrækning af udenlandske investorer.

5.3.1. Ressourceanvendelse og effektivitet
På længere sigt vil fjernelse af ensprissystemet samt øgede liberaliseringer og privatiseringer i frizonen føre til forbedret ressourceanvendelse. Virksomheder, der har ligget i ly af et monopol, og som nu udsættes for konkurrence, som en konsekvens af reformen, kan tvinges til at nedsætte priserne og rationalisere driften, hvilket vil medføre, at en uændret produktion kan foregå med mindre indsats af kapital og arbejdskraft. Prisfaldet vil føre til lavere omkostninger for virksomheder, der køber ydelser fra disse tidligere monopoler, hvilket igen forbedrer virksomhedernes konkurrenceevne, giver potentialer for yderligere produktion, prisfald og øget beskæftigelse. Forbrugerne vil opleve stigende realløn, hvilket ventes at føre til øget forbrug og produktion, hvoraf en del af stigningen i produktionen tilfalder virksomheder i frizonen.

Fjernelse af ensprissystemet i frizonen vil endvidere medføre, at virksomheder primært etableres der, hvor produktionsomkostningerne er lavest. Det indebærer f.eks., at transport- eller energitunge virksomheder placerer sig i frizonen, hvor de faktiske omkostninger til transport og energi er lavest. Dette vil føre til lavere produktionsomkostninger, lavere priser og øget potentiale for vækst.

5.3.2. Langsigtede prisfald
Arbejdsgruppen har estimeret, at en fjernelse af ensprissystemet i frizonen vil føre til langsigtede prisfald i frizonen af størrelsesordenen 10-15 % som følge af fjernelse af krydssubsidiering og gennemførelse af rationaliseringsgevinster (jfr. finansieringsbehovet). Det langsigtede prisfald er estimeret ved at sammenholde forbrugets andel af nationalindkomsten med de anviste besparelser i frizonen. Ved fjernelse af ens-prissystemet må det forventes, at de reducerede priser også vil føre til prisfald på ydelser, der ikke umiddelbart bliver omfattet af en prisreform, som f.eks. udgifter til husleje.

5.4. Langsigtede makroøkonomiske virkninger
Det må forventes, at de langsigtede virkninger af en opblødning af ensprissystemet samt liberaliseringer og privatiseringer via pris- og omkostningsfald, vil føre til forbedret konkurrenceevne, økonomisk vækst og beskæftigelse. Såfremt opblødningen af ensprissystemet ikke følges op af liberaliseringer og privatiseringer bliver de positive dynamiske effekter mindre.

5.4.1. Konkurrenceevneforbedringer
For den del af virksomhederne i frizonen, der er ikke er udsat for konkurrence fra udlandet, og hvor prisen er bestemt af indenlandske forhold, vil de reducerede omkostninger kunne føre til prisfald. Effekten på prisen afhænger af omfanget af konkurrence inden for branchen (jfr. afsnit om markedsstrukturer).

For de virksomheder i frizonen, der konkurrerer med udenlandske virksomheder, vil de reducerede omkostninger medføre forbedrede muligheder for at konkurrere med udenlandske virksomheder på det grønlandske marked og dermed forbedre potentialerne for en styrket hjemmemarkedsproduktion.

Forbedringen af virksomhedernes konkurrenceevne vil kunne føre til øget produktion for virksomhederne, hvilket alt andet lige ventes at forøge beskæftigelse og den økonomiske vækst i frizonen.

5.4.2. Real-indkomstforbedringer
De reducerede omkostninger på infrastrukturydelser samt de afledte prisfald som følge af liberaliseringer og privatiseringer vil endvidere kunne medføre reallønsforbedringer for lønmodtagerne i frizonen, der vil føre til øget indkomst og forbrug. Omfanget af denne effekt i frizonen vil afhænge af, hvorvidt skattestigningen finansieres ved en generel skattestigning i Grønland med kompensation til de svage grupper eller om skatteborgerne i frizonen skal finansiere fjernelse af ensprissystemet i frizonen. I sidstnævnte tilfælde vil den reallønsforbedrende effekt i frizonen være mindre i forhold til førstnævnte tilfælde.

Reduktionen af omkostningerne for virksomhederne og en forbedring af reallønnen i frizonen kan endvidere medføre positive afledte virkninger på indkomsten. En øget indkomst vil medføre en øget forbrugsmulighed, der med uændret forbrugstilbøjelighed vil inducere et øget forbrug. En del af dette øgede forbrug, vil tilfalde virksomheder i frizonen, der vil kunne forøge produktion og beskæftigelse. Dette vil inducere et øget forbrug i frizonen, som igen ventes at forøge beskæftigelsen. På kortere sigt vil denne effekt begrænses af, at en væsentlig del af stigningen i forbruget fører til øget import, således at en væsentlig del af væksten vil tilfalde udlandet.

5.4.3. Økonomisk vækst
De forbedrede økonomiske vilkår for virksomheder i frizonen vil kunne føre til, at flere virksomheder etablerer sig i frizonen, hvilket vil føre til en større egenproduktion og potentialer for forbedrede afledte virkninger og synergieffekter for økonomien i frizonen. På sigt vil der derfor kunne opstå betydelige effekter på økonomisk vækst, produktion og beskæftigelse i frizonen ved en opblødning af ensprissystemet og liberaliseringer og privatiseringer. Den stigende produktion giver anledning til en stigning i importen, men det vurderes, at forøgelsen i hjemmemarkedsproduktionen på sigt vil ændre de strukturelle forhold for økonomien herunder reducere importkvoten.

En øget indkomst i frizonen vil forøge skattegrundlaget, hvilket giver øgede skatteindtægter til kommuner i frizonen samt til hjemmestyret. Udgifterne til sociale ydelser kan endvidere reduceres, når flere kommer i beskæftigelse. Endelig vil kommunen og hjemmestyret få reducerede udgifter især til bohaveflytning om hjemtransport for de ansatte som følge af reduktionen i fragtraterne og reduktion i billetpriserne på de fastvingede fly (jfr. regneeksemplet).

Det videre arbejde
Arbejdsgruppen vil hermed overdrage rapporten vedr. reform af ens-prissystemet til Landsstyreformanden og det øvrige Landsstyre til videre overvejelser.

Arbejdsgruppen stiller sig til rådighed for videre drøftelser og fremskaffelse af øvrigt beslutningsmateriale.

Med hensyn til det videre forløb peger arbejdsgruppen på en mulig fremgangsmåde i forbindelse med det fremtidige arbejde:
  1. Efter rapporten er overdraget til Landsstyreformanden afholdes et nyt ens-pris seminar, hvor de involverede parter drøfter rapporten.
  2. Landsstyret nedsætter en styregruppe efter, at rapporten har været forelagt Landstinget, der skal koordinere det videre analysearbejde. Dette analysearbejde skal søge en fuldstændig "kulegravning" af hele problemområdet, og således udgøre det endelige beslutningsgrundlag. Analysen skal bl.a.:
  • Fastlægge detaljerede takstændringer, specificeret ud på godstyper, ruter, mængder, billetpriser osv.
  • Gennemgå konsekvenserne for samtlige kommuner i frizonen
  • Gennemgå konsekvenserne for "standardfamilier" i samtlige byer og bygder i frizonen
  • Gennemgå konsekvenserne for andre typer virksomheder, for derigennem at fastslå de reelle konkurrencemæssige forbedringer
  • Analysere effekterne på hjemmestyrets regnskaber
  • En fuldstændig analyse af en solidaritetsfond med angivelse af de størrelser der skal kanaliseres over i fonden og hvordan fonden rent teknisk skal tilrettelægges
  • Forslag til en implementeringsproces, herunder simultan eller sektorvis gennemførelse.
På arbejdsgruppens vegne

Frank Kristensen